Profetierne og den aktuelle politik

knesset

facebook - Ole Andersen2Hvordan skal kristne forholde sig til de aktuelle begivenheder i Israel? Betyder de bibelske profetier om Israel, at kristne bør støtte en bestemt politik i den aktuelle situation i Mellemøsten? Ole Andersen giver sit personlige bud på et svar.

Mange kristne kender spørgsmålet. Det dukker op, når man sidder foran TV-apparatet og ser nyhederne. Indslag efter indslag handler om Israel – om terrorbomber, gengældelsesangreb og fredsinitiativer. Samtidig ligger Bibelen på bordet. I den er side efter side fyldt med profetier om Israels fremtid.

Og så er det, spørgsmålet opstår: Hvordan forbinder vi disse to ting med hinanden? Hvordan skal vi, der ønsker at tage udgangspunkt i Bibelen, forholde os til de aktuelle begivenheder i Israel?

Guds folk eller Satans børn?

Kristne er vildt uenige om, hvordan vi bør forholde os til Israel i dag. Et lille udpluk af de mange synspunkter giver et indtryk af de store meningsforskelle:

Nogle kristne vælger aktivt at støtte de jødiske bosættere på Vestbredden og i Gaza. Gud har jo i Bibelen profeteret, at Israels folk en dag skal overtage disse landområder. Derfor må det være kristnes pligt at arbejde for, at staten Israel kan indlemme dem. Ligesom det er kristnes pligt at modarbejde oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Andre kristne mener, at kristenheden har et specielt slægtskab med det jødiske folk, fordi Jesus var jøde. Derfor er de modstandere af antisemitisme og ser med sympati på staten Israels ret til at eksistere. Men når det gælder profetierne, er de mere i tvivl. Og de vil i hvert fald ikke drage konkrete politiske konsekvenser af dem. Nok støtter de staten Israels eksistens, men de er kritiske over for dens politik. En palæstinensisk stat har de ingen problemer med, så længe den ikke truer staten Israels eksistens.

For en tredje gruppe kristne er forudsætningen, at Israels historiske særstilling som Guds udvalgte folk er ophævet. Fra og med Jesu komme er der principielt ingen forskel på jøder og hedninger. Derfor skal kristne overhovedet ikke tænke på profetierne, når de forholder sig til Mellemøsten i dag. I stedet skal de tage udgangspunkt i, at Jesus valgte side med de svage. I dag er palæstinenserne de svage. Derfor skal kristne støtte palæstinenserne.

En fjerde, mere ekstrem gruppe lader deres forhold til Israel være bestemt af den historiske modsætning mellem jøder og kristne. Jøderne dræbte Jesus, siger de. Derfor bør kristne af princip være modstandere af det jødiske folk og staten Israel. I USA har racistiske grupper som Christian Identity og World Church of the Creator udviklet en teori om, at jøderne er Satans børn. Mellemøstkonflikten er et led i den store kamp mellem Satan og Gud. Jøderne og staten Israel står på Satans side og må derfor bekæmpes.

Disse fire grupper er kun et lille udvalg af de mange forskellige opfattelser af Israel blandt mennesker, der opfatter sig selv som kristne. Men de viser med al ønskelig tydelighed spændvidden i kristnes forhold til Israel. Nogle støtter bosætterne. Andre har en positiv men kritisk indstilling til Israel. Nogle støtter palæstinenserne, og andre er drevet af et antisemitisk had til alt jødisk.

Det bemærkelsesværdige er, at alle fire grupper mener, at deres forhold til Israel hænger sammen med deres kristne tro. De er faktisk enige om, at den kristne tro skal være udgangspunkt for deres stillingtagen til Israel. Alligevel når de til vidt forskellige resultater. Konsekvensen er, at der i dag er dyb uenighed om, hvilket forhold kristne bør have til de aktuelle begivenheder i Israel.

En stor del af uenigheden skyldes to forskellige stridsspørgsmål, nemlig bibelsyn og forståelsen af profetierne i Bibelen. Disse to emner er meget vigtige. Men i denne artikel vil vi lade dem ligge og i stedet indsnævre emnet, så det specielt angår kristne, der tror, at hele Bibelen er Guds ord, og er overbevist om, at de bibelske profetier stadig gælder Israel.

Spørgsmålet lyder altså: Hvordan skal kristne, der tror på, at profetierne om Israel vil blive opfyldt, forholde sig til de aktuelle, politiske begivenheder i Israel? Hvad skal disse kristne sige, når de sidder foran fjernsynsskærmen? Er de forpligtet på at støtte en speciel politik i dagens Israel?

Tre bibelske svar

Lad os prøve at stille spørgsmålet til Bibelen. Hvilke retningslinier giver Bibelen os for at vurdere den aktuelle politiske situation i Israel? Når vi stiller det spørgsmål, får vi, så langt jeg kan se, tre forskellige svar.

Det første svar: Budene

For det første giver Bibelen os et svar i budene. Budene understreger, at når der opstår en strid mellem to mennesker eller mellem to grupper af mennesker, så er der én ting, der skal afgøre striden: nemlig retfærdighed. Stridssager eller retssager mellem mennesker skal efter Guds vilje afgøres ud fra, hvad der er retfærdigt.

I 5Mose 1:16 gav Gud gennem Moses denne befaling til Israel: “Både i sager mellem landsmænd og i sager med en fremmed skal I høre begge parter og dømme retfærdigt.”

5Mose 16:18-20 formulerer det på denne måde: “I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retfærdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter…”.

Det samme bliver understreget i 3Mose 19:15: “I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed.”

Det Nye Testamente sammenfatter det kort og markant i befalingen: “Stræb efter retfærdighed” (2Tim 2:22).

Bibelen giver altså et generelt princip, som vi skal handle ud fra, nemlig retfærdighed. Gud vil have, at vi skal afgøre stridigheder mellem mennesker ud fra, hvad der er retfærdigt.

Samtidig medgiver Bibelen, at der er situationer, hvor det er svært eller umuligt for os mennesker at afgøre, hvad der er retfærdigt (se f.eks. 5Mose 1:16f). Vores verden er syndig, og ikke alt er sort eller hvidt. Derfor kan kristne, der skal vurdere en konkret situation, nå til forskellige opfattelser af, hvad der er mest retfærdigt. Eller mindst uretfærdigt. Det må vi leve med indtil den dag, hvor Gud selv ved den store dom endegyldigt afgør ethvert stridsspørgsmål.

Vores søgen efter retfærdighed bliver yderligere kompliceret af, at det, der er retfærdigt i Guds øjne, ikke altid er det samme som det, der ser retfærdigt ud for mennesker. Men at det er vanskeligt ophæver ikke Bibelens bud om at afgøre stridsspørgsmål ud fra, hvad der er retfærdigt.

Princippet om retfærdighed gælder også Israel. Læg mærke til, hvordan Bibelen selv bruger dette princip til at vurdere Israels politik. Kongerne i det gamle Israel bliver af Bibelen vurderet ud fra, om de gjorde “hvad der var ondt i Herrens øjne” eller “…hvad der var ret i Herrens øjne” (f.eks. 1Kong 14:21f og 15:9ff). Og sådan fortsætter det gennem hele Bibelen. Profeterne vurderede Israel på, om israelitternes gerninger var onde eller retfærdige. Når Israel handlede uretfærdigt, forkyndte profeterne dom over folket. Israel har altså ikke fået en undtagelsesklausul over for Guds bud. Tværtimod! Israel fik netop som de første Guds bud og er forpligtede på at følge dem.

Budet om at afgøre stridssager med retfærdighed gælder derfor også striden mellem palæstinensere og israelere.

Når vi som kristne skal tage stilling til de aktuelle begivenheder i Mellemøsten, må vi derfor forsøge – så godt vi som syndige mennesker nu kan gøre det – at vurdere ud fra, hvad der er retfærdigt.

I nogle situationer er det let. Terror er ond. Det gælder den palæstinensiske selvmordsbomber, der i juni (2002) dræbte 19 tilfældige, uskyldige mennesker i en bus i Jerusalem. Og det gælder i de forholdsvis få tilfælde, hvor det er israelere, der har begået terroren – som f.eks. sidst i juli, (2001) hvor en ekstremistisk israeler dræbte en uskyldig 14-årig palæstinensisk pige i Hebron. Terrormord strider mod enhver form for retfærdighed. De er onde. Derfor skal kristne selvfølgelig tage afstand fra dem.

Men i mange situationer er det langt vanskeligere at afgøre, hvad der er retfærdigt. Hvordan skal vi f.eks. vurdere de israelske vejspærringer på Vestbredden? De rammer uskyldige palæstinensere, der hindres i at komme på arbejde eller forsinkes på vej til hospitalet. I snart to år har de gjort livet næsten utåleligt for hundredtusindvis af palæstinensere. Men samtidig har de reddet adskillige uskyldige israeleres liv, fordi de har forhindret terrorangreb. Endnu mere problematisk bliver det, fordi der måske skal oprettes 100 vejspærringer og stoppes 10.000 mennesker for at hindre bare ét terrorangreb. Hvordan skal vi afveje den slags?

Er vejspærringerne på Vestbredden retfærdige? Det kan der være forskellige opfattelser af – og det er der også i Israel! Afbalancerede israelere, der ønsker at handle ret, er uenige om vejspærringerne. Sådan vil det også være blandt kristne. Her må vi give hinanden en vis frihed. Nogle vil kunne støtte den israelske hær meget langt, andre vil være mere kritiske. Det er et politisk vurderingsspørgsmål, hvor vi kan nå til forskellige opfattelser. Men hovedprincippet er klart: Bibelen lærer os, at vi skal tage stilling til striden mellem israelere og palæstinensere ud fra, hvad der er retfærdigt.

Det andet svar: Frelseshistorien

Men Bibelen har mere at sige om spørgsmålet. Igennem hele Bibelen understreges det, at Israel er Guds udvalgte folk. Det vil sige, at Israel er det folk, som Gud bruger som redskab til at skabe frelse og velsignelse for alle mennesker (1Mose 12:3). Jesus understregede det med ordene: “Frelsen kommer fra jøderne” (Joh 4:22). Gud har givet os Bibelen gennem Israels folk (Rom 3:1f). Og Gud brugte Israel til at give os sin søn Jesus Kristus (Rom 9:4).

For Det Nye Testamente er Israels rolle som Guds udvalgte folk ikke bare teori for støvede teologer. Det er en sandhed, der får en helt konkret følge for alle kristne. Paulus udtrykker det på denne måde: “I forhold til udvælgelsen er de [Israels folk] elskede, og det er de for fædrenes skyld” (Rom 11:28).

Guds udvælgelse af Israels folk betyder, at de set med kristne øjne er “elskede”. Lige fra Abraham til Jesu genkomst er Israel Guds redskab i frelseshistorien. Gennem dem har Gud skabt vores frelse og givet os så store gaver som Bibelen og Jesus. Derfor er kristne i dag forpligtede til at elske Israels folk.

Der er to vigtige ting at lægge mærke til ved denne forpligtelse.

For det første er kærligheden til Israels folk ubetinget. I sammenhængen taler Paulus udtrykkeligt om et Israel, der er “et ulydigt og genstridigt folk” (Rom 10:21), og som ikke tror på evangeliet (Rom 11:28). Forpligtelsen til at elske Israels folk er altså ikke betinget af, at israelitterne handler retfærdigt eller er sympatiske eller tror på Jesus.

For det andet er kærligheden til Israels folk ikke det samme som had til palæstinenserne. På ingen måde! Det ville jo stride mod det bibelske bud om også at elske palæstinenserne. Desuden ville det være en helt grundlæggende misforståelse af meningen med Guds udvælgelse af Israel. Gud udvalgte Israel for at bruge dem til at bringe velsignelse til alle jordens folk. Også palæstinenserne! Den dag, hvor Guds løfter til Israel går i opfyldelse, vil det blive til stor velsignelse for Israels nabofolk (se f.eks. Es 19:23-25).

Kristne har altså en bibelsk forpligtelse til at elske Israels folk. Den forpligtelse må vi tage med hen i lænestolen foran TV-skærmen. Hos kristne er der ingen plads overhovedet til antisemitisme. Og der er heller ikke plads til en ensidighed, der koldt kritiserer Israel for forhold, som man ser igennem fingre med hos Israels fjender. For en sådan kritiksyg ensidighed har man ikke over for en, man elsker!

Det tredje svar: Profetierne

Det tredje, vi møder i Bibelen, når vi spørger om vores forhold til Israel, er profetierne. Hvad betyder Guds løfter om Israels fremtid for, hvordan vi skal forholde os til den politiske situation netop nu?

Det er et meget vanskeligt spørgsmål – også for kristne, der tror på, at profetierne vil blive opfyldt på Israel. Nogle vil i høj grad lader profetierne bestemme deres politiske opfattelse. Andre vil helt se bort fra profetierne, når de skal tage stilling politisk. Min personlige opfattelse er, at vi her skal være meget forsigtige. Fordi Guds løfter er profetier om begivenheder på et bestemt tidspunkt og ikke udtryk for Guds vilje til enhver tid.

I år 66-70 e.Kr. gjorde jøderne i Israel oprør mod romerne. Kunne jøder under dette oprør henvise til Bibelens profetier og ud fra dem være sikre på, at Gud ville give dem sejr over romerne? Nej! For tidspunktet for opfyldelsen af profetierne om hjemkomst og frelse var endnu ikke kommet. Tværtimod ville Gud på dette tidspunkt dømme dem.

Eksemplet viser os, at vi skal være forsigtige med at drive aktiv politik ud fra profetierne. Det er der to grunde til. For det første kender vi ikke Guds tider for opfyldelsen af profetierne. For det andet ved vi nok ud fra profetierne noget om det endemål, Gud en dag vil føre Israel til, men vi kender ikke den vej, Gud har planlagt frem til målet. I Bibelen lover Gud Israel, at folket en dag skal bo i fred i et genopbygget land under Guds velsignelse. Hele landet skal en dag blive Israels. Men om Gud vil opfylde det løfte ved, at der først bliver oprettet en palæstinensisk stat, eller om han vil opfylde det, uden at der nogensinde opstår en palæstinensisk stat, ved vi ikke. Derfor kan vi ikke bruge profetierne som grundlag for at tage stilling til, om der bør oprettes en palæstinensisk stat eller ej. Det spørgsmål må vurderes ud fra retfærdighed og kærlighed til Israel.

Profetierne er ikke givet os som et politisk handlingsprogram. Opfyldelsen af dem er Guds gerning. Vores opgave er at vente med længsel og bede ham om at gøre det (se f.eks. Es 62:6f).

Det betyder ikke, at kristne politisk set skal sidde med hænderne i skødet. Men det betyder, at vores politiske engagement over for Israel først og fremmest skal bygge på princippet om retfærdighed og forpligtelsen til at elske Israels folk. Når vi drager politiske konsekvenser af profetierne, skal vi gøre det med stor ydmyghed og forsigtighed, så vi ikke kommer til at arbejde imod Guds planer.

Konklusion

Hvad skal kristne gøre, når vi sidder foran TV-skærmen? Vi skal i kærlighed til Israel forsøge at vurdere, hvad der er retfærdigt, og støtte det. Og så skal vi bede om, at Gud snart må opfylde sine løfter til Israel – til velsignelse for både Israel og alle jordens folkeslag!

(Artiklen er en bearbejdet udgave af en time på Ordet og Israels sommerstævne i Fjellerup juni 2002.)

Kilde: Ordet & Israel

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Når Gog angriber Israel Profetien om Gogs angreb på Israel i de sidste tider er en af de meget omdiskuterede tekster i Bibelen. Ole Andersen har set på teksten og skriver om to af de vigtigste spørgsmål i […]
  • Løven af Juda stamme Historien om løven af Juda stamme er historien om klage og sorg. Det er også historien om en overraskende forbindelse mellem nogle skriftsteder, der sjældent bliver læst. Men først og […]
Tagged with:     , , , ,

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development