Antisemitisme – Hvorfor?

anti

facebook - Samuel Roswall2Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen (jødehadet) er en gåde. Hvorfor er der et folk på denne jord, som andre vender sig imod? Vil man svare på det spørgsmål, finder man ud af, at det er ulige lettere at redegøre for antisemitismens forskellige ansigter end at svare på, hvorfor fænomenet eksisterer.

Lad os først slå fast, at ikke enhver modstand mod jøder er antisemitisme. Det er legalt at vende sig mod noget, som nogen gør. Det gælder også, når det er noget, som kommer til udtryk fra jøder. Anderledes hvis man vender sig mod nogen på grund af det, de er. Hvis man på den måde vender sig mod jøder eller det jødiske, nærmer man sig antisemitisme. Problemstillingen kan sammenlignes med det egentlig enkle pædagogiske princip, at man godt kan sige, at nogen gør noget dumt. Men det er nedværdigende at sige, at nogen er dum.

Karakteristisk for antisemitismen er netop, at dens ideer og handlinger retter sig mod jøderne. Ikke så meget på grund af deres handlinger, men på grund af det, de er, nemlig jøder. Endvidere betragtes de som gruppe, også sådan at afstraffelsen af den enkelte kommer til at ramme gruppen kollektivt – for sådan er jøderne(!)
Der kan være forskellige meninger om antisemitismens årsager. Men man kommer næppe uden om, at der er tale om en reaktion mod det, som jødefolket er i kraft af religionen – jødedommen. Og vel er jødedom mange ting. Men både ateistiske og messianske jøder har nogle fælles træk – en fælles kultur. Selv om antisemitismen også har en racistisk klang, er den i sidste instans vendt mod denne races religiøse udgangspunkt.

Antisemitismens indhold

Den vist nok ældste, historisk kendte, antisemitiske udtalelse finder vi i Esters Bog kap. 3.
Situationen var den, at den persiske konge Ahasverus (Xerxes, 485-65 f.Kr.), gav Haman en indflydelsesrig post og krævede, at andre ved hoffet bøjede sig for ham. Men en af dem nægtede, nemlig Mordokaj. Hans begrundelse var, at han var jøde. Baggrunden for hans nægtelse var tydelig. Perserkongen betragtede sig som en guddommelig åbenbaring og krævede derfor guddommelig respekt. Og samme respekt krævede han nu over for sin førsteminister. Men jøden Mordokaj kendte kun en gud, Israels Gud. For ham var det praktisk virkelighed: Du skal ikke have andre guder end mig.

For Haman var det ikke nok at straffe Mordokaj. Han ville ramme hans folk. Derfor gik han til kongen og sagde: Der findes et folk, der lever spredt og isoleret blandt folkene i alle provinserne i dit kongerige. Deres love er forskellige fra alle andre folks, og kongens love følger de ikke.

I disse ord ser vi noget af det, som har været motiverne i jødehadet og -forfølgelserne, antisemitismen.
a. De lever spredt mellem andre folk.
b. Hvor de findes, lever de isoleret og holder sammen.
c. Hele folket gøres ansvarlig for den enkeltes handling.
d. De har deres egen religiøse kultur.
e. De bryder ikke Guds lov, heller ikke når det medfører livstruende konflikt.

Det har været jødefolkets vilkår at leve spredt blandt folkeslagene. I adspredelsen har nogle ladet sig optage i de nationer, hvor de boede. Men bevarede de deres jødiskhed, holdt de sammen. I den jødiske bevidsthed er det religiøse, det nationale og det kulturelle integreret, og det har gjort en sammensmeltning med andre nationer utænkelig – til irritation for »gæstenationerne«.

Når det drejer sig om det religiøse, er jødefolket sig sin udvælgelse bevidst. Det er af andre blevet opfattet, som om jøderne betragtede sig som bedre end andre folk. Fra almindelig menneskelig omgang kender vi det godt, at den, der ser på sig selv som anderledes, automatisk bliver opfattet som om, man tror man er bedre.
Den tidligere overrabbiner i København, Marcus Melchior har skrevet herom: »Min søn, min førstefødte er Israel«, siger Gud. Det er det hele. Denne formulering fremhæver på prægtig måde den anskuelse, der allerede så vægtigt er udtrykt ved læren om den ene menneskehed, nemlig at alle mennesker, givetvis også alle folkeslag, er Guds børn. Men Israel er den førstefødte, altså virkelig den forpligtede overfor Gud og overfor menneskene.

I jødisk tænkning er jødedommen egentlig kun for jøder. Herom siger en anden jøde, nemlig bibelfortolkeren J. H. Hertz: Jødedommen er principielt indstillet på, at enhver kan blive salig i sin tro. Men selv denne tolerante holdning fritager ikke helt for anklagen om, at jødedom er eksklusiv, dvs. at den besidder værdier, som den holder for sig selv. Den samme holdning, der ligestiller alle i forholdet til evigheden, fører logisk med sig, at jødedommen savner et motiv til at missionere. Hvis der er mange veje til Gud, hvorfor skulle man så besvære andre folk med at slå ind på den jødiske vej, der jo i bedste fald må blive en omvej for den, der har et andet udgangspunkt.

Sådanne udsagn efterlader en fornemmelse af, at jøder er anderledes. Og herfra er der ikke langt til at tilføje: hævet over andre.

Det er denne jødefolkets sætten grænser omkring sig selv, der hos andre folk har fremprovokeret lysten til og kravet om udstødelse, ja udslettelse. Et folk, som bekender troen på den ene Gud, synes ved sin blotte eksistens at være et vidne om, at alle andre ideologier er menneskelige opfindelser, som ikke har det sidste ord eller repræsenterer den endelige autoritet i historien.

Hvis andre folk havde troet på værdien af egen tro, havde det ikke været nødvendigt at lade sig provokere. Men det gjorde man altså. I hedenskabet, som dyrker det synlige, nemlig mennesker, dyr, sten osv., har man ikke kunnet acceptere, at nogle dyrkede en usynlig Gud. Og jøderne har heller ikke passet til kristenheden, hvor man også dyrker en synlig Gud, nemlig Gudsåbenbaringen, Kristus.

Antisemitismens ansigter

Antisemitismen har så i forlængelse heraf haft forskellige ansigter.
I kristenheden så man sådan på det, at når jødernes tempel var ødelagt, og folket var blevet uden land, så var det udtryk for, at Gud havde opgivet jøderne som folk. Kirken måtte herefter opfattes som det nye gudsfolk – til erstatning for det gamle, som havde udspillet sin rolle.

Det ellers rigtige syn, at Det Gamle Testamente skal læses i lyset af Det Nye Testamente, blev til et dogmatisk system. Og i det system er Israel ikke længere Guds folk. Og folkets vandring gennem historiens smeltedigel måtte betragtes som en selvforskyldt lidelse, der stadfæster profeternes advarsler.

Dette måtte man tage konsekvensen af og indlemme jøderne i kristendommen. I den kristne enhedskulturs dage, mente man, at det – om nødvendigt – måtte ske med magt. Men gennemgående har jøderne vist sig immune over for kristenhedens forsøg på indlemmelse. Selv under de værste trusler har de modstået presset. De jødiske værdier mere end opvejede lidelserne, hvad der for kirken har været uforståeligt, når folket jo er faldet ud af Guds plan. Et så hårdnakket folk, måtte kirken se det som sin opgave at tugte for om muligt at bringe det på bedre tanker.

I nazismen betragtedes den germanske race som den mest værdifulde og dermed alle andre racer overlegen. Men jøderne kunne ikke bøje sig for den tanke. Det ville være at fornægte jødedommens værdier og folkets værdi som Guds udvalgte tjener. Men en sådan blindhed måtte der reageres overfor. Og på grund af nazismens menneskesyn blev reaktionen, som vi kender den fra holocaust.

Jødernes »rykken-sammen« har under tidernes pres endvidere fremkaldt vrede hos politisk-økonomiske ideologer. Således påstod en fransk socialist, at jøderne ved hjælp af deres hemmelige, uopløselige bånd vil udøve den største indflydelse. Socialisten Karl Marx (der var født som jøde) skrev i 1844 (i Zur Judenfrage): Hvad er jødedommens verdslige grundlag? Praktiske behov, egennytte. Hvad er deres verdslige kultus? Snylteriet. Hvad er jødedommens verdslige Gud? Pengene.

Sådanne anskuelser er så blevet forstærket under tidernes ugunst med dårlig økonomi, arbejdsløshed, boligmangel osv. Da har nationernes nationale selvfølelse udviklet en nationalisme, der herefter ramte »de fremmede«. Med de anførte synspunkter, der blev ret udbredte, følte man, det var nødvendigt at neutralisere den betydelige indflydelse, jøder havde fået.

Hvad skulle man dog stille op med et sådant folk, som man ikke kunne forstå og derfor heller ikke vidste, hvordan man skulle forholde sig til? Hvis man ville undgå at føle sig underlegen, kunne det kun ske ved at tillægge jøderne de værst tænkelige egenskaber og betragte dem som moralsk anløbne.

Og når man så fandt en jøde, der var det, mente man at have bevist, at sådan er jøderne(!) Og så fulgte alle de opdigtede historier, som de gennem historien er blevet påduttet. I flæng kan nævnes myterne om ritualmord, skænding af nadverbrød, brøndforgiftning samt om »Sions vises protokoller«, der foregiver at stamme fra en rabbinerkonference, hvor man lagde planer for et jødisk verdensherredømme. Selv blandt såkaldt oplyste mennesker lever flere af disse historier i bedste velgående.

Op gennem historien har der naturligvis været mennesker, som med udgangspunkt i enten humanistiske eller kristne værdier har modarbejdet jødehadet. Men antisemitismen og alle dens udslag fik stor udbredelse og uhyggelige konsekvenser.

Gud tillader

Men der melder sig unægtelig et supplerende spørgsmål: Hvordan har den Gud, som udvalgte det jødiske folk som sit ejendomsfolk, kunnet tillade det, som er overgået folket? Det spørgsmål er det ikke givet os at besvare fyldestgørende. Men vi kan nævne nogle bibelske udsagn, og så må vi i øvrigt lade Gud være Gud.

Først skulle vi måske nævne en misforståelse. I vor trang efter at tilpasse Gud til vore forestillinger er vi tilbøjelige til at sige, at det gode kommer fra Gud og det onde fra Den Onde. Men det er for enkelt. Tænk f.eks. på ordet fra Es 45:7: Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette. Eller Am 3:6: Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?

Det er naturligvis rigtigt, at det onde stammer fra Den Onde. Men samtidig er det Bibelens vidnesbyrd, at han er underlagt Gud og begrænset af hans magt. Derfor understregede Jesus også, at det egentlig ikke er Satan, vi har grund til at frygte – men Gud, som sætter grænserne for hans magt. Godt nok går Guds modstanders arbejde ud på at drage så mange som muligt med sig i den fortabelse, som er beredt for ham. Men, nej: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede (Luk 12:5). Se også Jak 4:12. I en bog lader forfatteren Poul Hoffmann en af sine personer sige: Gud og Djævelen skjuler sig bag hinanden i en uendelig lang række – men bagest står Gud. Det udsagn svarer godt til den bibelske virkelighed.

Det er også denne virkelighed, som løser den tilsyneladende modsætning mellem 2 Sam 24:1 og 1 Krøn 21:1. Det første sted står, at Herren lokkede David til folketælling, det andet sted står, at Satan lokkede David. Men begge udsagn er rigtige, for bagest stod Herren, og Satan var hans redskab.

Af andre vidnesbyrd om Den Ondes underordning kan nævnes Åb 13:7, hvor vi læser, at den antikristelige endetidsskikkelse »Dyret« fik givet magt til at føre krig mod de hellige. Endvidere sættes dette forhold yderligere i relief af Jesu ord til hedenskabets repræsentant i Jerusalem, Pilatus (Joh 19:10-11). Pilatus lod Jesus forstå, at han havde magt over ham ved at sige: Jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig. Men Jesus korrigerede med ordene: Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.

Det hører til den menneskelige udrustning og forskertrang, at vi søger en logisk forklaring på så meget som muligt. Spørgsmålet er imidlertid, om vi i det stykke er præget af den græske tænknings behov for logik, en tænkning der ikke passer med Bibelens hebraiske tanke om, at alt rummes i Gud.

Vi har svært ved at forstå, f.eks. at Gud skaber ulykke og mørke. Men hvis det ikke er sandt, er Gud i virkeligheden ikke Den Almægtige. Hvis ikke Gud er overordnet Den Onde, er hans børn på denne jord i virkeligheden prisgivet Guds hovedmodstander. Men sådan er det netop ikke, og det er fantastisk trøsterigt.
Gud har således også magt til at kunne gennemføre, hvad der står i 1 Kor 10:13: Gud vil ikke tillade, at I fristes over evne. Og han har også magt til at sørge for, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud (Rom 8:28). I den forbindelse er Paulus’ selvvidnesbyrd i 2 Kor 12:7 meget tankevækkende. Gud brugte en Satans engel til at slå Paulus i ansigtet med. Var Paulus da overladt og prisgivet Den Onde og hans englemagt, og var denne »torn« ikke til hindring for Paulus’ tjeneste i Guds rige? Læs selv og tænk efter.

Behovet for en forklaring på lidelsens gåde møder vi f.eks. i Joh 9:1ff. En mand havde været blind fra fødselen, og det udløser spørgsmålet fra disciplene: Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind? Hvad svarede Jesus? Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. I dette svar mere end antyder Jesus, hvad der er baggrunden for ulykke og mørke fra Gud: at Han bliver åbenbaret og herliggjort.

Et af de klassiske steder for troende menneskers undren har vi i beretningen om Job. Man spørger, hvorfor Job måtte gennemgå al sin lidelse. Den forklaring, som er os mest nærliggende, er præcis den, som hans venner faldt for: Job havde syndet. For at forsvare Gud fordømte vennerne Job og sagde, at Jobs lidelser var selvforskyldt og straf for synd. Men det er lige præcis ikke rigtigt. Lad os i stedet for hæfte os ved følgende:

  1. Satan er underlagt Gud og får kun lov at gå til hans grænse.
  2. Jobs prøve ender med at blive et stærkt vidnesbyrd om Gud: Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne (Job 42:5). Tænk endvidere på hans enestående Kristus-vidnesbyrd i 19:25:Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.
  3. Gud siger til Satan (Job 2:3): uden grund fik du mig overtalt til at ødelægge ham. I dette udsagn nærmer vi os hemmeligheden i Jobs gåde. Alle vi, der leder efter forklaring, støder her på udtrykket »uden grund«.

Hvad er så grunden, når Herren siger, at Satans fristelse var uden grund? For viste det sig ikke, at selv Jobs fristelser og lidelser ikke førte ham uden for Guds rækkevidde? – Man fornemmer rigtigheden i, hvad Luther skrev i sin fortale: Denne bogs tale er så kæmpemæssig og prægtig som visselig ingen anden bog i den hele skrift.

Guds frelsesplan

Når det drejer sig om det jødiske folk og dets lidelser, bl.a. under holocaust, melder sig de samme overvejelser, når vi spørger hvorfor. Man kunne også spørge, hvorfor Israels folk, efter 30 gode år kom til at trælle for egypterne i 400 år. Var det ikke Guds udvalgte folk, som han på en særlig måde ville tage hånd om? »Risikerede« Gud i øvrigt ikke, at folket henfaldt til troen på Egyptens skæbneguder, som ikke kan rokkes af bønner og råb, men som man blot kan underkaste sig?

Israels Gud er ikke som hedningeguderne. For i virkeligheden griber han ind; han er historiens Gud. Og tilmed lader han sit indgreb være svar på folkets bønner, 2 Mos 3:7-8. Læg bl.a. mærke til, at Gud havde lagt sig folkets lidelser på sinde. Det kan ikke siges om nogen hedensk gud, men det kan siges om Israels Gud.
Stockholms overrabbiner, Marcus Ehrenpreis, så dybt, da han i 1939 (bemærk årstallet) skrev: Det er ikke mennesker, hvor højtstående og mægtige de end må forekomme os, som bestemmer menneskehedens skæbne, det er alene den guddommelige magt, hvis værktøj disse højtstående mennesker er. Det er ikke vore små hænder, der udstikker historiens vej, men Guds store hånd. Og så tilføjede han disse stærke ord: Der findes et mål, en hensigt med de tilsyneladende planløse begivenheder.

Det er unddraget vor viden, hvad Israel og verden ville have været uden holocaust. Lad os derfor også afholde os fra at spekulere på det. Men hvad vi kan vide er, at Gud vidste om det på forhånd (se f.eks. 5 Mos 28:15-29). Og dernæst kan vi vide, at jødefolkets samling i Israels land er mere end verdenshistorie. Den er frelseshistorie. For hvad er det Gud vil gøre for at hellige sit store navn, hvad vil han gøre for at folkene skal forstå, at han er Herren? Han vil gøre to sammenhængende ting (jf. f.eks. Ez 36:23-28):

  1. Han vil hente sit folk hjem fra folkene.
  2. Han vil frelse sit folk.

Det vil Herren gøre som led i sin frelsesplan. For at fremme dette, har han tilladt sin modstander et råderum for onde handlinger. Lad os undgå at komme til at hjælpe ham med dem. Flere steder i Skriften læser vi om, at Herren bruger andre folk til at tugte sit folk, Israel (se f.eks. Jer 50-51 og Ez 35). Men når disse folk udnyttede situationen, pådrog de sig Guds vrede. I Zak 1:14-15 siger Herren: Jeg brænder af stor nidkærhed for Jerusalem og for Zion, og jeg føler stor vrede mod de sorgløse folkeslag; for da jeg kun var lidt vred, fremskyndede de ulykken.

Da Israels samling og frelse er et led i Guds frelsesplan, må vi samtidig regne med, at Guds modstander af al magt vil søge at hindre Guds gerning. Hvor langt får han lov til det? Det beror på Gud ! Og det er det trøsterige, det forunderlige. Vi ved fra Skriften, hvad der er hans mål for Israel, for verden, for dig og mig. Så lad da dette få lov at skabe undren og tak hos os. Vi forstår stykkevis, men der kommer en dag, hvor vi skal forstå fuldt ud (1 Kor 13:9).

Og mens vi venter, kan vi fylde sindet med den tanke, at Gud lod sin retfærdige harme, ja sin egen lidelse over menneskers ondskab, ramme sin egen søn. I evighedsperspektiv er det Guds største hemmelighed, som i øvrigt er fra før verdens grundlæggelse.

Kilde: ‘Ordet og Israel’ november 1998

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Esters bog og Purim-festen Den jødiske højtid purim har sine rødder i Esters Bog i Det Gamle Testamente. Tidligere formand for Ordet og Israel, Samuel Roswall, skriver om Esters Bog. I det tidlige forår […]
  • Israel? – Jamen jeg er luthersk! I denne artikel sætter vi fokus på Luthers og den lutherske teologis forhold til Israel. Forhåbentlig kan den – i al sin korthed - bidrage til en afklaring af en luthersk kristens […]
  • Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os? Jesus lovede, at han en dag vil vende synligt tilbage til jorden for at stoppe alt ondt og oprette Guds rige synligt. Samtidig gav Jesus sine disciple nogle tegn, så de kunne fornemme, […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development