Messiashåbet hos kristne og jøder

Til de store berøringspunkter, som forbinder den kristne tro med den jødiske, hører ikke kun bekendelsen til den gamle pagts ene Gud, men også håbet om Messias’ komme. Og netop disse berøringspunkter begrunder samtidig også de store forskelligheder og den tragiske adskillelse af kirke og synagoge, Ja, i disse forskelligheder vil endnu engang mod denne verdens ende alle tiders største religiøse konflikt blive antændt.

Jeg vil i denne artikel om Messiashåbet hos kristne og jøder, forsøge at komme ind på 5 væsentlige spørgsmål:

  1. Hvilke messianske forjættelser gives der os i Gamle Testamente?
  2. Hvordan har Nye Testamente optaget disse forjættelser?
  3. Hvori består jødedommens Messiashåb?
  4. Hvordan går det med den kristne – jødiske samtale?
  5. Hvad har vi i vente?

I: Det gamle Testamentes messianske forjættelser

1. Det israelitiske kongedømme.

Det er måske ikke alle kristne bekendt, at begrebet ”Messias”, med den betydning, som såvel Ny Testamente som den daværende jødedom brugte det, overhovedet ikke forekommer i hele Det gamle Testamente. Ordet kommer af verbet ”maschach” som betyder ”at salve”. Denne salvning forekommer i hele den nære orient som en religiøs indvielseshandling og bliver brugt ved indsættelse af konger og præster og lejlighedsvis også ved profeter.

Med denne betydning møder vi begrebet »den salvede« i Gamle Testamente med henblik på de dengang værende konger og præster. Det er en almindelig forestilling, at vedkommende på grund af denne salvning modtog en speciel guddommelig kraftudrustning til sit embede.

Vi må ikke glemme, at i Det gamle Testamente var også kongeembedet en religiøs ordning, som havde at gøre med Israels specielle forhold til sin Gud, Jahve. Efter den oprindelige mening i Dommertiden skulle Israel, egentlig overhovedet ikke have sin egen konge som de andre folkeslag. For Jahve selv var jo kongen, som regerede det med sine love, og som hjalp det til fantastiske sejre i slag, som blev forstået som hellige krige.

Derfor har Samuel direkte tydet den første begæring fra Israel om egen konge som et frafald fra Jahve, dets sande og eneste konge (1Sam. 8). Men trods det opfylder Gud i en samtale med Samuel folkets begæring (1Sam. 9:15 f). Han vil tage den gammel-orientalske kongeinstitution i tjeneste, men omforme den med henblik på Israels karakter af Jahves udvalgte folk. Den regerende konge er i grunden kun statholder for Jahve, Israels egentlige konge, Hans hovedopgave skal være at våge over det udvalgte folks troskabsforhold med dets Gud. På denne fordring har profeterne og historieskriverne senere målt alle kongers handlen i Israel og Juda.

Resultatet var ganske vist næsten altid negativt. Kun få konger tjente af hjertet Gud og bekæmpede kulten på højene for kanàanæiske guder. Derfor endte regeringsperioden for mange konger med Jahves forkastelse. På den anden side har Jahve nu lagt sin ganske specielle velsignelse og sin frelseshistoriske forjættelse på den israelitiske konges embede.

Da Israels konge er regent i Guds sted, rykker Gud ham ind i et overordentligt nært forhold til sig. Han antager sig ham endog som søn og udruster ham med kraften fra hans egen ånd – den sande salvelse,(se Sl.72 og Sl. 110). Og da David er den første konge, som gennem sine handlinger opbygger Israels frelseshistoriske kald på dets ydre grundlag og dets indre grundforhold, nemlig tilliden til Herren, så giver Gud ham gennem Natan- profetien en ganske speciel, tredelt forjættelse. Den gjaldt for det første den Davidiske slægts genealogi, for det andet det fremtidige tempel og for det tredje kongehusets sæde i den af David erobrede by, Jerusalem:

”Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! . . . . Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid«! (2Sam. 7:12-16).

Denne Natanprofeti gjaldt derefter Salomon, så det indeværende dynasti af Davids hus og den til enhver tid regerende konge. Men der ligger også samtidig et endetidsperspektiv i den. Det kommer stadig stærkere til syne i vekselspillet mellem de historiske kongers faktiske svigten og deres faste åndelige vægtere, profeternes forkyndelse.

2. Den iraelitiske forståelse af det messianske kongedømme.

For den videre udfoldelse af Det gamle Testamentes messianske forjættelser er det vigtigt at komme ind på Israels stadige misforståelse af det messianske kongedømme. Vi har allerede henvist til, at efter profetisk dom blev alene bare kravet om en konge vurderet som et frafald fra Jahve, den egentlige konge. Der ligger en mærkværdig spænding mellem de to beretninger i 1. Samuels-bog om valget af Saul til den første konge: Mens den første beretning bedømmer denne begæring ganske negativt, går Gud i den anden beretning fuldstændigt positivt ind på begæringen om en konge. Grunden dertil må være at søge i, at der i disse to beretninger foreligger to modsatte forestillinger om kongedømmet, nemlig den menneskelige og den guddommelige. I den første beretning møder Israels menneskelige misforståelse os, at behøve en konge fuldkommen på linie med andre folkeslags kongedømmer: ”Sæt nu en konge over os, til at regere over os, som det er skik hos alle andre folkeslag”. Heri kommer til udtryk et tilbagefald til en ren politisk-national selvforståelse hos Israel i modsætning til dets specielle karakter som Guds eget udvalgte folk. Derfor leder Israel efter en mand med speciel ydre kraft til at være dets første konge.

Der fortælles om Sauls valg: ”Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem folket, var han et hoved højere end alt folket. Da sagde Samuel til hele folket: ”Ser I ham, Herren har udvalgt? Hans lige findes ikke i alt folket!” Og hele folket brød ud i jubelskrig og råbte: ”Kongen leve”!….(1Sam. 10:23-24)

Men denne første konge kan ikke bestå længe for Gud i al sin helteagtige storhed. Hans egenmægtighed fører til hans snarlige forkastelse. Som en markant modsætning til valget af den første konge står nu det af Gud foranledigede valg af David som den anden konge (1Sam. 16). Samuel kommer ind i Isajs hus, og hans blik falder straks på Eliabs kraftfulde skikkelse. »Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: “Visselig står nu Herrens salvede for ham”! Men Herren sagde til Samuel: “Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet..« (1Sam. 16:6-7) Rent faktisk faldt valget jo på den yngste af de syv brødre. For Guds eget syn på de israelitiske konger, sådan som det er formidlet gennem profeterne, er kun et synspunkt afgørende: At han sætter hele sin lid til Guds bistand og bevarer troskaben også i trængsler. I alle situationer i folkets liv skal han udføre Guds vilje, som den er forankret i Loven. Kongen er altså i første række ikke folkets hersker, men EBED: hengiven tjener for Israels Gud.

Mellem disse to syn på kongeembedet, Guds og folkets, hersker en uforsonlig spænding. Den overføres også på opfattelsen af den eskatologiske Messias, endetidens kongelige frelsesbringer. Israel længes efter en befrier på grundlag af udfoldelsen af ydre magt; men Gud skænker forløsning ved genindsættelsen, som beror på et lydigt kærligheds-fællesskab mellem ham og hans folk. Denne konflikt går som en rød tråd gennem hele Guds historie med sit udvalgte folk. Det finder sit skæbnesvangre, dramatiske højdepunkt langfredag morgen i konfrontationen mellem Jesus og Barrabas, den zelotiske frihedskæmper. Og der vil komme yderligere et bemærkelsesværdigt højdepunkt i det eskatologiske møde mellem den genkomne Kristus og Antikrist.

3. Udfoldelsen af de forskelligartede profetier i Gamle Testamente.

Vi ser altså, at allerede med den første angivelse af det messianske tema dukker straks også det antikristelige modtema op. Af denne grund stiller Det gamle Testamente uforpligtet flere linier i den messianske forventning op side om side. De er bestemt til fælles korrektur af den dennesidige misforståelse af det messianske budskab. På grund af deres tilsyneladende mangel på harmoni har de givet senjødedommen anledning til mangfoldige teologiske spekulationer om, hvordan Messias skal se ud, og hvad der skal gå forud for hans tilsynekomst.

Det er muligt i Det gamle Testamente i det væsentlige at skelne mellem 4 ejendommelige messianske hovedideer: Den vigtigste af dem har vi allerede taget. op, nemlig forventningen om en endetids Konge. Han vil befri sit folk fra adspredelse og undertrykkelse, genoprette Davids kongedømme og samtidig ud fra Zion med Guds kraft grunde et universelt fredsherredømme over alle jordens folkeslag. Dette profetiske syn på den messianske konge møder vi tydeligst i Esajas kap.9 og 11.

Ved siden af denne af tegner sig allerede meget tidligt en anden linie. Den ser Messias som en kommende profet. I 5Mosebog kap. 18:15 læser vi: “Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på”. Med kraft fra Guds ånd og hans ord vil denne kommende profet igen stille Israels folks ulydighed overfor loven og samtidig oprejse Guds lov blandt alle folkeslagene. Dette syn findes tydeligst i anden del af Esajasbogen i de såkaldte sange om Guds tjener1). Højdepunktet fremstilles i den fjerde sang i Esajas 53. Her fører den profetiske lydighed frem til Guds tjeners stedfortrædende offerdød. Men netop på grund af dette offer bliver der ved sangens begyndelse og slutning forjættet ham en universal forrang foran alle folkeslag.

Knap så stærk markeret er en tredje linie, der som en anden salvet ved siden af kongen ser skikkelsen af en forbilledlig ypperstepræst. Det møder vi i Zakarias’ bog kap. 3 og 4 i tilknytning til den arkaiske2) skikkelse, præstekongen Melkisedek fra Salem (Jerusalem, 1Mosebog 14) med hvilket det nytestamentlige Hebræerbrev igen beskæftiger sig.

Og endelig kommer den fjerde linie til syne i Danielsbogens 7 kapitel. Her læser vi om et nattesyn, i hvilket Daniel skuer den transcendente3) skikkelse af en person, der kommer med himmelens skyer, en person, der ligner en menneskesøn. Han bliver ført hen foran Guds trone, »og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå”. (Dan. 7:13-14). Her fremtræder den forjættede Messias altså for første gang som en, der ikke kun som de israelitiske konger er blevet Guds søn ved hans adoption (se Sl.2:7). Tværtimod er han præeksistent4) og himmelsk af natur. Han opretter et rige, som ganske vist vil afløse denne verdens historiske, jordiske riger, men alligevel er det ikke af denne verden. Han modtager herredømmet af Guds hånd, og det vil være af evig varighed. Den historisk-kritiske forståelse hos teologer til alle tider, den senjødiske ikke mindre end den moderne protestantiske eksegese, har kun kunnet erkende det modsigelsesfyldte i disse fire linier. Man har derfor efter et subjektivt udvælgelsesprincip spillet dem ud mod hinanden eller endog til slut forkastet dem alle som tidshistorisk betingede. Hvad der her er nødvendigt er ærefrygten for den åndelige inspiration i hele Den hellige Skrift, viden om dens frelseshistoriske karakter af en organisme, samt til sidst den personlige oplysning ved troen. Så vil man i alle disse linier til sammen erkende konturerne af den sande Messias, der som konge, præst og profet opfyldte de profetiske syner med virkeligheden af sin historiske fremtræden og frelseshandling.

II: Den messianske opfyldelse gennem Jesus Kristus

1. Jesu tilknytning til den samtidige forventning

Da Jesus fra Nazaret begyndte sit jordiske virke i ord og gerning, var hans jødiske samtidige fulde af forskelligartede messianske forventninger. Jesus lod, som allerede Johannes Døber før ham, ingen tvivl være om, at den messianske tid var brudt frem. I hans egne gerninger var de forjættede messianske undere blevet virkelighed.

Derfor rettede den messianske forventning hos hans samtidige og især hos hans disciple og efterfølgere sig straks mod ham. “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” spurgte Døberen Jesus fra sit fangenskab (Matt. 11:3). Vi erindrer os Jesu svar, som for enhver kender af Esajasbogen må være entydigt. Se. Es. 35:5-6; 61:1. Jesus vidste, at han var den forjættede Messias. Derfor brugte han Peters Messiasbekendelse (Matt. 16:16-18) som anledning til at prise ham salig. Han forjættede, at hans menighed skulle grundes på denne klippe.

2. Den messianske hemmelighed.

Men netop i det øjeblik sker der noget meget ejendommeligt: På trods af hans entydige “JA” til Peters Kristus-bekendelse, så forbyder Jesus sine disciple at fortælle denne af Gud selv indgivne erkendelse videre til mennesker. Dette forbud gav han også alle de helbredte, som sluttede sig til Jesu messianitet ud fra de undere af ham, som de havde erfaret. Jesus selv har aldrig åbent præsenteret sig som den ventede Messias. Først på ypperstepræsten Kaifas’ besværgelse svarer han kort: ”Du har selv sagt det«. Men dertil føjede han en bekendtgørelse, som fyldte alle tilhørerne med forfærdelse. Den indbragte Jesus dødsdommen for gudsbespottelse: ”Men jeg (Jesus) siger jer: herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer”. (Matt. 26:64).

Jesus identificerede sig altså med den mest enestående af alle fire messianske visioner i Det gamle Testamente, nemlig med skikkelsen af den fra himlen kommende Menneskesøn og evige verdenshersker. Men hvad har foranlediget Jesus til indtil forhøret hos Kaifas så strengt at fortie sin messianitet? Svaret er entydigt: Jesus indså at i det øjeblik, hvor han åbent ville præsentere sig som Messias, ville den urgamle iboende misforståelse af messias-forjættelsen straks blive rettet mod ham. De ville forsøge at presse hans kald i en direkte antikristelig retning. Men allerede under sin 40 dage lange fristelse i ørkenen havde Jesus vist, at han anså det som den vigtigste forudsætning for den sande Messias, ikke at tilfredsstille menneskers forventninger, men at være Gud fuldkommen lydig.

Den dag, hvor Jesu messianitet åbent vil blive forkyndt, skulle komme, og endog ret snart. Men inden havde Jesus endnu en kristologisk, henholdsvis messiansk opgave at opfylde. For den kunne ganske vist selv hans betroede disciple ikke foreløbig præstere nogen forståelse. Ind i det af de to visioner vævede Messiasbillede, den messianske befrier-konge og den overjordiske verdenshersker, måtte trådene fra den glemte eller misforståede messianske profet og Herrens lidende tjener, blive indflettet, og dermed også den præstelige vision. For først i dette helhedssyn kunne den messianske forventning blive bibelsk-autentisk. Jesus gjorde foreløbig dette i hemmelig undervisning for sin nærmeste discipelkreds ved de tre lidelsesforudsigelser5).

Til sidst gjorde han det ved indstiftelsen af nadveren. Og endelig følges ordene og det sakramentale billede af den store gerning: Den frivillige hengivelse af sit liv på korset. Men over dette kors hænger en tavle, som den hedenske Pilatus på trods af ypperstepræsternes og de skriftkloges protester har ladet anbringe der. Den bærer den paradoksale indskrift: ,Jesus fra Nazaret, jødernes konge.”

3. Jesu indsættelse i det messianske verdensherre dømme ved opstandelsen.

Den store begivenhed, gennem hvilken Jesus fra Nazaret endegyldigt træder ind i det messianske herredømme, er hans opstandelse fra de døde.

Gennem den besejrede han døden og modtog fra Faderen al magt i himmelen og på jorden (Matt. 28:16-20). Denne magt er èn gang begrundet i hans evige værdighed som Guds søn. Men den vil også blive overdraget ham som menneskeligt afkom af David ifølge Natan-forjættelsen og i kraft af sonofferet, som han, som Herrens lidende tjener fra Esajas 53, har bragt til menneskehedens forløsning.

Ganske vist er Jesu messianske herredømme på grund af hans bortrykkelse endnu skjult. Og dog udøver han det allerede gennem tilstedeværelsen af hans sejrsbudskab til alle folkeslag. Verdensmissionen, som den opstandne gav sine apostle ordre om, består i proklamationen af hans indsættelse som den forjættede konge over hele verden. Han leder i det skjulte fra nu af ikke bare sin kirkes historie, men samtidig også begivenhederne i verdenshistorien.

Han gør det på en sådan måde, at det over alt kommer og også må komme til udbredelse af evangeliet. Derved får alle mennesker og alle folkeslag muligheden for i Jesus Kristus at erkende deres Herre og Forløser. I kraft af hans død og opstandelse tilhører de ham jo allerede, og for hans dommertrone må de engang ved hans genkomst forsvare sig. Det er med få ord det missionerende budskab fra urkirken, med hvilket de bekendte sig til den korsfæstede Jesus fra Nazaret som den i Det gamle Testamente forjættede Messias.

Det vil sige, at ligesom jøderne venter også Jesu Kristi kirke endnu et komme af Messias og den synlige oprettelse af det i Det gamle Testamente forjættede Guds herredømme på jorden. Endnu er ikke al modstand fra den gudsfjendtlige verden ryddet af vejen, endnu fuldbyrdes gennemførelsen af Jesu Kristi krav om herredømmet på ikke-voldelig og skjult måde i tro og evangelium.

Og endnu er frelsesbudskabets sejr skjult under den ydre modstand, nederlag og lidelse for hans vidner, ”tectum sub cruce” (tildækket under korset), som Luther siger. Kristi rige bærer i det nuværende ligesom Kristus i den afgørende forløsnings-gerning en korsskikkelse, ikke en herligheds skikkelse. Men ikke desto mindre er Jesu Kristi messianske herredømme ikke mere en ren fremtidig forhåbning, men noget realt nærværende. For den, der i tro kommer til Jesus Kristus, han har ved ham allerede forløsningen fra de gudsfjendtlige magter, synden, døden og djævelen. Han er allerede gået over fra døden til det nye liv. Han tilhører i menigheden det nye Gudsfolk, som er bærer af det eskatologiske Gudsrige.

Med den (menigheden) vil han ligesom Guds søn modtage den evige forherligelses arv, nemlig at han bliver Jesus, den førstefødte lig. Ja, også lidelserne skal nu tjene den Kristustroende til at blive viis i håbet om det synlige møde med den genkommende Herre og om oprettelsen af hans rige. Og i troslydighed og i tjeneste i verden kan han allerede her og nu oprejse tegn på det kommende rige, det vil sige bidrage til et mere menneskeligt samfund.

Det afgørende slag i frelseshistorien er altså allerede vundet. Ganske vist sætter de antikristelige magter sig i voksende vrede og samtidig i fortvivlelse såvel over deres nederlag langfredag og påskemorgen som over deres forestående endegyldige uskadeliggørelse op mod evangeliets fordringer og derfor mod menigheden. Men den genkommende Herres endelige sejr er for den troende noget absolut sikkert. Den messianske bøn i den kristne kirke lyder derfor: ”Kom, du som er kommet!”

Jesu menighed er på en tredelt måde en messiansk adventsmenighed: Den fejrer ankomsten af den forjættede Messias i Jesu fra Nazarets jordiske liv. Den fejrer sin Herres stadigt gentagne komme i Ånden i gudstjenesten. Og den strækker sig i længselsfuld søgen efter hans genkomst. For da vil han endegyldigt tage den til sig som sin trolovede brudemenighed i den første opstandelse og de troendes bortrykkelse, og sammen med ham vil den fra himmelen udøve det messianske herredømme over hans rige i endetiden, hvis jordiske synlige bærere, det skal tilfalde det omvendte folk Israel at være.

III: Jødedommens messiashåb

1. Jødernes forargelse over Jesus.

Forargelsen for flertallet af det jødiske folk bestod i den apostolske menigheds bekendelse, at Jesus er Kristus. Mange af deres midte var ganske vist under hans jordiske virke klar til på grund af hans kraftfulde gerninger at tage imod ham som deres forjættede messianske befrier og som bringer af timelig velstand. Jubelen ved hans indtog i Jerusalem er udtryk for en sådan forbigående messiansk begejstring rettet mod Jesus. Men denne begejstring forsvandt som dug for solen i det øjeblik, Jesus ikke opfyldte forventningen, men derimod blev udleveret til hedningene og som gudsbespotter magtesløs døde den skamfulde død på korset. De skriftkloge og præsterne dømte ham derimod, fordi han satte sin egen autoritet over såvel den jødiske lovudlægnings og kultus’ helliggjorte tradition som over deres menneskelige repræsentanter uden at give et entydigt bevis for guddommelig bekræftelse derpå. Den fælles forargelse i det jødiske folk og dets religiøse ledere opstod altså i kontrasten mellem hans messianske krav og hans jordiske fremtrædens ringhed. Sangen om Herrens lidende tjener opfyldtes bogstaveligt: »Uden skønhed og pragt til at drage vore blikke…. ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand…. agtet ringe, vi regnede ham ikke«. (Es. 53:2-3).

Jødedommen gik i stykker på sin egen Messias, fordi det forblev skjult for den, at den i lyset af Esajas 53 og Salme 22 måtte korrigere sine ensidigt bestemte forventninger fra Esajas 9 og 11. Ligesom den store rabbinske theolog Joseph Klausner har påvist i sit standardværk om de messianske forestillinger i Israel, findes der i alle senjødedommens skrifter ikke en eneste henvisning til nødvendigheden af Messias’ sonende lidelse. Esajas 53 er af jødedommen aldrig blevet forstået som en messiansk profeti. Tværtimod så man deri snarere en skildring af sin egen smertefulde historie i stedfortrædende lidelse som udvalgt folk.

Denne gådefulde blindhed overfor betydningen af en så vigtig tekst i deres egen så trofast læste hellige bog er en af frelseshistoriens største hemmeligheder. Paulus har, som vi ved, forklaret det sådan, at jøderne har deres indre øje tilhyllet med et dække, som de ikke af egen kraft kan tage væk. Og han har i Romerbrevets 11. kapitel afdækket for os den positive mening med denne frelseshistoriske blindhed: »Der er kommet forhærdelse over en del af Israel indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind« (Rom. 11:25). Så snart Israel imidlertid omvender sig til Herren — det er Paulus helt overbevist om — så vil dækket blive taget væk (2Kor. 3:16).

2. Messias forventningen i den ortodokse jødedom.

Men hvordan ser jødernes messiasforventning ud til forskel fra den kristne?

Dertil er først at svare, at der ikke er nogen fælles og forbindende stærk messiasforestilling for alle jøder. Man er kun enig om afvisningen af Jesus som den forjættede Messias.

Indenfor jødedommen selv kan vi groft skelne mellem to retninger. Den første udgøres af de ortodokse jøder, som stadigvæk holder fast ved en personlig Messias’ tilsynekomst i endetiden som en frelser og genopretter af sit folk. Den anden retning udgøres af den liberale jødedom, som på mangfoldige måder har gjort denne forestilling åndelig eller symbolsk. Det samme gælder forøvrigt også for nutidens kristne theologi med henblik på Kristi genkomst.

Grundlæggende for den ortodokse jødedom er vidnesbyrdene fra Talmud og Midrasch, de eksegetiske skrifter fra efterbibelsk tid. Klausner beskriver messias-billedet på følgende måde:

»Den jødiske Messias er en forløser, stærk med hensyn til ydre og åndelig magt, som i de sidste dage vil bringe det jødiske folk fuldstændig forløsning, og det i økonomisk og åndelig henseende, og sammen med det evig fred, materiel velstand og moralsk fuldkommenhed for hele menneskeslægten«.

Messias vil være af menneskelig oprindelse og som alle mennesker bestå af kød og blod. Præeksistent er ikke personen, men kun navnet, henholdsvis messias-ideen. Guddommelig er han kun for så vidt, som han i overensstemmelse med Esajas 11:4 vil være specielt udrustet med Guds Ånd for at opfylde sit værk som befrier og hersker.

Han vil først og fremmest bringe sit folk befrielse fra undertrykkelse, lidelse, krig, hedenskab og synd. Hele menneskeheden vil på grund af hans virke blive jødisk, det vil sige lade sig forpligte på Mose lov og dennes jødiske udlægning. Han skal føre sit folk tilbage til fædrenes land. I sammenhæng dermed vil det også komme til en vidunderlig forvandling af naturen til en paradisisk frugtbarhed. Under alle omstændigheder vil Messiasriget være et rige af denne verden! Denne sætning findes hos Klausner mange steder understreget. Allerede af den grund er en åndeliggjort kristen forestilling om det messianske rige fuldstændig uantagelig for jøderne. Vi vil i dag være nødt til at indrømme, at de til dels har ret deri. Nemlig hvis vi kristne, idet vi følger den græske filosofi og gør Riget fuldstændig åndeligt derved skiller det fra sine hebraiske rødder, det vil sige fra forventningen om Riget hos de israelitiske profeter.

Hvornår kommer Messias? Også derom har rabbinerne diskuteret meget. Et svar er dette: »Når Davids rige vil være genoprettet i sin forhenværende udbredelse«. I den ortodokse messiasforventning ligger der altså også tillige et zionistisk-politisk motiv, som i dag er højeksplosivt. Men vigtigere er den etisk-religiøse forudsætning: først må hele Israel igen blive tro mod loven. Den moralske lov bliver derved ikke adskilt fra den rituelle. En gammel rabbinsk udtalelse lyder: »Når hele Israel blot vil holde to sabbater efter, de mosaiske forskrifter, så kommer Messias«. I de apokryfe skrifter fra senjødedommens apokalyptik6) er de enkelte stadier i Messias’ komme endnu nøjere adskilt og udmalet. De enkelte elementer er:

  1. Jødernes omvendelse til loven.
  2. De messianske fødselsveer, det vil sige den apokalyptiske nød, som indleder Messias’ komme.
  3. Den fornyede fremtræden af Elias.
  4. Jødernes hjemvendelse fra adspredelsen og indbringelsen af proselytterne.
  5. Kampen mod de fjendtlige folkeslag Gog og Magog. — På dette sted har en senjødisk tradition udviklet sig, som taler om en anden Messias ved siden af den endegyldige, nemlig Messias Ben Josef (det vil sige af Josefs stamme), der vil føre denne krig og derved lade sit liv.
  6. Messias’ (fra Juda stamme) ankomst og oprettelsen af hans rige.

3. Den jødiske liberalisme.

Ganske vist deler kun en lille del af jøderne endnu i dag denne realistiske forventning. I selve landet Israel skal det kun være en femtedel af jøderne. Flertallet er enten theologisk liberalt indstillet eller også fuldstændigt sækulariseret. Mærkværdigvis kan man også med hensyn til dette flertal endnu tale om en ejendommelig messiansk impuls og om en uudslettelig bevidsthed om jødefolkets specielle sendelse i verden. Hvad dette uortodokse flertal har bibeholdt ved messiastanken er ideen om den menneskelige histories fremskridt. Man anser den for at være afhængig af engagerede menneskers etiske og kulturelle indsats. Alle katastrofer og bagslag såvel i ens eget lands historie som i folkenes historie kan ikke udslette den målrettede historiebevidsthed, som med de israelitiske profeters fremtræden er blevet bragt ind i den menneskelige verdensopfattelse. For så vidt kan man sige, at også Karl Marx er en — om også illegitim — søn af den jødisk-messianske forventning. I dag finder han sine åndsbeslægtede efterfølgere blandt nogle betydende neo-marxistiske filosoffer og sociologer som Herbert Marcuse og Theodor Adorno. Men frem for alt må nævnes Ernst Bloch med sit trebindsværk: »Das Prinzip der Hoffnung«. Her skimtes endnu noget af de gammeltestamentlige profeters begejstrede fremtids-forventning, om end det så også er drejet i en fuldstændig gudløs, humanistisk retning. Højst betydningsfuldt er det, at alle disse mænd selv er jøder!

Hvad der adskiller dem fra den ortodokse forventning er såvel deres ateisme som forkastelsen af tanken om en personlig Messias. Men det der forbinder dem er forestillingen om et paradisisk fredsrige her på denne jord og bevidstheden om, at dette rige væsentlig vil komme som resultat af menneskelig anstrengelse. Yderst bemærkelsesværdigt er det, at Klausner siger, at selv for den ortodokse forventning kan forestillingen om en personlig Messias egentlig undværes. Lige så bemærkelsesværdigt er den kendsgerning, at der i dag er ledende jødiske rabbinere, som erklærer, at man ikke skal forstå den kommende Messias som en enkelt personlighed, men som hele det jødiske folk. På grund af dets smertefulde lutring og dets historiske indsats vil det stedse mere udgøre »typen på det nye menneske«, som den øvrige menneskehed håber på, og som vil bringe den en fremtid fuld af velfærd! Her har jødisk-liberal theologi og marxisme fundet hinanden i et afgørende begreb, som netop må råbe os kristne til den største årvågenhed!

IV: Den jødisk-kristne samtale

Kan det over for denne tidligt opståede afstand mellem jødisk og kristen messiasforventning og med disse modsætninger komme til en genforening af disse to fællesskaber, der har samme oprindelse? Til dette er der først og fremmest følgende at sige: Vi skal ikke kun tænke på, at jødernes oprindelige forargelse over Jesus Kristus stadig ikke er overvundet. Dertil kommer nemlig nu også en næsten 2000 årig beretning om fjendskabet mellem jøder og kristne og forfølgelser, som også kirken havde medansvar for. De formørker for jøderne billedet af den korsfæstede Jesus som deres Messias. Alligevel er der netop i den sidste tid igen sket en betydningsfuld tilnærmelse af kirke og jødedom. Dette er især sket på tysk grund. Bag ved dette står ganske sikkert også trangen til at betale af på den uhyre skyld, som tyskerne i det såkaldte 3. rige pådrog sig overfor jøderne. Her kan særlig nævnes den tyske evangeliske kirkedag, der i de sidste år har haft en permanent arbejdsgruppe under overskriften “Kristne og jøder”‘

I princippet vil vi glæde os over denne tilnærmelse og over den nødvendige klimaforandring de to imellem. Men trods dette kommer der dog ved enkelte træk i den nye teologiske udvikling på begge sider alvorlige overvejelser.

Til en ægte, frugtbar samtale hører på kristen side overbevisningen om, at Jesus virkelig var og er Israels forjættede Messias, og at den tydning af hans forløsergerning, som Det nye Testamente og især Paulus giver, er gyldig. Ledemotivet for disse samtaler må altså være det paulinske ønske, at dækket for jødernes øjne endelig bliver taget væk, og at de omvender sig til den korsfæstede Jesus som deres forløser og Messias. Men netop dette ønske om jødernes omvendelse er bemærkelsesværdigt kølnet hos mange af nutidens kristne samtalepartnere i den jødisk-kristne dialog. For nogen tid siden dukkede en artikel op i det evangeliske præsteblad i Tyskland, der udtalte sig i ligefrem hadefulde ord om, at jødemissionens mål var omvendelse. Et mål for den jødisk-kristne samtale i dag kan, således mener man, i stedet derfor blot være en fælles indtræden for en mere human verden ifølge Guds anvisninger. Men i denne indtræden for humanisering af samfundet møder vi jøden Jesus, der for begge parter kan være typen på det ”normgivende menneske”, som Jaspers kaldte ham.

I den forstand må vi også mane til nøgternhed, når vi i offentliggørelser fra samtidige jødiske filosoffer og teologer som Shalom ben Chorin eller Martin Buber læser om ”genopdagelse af jøden Jesus”. Henholdsvis den “hjembragte broder Jesus”.

Det er gribende, når jødernes århundredgamle had til Jesus endelig bliver brudt ned og viger for en venligere holdning. Men det bør ikke overses, at denne hjembringelse overalt følges af en udtrykkelig fastholdelse af den engang fuldbyrdede afvisning af hans messianitet og frem for alt, den paulinske tolkning af hans lidelse som soningsdød.

Engang blev Herodes og Pilatus venner på grund af deres fælles dom over Jesus. I dag kunne det komme dertil, at medmenneskelighedens liberale jødedom og moderne kristen teologi opnåede en tilsyneladende enighed om Jesus, der fører til en fornyet forkastelse af ham, denne gang af såvel jødefolket som af hans kristne kirke. Vi anerkender nødvendigheden af at nedbryde den traditionelle mistro gennem et varmere menneskeligt klima og frem for alt igennem bekendelse af vor skyld. Men det forbliver vor opgave at vidne for den gamle pagts mennesker, at Jesus er opfyldelsen af vore fælles forjættelser i Det Gamle Testamente. Kun ved at vende sig til ham kan og vil til sidst også Israel finde sin frelse.

V: Hvad der forestår os

Lad mig slutte med et ganske kort blik på det, der venter os, ud fra min forståelse af Skriften og min bedømmelse af den nutidige verdenshistoriske udvikling i lyset af Skriften.

1. Antikrists komme.

Jeg kan ganske vist tyde de nutidige hændelser i Israel som forvarsler for Messias’ nære genkomst, men ikke i dem se den begyndende oprettelse af det forjættede messianske rige. Vi bør ikke overse, at jødernes tilbagevenden til Israel for de flestes vedkommende ikke sker af religiøse grunde. Dertil kommer, at den israelske stat oven i købet ved sin lovgivning vægrer sig mod den kirkelige mission. Det frelseshistoriske dække hænger stadigvæk over øjnene på flertallet af det israelske folk.

Samtidig må vi også erkende, at udviklingen i verdenshistorien såvel som i de store kirker i dag bærer tydelige antikristelige træk. Jeg kan ikke gå ind på det i enkeltheder. Men i hvert fald bliver såvel de politisk-økonomiske sammenslutninger som de økumeniske samlings-bestræbelser stadig stærkere bestemt af ønskedrømmen om et kommende enhedssamfund skabt af mennesker.

I det skal der råde jordisk fred, velstand og retfærdighed. Men dette mål for håbet er ikke mere bestemt af den genkommende Kristus og troslydigheden mod ham. Meget snarere står det som kendetegn på en konsekvent humanistisk fremtidstro, der er typisk for såvel den liberale jødedoms sækulariserede messianske syn som for verdens-religionernes nutidige økumeniske fortolkning.

Den fremskynder derfor deres gensidige forståelse gennem den såkaldte dialog.

Verdensmissionskonferencen i Bangkok 1973 stod helt under dette ledemotiv. Men dermed møder vi i såvel verdens-jødedommen som i politiske samlingsbestræbelser og endelig i økumenien den samme farlige grundidé: den af mennesket udspekulerede messianske idé.

Den har vi genkendt som den gennemgående linje fra udvælgelsen af den første israelitiske konge til kendelsen til gunst for Barrabas frem for Jesus. Den vil finde sin kulmination i Antikrists tilstedekomst. Jeg er af den overbevisning, at vi går tilsynekomsten af en erstatingsmessias i møde. I ham vil menneskenes foregribende humaniserings-bestræbelser finde deres personificerede legemliggørelse. Og jeg tror, at hans tilsynekomst vil få at gøre med Israels nært forestående fremtid. Jesus siger i Joh 5:43 til jøderne: “Jeg er kommet i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod”. Men samtidig ved vi fra Skriften, at Antikrists tilsynekomst kun vil være et sidste stadie af endetidshistorien, omend forbundet med uhyre katastrofer.

Endetidens menighed, der er forblevet tro mod sin Herre og beredt til martyrium, vil, støttet af de to vidners virke (Åb. 11:3ff), gennem sin bekendelse endelig finde tro hos Jøderne.

Da vil endelig det frelseshistoriske dække blive taget fra deres øjne, og så vil, som Paulus skriver, hele Israel blive frelst (Rom. 11:26). Men denne store, vidunderlige begivenhed i missionshistorien vil tidsligt falde sammen med, henholdsvis finde sin afslutning med, tilsynekomsten af Menneskesønnens tegn på himlen (Matt. 24:30).

Da vil han samle sin udvalgte menighed og oprette endetidens fredsrige. Dettes historiske basis kan imidlertid ikke være nogen anden end byen Jerusalem.

For den har Israels Gud gennem vidnesbyrd i den profetiske åbenbaring bestemt som centrum for det endegyldige herredømme over alle folk. Således vil verdenshistorien klinge ud i den store sabbat, før Gud til sidst vil skabe en helt ny himmel og en helt ny jord (Åb. 21:22).

Gud har jo i sin første skabelse lagt store udviklingsmuligheder i menneskets formnings-evne, som indtil nu ikke er udviklet fuldt ud, eller som på formastelig vis er fordærvet.

Gennem Israels hverv som midler, kongedømme af præster og Guds hellige folk, vil den komme til paradisisk udfoldelse i Messias’ tusindårige fredsrige.

Peter Beyerhaus

Noter:

  1. Esajasbogens anden del omfatter kap. 40-55. Der er fire sange: 42:1-7 (9) ; 49:1-13 ; 50:4-11 ; 52:13-53:12.
  2. fortidige.
  3. oversanselige.
  4. allerede eksisterende før sin fødsel
  5. Mark. 8:31; 9:31; 10:33f.
  6. Apokalypse: skrift om verdens undergang.

Kilde: Guds Plan med Israel og folkene (Ordet og Israel 1976. s.50-69.)

Læs de første artikel i serien om Guds Plan med Israel og folkene

Verdens evangelisering og Guds rige

Israels udvælgelse, forkastelse og genantagelse

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • Nådegaverne »Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej.« 1Kor. 12:31. »Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter […]
  • Den skjulte skat ”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.” Matt […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development