Jesus havde et formål med ikke at komme, straks der blev kaldt på ham. Forestil dig at du er vidne til en alvorlig trafikulykke. Du konstaterer at en af de implicerede er meget alvorligt kvæstet. Der er ringet efter hjælp. Ambulancen skulle være på vej. Den kommer bare ikke.
Livet ebber stille, men sikkert ud for den kvæstede. Du står der magtesløs og ser, at livet bliver afløst af døden, inden hjælpen når frem.
Sådan oplevede et søskendepar det for mange år siden. Deres bror var alvorlig syg. Vi finder beretningen i Johannes-evangeliet kapitel 11.
Det var før ambulancernes tid, men de havde en ven. Han havde faktisk gjort mange syge raske. Derfor sendte de bud til ham, med ord om, at hans ven var syg. Så står der så underlig i beretningen: »Da han hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var.«
Da han nåede frem, var Lazarus død og begravet. Vennen er Jesus.
For sent
Kom Jesus for sent? Det kommer an på, hvem spørgsmålet stilles til. Lazarus’ søstre oplevede, at Jesus kom alt for sent. Hvad siger Jesus selv? Det er jo ham, forventningerne og dermed bønnen er rettet imod. Det er ham, der har tilrettelagt sin tid sådan, at han ikke nåede frem i tide, altså efter vores måde at tænke på.
Han siger: »Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der …« (Joh 11:15). Det er som om, disciplene betød mere end en syg ven, og to bekymrede søstre.
Jesus, vi forstår dig ikke. Hvad mener du? Så siger han det sidst i vers 15: »… for at I må komme til tro.«
Jesu glæde over ikke at være nået frem inden døden indtraf, skyldtes det under, han dermed kunne gøre. Mon Martha og Maria kunne glæde sig over den begrundelse. Næppe. De kendte den i øvrigt heller ikke. Det eneste, de gjorde, var at vente forgæves på Jesus. Underet, Jesus gjorde, var at styrke troen på underets Gud i hans disciple. Det måtte Lazarus’ død tjene til.
Det skete for at …
Mens døden triumferede i hjemmet i Betania, var Jesus tilsyneladende passiv. Tiden, han ellers kunne have udnyttet til at nå rettidig til Betania, brugte han til at være sammen med sine disciple. Lazarus måtte dø, for at disciplene kunne styrkes i troen.
Som lidelsens »for at« var skjult for Martha og Maria, sådan er den også skjult for os. Men vi ser i beretningen, at Jesus arbejder i denne skjulthed. Der er et »for at«, men den er skjult for os.
Han nåede det ikke
Fire dage var der gået siden Lazarus’ begravelse. Og endelig kommer Jesus. Endelig. Ikke så sært, at Martha og Maria begge møder ham med ordene: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«
De vidste, at Jesus kunne havde hjulpet dem. Hvorfor gjorde han så ikke? Men uden at de vidste det, var han i fuld gang med at hjælpe dem. Det var nemlig ikke bare sine disciple, Jesus hjalp ved Lazarus’ død. Han hjalp også søstrene.
Jesus kom som den, han var og er, opstandelsen og livet. Han kom med ordet om, at i troen på ham, har Martha og Maria og alle, som tror på ham, fået koblet opstandelsen ind i livet.
Alle, der tror på Jesus, kan på dødens mørke baggrund se opstandelsens vidunderlige virkelighed. Det er, hvad Martha og Maria nu skal se med egne øjne.
Han går med til graven
Sammen med de sørgende går Jesus nu ud til graven. Jesus sørger også, han græder. Døden bragte også sorg ind i Jesu liv. Han kender til at sørge, og kan hjælpe alle, der sørger. Han er al trøsts Gud.
Nu står de så ved graven, hvor den døde Lazarus ligger på fjerde dag. Jesus kommer med endnu et »for at«.Opstandelsen og livet skal nu bryde igennem, bare ved et ord fra Jesus. Det skulle ske, »for at de (folkeskaren) skal tro, at du har udsendt mig«.
Lazarus’ død skulle tjene til, at disciplene blev styrket i troen og til, at folkeskaren ved graven kom til tro.
Frem mod påskemorgen
Det må have været underligt at stå ved graven og så pludselig høre, at Jesus tiltaler den døde. Men det gør han altså. Han råbte med høj røst: »Lazarus, kom herud!«
Jamen en død kan da ikke reagere på noget som helst. Jo, på Jesu ord. Jesu ord bryder ind i dødens fængsel og befrier ham, som døden har taget til fange. Derfor hørte Lazarus Jesu stemme og reagerede på den. Han gik ud af sin grav.
Opstandelsen og Livet havde talt. Jesus havde talt. Døden viste sig som svagere end ham. Dermed peger Jesus på påskemorgen. Ved Lazarus’ grav så Martha og Maria og folkeskaren et glimt af påskemorgen.
De så, at Jesus er dødens over-mand, hvilket han på en hel særlig måde viste, da han opstod påskemorgen for aldrig at dø igen.
Lazarus skulle dø igen, men den, som tror på Jesus, skal jo leve, om han end dør. Det havde Jesus selv sagt til Martha. Han havde endda sagt til hende, at »enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø«. Nu havde hun set betydningen af de ord i praksis.
Han kom ikke for sent
Jesus vidste, hvad han gjorde. Sådan er det stadig. Selv om det så ud til, at han kom for sent, var det ikke tilfældet. Han handlede »for at«. Sådan er det stadig, også selv om hans hensigt er skjult for os. Han handler gennem dine bønner, også dem du beder på grund af sygdom, sorg og død.
Martha og Maria henvendte sig til Jesus i deres nød og afleverede deres problem til ham. Og Jesus handlede.
Når problemet er overgivet til Jesus, tager han hånd om det. Så kommer svaret i hans tid, og på hans måde. Men han kommer aldrig for sent. Og hver den, som tror på ham, har det løfte, at han er Opstandelsen og Livet, og at døden ikke har det sidste ord.
Kilde: IMT 2007 nr. 37
Egild Kildeholm Jensen
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments