Satans rige og Guds

Poul Hoffmann bringer os her, med udgangspunkt i bibelteksten fra Lukas evangeliet kapitel 11, et kirkehistorisk vidnesbyrd om hvad der sker når Jesus også i dag uddriver dæmoner ved Guds finger – når vi får dette lille glimt af Guds paradis og sejr.

Teksten

Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« (Luk 11:14-28)

Der var engang en præst i Tyskland, som hed Johann Christoph Blumhardt. Hans tid var nogenlunde den samme som Grundtvigs, og hans kirkehistoriske betydning i det tysksprogede område blev ikke mindre end Grundtvigs i Danmark.

Det hang sammen med, at Jesus i hans sogn uddrev dæmoner ved Guds finger. Guds rige kom til ham og hans sognebørn.

Gennem to år stod han i en udmarvende kamp for en ung kvinde i sognet, der martredes af en dæmonbesættelse, som i gru søger sin lige. Hans egen beretning om forløbet, som han siden måtte indgive skriftligt til sine kirkelige foresatte, er i al sin nøgternhed så uhyggelig, at selv folk med stærke nerver har valgt at lægge den fra sig. Dæmonernes verden er nemlig ikke noget “interessant” eller, som så mange bøger og film etc. nu vil have deres publikum til at tro, noget ligefrem romantisk. Det er en verden ikke blot af en ondskab, der overtræffer al fantasi, men af uhumskheder, som unddrager sig al beskrivelse.

Den pågældende kvinde var nærmest kun et fokuspunkt for et generalangreb fra Afgrundens magter; de paranormale fænomener gik langt ud over, hvad der havde med hende at gøre. Blumhardt fandt sig ansigt til ansigt med, hvad Paulus betegner “verdensherskerne i dette mørke”. Satans rige i hele dets skinbarlige realitet. Forfærdende indblik fik han under den lange kamp i, hvad der foregår i dette kosmiske imperium i den fjerde dimension, som nu så utrætteligt søges filosoferet og teologiseret og medicineret væk med det resultat, at verden kommer stadig mere værgeløst i de onde ånders vold.

Men det vigtigste var det, der skete, da sejren over mørket endeligt var vundet i et næsten apokalyptisk slutopgør. Fundamentalt set skete der det samme, som dengang Jesus uddrev “en dæmon, som var stum, og da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale” (Matthæus fortæller, at han også var blind og kom til at se). Der skete det, at da det sorte, sataniske mulm var borte, skinnede det himmelske lys som sol efter uvejr, og tingene begyndte at ligne det, som de var før syndefaldet og skal være i al evighed efter genoprettelsen.

Det første var, at mennesker kom dragende skarevis til Blumhardt for at skrifte og få syndsforladelse, mange langvejs fra og nogle uden at ane noget om dæmonkampen; de havde pludselig fået øje på, hvad der gemte sig i deres sjælelige kældre, ligesom når forårssolen afslører vintersnavs, og kunne ikke holde ud at bære på det. I klar fortsættelse af denne bodsbevægelse fulgte et vårbrud af undere; selv de sværeste sygdomme blev helbredt, både fysiske og psykiske, og ved en lejlighed blev en kvinde, som lægerne havde erklæret for død, vakt til live, da Blumhardt og nogle af hans medarbejdere (bl.a. den kvinde, der havde været besat) samledes i bøn om hende. Alt sammen lige efter Bogen: “Bekend derfor jeres synder for hverandre og bed for hverandre, for at I må blive helbredt”, skriver Jakob.

Ikke mindst bemærkelsesværdig var den særegne myndige, forløsende sandhed, som Blumhardts ukunstlede forkyndelse fra da af havde, og som satte sig så dybe spor. Et bærende tema i den var en levende forventning om Kristi genkomst, som ikke længer var teori for ham. Han havde med egen øjne set, hvad det drejede sig om.

Det hele var som en gentagelse af meget af Jesu gudsrige-åbenbaring i Ny Testamente: “Blinde ser og lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, døde står op og evangeliet forkyndes for fattige.” Det var det samme, der skete, da “der kom frygt over enhver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.” Det er det, som sker alle vegne, hvor Djævelens riger viger for Guds.

Og alle dæmonuddrivelsers budskab er: Der kommer en dag, hvor det sker universelt. Opstandelsens og verdensgenfødelsens dag. Herrens dag.

Hele verden er i den Ondes vold, siger Bibelen; han er denne verdens fyrste og denne verdens gud. Hele tilværelsen beherskes i denne æon af hans principper – synd (læs: kærlighedsløshed) og død. Men det skal blive anderledes. I Kristus er Guds rige kommet til os; nu venter vi kun på, at dæmonernes mulm skal tages helt bort fra jorden, og verden skal blive, hvad den var i skabelsens morgen.

Det og ikke noget andet er det håb, som evangeliet om frelsen i Kristus indebærer. Det drejer sig om realiteter; det drejer sig, hvis man helst tænker i de kategorier, om eksperimentelt påviste fakta. Det empirisk-videnskabelige princip findes i Bibelen: undere og tegn, små stykker af det evige liv givet os her og nu til at tage og føle på. At nogle ikke vil fatte det, er en anden sag. Det var meningsløst, at nogle krævede “et tegn fra himlen” af Jesus, da han havde uddrevet den stumme ånd, for det var det, de lige havde fået. De havde lige set en kegle af himlens lys skyde ned gennem en sprække i de sorte skyer.

Verden befriet for Beelzebul og hans horder, for al ondskab og lidelse, al sygdom og død, al angst og adskillelse og sorg. – Mindre gælder det ikke i den kristne tro.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 18. marts 1995

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • Åndernes Verden Vi står midt i en åndelig krig: Mod djævelen og alt hans væsen, (Ef 6:10-12) vores kød (1Pet 4:1-4) og mod verden (Jak 4:1-4) vi vil i denne undervisning særligt havde fokus på de onde […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development