Israel? – Jamen jeg er luthersk!

lutherstjerne

facebook - Samuel Roswall2I denne artikel sætter vi fokus på Luthers og den lutherske teologis forhold til Israel. Forhåbentlig kan den – i al sin korthed – bidrage til en afklaring af en luthersk kristens forhold til Israel og det jødiske folk.

Luthers samtid

Skal vi forstå Luther, må det ske i sammenhæng med den tid, han voksede op i.

Luther voksede op i senmiddelalderens Europa, som var kristent (katolsk). Samfundet var præget af en enhedskultur, det vil sige, at Tyskland blev betragtet som en politisk-religiøs enhed. Samfundets autoriteter (fyrster med flere) tog ikke alene vare på verdslige anliggender men udøvede også kirkelig magt og gjorde det med andre midler end det ordets sværd, som er betroet kirken.

Til samfundsforståelsen hørte endvidere, at vel havde Guds skabt alle mennesker lige. Men for syndens skyld måtte nogle herske over andre – som en afspejling af det himmelske hieraki. En tanke som blandt andet kan være inspireret af kirkefaderen Augustin (353-430), som var en betydelig autoritet i middelalderen.

Endelig var det åndelige klima omkring jødespørgsmålet ret så betændt. Det kan blandt andet ses af reaktionerne på den sorte død i 1348, hvor mere end en fjerdedel af de vesteuropæiske byers befolkning omkom. Det føg med beskyldninger mod jøderne for brøndforgiftning – blandt andet næret af, at dødeligheden var mindre blandt jøder (formentlig på grund af spise- og renselsesregler og bedre sygepleje og hygiejne).

I det kristne Europa var det ikke ualmindeligt at tænke, at »Kristus-mordere« – som jøderne blev betegnet – også kunne finde på at myrde en kristen befolkning. Denne religiøse tænkning mundede ud i antisemitiske forfølgelser og myrderier.

Luthers udvikling

I flere år hævede Luther sig over datidens forestilling for eksempel om jødernes kollektive skyld i Jesu korsfæstelse.

I stedet blev det hans inderlige ønske, at de vendte om fra deres selvgjorte retfærdighed til Guds retfærdighed i Jesus Kristus og derved blev en del af den kristne kirke. Derfor måtte evangeliet forkyndes, for at de kunne blive Abrahams afkom, »den sande kirke«.

Længe troede han også, at det ville bære frugt. Men efterhånden lagde han mere distance til jøderne. En af grundene er nok, at han særlig efter rigsdagen i Augsburg i 1530 følte større ansvar (og blev set op til) som lærevogter. Og derfor måtte han – for kirkens skyld – advare mod jødernes vildfarelser.

Til sidst mistede han helt troen på, at jøder kunne omvendes. Og samtidig gav han efter for datidens antisemitiske stemning og lagde også selv røst til løgnene om jøderne.

Nogle mener, at Luther til sidst endte som racist. Andre at det til sidst slog psykisk klik for ham. Ingen af delene synes rigtige. Hans udgangspunkt og tilgang var hele tiden teologisk. Men det er ikke forkert at sige, at hans teologi til sidst fik antisemitiske udtryksformer.

Luthers teologi og jøderne

Vi vil kort sætte fokus på Luthers forelæsninger over Romerbrevet og de næsten samtidige salmeforelæsninger i perioden 1513-16.

Allerede på den tid tegnes skitsen til og argumentationen for reformationens hovedanliggende. Det drejer sig især om kristologien og retfærdiggørelsen alene ved tro på Kristus. I sammenhæng hermed kom jøderne til at stå som repræsentanter for gerningsretfærdigheden.

I forelæsningerne over Romerbrevet lukker han op for en positiv indstilling over for det jødiske folk. Samtidig med at hans reformatoriske hovedanliggende (retfærdiggørelse af tro) naturligvis understreges, slår han på jødernes fortsatte udvælgelse, som en nådesudvælgelse af Israels rest. Jødernes fald betød rigtignok frelse for hedningerne, men skal også tjene dem selv. Med udvisning af stor forsigtighed antyder han endvidere, at Israel frelses til sidst.

Når det drejer sig om hans salmeforelæsninger kan det ved en overfladisk betragtning opfattes som om, han var blevet et offer for en allegoriserende skriftfortolkning, der omtolkede alt i Bibelen til at være billeder med en dybere, åndelig betydning (som for eksempel hos kirkefaderen Origenes, ca. 185-254).

Men der er en afgørende forskel. Origenes allegoriserer med henblik på at finde tekstens dybere mening »forviderekomne«. Luther lagde vægt på at finde tekstens direkte og enkle mening, som (også i Det Gamle Testamente) dybest set er Kristus.

Allegorisering var for Luther kun legal, når den udlægges med tanke på Kristus og retfærdiggørelsen ved tro på ham. Er det tilfældet, kan Luther til gengæld være næsten hæmningsløs i sin allegoriske udlægning. Et eksempel viser det.

I Salme 22:19 møder vi klart en profeti om Jesus. Men Luther går et skridt videre. Han deler Kristus i fire skikkelser – efter korsets fire ender, to for troende og to for de vantro. Det skal nemlig ikke gå kirken anderledes, end det gik Kristus selv. Konklusionen er, at salmen handler om Kristus og kirken.

Også når det drejer sig om forholdet mellem lov og evangelium, kunne det løbe af med ham i hans skriftudlægning. Man kan kun være enig i, at Kristus og loven ikke må blandes sammen. Men i hans kommentar til Galaterbrevet finder han blandt andet begrundelsen for denne forståelse i Es 28:20, hvor der står, at sengen er for kort og tæppet for smalt. Herom siger han: »Når Kristus er til stede, bør loven … vige bort fra samvittigheden og overlade lejet til Kristus, for det er for smalt til to.«

Luthers allegoriseringsmetode havde et ideelt formål, nemlig at pege på Kristus i Det Gamle Testamente. Men efter min opfattelse er det ikke rimeligt på den måde at stille et ultimativt krav om, at Skriftens enkle mening overalt skal være Kristus. Det indebærer en risiko for en vilkårlig tolkning af det, som Skriften faktisk vil sige.

Endvidere kan allegoriseringen lede til en manglende forståelse for en konkret, historisk opfyldelse af Det Gamle Testamentes løfteord. Kristus er også centrum i den historiske opfyldelse, men ikke nødvendigvis kun som den korsfæstede. Også som den historiske konge i opstandelse og herlighed.

Da Luther ikke havde forståelse for en konkret, historisk opfyldelse af løfterne til Israel, og at Israel også som vantro kan være Guds frelseshistoriske redskab, er det ikke helt overraskende, at der i 1530’erne sker en holdningsændring hos Luther.

Han ønsker ikke længere at forsvare jøderne. Han føler nok, at hans gode vilje er blevet misbrugt. Endvidere oplever han, at jøderne ikke antager Messias. Teologisk begrunder Luther sit begyndende sindelagsskifte med, at han for den korsfæstede jødes skyld ikke vil tale jødernes sag.

Viser han dem gunst, mener han, det kan motivere dem til at forblive i deres »forstokkede tilstand«. I sit forhold til dem bliver han stedse mere optaget af at understrege dogmerne om Kristi guddom, præeksistens, jomfrufødselen og treenighedslæren.

Endvidere opstod en bestemt situation. Han blev fortalt, at jøder havde omskåret nogle kristne og forpligtet dem på Mose lov. Det får ham til at tage et opgør om netop Mose lov. Han gør gældende, at jøderne bør vide, at den er ophørt med Messias’ komme. Iøvrigt kan den ikke have fortsat gyldighed, eftersom jødernes tempeltjeneste har ligget i aske i 1500 år. Gud har iøvrigt lovet en ny pagt, og den må jøder og alle andre henholde sig til.

Katastrofen

Vi er nu på vej mod det skæbnesvangre år 1543, hvor det gik helt galt. På dette tidspunkt udgav Luther skriftet»Om jøderne og deres løgne«.

Skriftets formål er i udgangspunktet teologisk (hvilket er udeladt i de danske nazisters udgivelse af bogen fra 1972). Formålet er at styrke og værne den kristne tro. For sammen med Djævelen er jøderne – ifølge Luther – de kristnes værste fjende.

Men samtidig drager han nu den fulde konsekvens af sin grundholdning. Jøderne er virkelig forkastet af Gud på grund af deres falskhed og hovmod. Ved ikke at ære Messias er de gudsbespottere.

Endvidere refererer Luther løgnehistorier om jøderne. Skriftet var nok ment som et opgør med jødedommen som religion, altså antijudaistisk. Men da det endte med at gå på jøderne som personer, blev det alligevel antisemitisk.

Luther gav syv råd angående jøderne. Han begynder med at spørge: Hvad skal vi kristne nu stille op med dette forkastede, forbandede jødiske folk? Svaret er:

  1. Synagoger og jødiske skoler skal afbrændes, og de bygninger, som ikke kan brænde, skal man overdynge med jord og begrave.
  2. Man skal nedbryde og ødelægge jødernes beboelseshuse, og så kan man anbringe jøderne under halvtage eller i stalde, sådan som man gør med sigøjnerne.
  3. Man skal fratage jøderne deres bønnebøger og talmudiske skrifter.
  4. Man skal under trussel om dødsstraf forbyde rabbinerne at undervise, for de er banditter, som bruger det arme folks lydighed til deres egen ulydighed mod Herrens lov. De inddrypper gift, forbandelser og forhånelser i det almindelige jødiske folk.
  5. Man skal helt ophæve det frie lejde til landevejene for jøderne. De skal holde sig hjemme.
  6. Man skal forbyde jøderne at drive »ågerforretninger« og fratage dem alle kontanter og klenodier af sølv og guld, for alt, hvad de har, har de taget fra os kristne. De beslaglagte midler kan man så give til de jøder, som går over til kristendommen, så de har en startkapital.
  7. Man skal give de unge, stærke jøder og jødinder plejl, økse, hakkejern, spader, rok og ten og lade dem selv tjene til føden – men iøvrigt uddrive dem af landet for altid. Gennem Guds skarpe barmhjertighed kan Guds vrede måske blive en lille smule mindre mod dem, men under alle omstændigheder: væk med dem !

Hele denne sag bliver bestemt ikke bedre af, at han samme år udgav skriftet »Om det uudsigelige navn«, der om muligt var endnu grovere.

Til eftertanke

Lad os slutte med en overvejelse over, hvordan Luther omtaler »jøderne« som advarende eksempel. Det kan være et advarende eksempel for os i dag.

Luthersk teologi er i høj grad en anfægtelsens teologi. Over for Gud er vi uretfærdige. Menneskets eneste håb er, om vi kan erhverve en retfærdighed, som tåler Guds lys. På den baggrund blev retfærdigheden af tro vel nok den største reformatoriske landvinding for bibelsk tro, ja en nøgle til forståelsen af Bibelens budskab.

Denne forståelse fik nogle konsekvenser i samtiden. Med sin stærke understregning af retfærdiggørelsen af tro måtte Luther bringe sig i et voldsomt modsætningsforhold til jødisk, rabbinsk tankegang. Her står gerningerne jo i forgrunden med det ideelle formål at ære Gud med sit liv og over for omgivelserne vise at Guds vilje sker i denne verden. Mennesket begår ganske vist synd. Men den gøres god ved at bede om tilgivelse og igen leve et retfærdigt liv. Synden lurer ved døren, men vi skal afvise den og herske over den (som det blev sagt til Kain).

En sådan tankegang strider mod luthersk skriftforståelse. Og da Luther så, at denne tænkning ligger ethvert menneske snublende nær, blev jøderne for ham et advarende eksempel på menneskets selvretfærdige syndefordærv. Da han samtidig var påvirket af samtidens antijødiske miljø, endte hans fremfærd over for jøderne i de forfærdelige opfordringer til diskrimination og forfølgelser.

Men denne brug af »jøderne« som gruppe for at illustrere tilstanden hos os andre, havde ulykkelige følger. Den forberedte jorden for senere tiders antisemitiske opfattelse af jøderne som særligt onde eller vanartede mennesker. Endvidere hindrede den Luther i at række evangeliet til jøder og har i århundreder været en barriere i kirkens forsøg på at nå det jødiske folk.

Desværre kan man også i dag møde luthersk teologi, der slår på »jødernes« forstokkethed og selvretfærdighed. Som gruppe anses de for at være et eksempel på oprør mod Gud og afvisning af hans frelse. I det omfang man bruger »jøderne« generelt som eksempel på vi andres syndefordærv, må man for redelighedens skyld også bruge dem som eksempel på mennesker, der er omfattet af Guds uendelige kærlighed. Og talen om jøderne må ske ud fra en kærlighed, som må være mindst lige så stor som til andre.

Gud har brugt Luther som en øjenåbner for evangeliet. Men vi behøver ikke, som Luther, at advare mod»jøderne«. Der er rigelig med »hedningekristen farisæisme« at advare imod inden for kirken.

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Når Jøder nærmer sig Jesus Jøder har gennem tiden forholdt sig til Jesus på meget forskellige måder. Samuel Roswall giver nogle eksempler på forskellige holdninger og sætter derved vor tids messianske jøder ind […]
  • Antisemitisme – Hvorfor? Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen […]
  • De ti ord i jødisk og kristen forståelse Vi sætter fokus på det afsnit, vi plejer at kalde ”de ti bud”, og som i 2 Mosebog, kap 20, vers 1 omtales som ”ord”. Hvad betyder de for livet i dag, hvis udgangspunktet er, at de […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development