VED KORSETS FOD
Du er en Gud, der skjuler dig, Israels Gud er frelser (Es 45:15).
I dagens kapitel fra Esajas hører vi om to tilsyneladende modsætninger hos Gud. Han er den, der skjuler sig, og den, der åbenbarer sig. For det første er Israels Gud den skjulte Gud. Han skjuler sig i vrede over menneskers synd og frafald (Es 57:17), og hans gerninger er ofte vanskelige at gennemskue (Rom 11:33-34). For det andet er Israels Gud den, der åbenbarer sig (v19). Han har ikke talt i det skjulte, han skal ikke søges i tomheden, men i hvad der er ret. Derfor inviterer Han: (V20) I skal samle jer og komme nærmere.
Jakob skriver: Gå nær hen til Gud, så kommer han jer nær! Rens jeres hænder, I syndere, hellig jeres hjerte, I tvivlere (Jak 4:8 [SEI75])! Vi må søge Israels Gud, vi må famle os frem til ham, der synes skjult og dog ikke er langt borte fra en eneste af os (Apg 17:27).
Mange leder desværre i tomheden ganske forgæves. Den almægtige Gud findes nemlig ikke i magt og vælde, i store tegn og undere og udsøgt visdom og forstand. Nej, Han skjuler sig i det, der er ret, den retfærdiges død for alles synder. Kristus som korsfæstet er både en forargelse og en dårskab for mange, men for den som har søgt og fundet, for den som Gud har åbenbaret sig for, er det den skjulte Guds kraft og visdom (1Kor 1:22-24).
På korset bliver menneskers fred med Gud åbenbaret. På korset bliver dødens død blotlagt. På korset bliver din og min synd afsløret, navlet fast og dømt. På korset bliver Guds skjulte afmagt åbenbaret som Hans allerstørste sejr.
Kom lad os sætte os ved korsets fod.
Bibellæseplan: 1Joh 5; Es 45; Ez 10-11
Lignende indlæg:

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Skabelsen – Kan 1 Mosesbog 1 og 2 forenes med videnskaben? - 4. august 2020
- Jeg har ikke tid til det der! - 4. august 2020
- KIABB09/10 – Vor trofaste profet - 7. juli 2020
- Herren har gjort store ting for os - 1. juli 2020
- Maria, Guds moder og vores trosforbillede #luthersk vs #katolsk - 24. juni 2020