Nahums Bog og dens budskab

Foto: Ealdgyth

Nahums bog er ikke meget læst. Den virker fremmedartet. Profetens navn forekommer specielt, og med sin poetiske karakter er bogen heller ikke umiddelbart let tilgængelig. Så det er typisk en af de bøger, hvor prædikanten oplyser sidetallet, hvis han foreslår tilhørerne at slå op på en skrifthenvisning. Så meget mere kan der være grund til, at vi her bruger lidt tid på at sætte fokus på netop den bog, som jo hører med til Bibelens kanoniske bøger.

 Nahum og hans tid

Om personen Nahum ved vi kun, hvad der kan udledes af det skrift, som bærer hans navn. For eksempel kender vi ikke hans slægt.

Han omtales som »elkoshitten«. Det kan betyde, at han stammer fra en ellers ukendt by ved navn Elkosh.

Hans navn betyder »trøster«. Det kan synes mærkeligt, da hans skrift er en udpræget domsprofeti. Men for det første er der i bogen direkte trøsteord til Guds folk. Dertil kommer, at Bibelens forkyndelse af dom over Guds modstandere ofte vil være en indirekte trøst for Guds folk. For det er jo Guds fjender, der vil hans folk til livs.

Tidspunktet for hans virke kan indirekte udledes af bogens indhold. Nahum forudsiger byen Nineves ødelæggelse i år 612 f.Kr. Han må derfor have virket inden da. Endvidere omtaler han erobringen af byen No-Amon (i dag Luxor) i Egypten år 663 f.Kr. Hans budskab må derfor være fra de cirka 50 mellemliggende år.

Ved man noget om denne periode enten fra Bibelen eller fra ikke-bibelske kilder, kastes der lys over bogens indhold. Blandt andet er det værd at bemærke, at Nahum (til forskel fra de fleste andre profeter) ikke lægger røst til nogen tugt fra Gud over hans ejendomsfolk. Det kan hænge sammen med, at Juda rige i perioden 639-609 f.Kr. var regeret af den gudfrygtige kong Josija.

På den storpolitiske scene lå magten i hænderne på verdensriget Assyrien, som i cirka 300 år havde udøvet et rædselsregime, hvor de omboende folk blev pålagt store økonomiske byrder.

Det gik blandt andet ud over nordriget Israel, som i første omgang blev pålagt skat for at få assyrerkongen til at trække sig tilbage (2Kong 15:20). Israel bukkede dog endeligt under i år 722 f.Kr. Sydriget, Juda, holdt stand, men blev også pålagt skat (2Kong 18:14). I 701 f.Kr. forsøgte assyrerkongen Sankerib at underlægge sig Juda, hvilket dog blev forhindret ved, at Gud forvirrede hans tanker (2Kong 19:7).

Det lakkede dog mod enden for Assyriens storhed. Og efter Nineves fald (som fylder meget i Nahums bog) blev det herefter Babylon, der kom til at spille førsteviolin i verdenspolitikken.

På den baggrund kan vi nærme os bogens indhold. Først får vi at vide, at den er et profetudsagn om Nineve og dens undergang. Byens tidligere åndelige opvågnen under profeten Jonas havde åbenbart ikke haft langtidsvirkning.

Samtidig siges det, at bogen indeholder profetens syn, altså en åbenbaring i lighed med hvad nogle af de andre små profeter fik.

Bogen falder naturligt i fire dele, som også angivet med de kursiverede overskrifter i den danske bibeloversættelse.

Herren straffer sine fjender (1:2-2:1)

Denne første del af bogen taler ikke specielt om Nineve, men om hvordan Gud er over for sit folk og over for sine fjender.

Herren er lidenskabelig, tager hævn, han vredes. De udtryk kan meget let kollidere med den forestilling om Gud, vi ønsker at have. Men Guds vrede og hævn er i virkeligheden helt anderledes og mere forfærdende og omfattende, end vi kan forestille os.

For Guds modstandere er intet så frygteligt, som at have Gud imod sig, for han er stor i kraft og lader ingen ustraffet (v. 2 og 3). Sådan er Gud over for dem, der modarbejder hans planer.

Anderledes over for dem, der hører ham til. Med tanke på dem siger Nahum, at Gud er god, et værn på nødens dag, og at han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham (v. 7).

I øvrigt er Gud ikke lunefuld, sådan at han vogter over det mindste fejltrin. Herom forkynder Nahum, at Gud er sen til vrede (v. 3), eller som det også tidligere er sagt ved Moses: »Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed« (2Mose 34:6).

Konklusionen er, at Guds vrede kun kan forstås i sammenhæng med hans kærlighed. Hans ønske om frelse for den, som søger tilflugt hos ham, og hans ønske om at værne sit folk udspringer af hans kærlighed, og det er det projekt, han hele tiden søger at virkeliggøre i verden. Men den, som modarbejder dette projekt, bliver Guds fjende og rammes af hans vrede både i tiden og i evigheden.

Den, som er imod Guds folk, får Gud imod sig. Det sagde Gud allerede til Abraham og hans efterkommere: »den, der forbander dig, vil jeg forbande« (1Mose 12:3). Derfor kunne Paulus også sige det sådan: »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Rom 8:31). Til hverdag er det ikke umiddelbart Guds børns oplevelse af virkeligheden. Men – sådan er virkeligheden.

Men har Gud magt til at gennemføre sine planer trods modstanden imod ham? Når Nahum skal beskrive Guds magt og storhed, henviser han til, hvad der sker i naturen (for eksempel v. 4 og 5). Den natur, som Gud skabte, lystrer ham ligeså virkeligt som på skabelsens tid. Også Jesus viste i sit jordeliv sin magt over elementerne, for eksempel ved at stille stormen på søen (Mark 4:35ff).

Fra v. 9 får budskabet direkte adresse til Assyrien: »Hvad kan I udtænke …?«. Man fornemmer i de ord lidt af den samme guddommelige ironi som i Sl 2: »Han, som troner i himlen, ler …«.

Fra v. 11 får ordene adresse til Juda. Assyrerne må forlade Juda. De åg, assyrerne tidligere havde lagt på folket, vil Herren bryde. Juda kommer igen til at fejre sine fester, for assyrernes ondskab ryddes af vejen. Det er ganske vist endnu ikke sket. Men fodtrinene fra redningens budbringer kan høres. Sådan kan vi også i dag høre budskabet om Guds riges sejr. Det giver grund til glæde og fest, selv om sejren rent historisk endnu lader vente på sig.

Nineves undergang (2:2-2:14)

Nu fortælles så, hvad der historisk sker. Den daværende assyrerkonge, som havde gjort Nineve til hovedstad opfordres til at sætte vagt, holde udkig og gøre sig klar. Men den overvældende hærstyrke af babyloniske og mediske krigere og vogne vil løbe byen over ende.

Ganske vist bliver den angrebet fra byens høje dobbeltmur, da den bevæger sig frem mod den; men den har åbenbart et skjoldtag, som kan yde beskyttelse mod forsvarernes pile og andre våben. Den formår at tiltvinge sig adgang til byen, og krigsvognene farer gennem byen, så det slår gnister. Angriberen åbner byens port mod floden Tigris, så vandet løber ind i byen og skaber oversvømmelse. Byens indbyggere vil flygte og kan ikke standses, og angriberen kan derefter plyndre den folketomme by.

I v. 12-14 sammenlignes byen med en hule for løver. Den har været udgangspunkt for jagt og plyndring for at skaffe sig forråd. Men nu skal løven ryges ud af sit tilholdssted, så der ikke mere høres noget løvebrøl.

Hvem står bag det, som vil ske? En historiebog vil kunne fortælle, hvor overvældende og hvor dygtige militærtaktikere babylonerne og mederne er. Det bliver ikke benægtet i Bibelen. Men her får vi i tilgift den oplysning, at Gud bruger dem til at bekæmpe Judas (og dermed Guds) fjende.

Det bliver således tydeligt, at den som vil bekæmpe Guds folk og Guds frelsesplan, får Gud imod sig. Til dem, som ønsker fællesskabet med Gud – og ikke blot fællesskab om hans gaver – sagde Jesus: »Frygt ikke« (Luk 12:32). Hvorfor skal Guds folk ikke frygte? Fordi Far har besluttet at give jer Riget. Og for at virkeliggøre det, er han åbenbart villig til at gøre brug af verdens stormagter.

Nahums bog beskæftiger sig meget med nationale og politiske spørgsmål – også så meget, at man umiddelbart kan spørge efter de åndelige konsekvenser. Alligevel er bogen i det, den siger, en forkyndelse af, at historiens Gud står bag historien og bruger den til fremme af sit formål.

Begivenhederne bliver ikke et sammentræf af tilfældige hændelser men en forkyndelse af forholdet mellem tre parter: Gud, hans folk og fjenderne af Gud og hans folk. Gud er med i alt, hvad der sker. Det var han, da Assyrien angreb Juda. Da tugtede Gud sit folk – netop fordi det var hans folk. Og det var han altså også, da Gud – til opmuntring for sit folk – lod Assyrien blive besejret af Babylon.

Veråb over Nineve (3:1-7)

I dette afsnit får vi yderligere beskrevet dommen over Nineve. Den er en rig storstad. Men nu vil den lide et sviende nederlag. Hvorfor?

Den kaldes for blodets by. Den har altså skaffet sig rigdom og magt ved, at andre har måttet betale med deres blod. For det andet er det sket ved løgn og trolddom. For det tredje har Nineve levet et tøjlesløst liv og har lokket andre til at indgå i forbund, så de har kunnet udsuge deres ofre. Derfor kaldes byen for en skøge.

Men nu kommer den totale ydmygelse. Byen og dens ødelæggelse blottes over for andre. Og ingen af Assyriens fjender kan ynke, at byen vil få løn som forskyldt.

Spottesang over Nineve (3:8-19)

Nahums budskab rundes af med en spottesang over den slagne by.

Hvad der vil ske med Nineve, er egentlig ikke enestående. En anden by, nemlig No-Amon i Egypten har lidt samme skæbne. Også den havde et værn ved, at den lå ved en flod (Nilen). Endvidere havde den stærke forbundsfæller i de nærliggende lande. Alligevel blev byens indbyggere ført i fangenskab, byen fyldt med barnelig og lederne gjort til slaver. Det vil gå Nineve på samme vis.

De sidste vers er nærmest en ironisk tale til Nineve. Byen opfordres til at forberede sit forsvar, til at skaffe sig vandforsyning og byggematerialer til at udbedre skader ved angrebet – til ingen nytte. For fæstningerne vil falde sammen, officererne vil stikke halen mellem benene, handelsmændene, som gjorde byen til centrum for verdenshandelen, vil forsvinde, og lederne sover dødens søvn.

Denne sidste dødeklage slutter med, at fjenderne – de som tidligere var ramt af assyrernes ondskab – vil klappe i hænderne.

Profetisk antydning

Nahums budskab kredser om datidens historiske begivenheder. Samtidig anes omridset af det endelige, store opgør i endetiden med verdens oprør mod Gud.

Som det gik Assyrien, kom det senere til at gå med den efterfølgende stormagt, Babylon. Men i disse to stormagters nederlag aner vi tillige omridset af nederlaget for det sidste store verdensrige inden Herrens komme (Åb 17 og 18).

Kilde: Ordet og Israel marts 2007

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Antisemitisme – Hvorfor? Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen […]
  • Israels krige eller Guds? I Det Gamle Testamente førte Israel krig med Guds velsignelse. Kan det samme siges om det moderne Israels krige i vores tid? Det vanskelige spørgsmål ser Samuel Roswall på i denne […]
  • Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?   Tusindårsriget skaber ofte splid og forvirring hos kristne. En stor hjælp til afklaring er at undersøge tusindårsrigets art. Hvem er det egentlig, der opretter […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development