Værktøj til bibellæseren: Det Gamle Testamentes historie kort fortalt

En god håndværker har godt værktøj. En bibellæser, der ønsker et godt udbytte, har også brug for godt værktøj. Et af de vigtige redskaber i bibellæserens værktøjskasse er historisk overblik. Bibelen er en historisk bog, og mange steder bliver udbyttet bare større, når man har et vist kendskab til historien.

Det Gamle Testamente fortæller om virkelig mange dramatiske begivenheder og spændende personer. Denne artikel giver en oversigt og en superkort beskrivelse af de ti perioder, som Det Gamle Testamentes historie kan inddeles i.

Urhistorien

Bibelens første 11 kapitler dækker historien fra skabelsen til Abrahams fødsel. Der er to afgørende begivenheder, der begge følges af beskrivelser af den efterfølgende tid.

Gud skabte verden, og tiden efter skabelsen var herlig. Gentagelserne i i Mos 1,1-2,3 understreger det: Når Gud kontrol-efterså det skabte, fik det altid stemplet: »Det var godt«. Skaberværket var under Guds velsignelse.

Syndefaldet i i Mos 3 ændrede alt. Jorden og tilværelsen på den gik fra velsignelse til forbandelse (1 Mos 3,17; 5,29).

I de følgende kapitler står katastroferne i kø: Kains mord på Abel, syndfloden og babelstårnet (1 Mos 3-11). Det er en lang beskrivelse af, at menneskelivet nu er totalt domineret af to vilkår:

  1. Lidelse: Besvær, smerte og til sidst død. Tre gange i disse kapitler bruger Bibelen udtrykket møje/plage for at beskrive kvinders og mænds tilværelse (1 Mos 3,16-17; 5,29).
  2. Ødelagt forhold til Gud: Syndefaldet forårsagede en forfærdelig kløft mellem Gud og mennesker (1 Mos 3,24; 4,16). Gud er vred over menneskets ødelæggelse af hans herlige skaberværk og vil straffe mennesket (1 Mos 6,5-13).

Urhistorien gør menneskets to hovedproblemer rystende tydelige. Hvordan skal dette nogensinde kunne blive løst?

Patriarkerne

Patriarktiden beskrives i 1 Mos 12-50. Tiden er århundrederne omkring år 2000 f.Kr. Hovedpersonerne er Abraham, Isak, Jakob og Jakobs tolv sønner. Hvorfor rettes projektøren nu på netop denne ene familie, efter at fokus i Bibelens første 11 kapitler har været på hele jorden?

Svaret gives i de første tre vers af 1 Mos 12. Gud tænker stadig på »alle jordens slægter«, men nu vælger han at skabe et nyt folk, som han vil bruge til at gennemføre en storslået plan om at genoprette den velsignelse, der gik tabt i forbindelse med syndefaldet. Målet er velsignelse for alle jordens folk – fjernelsen af lidelse og genoprettelsen af forholdet til Gud. Midlet er Abraham og hans efterkommere, Israels folk.

Derfor følger vi i denne del af Bibelen tilblivelsen af Israels folk fra udvælgelsen af Abraham til de 12 stammer.

Patriarkhistorien gør det aldeles tydeligt, at redskabet i Guds plan ikke er perfekt. Israels folk er på godt og ondt som alle andre folk. Men Gud er med i historien. Da de er ved at bukke under for hungersnød, redder Gud dem til Egypten (1 Mos 45,5-11). Patriarktiden ender derfor med at konstatere, at Gud har vendt det onde til det gode, og at han stadig arbejder på at opfylde sit store løfte til Abraham (1 Mos 50,19-24).

I Egypten

2 Mos 1-13 dækker lidt over 400 år, hvor Israel opholdt sig i Egypten. Et nyt egyptisk dynasti tog magten, og israelitterne endte som slavearbejdere.

Perioden er et mørkt kapitel i Israels historie. Slaveriet var umenneskeligt hårdt, og Israels folks eksistens var truet af Faraos befaling om at dræbe alle israelitiske drengebørn (2 Mos 1,16). Men to ting ændrer billedet:

  1. Guds medlidenhed: Gud så og hørte israelitternes lidelser (2 Mos 2,23-25; 3,7-9; 3,16; 4,31; 6,5).
  2. Guds plan: Gud er patriarkernes Gud, der holder fast ved den pagt, han sluttede med Abraham, og han vil opfylde den (2 Mos 2,24; 3,6.15-17; 6,1-8).

Selv under slaveriet, hvor israelitterne følte sig forladt af Gud, arbejdede Gud på gennemførelsen af planen ved at gøre folket talrigt (2 Mos 1,7.9.12.20; 5,5 jf. 1 Mos 15,5).

Til sidst brugte Gud de ti plager, påsken og overgangen over Sivhavet til at befri Israels folk fra slaveriet i Egypten. Der er ikke enighed om tidspunktet, men det er i 1400- eller 1200-tallet f.Kr.

Ørkenvandringen

Bibelen bruger overraskende mange kapitler på Israels 4o år i ørkenen: Fra 2 Mos 14 til 5 Mos 34.

Efter mange års slaveri og de højdramatiske begivenheder ved udfrielsen giver Gud Israel et års ophold ved Sinaj bjerg. Her overøser han dem med gode gaver: en vision for deres nye liv i frihed (2 Mos 20: de ti bud), en fornyelse af pagten (2 Mos 24,1-8), en åbenbaring af Gud selv (2 Mos 24,9-10) og til sidst planerne for den helligdom, der skal gøre det muligt for Gud at tage bolig midt i folket og ledsage dem på vandringen frem til det forjættede land (2 Mos 25-40).

På trods af alle Israels fejltrin og oprør undervejs holder Gud fast ved dem. Han giver dem alle sine gode bud og ledsager dem og bevarer dem gennem alle krige, indtil de efter 40 år når frem til Jordanfloden over for det lovede land (3 Mos – 5 Mos).

Israel er i fokus, men Gud minder dem udtrykkeligt om, at »hele jorden tilhører mig« (2 Mos 19,5). Alt, hvad Gud gør med Israel, har stadig det store mål, at velsignelsen skal genoprettes for alle folk på jorden.

Erobring og dommertid

Omkring år 1400 f.Kr. (eller i 120o-tallet) begynder indvandringen i Kana’ans land. Erobringen af landet er delvis og med mange tilbageslag. De israelitiske stammer bosætter sig rundrom i landet spredt mellem de hedenske folk.

Denne periode varer til midt i oo-tallet f.Kr. Den bliver beskrevet i Josvabogen, Dommerbogen og 1 Sam 1-7.

Dommertiden er præget af tre forhold:

  1. Israel havde ingen fælles leder (Dom 17,6; 18,1; 19,1; 21,25).
  2. Religiøs tilbagegang kendetegnet af åndelig glemsomhed (Dom 2,10), frafald og af-gudsdyrkelse (Dom 2,11-13; 3,7.12; 4,1; 6,1; 8,33; 10,6;13,1) og en mangel på Guds ord (1 Sam 3,1).
  3. Dommerne – Guds redningsmænd: Når Israel af nød råbte til Gud om hjælp, sendte han enkeltpersoner, der som ledere reddede folket i den akutte nød. Den sidste af dem var Samuel, der på &•1 gang var den sidste af dommerne og den første af kongetidens profeter.

Kongetiden: Samlet rige

Denne periode ændrer Israels historie! De tolv stammer bliver samlet til & rige under b. leder, Jerusalem bliver hovedstad, og templet bygges.

Perioden går fra midt i 1000-tallet til cirka 926 f.Kr. og beskrives i Samuelsbøgerne, i Kongebog og Krønikebøgerne.

De store skikkelser er Israels tre første konger: Saul, David og Salomo. Saul var af Benjamin stamme. Derfor kunne han ikke være begyndelsen på det kongedynasti, som patriarken Jakob havde profeteret om (1 Mos 49). Men David, der var af Juda stamme, kunne!

Gud er stadig i fuld gang med at gennemføre sin plan med Israel og alle folk. Meget tydede ellers på, at Guds plan var gået totalt i stå: det åndelige mørke ved slutningen af dommertiden, striden mellem Saul og David og de forfærdelige familiekrige i sidste del af Davids liv.

Men Samuelsbøgerne indrammer deres del af denne periode med to lovsange (1 Sam 2 og 2 Sam 22). Den første slutter med en bøn for Herrens salvede (1 Sam 2,10). Det gør den anden også, men her tilføjes et navn: David (2 Sam 22,51)! Også denne periode rykker altså i gennemførelsen at Guds plan – nu kender vi den familie, Messias skal fødes i!

Kongetiden: Det delte rige

Efter kong Salomo blev Israel delt i to riger: Nordriget og Sydriget. De eksisterede side om side, men ofte i fjendskab, i de næste 200 år, indtil Nordriget i 722 f.Kr. gik under.

For Nordriget var det 200 dramatiske år med hyppige kup. 19 konger fra ni forskellige familier blev det til. Kun to af kongeslægterne formåede at holde på magten i mere end to generationer. Meget sigende flyttede hovedstaden fra by til by.

Åndeligt var der også mørke. Jeroboam I oprettede to rigshelligdomme i Dan mod nord og Betel mod syd med det formål, at indbyggerne ikke skulle tillægge Jerusalem nogen betydning. Det førte hurtigt til blandingsreligion og afgudsdyrkelse.

Samtidig hører mange af Bibelens profeter til i denne periode, så der er konstante sammenstød mellem profeter, der talte Guds ord, og profeter, der selv fabrikerede deres budskaber.

I sidste del af 700-tallet blev begge riger involveret i en række grusomme krige. Tidens rædsel kan man få et indtryk af ved at læse Es 7-12, hvor Esajas blandt andet taler om »den, der ingen morgenrøde ser« (Es 7,20).

Det hele ender med, at stormagten Assyrien i 722 f.Kr. udsletter Nordriget og spreder store dele af befolkningen.

Kongetiden: Juda rige

Juda rige eksisterede i næsten 35o år, men havde kun 20 regenter, hvoraf de 19 var af Davids slægt. Otte af dem får en positiv vurdering i Bibelen. Blandt de bedste var kong Hizkija i slutningen af 700-tallet og kong Josija i sidste del af 600-tallet.

De sidste 24 år (609-586 f.Kr.) blev på alle måder en alvorlig nedtur. Fire ugudelige konger afløste hinanden, og Israel blev indlemmet i det babylonske rige, som var datidens stormagt. Det åndelige frafald tog til. De få sande profeter med Jeremias og Ezekiel i spidsen advarede forgæves om den kommende katastrofe.

Efter to mislykkede oprør jævnede Babylon i 586 f.Kr. Jerusalem med jorden. Den sidste konge af Davids 400 år lange dynasti forsvandt. Mange blev dræbt, mange flygtede, og mange blev ført i landflygtighed i Babylon. Som selvstændigt land ophørte Israel med at eksistere.

Hvad nu med Guds store plan?

Eksil i Babylon

Fra Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. til 538 f.Kr. var en væsentlig del af Israels folk i landflygtighed i Babylon. Politisk og menneskeligt så alt sort ud. De fordrevne israelitter, der netop havde mistet deres land, hovedstad, tempel og konge, konkluderede, at »det er ude med os!« (Ez 37,11).

Men Gud havde andre tanker. Ikke mindst gennem profetien Ezekiel fastslog Gud, at hans plan med Israel ikke var opgivet. En dag vil han føre Israels folk tilbage til landet og sende Messias til frelse for både Israel og alle andre folk (Ez 34-37)

Hjemkomst

Babylon endte som alle verdenshistoriens andre stormagter i undergang. Perserriget overtog herredømmet, og perserkongen Kyros lod fra 538 f.Kr. et mindre antal jøder vende tilbage til Jerusalem. Gennem beretningerne i Ezras og Nehemias’ bøger får vi et billede af tre vigtige perioder i de følgende hundrede år:

  1. Den første hjemkomstbølge under Zerubbabel i 538-515 f.Kr.
  2. Ezra med den anden hjemkomstbølge omkring 458 f.Kr.
  3. Nehemias i 445-444 f.Kr.

Hjemkomsten fra Babylon omfattede kun en lille del af de fordrevne jøder og opfyldte ikke profetierne om den herlige fremtid for Israel og folkene, som Gud havde lovet. Men Israels folk var igen tilbage i Israels land! Dermed kunne sidste fase begynde i forberedelsen af det helt afgørende skridt fremad i Guds store frelsesplan: Messias’ komme.

Resten er historie, som man siger. Det vil sige: ikke helt! Endnu venter vi på den allersidste del af historien, hvor Messias kommer for anden gang for at overtage verdensherredømmet og på en ny jord fuldt ud genoprette velsignelsen fra Edens have. Til opmuntring i ventetiden har Gud givet os Det Gamle Testamente med utallige fantastiske opdagelser, der blot ligger og venter på os … God læselyst!

Ole Andersen

Kilde: Ordet & Israel 2/2019

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • To måder at læse det gamle testamente på Det Gamle Testamente er gammelt. Rigtig gammelt. De ældste dele går 3.500 år tilbage i tiden. Det vil sige til samme tid, hvor vi i Danmark havde den ældre bronzealder med solvognen. […]
  • 9. februar: Følg den gule prik FØLG DEN GULE PRIK ”For der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.” (Matt 24:24) For nogle […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development