Nye kapitler i Bibelhistorien

mellemøsten facebook - Poul Hoffmann2Følgende artikel om Mellemøst-situationen er skrevet af forfatteren Poul Hoffmann i 1991, og blev sendt i Danmarks Radio. Men den er bestemt ikke blevet mindre aktuel.

Hvad sker der i Mellemøsten? lyder spørgsmålet jorden rundt. Som så ofte før.

Der sker det, som altid sker i Mellemøsten. Voldsomme og kaotiske og tragiske begivenheder, der udvikler sig sådan, at det nok skal ende med, at alle spydspidser peger mod Israel. Der sker det, som er sket i Mellemøsten gennem årtusinder; så længe Israel har eksisteret.

Der sker det, at bibelhistorien fortsætter. Det er jo ikke bare Israel, der er genopstået; det er hele det gamle bibelske landkort, med syrerne og egypterne, og assyrerne og babylonerne i Irak, og mederne og perserne i Iran, og fønikerne i Libanon. Nedenunder al arabisering og islamisering – Iran er som bekendt ikke et arabisk land – er det stadig de gamle folkeslag, det drejer sig om, med de gamle etniske og politiske mønstre, og også med de forskelle i holdningen til Israel, der undertiden kan være nok så markante.

Hvis nogen synes, at de ikke bliver meget klogere på det, der sker i Mellemøsten, ved at følge med i mediernes politiske og økonomiske og militære analyser, skulle de prøve at læse Bibelens redegørelser for, hvad der er sket i fortiden, og hvad der vil ske i fremtiden.

Israel er centrum for Guds plan

Israel har aldrig eksisteret på andre betingelser end i dag og kommer heller aldrig til det under den nuværende verdensorden. Det land, det folk, og byen Jerusalem, er stadig centrum for Guds handlen i verden. Denne verdens historie har altid udfoldet sig i koncentriske ringe omkring Jerusalem. Det gjorde den i oldtiden; det gjorde den også i middelalderen, selv om den teologiske situation var en anden; og det gør den i dag.

Og hvor Gud handler i denne verdens historie, der bliver der, som Jesus sagde, ikke fred, men sværd, fordi denne verdens fyrste, Djævelen selv, står Gud imod.

Krig på et andet plan

Når man siger sådan noget, bliver man omgående mistænkt for at sætte lighedstegn mellem israelerne og Gud på den ene side og araberne og Djævelen på den anden.

Det er, med respekt at melde, det rene vrøvl. Undertegnede er heller ikke så let at mistænke for det. Jeg har faktisk tilbragt år af mit liv med at prøve at vise noget af den islamiske verdens storhed og skønhed og var en stor beundrer af Nasser. I sidste instans er det slet ikke den israelsk-arabiske konflikt, det drejer sig om. Den egentlige krig foregår på et helt andet plan. Dem, Djævelen vil ramme i Mellemøsten, det er naturligvis israelerne og araberne, og os alle sammen.

Men det er altså også i den krig, at der rastløst stræbes efter Israels udslettelse, i forlængelse af Nebukadnezars og Titus’ erobringer af Jerusalem i bibelsk tid. Samtidig med, at antisemitismen på ny marcherer rundt om i verden, med hadet og hetzen, i forlængelse af Hamans og Hitlers jøde-udryddelsesforsøg.

Ingen fred i Mellemøsten

Der tales om en fredsproces i Mellemøsten, men det er bare et fantasifoster. Der er ikke nogen fredsproces, der er en krigsproces. Bevares, der er en fred mellem Israel og Egypten; Gud glæde Sadat for dét. Sådan en fred var der også undertiden i bibelsk tid; så må vi se, hvor længe den holder denne gang.

Men ellers er “fredsprocessen” jo bare en ønskedrøm med foragt for de politiske og psykologiske og navnlig teologiske realiteter derude. Det bedste, der kan håbes på – hvis det er et håb – er, at FN og stormagterne med magt skaber en slags dødens fred som den, der gennem 70 år herskede under tvangen i den kommunistiske verden. Men det bliver jo aldrig nogen virkelig eller varig fred. Sådan én kommer ikke i den nuværende tidsalder, hvor denne verdens fyrste driver sit spil med menneskene.

Men den kommer i den næste. Den kommer, når Kristus kommer, og “landet bliver fuldt af HERRENS kundskab, som vandene dækker havets bund”, som Esajas skriver. (Es 11:9) “På den dag,” siger Esajas, “skal Israel sammen med Egypten og Assyrien være en velsignelse midt på jorden, som Hærskarers HERRE velsigner med de ord: “Velsignet være Egypten, mit folk, og Assyrien, mine hænders værk, og Israel, min arvelod.” (Es 19:25)

Bibelsk realisme

At se frem til den dag er den bibelske realisme i spørgsmålet om Mellemøsten, også lige nu. Alt tyder på, at den dag ikke er fjern. Det er håbet for enhver, der lider med folkene derude ved de endeløse rædsler.

Og hvis nogen vil være med til at fremskynde den dag, kan de lægge sig ordene i Davids Salme på sinde: “Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig!” (Sl 122:6)

Kilde: Vort Folk, April 1991

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development