Når Jøder nærmer sig Jesus

kors menorah

facebook - Samuel Roswall2Jøder har gennem tiden forholdt sig til Jesus på meget forskellige måder. Samuel Roswall giver nogle eksempler på forskellige holdninger og sætter derved vor tids messianske jøder ind i en større sammenhæng.

De første mennesker, der troede på Jesus og dannede menighed, var jøder. Men siden hen har den jødiske forståelse af Jesus generelt været afvisende. Vi vil prøve at indkredse årsagerne i tre punkter.

  1. Der har i jødiske cirkler rådet opfattelser af Jesus, som er usande. Det skyldes til dels de indirekte hentydninger til Jesus-skikkelsen, som findes i det jødiske hovedværk Talmud og den rabbinske litteratur generelt. Da jøder i middelalderen ofte levede isoleret, var de ofte henvist til deres egne kilder. Især én bog har medvirket til jøders negative opfattelse af Jesus, nemlig Tol’dot Jeshu (Jesu historie). Dens oprindelse er usikker, og i øvrigt indeholder den mange fejl.
  2. En anden årsag til jøders afvisning af Jesus er at finde i kirkens holdning til jøder. Paulus understreger i Romerbrevet, at Gud ikke har forkastet sit folk, og at han ikke fortryder sit kald til Israel. Alligevel udviklede store dele af kirken et fjendskab over for det jødiske folk. Man frygtede for jødisk indflydelse, advarede mod jøderne og udviklede efterhånden en egentlig antijødisk teologi, som blev til, at Gud – trods Paulus’ ord – havde forkastet sit folk på grund af Jesu korsfæstelse. Jødefolkets nationale opløsning blev taget som bevis på denne forkastelse.
  3. Endelig er der forhold i jødisk teologi, der har gjort det umuligt at anse kristendommen for at være sand. For det første kan Jesus ikke være Messias, fordi de løfter om verdens forløsning, som er knyttet til Messias’ komme, ikke er opfyldt med Jesus. Dernæst forekommer det utænkeligt, at den ophøjede Gud kan have en søn. Endelig behøver Israel ingen mellemmand, da man har et umiddelbart forhold til Gud. Tanken om arvesynd er fremmed for jødisk teologi. Synden eller den onde tilbøjelighed kan den enkelte selv kompensere for ved bod, bøn og et ændret liv

Indenfor de sidste godt 100 år har situationen imidlertid ændret sig. Det er ikke længere så utænkeligt at sammenholde jøder og Jesus-tro. Udviklingen har ikke indtil nu udløst en stor og omsiggribende bevægelse. Den helt overvejende del af verdens jøder afviser fortsat enhver form for Jesus-tro. Men der er dog sket en forandring, som kan registreres.

Jøders tilnærmelse til Jesus-skikkelsen er sket på to helt forskellige måder.

Tro som …

Shalom Ben-ChorinFørst vil vi nævne, at nogle fremtrædende jøder har nærmet sig Jesus ud fra egne jødiske forudsætninger. Fælles for disse forsøg er, at man har søgt videnskabeligt at gøre Jesus til en del af det jødiske religiøse univers. Vi vil som eksempler nævne to personer.

Journalisten og forfatteren, nu afdøde Shalom Ben-Chorin. Han tilhørte en retning, man har kaldt for reformjødedommen. På den ene side ville han gøre op med, hvad han har kaldt en forbenet, ortodoks jødedom, og på den anden side med en liberal holdning. Ben-Chorin troede på en levende, personlig Gud. Allerede som ung blev han optaget af Det Nye Testamente på grund af dets grundlæggende jødiske karakter. Han betragtede sig selv som en, der skulle hente Jesus hjem til jødedommen ved at fjerne alt, hvad kristne har malet hans billede over med. Men Jesus er ikke Messias, og han kan heller ikke overholde loven i andres sted. Ben-Chorins forståelse af forholdet mellem jøder og kristne kommer nok klarest til udtryk i hans ord om, at Jesu tro forener os, troen på Jesus skiller os. I modsætning til mange af hans egne gjorde han sig i øvrigt til talsmand for, at jødekristne skal have frie og trygge kår i Israel.
Marcus Ehrenpreis

En anden er den tidligere overrabbiner i Stockholm, Marcus Ehrenpreis, som døde i 1951. Han udviste stor indlevelse i Jesus-skikkelsen. Men han kunne ikke forstå en Kristus, der bærer alles synd. Det strider mod jødisk tankegang. Men han sagde også følgende: »Der findes i enhver religion bag alt det, der kan forklares, et mysterium, en sidste hemmelighed, som forbliver utilgængelig for den udenforstående. Vi, jøder og kristne, kan gå et langt stykke vej med hinanden og tale sammen, men før eller senere kommer vi frem til en lukket dør, som kun de kristne, men ikke vi har nøglen til. Her har vi jøder ikke andet at gøre end at bøje os i ærbødighed og tie«. Han antydede, at jøder og kristne har samme mål. »Jeg tror, vi engang skal mødes hjemme hos Gud, og da er det forbi med alle vore særmeninger«.

Fælles for begge er, at de forblev inden for rammerne af det grundlæggende jødiske. De forsøgte at erobre Jesus tilbage til jødedommen. De kunne gøre sig til ét med Jesus ved at tro som han på Israels Gud og sammen med ham bekende troen med den gamle trosbekendelse »Hør Israel, Herren vor Gud, Herren en én«. Men for dem er Jesus ikke Messias.

Tro på …

Isaac LichtensteinAnderledes med andre jøder, der ikke blot har troet som Jesus, men har troet på ham og forstået ham som Israels Messias. De har ikke opfattet sig som forhenværende jøder, men forstår det sådan, at de netop er blevet jøder på meningsfuld vis ved troen på Jesus. Lad os nævne to personer, som hver på deres måde har været med til at bane vejen for messiansk jødedom.

Isaac Lichtenstein, død i 1908, rabbiner i Ungarn. Efter at have oplevet kirkelig antisemitisme ville han undersøge, om den kunne stamme fra Det Nye Testamente. Læsningen fik imidlertid overraskende konsekvenser for ham. Og i sine prædikener i synagogen begyndte han nu at citere fra Det Nye Testamente. Den fortsatte læsning og brug af Det Nye Testamente førte ham imidlertid til en dyb erkendelse af Jesus som Messias. Israel har sit mål i ham og er bevaret som et Guds folk, der i ham skal grønnes og blomstre som Arons stav. Lichtenstein er et eksempel på en Jesus-troende jøde, som bevarede sin jødiskhed på en stærk måde.

Joseph RabinowitschLidt anderledes med en anden østeuropæer, nemlig Joseph Rabinowitsch, som døde i 1899. Han er kaldt jødekristendommens Herzl. På et tidspunkt rejste han til Israel for at undersøge mulighederne for bosættelse der. Her fik han en åndelig oplevelse, som han beskriver med ordene: »Nøglen til det hellige land, ligger i vor broder Jesu hånd«. Da han vendte tilbage til sin hjemby, blev der omkring ham opbygget en menighed af Jesus-troende jøder. I arbejdet blev han støttet af hedningekristne, og i forbindelsen med dem blev han påvirket på en stærkere måde end Lichtenstein. Men samtidig med, at han blev stadig mere afklaret i sin kristne tro, forblev han dog jøde i stil og i forståelsen af evangeliets jødiske rødder.

Både Lichtenstein og Rabinowitsch var stærkt optaget af, at deres jødiske stammefrænder kom til tro på Jesus som Israels Messias i overensstemmelse Det Gamle Testamentes forjættelser

Messianske rødder

På en måde kan man sige, at disse og andre har været en slags forløbere for det, som i dag er blevet til messiansk jødedom. Ligeså klart er det imidlertid, at messiansk jødedom i dag forsøger at hente sin inspiration fra og sin identitet i forholdene på Jesu og apostlenes tid. Messianske jøder i dag opfatter ikke sig selv som resultatet af en blot 100-årig tradition. De betragter sig som jøder på linie med de første Jesus-troende, som også var jøder.

Men hvad er det, de griber tilbage til? Uden at gå i detaljer vil vi blot nævne følgende:

  • Jesus blev født af en jødisk mor, omskåret på den 8. dag, voksede op i et jødisk miljø med de jødiske hellige skrifter som sin Bibel, gik jødisk klædt, kom i synagogen og optrådte som jødisk rabbiner.
  • Apostlene var jøder, der betragtede Jesus som opfyldelsen af Bibelens messianske løfter.
  • De første Jesus-efterfølgere var jøder og fortsatte med at leve som sådanne. Troen på Jesus fjernede dem ikke fra Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Moses og loven blev ikke overflødig, men blev set i sammenhæng med ham, som ikke ville ophæve loven, men være dens opfyldelse, mening og mål. Et eksempel på denne sammenhæng mellem det gamle og det nye møder vi i Apg 7, hvor martyren Stefanus taler om den jødiske slægt som »vore fædre«. Eller vi kan tænke på Paulus’ tale til Agrippa i Apg 26, hvor han taler om »det løfte, som Gud gav vore fædre. Det løfte håber vort tolvstammefolk at få opfyldt, og derfor tjener vi Gud utrætteligt, nat og dag«.

Men er det legalt at tale om en »jødisk Jesus-tro«?

Forskel i fællesskabet

Ved læsningen af Det Nye Testamente kan man få den tanke, at forskellen mellem jødisk og hedensk Jesus-tro er ophævet. Skriver Paulus ikke i Gal 3:28, at det ikke kommer an på at være græker eller jøde, mand eller kvinde – for I er alle Èn i Kristus Jesus. Men hvis man bruger det ord til ophævelse af forskellen, så skulle forskellen mellem mand og kvinde vel også være ophævet? Og hvad der virkelig er interessant er Paulus’ adfærd i Apg 21:17ff. Her viser han, at han med sin Jesus-tro fortsat er jøde, og går ud fra, at Jesu jødiske efterfølgere fortsætter med at leve på jødisk vis.

Men hvis jødiske troende kunne fortsætte med at leve som jøder, hvordan skulle så de nye troende af hedensk herkomst leve? Sagen blev taget op på apostelmødet, jf. Apg 15, og konklusionen blev, at hedninger ikke skulle blive jøder for at være kristne. Beslutningen havde den selvfølgelige forudsætning, at jøder ikke skulle leve som hedenske kristne for at være kristne.

Dermed bevarede man en fælles grund at stå på, nemlig fællesskabet i Kristus, samtidig med at man gav frihed til at leve forskelligt. Dermed var problemerne ikke løst i praksis. Bl.a. fremtrådte i urkirken de såkaldte judaister, som ville have, at hedninger skulle leve som jøder. Om deres virke skrev Paulus (Gal 5:2), at »hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer«. Men dette ord skal sammenholdes med, hvad der står om Timotheus i Apg 16:3. Ham ville Paulus have med sig på sin rejse, så han omskar ham af hensyn til jøderne. Hvis man sammenholder Paulus’ belæring med hans praksis, bliver konklusionen, at han altså skelner mellem jøde-kristne og hedninge-kristne.

Kirken har til dels afvist denne skelnen. Men vi må fastholde denne nytestamentlige skelnen. Ellers vil vi i øvrigt ikke forstå den kamp for identitet, som messianske jøder i dag står i.

Kilde: ‘Ordet og Israel’ maj 2000

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Israel? – Jamen jeg er luthersk! I denne artikel sætter vi fokus på Luthers og den lutherske teologis forhold til Israel. Forhåbentlig kan den – i al sin korthed - bidrage til en afklaring af en luthersk kristens […]
  • Den kristne dåb på jødisk baggrund Uden forklaring af nogen art siger Jesus til hans disciple, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at […]
  • De ti ord i jødisk og kristen forståelse Vi sætter fokus på det afsnit, vi plejer at kalde ”de ti bud”, og som i 2 Mosebog, kap 20, vers 1 omtales som ”ord”. Hvad betyder de for livet i dag, hvis udgangspunktet er, at de […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development