Råbet fra dødsrigets dyb

Råbet fra dødsrigets dyb copy

Den første forudsætning for bønnens vidnesbyrd er ikke at Gud svarer, men at vi beder. Måske er det derfor at jeg mest i de mørke tider oplever de rigeste ting i mit bønsliv og finder anledning til at vidne om hvordan Gud både hører og svarer – præcis som Jonas beskriver.

Teksten

I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren! (Jon 2:3-10)

Mange af de bibelske personligheder aflægger stærke vidnesbyrd om hvordan de i deres nød råbte til Gud. Af disse vidnesbyrd forstår vi at der virkelig er hjælp at få for den der vender sig til ham. Det gælder ikke mindst Jonas som tilsyneladende var forkastet af Gud i havdyrets bug. Vi kan derfor lære meget af hans bøn og bekendelse i Jonas’ bog kap. 2.

Bønnens Vidnesbyrd

Først ser vi hvordan han aflægger et stærk vidnesbyrd om hvordan Gud hørte hans råb fra dødsrigets dyb og svarede ham ved at gribe ind. Et dejligt vidnesbyrd om at uanset hvordan jeg har det, hvor jeg er og hvordan jeg er havnet der, så ser Gud der og er parat til ikke bare at lytte, men også til at hjælpe.

Mange af os må måske ofte spørge os selv: Hvor er bønnens vidnesbyrd i mit liv – begejstringen over at Gud svarede og greb ind?

Den første forudsætning for bønnens vidnesbyrd er ikke at Gud svarer, men at vi beder. Måske er det derfor at jeg mest i de mørke tider oplever de rigeste ting i mit bønsliv og finder anledning til at vidne om hvordan Gud både hører og svarer – præcis som Jonas beskriver det. Men behøver det at være sådan når jeg i Guds ord opfordres til at bede uden ophør?

Problemet

Umiddelbart er problemet ret indlysende, for Jonas var ved at drukne, men for ham var problemstillingen ikke så enkel.

For det første var han klar over at det ikke var tilfældigheder der ramte ham, men at hans ulykke havde noget med Gud at gøre. Han vidste at det var Gud der havde kastet ham i dybet, at det var Guds brændinger og bølger der skyllede hen over ham. Ikke for at straffe, men for at føre sin vilje igennem, for Gud er med i alt hvad der sker.

Kun en enkelt gang er det sket at Gud har vendt ryggen til et menneske så det var overladt til sit eget mørke og sin egen fortvivlelse. Det var da Jesus hang på Golgatas kors og måtte råbe: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27:46).

Den dybeste nød var for Jonas ikke det at han var ved at drukne, men frygten for at være jaget bort fra Gud så han aldrig mere skulle se hans hellige tempel igen.

Hermed får Jonas vendt lidt op og ned på problemstillingen. Nok var han i fysisk nød, og det var også det der havde fået ham til at råbe til Gud, men det afgørende spørgsmål var ikke hvordan han skulle rede livet, men hvordan han stod i forhold til Gud.

Det ejendommelige ved dette spørgsmål er at det bliver behandlet meget forskelligt af mennesker. Nogle tænker aldrig på det – i hvert fald ikke til daglig, men måske i nødsituationer som her hos Jonas – med fare for at det da er for sent at ændre på forholdene.

Andre tænker meget på det, nogle på en sund og opbyggede måde hvor det bliver til frihed og håb og til daglig styrke, med frimodig vidnesbyrd om hvor godt det er at leve Gud nær, mens andre tumler med de samme spørgsmål om hvor de står i forhold til Gud og døjer med kvaler og anfægtelser.

Det gælder om at kende svaret. At mene det går an at leve i usikkerhed, kalder Luther den største af alle vildfarelser.

Guds Frelse

Hvordan frelser Gud? Mon ikke dette spørgsmål har brændt sig på i de tre lange dage og nætter i bugen på den store fisk. Men det vigtigste er ikke at vide hvordan Gud klarer de enkelte situationer – heller ikke når de ser uoverskuelige ud, men at leve i visheden om at Gud kan og vil hjælpe. At hvile i at han har vej alle steder og ikke fattes midler.

Vi skal ikke forsøge at se Gud over skulderen for at finde ud af hvad han fremdeles vil gøre, men det største for et menneske er at vide hvad Gud har gjort, nemlig en gang for alle da han sendte Jesus til verden for at frelse syndere. Det er her vores tillid og forventning til Gud må tage sin begyndelse.

Jonas beskriver to sider af Guds frelse.

Helligånden mindede ham om Herren: »Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren« (Jon 2:8).

Midt i nøden kom han i tanke om muligheden for at vende sig til Gud i bøn – at få bekendt sin synd og gjort op med ham. Det var Helligåndens værk i Jonas. Det er stadig Helligåndens gerning at minde også os om bønnens mulighed, at vi kan komme til ham med alle ting sådan som vi er.

Men Jonas oplevede også at det alene var Gud der løftede ham op fra graven. En helt ny tanke. Tidligere havde han vel ment at han måtte hjælpe Gud – også hvis domsforkyndelsen over Nineve skulle blive til noget.

Det første Gud gør for at øve sin magt, er at nedbryde vores magt. Først når vi vil slippe vore egne muligheder, kan Gud møde os med sine muligheder, og først når jeg opgiver at frelse mig selv, kan Gud frelse, for magtesløshed i udfolder Guds kraft sig helt.

Gud – Den Eneste

Jonas oplevede store ting med Gud. Han oplevede Guds frelse som kom til at forvandle hans liv og fik ham til at aflægge den lille trosbekendelse som kapitlet slutter med.

Den begynder med en forsagelse af de falske og fremmede guder. Sådan havde det vel været længe for Jonas, eftersom han var kaldet til profet, men nu ser han forskellen. Han vil ikke som de der dyrker falske guder svigte troskaben mod den eneste sande Gud. Det havde han ellers forsøgt, men Gud havde afsløret ham og standset ham og dermed vist sig som den almægtige Gud han i sandhed er.

For Jonas blev det ikke bare til en bekendelse af hvem Gud er, men han blev fyldt med lovsang og trang til at ofre til Gud med takkesang. Men ikke bare det. Hans hjerte var bøjet i ydmyghed og lydighed, så han var villig til gå de veje som Gud havde vist, for som han bekender og havde erfaret; »frelsen kommer fra Herren«.

Jesus siger til os der kender ham at her er mere end Jonas. Betyder det ikke at vi må overdøve Jonas med vor lovsang? At vore ofre må overstige hans? At Jesu frelse må præge vort liv, så det bliver til tro, frimodighed og tjeneste? Hvordan ser det ud med at ofre lovsang til Gud? Jeg ved ikke med lovsangen, men når det gælder offeret og lydigheden, så må det blive min bøn: »Herre, lad mig på ny se storheden i det at være frelst alene af din nåde!«

Kilde: IMT 19/1997

Preben Dahl

Lignende indlæg:

  • En synlig tro Teksten Derefter gik han i en båd og satte igen over søen og kom til sin egen by. Og se, de bar hen til ham en lam, der lå på en båre; og da Jesus så deres tro, sagde han til den […]
  • Kender Du din plads? Ved helbredelsen af den vattersottige på sabbaten er Jesus indbudt hos en af de ledende farisæere. På mange måder en pinlig visit. De holdt øje med Ham, og når Han spurgte dem, står […]
  • Jonas og Israel i samme båd  Hvem kender ikke historien om den sure profet Jonas, der satte næsen mod vest, da Gud befalede ham at gå mod øst? Ikke mange ting kan sætte så meget gang i fantasien hos en […]
  • Døden ingen hindring for Jesus Flere gange i Evangelieberetningerne møder vi det herlige vidnesbyrd, at Jesus møder mennesker i deres dybeste nød. Også her til enken fra Nain, hvor døden hensynsløst har revet nogle […]
Tagged with:     , ,

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development