Jesus – Israels konge

Jesus – Israels konge

Jesus blev kaldt Messias, og han betegnede sig selv som sådan. For os er det blevet naturligt at bruge det græske udtryk, Kristus, og vi bruger det så tit at enkelte tror det er hans efternavn. Nu er det hans titel, men ved vi i dag hvad denne titel hentyder til?

I 2000 år har mennesker været optaget af spørgsmålet om hvem Jesus er. Og Jesus ønsker at hans disciple skal arbejde med dette spørgsmål. Jesus opfordrer sine disciple til at komme med et svar. »Men I, hvem siger I, at jeg er?« spørger Jesus, og Peter svarer: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« (Matt 16:15-16).

Messiasforventninger

Det vil være rigtigt at antage at Jesu reaktion: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene«, også gjaldt Peters egen forståelse af det som han havde sagt. Men hvad kan Peter så have ment?

Skal vi vide noget om det, må vi vide hvordan disse ord ellers blev forstået. Vi skal derfor se hvordan GT dannede baggrund for jødernes forventning om en Messias på Jesu tid.

Derefter skal vi se hvordan NT kæder Jesus sammen med disse løfter.

Da David ville bygge et hus, et tempel til Herren, svarer Gud nej. I stedet siger Gud til David, for det første at han vil lade en af Davids efterkommere bygge et tempel. For det andet lover han, at han både vil grundfæste hans kongedømme og gøre det evigt (2Sam 7:11b-17).

Det første handler om Salomo. Det blev ham der kom til at bygge et tempel for Herren. Men hvad med det andet?

  • Kongedømmet blev ikke evigt.
  • Kongedømmet blev ikke grundfæstet. Riget blev først delt, og senere blev folket spredt for alle vinde.

Da Davids trone var væltet, og riget delt, taler Gud til Israel:

»Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. Jeg gør dem til et folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være en konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have en hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt.

Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.« (Ez 37:21 b-28).

Et løfte som det vil kræve vældige gymnastiske evner at forstå anderledes end det blev talt. Gud vil en dag samle det spredte Israel i det land han gav Jakob, og »Davidssønnen« skal være konge.
Det var ord som disse der var med til at skabe en messias-længsel i Israel på Jesu tid.

Israels Messias

I NT bliver Jesus kædet sammen med disse forventninger. Da englen kommer til Maria i Nazaret, siger han: »Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs (Israels) hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« (Luk 1:31-33).

Uden kendskab til de sidste 2000 års historie har Maria ikke kunnet høre andet end at den søn hun skulle føde, skulle blive »Davidssønnen« – »Israels konge og frelser«. Da Nathanael møder Jesus, udbryder han: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« (Joh 1:49). Intet sted modsiger Jesus disse udsagn. Situationen var altså at både disciplene og Jesu egen mor havde mere end god grund til at tro at Jesus var den der skulle være Israels konge, samle Israel og skabe fred.

Nu 2000 år efter er det ikke vanskeligt at konstatere at Israel ikke blev samlet, og at der ikke blev fred for Israel i Israels land. Tværtimod.

En misforståelse

Var der noget disciplene og englene havde misforstået? – Nej, men de havde ikke forstået ham fuldt ud. Flere gange forsøger Jesus at fortælle disciplene om sin lidelse og død, men dét fatter de ikke.

Da Jesus døde på korset langfredag, mistede disciplene håbet om at han skulle være den der skulle forløse Israel. Selv efter opstandelsen var der nogle der bevarede deres modløshed. Jesus møder to af disse modløse disciple på vejen fra Jerusalem til Emmaus. Han slår følge med dem, og i løbet af samtalen siger han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« (Luk 24:25-26).

Også GT sagde, at skulle Gud frelse syndere, var der kun én vej. Synden måtte sones gennem Jesu lidelse og død.

Disciplene havde kun set noget, men nu åbnedes deres øjne for at Messias skulle lide, dø og opstå for at sone synden – for Israels og hele verdens skyld. Først måtte dette ske, og derefter …!

Men han blev ikke konge for Israel i Israels land. Tværtimod, Israel blev endnu en gang spredt for alle vinde men de første disciple mistede ikke dette håb.

Vi venter stadig. NT siger ikke at Jesus har opfyldt alle profetierne, men at »alle Guds løfter har fået deres ja i ham« (2Kor 1:20). – Da Paulus er kommet til Rom i lænker, kalder han de ledende jøder til sig og siger: »Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb« (Apg 28:20).

Når den korsfæstede og genopstande Jesus kommer igen, skal vi se alt det profeterne har sagt, blive opfyldt. Den dag vil Jesus oprette riget for Israel, det rige som disciplene så ofte spurgte efter. Da vil Israel modtage Jesus som deres frelser og konge, og de skal bo i fred i det land Gud har lovet dem, og freden skal nå ud over hele jorden fordi den bygger på Jesus.

Kilde: IMT 48/1998

Jørgen Bloch

Lignende indlæg:

  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • Reddet af kobberslangen Beretningen om kobberslangen er et stærkt eksempel på, hvordan Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente. Israel havde færdedes længe i ørkenen. Folket havde […]
  • Hoseas’ Bog: Guds elskede hustru – Israel Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog. Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret […]
  • Israel og Messias Det bliver tit sagt i kirken: ”Jøderne forkastede messias, i århundred havde de længtes efter ham og da han så endelig kom forkastede de ham”. Spørgsmålet er om det er rigtigt? Det […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development