Svar skyldig

Efter indtoget i Jerusalem var Jesus for alvor kommet i søgelyset og blevet farlig, både for de religiøse og politiske ledere. Derfor griber de nu til det våben, som også mange griber til i dag, nemlig at stille en mængde spidsfindige spørgsmål, for at fælde Ham i ord og få noget at anklage Ham for.

Teksten

Men da farisæerne hørte, at han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig, og en af dem, en lovkyndig, stillede en fælde for ham, idet han spurgte: »Mester, hvilket bud i loven er det største?« Han svarede ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På disse to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarer ham: »Davids.« Han siger til dem: »Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham ›herre‹, når han siger: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.‹ Når nu David kalder ham ›herre‹, hvorledes kan han så være hans søn?« Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham. (Matt 22:34-46 [DA48])

Denne tekst er fra tirsdagen i den såkaldte stille uge, en uge, der for Jesus var alt muligt andet end stille. Efter indtoget i Jerusalem var Han for alvor kommet i søgelyset og blevet farlig, både for de religiøse og politiske ledere. Derfor griber de nu til det våben, som også mange griber til i dag, nemlig at stille en mængde spidsfindige spørgsmål, for at fælde Ham i ord og få noget at anklage Ham for. Man håbede at køre Ham fast, gøre Ham svar skyldig og dermed rokke ved noget af Hans autoritet og sikkerhed, så de kunne blive færdige med Ham. Men det endte med, at det var dem, der blev Ham svar skyldig på livets vigtigste spørgsmål, om hvad de mente om Kristus. Og derefter vovede de ikke at stille Ham flere spørgsmål.

Et spørgsmål om spørgsmål

Hvad er det for spørgsmål, vi stiller til kristendommen og til det, der har med Jesus og Guds Rige at gøre. Spørger vi, fordi vi søger sandheden eller for at blive færdig med Jesus? Ja, det afgøres af, om svaret søges i Guds Ord under bøn og Helligåndens vejledning, eller vi blot vil diskutere os bort fra Ordets autoritet. Spørger vi for at få et svar og finde hjælp hos Jesus, eller diskuterer vi for at overdøve Ham. Jesus siger: »Den, som søger, skal finde, og den, som er af sandhed, hører min røst.« Enhver, der bare vil diskutere og ikke lade sig sige af Guds Ord, skal opleve, at diskussionen vil få ende, og man skal blive, ikke bare svar, men også straf, skyldig, Rom. 3. Hver mund skal stoppes, og hele verden stå strafskyldig for Gud.

Et spørgsmål om kærlighed

Enhver, der søger sandheden, kan ikke komme uden om kærlighedsbudet. Efter at Jesus har lukket munden både på farisæerne, herodianerne og sadukæerne, kommer en lovkyndig og stiller fælde for Ham. Hvad er det største bud i loven? Og vi kender svaret: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv.« Vi kan ikke undskylde os med, at det bare var Jesu Ord til en, der levede sit liv under loven. Nej, Jesus kom ikke for at forkaste eller forandre Guds lov, tværtimod, det er stadig Guds hellige vilje, at vi skal elske Ham af hele vort hjerte, sjæl og sind og vor næste som os selv.

Der kan næsten ske en kortslutning, når vi møder dette bud. Du skal elske. Hvordan skal vi forstå dette, for det strider jo mod kærlighedens natur. Kærligheden elsker frivilligt, den kan ikke tvinges frem, den er som fuglen, der flyver over vore hoveder, som vi ikke kan bestemme over. Derfor er kærlighedsbudet en knusende dom ind over mit liv, som kun levner mig en mulighed, nemlig at komme til Jesus. Og når der spørges efter min kærlighed, bliver jeg svar skyldig.

Jesus er svaret

Jesus praktiserede selv kærlighedsbudet få dage efter, da Han gik smertens vej til Golgata. Han gik for at frelse os, men samtidig fik vi også at se, at det var Hans vilje, at Guds kærlighed skulle få fat i os.

Jeg tænkte, jeg vidste, hvad kærlighed var, jeg troede, jeg selv var god, så stod jeg en dag for en korsfæstet mand, hvis vunder drypped’ af blod (Hj. 181).

Det er her, det sker, stående over for Jesu kærlighed, at Guds kærlighed får fat i os, og vi må med apostlen Johannes erfare, at vi elsker, fordi Han elskede os først. Ja, at vi er skyldige at elske hverandre.

Amen

Kilde: IMT 42/1987

Preben Dahl

Lignende indlæg:

  • Døden ingen hindring for Jesus Flere gange i Evangelieberetningerne møder vi det herlige vidnesbyrd, at Jesus møder mennesker i deres dybeste nød. Også her til enken fra Nain, hvor døden hensynsløst har revet nogle […]
  • En synlig tro Teksten Derefter gik han i en båd og satte igen over søen og kom til sin egen by. Og se, de bar hen til ham en lam, der lå på en båre; og da Jesus så deres tro, sagde han til den […]
  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • På besøg hos pottemageren I Jeremias bog kapitel 18 har vi beretningen om pottemageren den skal vi være sammen om i denne forkyndelse. Gud er den der former og danner mennesker ikke kun i skabelsen men han […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development