FREM FOR ALT
Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden (3Joh 1:4).
I dette brev skriver den ældste (Johannes) til Gajus, og vi ser i brevet, hvilket hjerte en kristen leder må besidde. Gajus er en af Johannes’ børn, det vil sige, at han er kommet til tro gennem Johannes’ forkyndelse af Kristus, og selv om Gajus nu åbenbart kommer i en anden menighed, følger Johannes ham på tætteste hold, derfor bliver han glad, da brødrene fortæller ham, at Gajus ’lever i sandheden’.
Som Gajus’ ’åndelige far’ ønsker Johannes, at han må have det godt og være rask (v2). Her er i den nye oversættelse en kedelig fejl. Det er ikke, ’frem for alt ønsker jeg’, men ’Jeg ønsker, at du må have det godt i alt’. Johannes ønsker altså, at hans barn må have sundhed og få succes med alt, hvad han foretager sig. At han må få en god kone, dejlige børn, et godt arbejde, villa, volvo og vovse. Kan en far ønske andet for sine børn?
Men Johannes’ største glæde er, at Gajus lever i sandheden, at han holder sig til Kristus. Det er nemlig, at Jesus må være i Gajus’ liv, som Johannes ’ønsker frem for alt’. Alle de andre Guds velsignelser ønsker Johannes over Gajus, men mest Guds største velsignelse, Jesus Kristus, for i Ham har Gud velsignet os med al himlens åndelige velsignelse (Ef 1:3).
Kære Gud, kald du sådanne kristne ledere frem.
Bibellæseplan: 3Joh; Es 47; Ez 14-15
Lignende indlæg:

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Skabelsen – Kan 1 Mosesbog 1 og 2 forenes med videnskaben? - 4. august 2020
- Jeg har ikke tid til det der! - 4. august 2020
- KIABB09/10 – Vor trofaste profet - 7. juli 2020
- Herren har gjort store ting for os - 1. juli 2020
- Maria, Guds moder og vores trosforbillede #luthersk vs #katolsk - 24. juni 2020