Israels krige eller Guds?

israels krige

facebook - Samuel Roswall2I Det Gamle Testamente førte Israel krig med Guds velsignelse. Kan det samme siges om det moderne Israels krige i vores tid? Det vanskelige spørgsmål ser Samuel Roswall på i denne artikel.

Det er efterhånden blevet sagt utallige gange, at verden er blevet en anden efter 11. september sidste år. (2001) Men hvordan? Her vil vi berøre blot ét emne, som er kommet på dagsordenen i mange diskussioner – nemlig forholdet mellem religion og politik.

Diskussionen er blevet forstærket, fordi der i store dele af den islamiske verden sker en sammenblanding af netop religion og politik. Det gælder på det udenrigspolitiske område.

Kampen mod terroren opfattes i store dele af den islamiske verden som en kamp mod islam som religion – dvs. en kamp imod Allah selv. Og når kampen føres af den vestlige verden, anses den for at komme fra den vestlige religion – i praksis fra Allahs modstander, som er den vestlige Satan.

På tilsvarende vis sker sammenblandingen også indenrigspolitisk. Det betyder, at den måde, man tolker religionen på, er bestemmende for den sociale, kulturelle og politiske magtanvendelse. Det politiske system bruges til at fremme det religiøse liv og forhindre ureligiøs adfærd. Og omvendt: det religiøse system danner norm for udøvelse af politisk magt. Hvis et land har islamisk styre, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at landets flertal er muslimer, men at magthaverne er muslimer. Et gennemført demokrati er således ikke naturligt i et islamisk land.

I den aktuelle situation kan man imidlertid spørge, om ikke den islamiske forståelse af politisk religion og religiøs politik i virkeligheden svarer til den styreform, som blev påbudt Israel på Det Gamle Testamentes tid. Lad os gøre os nogle historiske og bibelske overvejelser.

Gud som regent

For godt 3400 år siden skete der noget afgørende i Israels historie. Efter et lille års tid ved Sinaj bjerg var folket for alvor blevet en nation. Ganske vist gik der endnu knapt 40 år, hvor folket var uden land. Men det havde nu modtaget en lovgivning, der drejede sig om både personlig moral, om gudsdyrkelsen og om reglerne for samfundsordenen. Dermed blev folket en nation med egen kulturel identitet.

Den grundlæggende ide i samfundsordenen var teokratiet. Dette ord er af græsk oprindelse. Theos betyder “Gud” og kratein “herske”, altså gudsherredømme. Det vil sige, at Gud selv skulle være folkets egentlige leder og konge.

Det fik betydning ved indtagelsen af Kana’ans land. Kamphandlingerne i den forbindelse var dybest set ikke Israels krige, men Guds. Den egentlige begrundelse for besejringen af landets indbyggere læser vi i 5Mos 9:4; “Men når Herren din Gud jager dem væk foran dig, så sig ikke til dig selv, at det skyldes din egen retfærdighed … nej, det er på grund af disse folks uretfærdighed …”

Gud knyttede sit folk til landet for at gøre op med de tidligere indbyggeres ugudelighed. Men ikke alene det. Gennem Israels tilstedeværelse i landet skulle Guds rige (hans kongeherredømme) etableres i landet. Med tanke på det, bliver der sagt i 5Mos 8:11; “Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag”.

Hvordan blev teokratiet så administreret i praksis?

Erobringen af Kana’an blev gennemført med udgangspunkt i Gilgal og varede i ca. 7 år. Herefter fordelte de 12 stammer sig og tog de tildelte områder i besiddelse – 9½ stamme vest for Jordanfloden og 2½ mod øst.

Forudsætningen for, at teokratiet som samfundsmønster kunne gennemføres i praksis, var at der ikke blev nogen stærk verdslig regeringsmagt, og at autoriteten i folket var Gud og hans nærvær i den åbenbarede lov og i tabernakeltjenesten. Landet skulle således ikke have nogen konge eller anden central, regerende institution. Stort set levede hver stamme for sig selv i hver deres stammeområde. Heller ikke i det enkelte område var der nogen egentlig regeringsinstitution. Men der var, hvad der var blevet påbudt i 5Mose 16:18; “I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retfærdigt”. I den enkelte by var der således en institution, som hovedsagelig bestod af “ældste”. De havde en vis forvaltende myndighed og kunne foretage retslige undersøgelser og dømme i forskellige sager om mord, ejendomsret m.v. Herudover var der dommere, som samarbejdede med ældste-personerne. Når en sag var for vanskelig at afgøre lokalt, kunne den finde sin afgørelse ved “overretten” i Silo, som bestod af præster og lægdommere. I Silo blev helligdommen placeret. Her virkede præster og levitter. Levitterne boede spredt og levede af tiende og kunne således varetage undervisningen i loven. Når det drejer om forkyndertjenesten blev den varetaget af profeter, som forkyndte Guds åbenbaring i konkrete situationer i folkets og den enkeltes liv.

Disse ordninger var en manifestation af, at Israel var Guds ejendom, og at Gud var den egentlige “regent”.

I dommertiden har vi et eksempel på, hvordan teokratiet blev fastholdt. Folket havde ved Josvas afsked givet Gud deres troskabsed. Men allerede i dommertiden glippede det. Når folket gik deres egne veje, gav Gud dem i hænderne på hedningerne. I dele af dommertiden var folket endog undertrykt. Men når folket råbte til Herren, oprejste han dommere, som reddede dem fra fjenderne. En af dem var Gideon, som besejrede midjanitterne med 300 mand. Herefter ville folket gøre ham til hersker, men Gideon svarede: “Nej, jeg skal ikke herske over jer, og min søn heller ikke. Herren skal herske over jer” (Dom 8:23).

Ved dommertidens afslutning opstod en ny situation. Under Samuels lederskab skete der en national og religiøs genrejsning. Men da han blev gammel, ville folket have en konge – som andre folk. Ikke bare nu og da, når folket var i knibe, men som en permanent institution. Bag kravet lå et ønske om at frigøre sig fra afhængigheden af Gud som folkets hersker.

Folket fik, hvad det bad om, og blev nu regeret af tre konger: Saul, David og Salomo. Under de to sidste oplevede nationen en kulturel guldalder. Stadig var der også et vist teokrati – om end under en anden form. Det samme kan siges, da Israel derefter blev delt i Nordriget og Sydriget. Men da disse riger endeligt gik i opløsning og kom under assyrisk og babylonisk herredømme, var det sket med teokratiet. Og de sidste 2500 år har Israel ikke haft en sådan styreform og har ej heller haft noget guddommeligt påbud om at have den.

Det Gamle Testamentes krige – hvorfor?

Vi har tidligere været inde på, at Israels krige var Guds krige. Men det var de med nogle bestemte begrundelser og dermed begrænsninger.

For det første: Når Israel førte angrebskrig – i forbindelse med erobringen af Kana’an – var der tale om Guds straf over uretfærdigheden hos landets indbyggere. Det er noget af den samme tanke, vi møder i de senere såkaldte hævnsalmer, som mange kristne har svært ved at forholde sig til.

For det andet: Når Israel førte forsvarskrig, havde det sin begrundelse i, at Gud ville beskytte sit folk. Ikke for at folket derigennem skulle føle sig stærkt og uafhængigt af Gud, men for at folket – ved at blive bevaret – kunne leve som hans folk til hans ære. Hvis folket selv fandt på at gå i krig med et andet formål, endte det som oftest med nederlag.

For det tredje: Krig var ikke alene noget Israel førte mod andre, men også noget andre førte mod Israel – tilmed med en form for guddommelig fuldmagt. Ligesom Gud brugte Israel i sin kamp mod hedningers ugudelighed, gav han et syndigt Israel i hænderne på hedenske folk.

I alle tre tilfælde er der tale om, at Gud udøver sin magt gennem mennesker. Retfærdigheden heri skal ses i sammenhæng med Guds forhold til synd og ugudelighed. De mennesker og folk, som gør sig til et med synden, bliver dermed også ramt.

Spørgsmålet er: Kan man sige det samme også i dag? Ja, der er ikke noget i Skriften, der fortæller noget andet, eller at Gud skulle være blevet en anden. Alligevel er spørgsmålet vanskeligt. For krigene i Det Gamle Testamente er også forklaret i Skriften. Men efter at den bibelske åbenbaring er afsluttet, har vi ikke længere profeter, som med guddommelig fuldmagt kan forklare os krigenes mening. Generelt har vi lov at sige, at Gud fortsat er historiens Gud, og at han har hånd i hanke med situationen. De bibelske profetier har også dramatiske forudsigelser om voldsomme krigssituationer i endetidens opgør mellem Gud og hans modstander. Men der er ikke i Skriften givet os en sikkerhed, der sætter os i stand til at bestemme, hvad der i konkrete situationer er Guds krige. Derfor føler vi også berettiget afsky, hvad enten islam påstår, at man fører krig for Gud, eller nazisterne kæmpede under parolen “Gott mit uns”. I begge tilfælde er der tale om en uhyggelig cocktail af religion og politik.

Jamen, når vi som kristne er afskåret fra at kunne vurdere, om krig er Gud-villet, er vi da helt afskåret fra at kunne vurdere, om en krig er retfærdig eller ej?

På reformationstiden

Hvordan vurderede man det spørgsmål på reformationstiden? Det finder vi i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 16, hvor der bl.a. står:

“Om de borgerlige forhold lærer de (lutherske menigheder), at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode gerninger, at det er kristne tilladt at beklæde offentlige embeder, at være dommere, at dømme sager ud fra kejserlige og andre gældende love, at fastsætte (døds)straffe i henhold til retten, at føre retfærdige krige, at gøre militærtjeneste, at drive handel …” Og til sidst i artiklen hedder det:”Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, med mindre den befaler at synde …”

På den tid – i enhedskulturens dage – var det i høj grad kirken, der var bestemmende for den politik, som blev ført. Men heroverfor gjorde fædrene gældende, at det politiske system skal – under ansvar overfor Gud, som vil sin skabning det bedste – værne menneskers liv og velfærd og straffe dem, som gør det modsatte. Endvidere understregede de, at hvis landets ledelse går videre og vil styre menneskers tro og samvittighed, så får vi tyranni. Kirken skal – ligeledes under ansvar overfor Gud – formidle det bibelske budskab. Hvis kirken går videre og gør krav på såkaldt verdslig magt og vil bestemme styreformen og kræver, at ikke-troende skal leve som troende, fører også dét til tyranni.

Sådan tænkte de lutherske fædre og formulerede det dogmatisk i forståelsen af de to regimenter. Den gejstlige (åndelige) og den verdslige magt har to forskellige opgaver og to forskellige magtmidler. Den verdslige magt regerer ikke ved evangeliet men om nødvendigt ved sværdet. Den åndelige magt regerer ikke ved noget ydre magtmiddel, f.eks. sværdet, men ved evangeliets ord. Da fædrene imidlertid var påvirket af, at de levede i enhedskulturens dage, skete det, at de havde svært ved at omsætte dogmatikken i etisk praksis. Et eksempel herpå er, at Luthers teologiske opgør med jødedommen førte til, at han på sine gamle dage opstillede et politisk program for, hvordan man burde behandle jøderne. Noget han bestemt ikke fortjener ære for.

Det moderne Israels krige

Men for at gøre problemstillingen endnu mere aktuel kunne vi spørge, om det moderne Israels krige i 1948-49, 1956, 1967, 1973 og 1982 var Guds krige?

Der er kristne, som umiddelbart vil sige ja. Det sker med den begrundelse, at Skriften har forudsagt, at Israels folk skal vende tilbage til fædrenes land. Selv om krig er modbydelig, må den accepteres som hørende til vilkårene i denne verden og kan begrundes med, at sådan var det jo også, da Israel – Gud-villet – indtog Kana’an på Josvas tid.

Men argumentationen holder ikke. På Det Gamle Testamentes tid stod erobringen af Kana’an under Guds teokratiske ledelse – og dermed var den etisk garanteret som retfærdig. I vor tid må vi sige, at vel er verdenssituationen generelt i Guds hånd, og han lader udviklingen ende med at tjene hans mål. Men vi har ikke fuldmagt til at fastslå, ad hvilke veje (og omveje) Gud når målet. De gange i det 20. århundrede, hvor Israel gik i krig, måtte vi derfor spørge: Er denne krig folkeretligt og dermed retfærdigt begrundet – f.eks. som svar på nationale krænkelser? Eller er den båret af uretfærdige motiver i strid med folkeretten, f.eks. for at påføre andre folk lidelser – eller båret af trang til at “hjælpe” Gud med at opfylde, hvad man mener, han har givet løfte om? Efterfølgende – når en krig er blevet historie – kan vi så spørge, om resultatet er noget, som er forudsagt i Skriften og dermed peger frem mod det, som Gud har åbenbaret som sit mål.

Tilsvarende gælder det også på andre områder. Vi ved fra Skriften, at der vil komme forfærdelige begivenheder i tiden op til Jesu genkomst. Er man imidlertid ved sin fornufts fulde brug, vil man ikke arbejde for at fremprovokere dem, eller støtte dem, der gør det – for at få profetierne til at gå i opfyldelse. Men på den anden side af begivenhederne vil vi stå undrende over for den Gud, som gennem synd, død og ødelæggelse lader sin vilje ske og fremmer sit mål – og når det.

Som kristne har vi Jesu fuldmagt til at gøre mennesker til hans disciple. Med det formål har han – på forhånd, før vi går i gang – gjort os til sine medhjælpere. Men når det drejer sig om verdensstyret, er det i stedet vores opgave at være hans undrende betragtere. Hvis vi ikke fastholder denne skelnen, ender vi i kødelig selvsikkerhed.

Fremtidens teokrati

Til sidst vil vi spørge: Er det endeligt og uigenkaldeligt forbi med teokratiet? Lad os vende os til en tekst hos profeten Zakarias, hvor vi befinder os i tiden for genrejsningen af templet.

I kapitel 6:9-15 fortælles, at der kommer en deputation fra de landflygtige i Babel med gaver af sølv og guld. I Babylonien har man formentlig ønsket at bidrage til templets etablering. Tag imod gaven, lyder det til profeten. Og samtidig får han besked på at bruge metallet til en guldkrone. Den skal i øvrigt opbevares i templet til et vidnesbyrd om, at mennesker er kommet langvejs fra for at bygge.

Men kronen skal samtidig bruges til en symbolsk handling – nemlig til kroning af ypperstepræsten Josva. Kroning af en ypperstepræst? Det lyder helt forkert, for er det ikke kun konger, der skal krones? Det uforståelige understreges yderligere af sætningen: “en præst skal sidde på sin trone” (v.13). Hvad er meningen? Har profeten hørt forkert?

Nej, i virkeligheden står vi her over for et brag af en Messias-profeti. Der kommer en mand ved navn Semak. Navnet, der betyder spire, er – også i jødisk fortolkning – et navn på Messias. Embedet som konge og ypperstepræst har været adskilt i Israels historie. Derfor var der også på profetens tid brug for både en Josva og en Zerubbabel – og senere en Ezra og en Nehemias. Men en dag kommer han, som forener de to embeder, nemlig præstekongen Messias. Derfor udgør hans tjenere også et kongerige af præster.

Vi, som lever i dag, ved at han kom. Som præst bragte han ikke blod af tyre og bukke, men sit eget blod én gang for alle. Derefter tiltrådte han sit kongedømme med ordene: “Mig er givet al magt”. Det blev som konge i et usynligt rige. Og ved missionens indsats blev mennesker borgere i dette rige. På en måde er det en opfyldelse af, at “fra det fjerne skal han komme for at bygge med på Herrens tempel”.

Men en dag kommer han synligt i magt og megen herlighed. Da skal han tiltræde sit synlige kongedømme. Men kronen vil ikke være den af guld som den, Zakarias den gang lagde i templet. Nej, den krone, han blev kronet med, var af torne. Og når han kommer og bliver modtaget af Israel med ordene: “Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”, så viser han sig samtidig som den, der blev gennemboret (Zak 12:10).

Når den tid kommer, er præst og konge forenet i én skikkelse. Teokratiet bliver virkeliggjort på en ny måde – på nye forudsætninger. Djævelen er bundet, så han ikke mere skal forføre folkeslagene (Åb 20:3). I dag lever vi endnu i en tid, hvor Djævelen er løs. Derfor ville alle forsøg på i dag at sammenblande verdsligt og åndeligt herredømme ende i en karikatur af Gud rige.

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Antisemitisme – Hvorfor? Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen […]
  • Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?   Tusindårsriget skaber ofte splid og forvirring hos kristne. En stor hjælp til afklaring er at undersøge tusindårsrigets art. Hvem er det egentlig, der opretter […]
  • Når Jøder nærmer sig Jesus Jøder har gennem tiden forholdt sig til Jesus på meget forskellige måder. Samuel Roswall giver nogle eksempler på forskellige holdninger og sætter derved vor tids messianske jøder ind […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development