GUDS VREDE
Jeg så et andet stort, forunderligt tegn på himlen: Syv engle med de sidste syv plager, for med dem er Guds vrede fuldbyrdet (Åb 15:1).
Det er vigtigt at forstå, at Åbenbaringsbogen handler om Guds vrede over en Gudsfjendsk verden, der er i oprør mod Ham. Det er Guds afgørende opgør med og dom over al ondskab og ulydighed. I Kapitel 6 læser vi, at jordens ledere og hver træl og fri bønfalder bjerge og klipper: »Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå« (Åb 6:16-17)?
I kapitel 11 konstaterer de fireogtyve ældste (der repræsenterer den levende menighed): ”Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere” (Åb 11:18). I dagens vers læser vi om ”Syv engle med de sidste syv plager, for med dem er Guds vrede fuldbyrdet”. Det er ’syv guldskåle fyldt med Guds vrede’ (v15). De syv engle får besked i kapitel 16: »Gå hen og hæld Guds syv vredesskåle ud over jorden« (16:1). Og da den sidste engel udhælder sin skål, lyder en høj røst fra det himmelske tempel, fra tronen: »Det er sket« (v17)!
Hvorfor er det vigtigt at forstå? For så sandt som du er kristen, så har Guds vrede ramt dig. Det gjorde den, da den i al sin fylde blev hældt ud over manden på Golgatas kors, da Jesus blev dømt for dig i hellig retfærdighed. Ja, Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus (1Thess 5:9). Vi tjener den levende og sande Gud, og fra himlene venter vi hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede (1Thess 1:9-10).
Vi er dømt. Vi er ramt, for Jesus er dømt. Jesus er ramt. Vi besidder det salige håb, at Jesus henter os hjem, før Guds vrede bliver udøst over jorden, men vi vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog (Åb 22:18).
Bibellæseplan: Åb 15; Es 63; Ez 37
Lignende indlæg:

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Skabelsen – Kan 1 Mosesbog 1 og 2 forenes med videnskaben? - 4. august 2020
- Jeg har ikke tid til det der! - 4. august 2020
- KIABB09/10 – Vor trofaste profet - 7. juli 2020
- Herren har gjort store ting for os - 1. juli 2020
- Maria, Guds moder og vores trosforbillede #luthersk vs #katolsk - 24. juni 2020