Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os?

Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os

Jesus lovede, at han en dag vil vende synligt tilbage til jorden for at stoppe alt ondt og oprette Guds rige synligt. Samtidig gav Jesus sine disciple nogle tegn, så de kunne fornemme, når dagen for hans genkomst nærmer sig. Samuel Roswall gennemgår disse tegn.

Når vi læser evangelierne, ser vi, at Jesu disciple kunne være frustrerede over det, som skete med Jesus. For de oplevede, at det ikke var alle Det Gamle Testamentes løfter om Messias, der gik i opfyldelse. Alligevel lykkedes det for disciplene at fastholde troen på Jesus som Messias.

Årsagen var, at Jesus lod dem forstå, at han ville komme en gang til – med magt og megen herlighed (Matt 24:30).

Peter fangede pointen, for i en af sine store taler siger han, at Jesus skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund (Apg 3:21).

Jesus vil altså komme igen. Spørgsmålet er så bare: Hvornår?

Alle forsøg på at sætte årstal på Jesu genkomst har måttet revideres! Men alle disse fejlslagne »målebånds-forsøg« må ikke få os til at sige, at vi slet ikke kan vide noget om, hvornår Herren kommer.

Jesus selv taler i Mark 13:29 om, at hans disciple – ved at lægge mærke til, at nogle bestemte begivenheder indtræffer – skal kunne vide, at han står lige for døren.

Endvidere ser vi i de to breve til thessalonikerne, hvordan Paulus vejleder menigheden. Han omtaler her rækkefølgen i endetidens begivenheder for at fortælle, at Herrens komme ikke er lige forestående.

Tegnene

Jesus og apostlene har talt om forskellige begivenheder som tegn på Jesu forestående genkomst.

Formålet er ikke, at det skulle være et mål i sig selv at beskæftige sig med disse tegn og eventuelt sætte dem i et særligt system. Det er jo ikke tegnene som sådan, der inspirerer til at leve et frugtbærende kristenliv. Hensigten er i stedet, at de skal hjælpe os til at fokusere på Jesus som vores håb og dermed styrke forventningen om hans kommende rige og foreningen med ham.

I anden anledning sagde Jesus nogle klargørende ord, der kan inspirere til sund forventning: Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er (Joh 13:19).

I øvrigt vil det altid være forbundet med et skøn at registrere hændelser som tegn på Jesu genkomst. For at forklare det har Jesus brugt billedet med veerne hos en fødende kvinde.

I Jesu endetidstale talte han om begyndelsen på veerne (Matt 24:8). Veer er tegn på en forestående fødsel. I starten er de ikke så stærke, og der er lang tid imellem dem. Men som tiden nærmer sig, bliver der kortere imellem dem, og de tager til i styrke.

I talen (Matt 24, Mark 13 og Luk 21) nævnte Jesus nogle ting, der vil vise sig som tegn på hans genkomst. Men de begivenheder, som nævnes, har på en måde altid fundet sted. For eksempel har der altid været naturkatastrofer og stridigheder mellem folk. Men efterhånden vil de tage til i intensitet og hyppighed.

Hvad er det for tegn, Jesus nævnte?

Krige

Siden syndefaldet har krig været brugt som et middel til at afgøre indbyrdes uoverensstemmelser. Alligevel har Jesus omtalt krig som et endetidstegn. Først som krigslarm og rygter om krig. Siden hen skulle folk rejse sig mod folk, og land imod land (Matt 24:6-7).

Det er en udvikling, vi kan nikke genkendende til. Der har altid været lokale konflikter. Men 1900-tallet blev med to verdenskrige på særlig måde en foreløbig kulmination.

I øjeblikket er det lykkedes verdens magthavere at inddæmme konflikter; men det er som om rygterne om mere omfattende konflikter ligger og lurer under overfladen. Det sker med udgangspunkt i mellemøstkonflikten.

Kristi genkomst beskrives i øvrigt i Åb 19:11ff meget voldsomt. Han omtales her som Kongernes Konge og Herrernes Herre, der vil gøre regnskabet op med folkeslagene.

Naturkatastrofer

Jesus talte om, at sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv (Matt 24:7).

Igen er der tale om noget, som har fundet sted til alle tider. Endvidere skal man være opmærksom på, at kendskabet til jordskælv og andre naturkatastrofer øges efterhånden som kommunikationen udbygges. Desuden bliver katastrofernes konsekvenser øget med stigende befolkningstæthed.

Men når det er nævnt, kommer man ikke udenom, at naturkatastroferne de sidste hundrede år har været meget voldsomme. Seismologer har faktisk hævdet, at de store jordskælvs antal er vokset støt de sidste 400 år.

For mange står det stadig klart, hvad der skete anden juledag 2004. Det var dagen for den store tsunami, der ramte Thailand og andre lande i Sydøstasien. Dagen gav mindelse om, at der i adventstiden netop var prædiket over teksten, hvor Jesus siger: på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen (Luk 21:25).

Naturkatastrofer har i øvrigt sammenhæng med det, som Jesus også talte om, nemlig hungersnød.. Et eksempel på det har vi i de seneste års meget voldsomme regnskyl. Tænk blot på de konsekvenser, det har fået for et land som Pakistan.

Falske profeter

Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild (Matt 24:11).

De huserede allerede i Oldkirken, og de har gjort sig gældende på forskellig vis til forskellig tid. Endvidere har det været helt almindeligt, at de har optrådt i kirkelig forklædning. Men fra slutningen af 1800-tallet er der begyndt en systematisk nedbrydning af tilliden til Bibelens vidnesbyrd om Gud. Og resultatet er temmelig synligt i de gamle kirkesamfund.

Det har længe været almindeligt, at teologien har arbejdet på at fortolke sig bort fra det, som er Bibelens eget vidnesbyrd. Det gælder på stort set alle punkter, hvor Bibelen ikke passer ind i det, som vi ud fra et alment menneskeligt synspunkt kræver af den.

For eksempel finder nogle det utåleligt, at Bibelen både taler om en evig frelse og en evig fortabelse, og at ikke alle ender med at være Guds børn. Og på det sidste presses der voldsomt på, for at kirken skal kunne vie to af samme køn. Det må anses for en hån over for dem i blandt os, der må leve med homoseksuelle følelser og samtidig ønsker at leve efter Guds tanker med menneskelivet.

Endvidere kan vi i denne sag registrere, at ledende folk i kirken ikke længere omtolker, hvad Bibelen lærer, men i stedet siger: Sådan siger Bibelen, men sådan siger vi.

Når mennesker, der har ansvar for at forvalte Bibelens budskab, siger sådan, er der tale om falske profeter, der fører mange vild.

Israel

Der har altid været kristne, der har forstået Israel som en »viser på Guds frelseshistoriske ur«. Hvorfor? Lad os prøve kort at se på årsagen.

På Jesu tid var der mange – specielt blandt de ledende – der betragtede Jesus som en åndelig fjende. Og han måtte med tårer konstatere, at han ikke blev taget imod af sit folk. Men en dag skulle det blive anderledes. I Luk 21 talte Jesus om, at landet ville gå nationalt i opløsning. Men det vil kun vare »indtil … hedningernes tider er til ende« (v 24). Så skal der åbenbart komme et vendepunkt, hvor Israels folk ikke længere er spredt, og hvor Jerusalem ikke længere bliver nedtrådt af andre folk.

Men Jesus talte også om en åndelig forandring i Israel. En af sine stærkeste advarsler sluttede han med ordene:Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: »Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!« (Matt 23:39). Folkets afvisning af Jesus vil altså en dag blive vendt til folkets modtagelse af ham.

I tilknytning til talen om endetiden ser vi altså, at Jesus talte både om en national og en åndelig genfødelse af Israel.

Denne sammenkædning af nationale og åndelige begivenheder svarer til profeternes vidnesbyrd (for eksempel Ez 36:24 og 27). Og hos Paulus (Rom 11:26) ser vi, at han nævner hele Israels frelse i direkte tilknytning til Jesu genkomst. (I sagens natur må Paulus med Herrens komme have ment hans andet komme. Første komme var for længst afsluttet med Jesu himmelfart).

Samlende kan vi altså sige, at Bibelen sammenkæder en national fornyelse af Israel med en åndelig genfødelse og Jesu genkomst. Hvad der historisk er sket med Israel de sidste hundrede år vidner således om, at vi er på vej mod et kommende frelseshistorisk vendepunkt.

Mørke og håb

Bibelens tale om tegnene på Herrens genkomst synes at pege frem mod en tid med ufred og åndeligt mørke. Men Jesus har altså ønsket, at vi er her (Joh 17:15).

For det andet har han om den tid, hvor tegnene for alvor viser sig, sagt: Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28).

Mon tæppet snart går for næste akt i Guds store frelseshistoriske drama?

Samuel Roswall er tidligere formand for Ordet og Israel og forfatter til en lang rækkebøger om bibelske emner og Israels historie.

 

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Tusindårsriget – menneskers eller Guds værk?   Tusindårsriget skaber ofte splid og forvirring hos kristne. En stor hjælp til afklaring er at undersøge tusindårsrigets art. Hvem er det egentlig, der opretter […]
  • Antisemitisme – Hvorfor? Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development