Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre

FOR ET PAR ÅR SIDEN blev min søn indskrevet i sfo og skole. I den forbindelse blev jeg, i lighed med alle andre forældre til ”førskolebørnene”, indkaldt til en ”overleveringssamtale” i børnehaven.

På forhånd følte jeg en modvilje, men mødte alligevel op til samtalen, hvor overleveringspapirerne skulle skrives. Jeg husker ikke præcis, hvad der skulle noteres, men det har formentlig været oplysninger om skolemodenhed, sociale færdigheder med videre.

Min modvilje mod overleveringssamtalen blev mødt med undren.

Det er forståeligt, at personalet undrede sig over min modvilje: Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn.

De love, der vedtages, afspejler samtiden og fortæller os noget om de herskende værdier.

Af formålsbestemmelsen for dagtilbud (lovens paragraf 7) fremgår det blandt andet, at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (stykke 2). Det skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring (stykke 3). For blot at referere noget af formålsbestemmelsen.

DET ER ALTSÅ ANDET og mere end blot omsorgsfuld pasning, som dagtilbuddet skal varetage i forældrenes fravær. Ja, formålsbestemmelsen synes ligefrem at afspejle den opfattelse, at det i sig selv er et mål at gå i børnehave: Den lyder som en beskrivelse af en nærmest fuld opdragelsesopgave. En opdragelses- og dannelsesopgave, som altså skal varetages i et samarbejde mellem forældre og daginstitution. Da der er tale om et ”samarbejde”, må man vel også acceptere, hvis børnehaven har det halve at skulle have sagt om ens barn? Eller måske ligefrem det hele?

Problemet er, at dagtilbudsloven blot er ét blandt flere eksempler på, at staten ad såvel formelle som mere uformelle veje kiler sig mere og mere ind imellem børn og forældre og tiltager sig den autoritet, der naturligt burde ligge hos forældrene.

Når vi accepterer, at staten udøver gradvist mere autoritet i forhold til vores børneopdragelse, bliver vi som forældre usynlige og holdningsløse, hvor vi skulle være tydelige og retningsanvisende over for vores børn. Denne usynlighed og holdningsløshed er katastrofal for vores børn, for den betyder, at de kommer til at mangle det fundament, fra hvilket de skal tage deres afsæt, når de springer ud i livet.

At støbe det fundament ved at tage ansvar for sine børns opdragelse og gøre dem til hele mennesker, der kan træffe egne duelige valg, er en kæmpe opgave.

Louise Kobbernagel er jurist.

Læs hele indlæget her: Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre – Kristeligt Dagblad

Lignende indlæg:

Den katolske kirke tilbyder fuldkommen aflad År 2013 er en fest for katolske kristne verden over. Den katolske kirke fejrer ”Troens år”, og i den anledning kan katolikker vinde fuldkommen aflad for overtrædelser, der ellers ville […]
WIE97: Hebræerbrevet 101 Thi Loven ejer blot en skygge af de kommende goder, ikke selve tingene i deres sande skikkelse! Derfor ville de aldrig, med de ofre, som de uafbrudt, år for år frembærer, kunne […]
På Taget I 826 e.Kr. kommer kristendommen til Danmark gennem munken Ansgar, der dog, som så mange siden ham har, måtte sande at Danernes hjerte er kolde for det glædelige budskab og først 134 år […]
Forvaltning der forandrer Vi vil i denne undervisning særligt have fokus på penge og spørge: er det forkert at havde mange penge? Skal en kristen betale tiende? Er Jesus overhovedet interesseret i penge? Hvad […]