Esters bog og Purim-festen

Purimkager: Homen-tashen, "hummertasker"  også kaldet  Hamans ører

Purimkager: Homen-tashen, “hummertasker” også kaldet Hamans ører

facebook - Samuel Roswall2Den jødiske højtid purim har sine rødder i Esters Bog i Det Gamle Testamente. Tidligere formand for Ordet og Israel, Samuel Roswall, skriver om Esters Bog.

I det tidlige forår fejrer Israel en af sine fester, purim-festen. Efter jødisk kalender er det 14. adar, som i år falder på den 14. marts. Festen har sin baggrund i de begivenheder, som er omtalt i Esters bog. Navnet purim stammer fra bogens kap 3:7, hvor der står, at der blev kastet pur (lod) om, hvornår jødefolket skulle udryddes.

Da bogen slutter med, at jøderne overlever, bliver festen en glædesfest, hvor der danses og larmes. Især børnene optræder med skuespil og klæder sig ud for at ligne bogens hovedpersoner. På den måde kan festen med sine masker og udklædninger minde lidt om vores fastelavn.

I synagogen læses Esters bog. Hver gang oplæseren kommer til navnet på jødernes fjende, Haman, bryder larmen løs fra medbragte skralder og med piften og stampen i gulvet.

Gudstjenesten slutter med opfordring til at fejre festen med gæstebud og gaver til fattige. I jødiske samfund er der stadig tradition for, at enlige og mindre velstillede bliver tilgodeset med gaver på festdagene.

Esters bog slutter med, at jøderne får hævn over deres undertrykkere. Men det bør nævnes, at purim-festen ikke har inspireret til hævn og gengældelse.

Bogen generelt

Esters Bog er en del af den jødiske historie og er kendt og værdsat i jødedommen.

I kristen tradition fører den en mere tilbagetrukken tilværelse. Der er få – om overhovedet nogen – der har hørt en kristen prædiken over en tekst fra Esters Bog. Luther mente i øvrigt, at bogen ikke burde være medtaget blandt de bibelske skrifter. Det er formentlig det eneste skrift i Det Gamle Testamente, som ikke er citeret i Det Nye Testamente. Men bogen har – også kristeligt betragtet – et klart opbyggeligt indhold. Det sætter vi fokus på i artiklens afslutning.

Guds navn er ikke direkte nævnt – i hvert fald ikke i den hebraiske tekst, som hører til Bibelens kanoniske skrifter. Imidlertid findes der blandt de apokryfiske skrifter nogle tilføjelser til Esters Bog, og her omtales Gud flere gange ved navn. Tilføjelserne, der er af yngre dato, findes kun i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente.

Ezras og Nehemias’ bøger handler om forholdene i det jødiske hjemland efter den delvise hjemkomst fra det store verdensrige i øst. Esters Bog handler om forholdene for de jøder, som forblev i det fremmede – i det rige, som nu var blevet til det medo-persiske verdensrige.

Blandt bibelforskere er der uenighed om, hvem der kan være bogens forfatter. Det samme gælder affattelsestidspunktet. Men det er rimeligt at antage, at den er skrevet af en jøde, der er fortrolig med datidens persiske forhold, og at den derfor er skrevet tæt på bogens begivenheder, det vil sige i det 4. eller 5. århundrede f.Kr.

Handlingen

I det medo-persiske rige var en ny magtfuld, lunefuld og grusom hersker (søn af Dareios I) kommet på tronen i 486 f.Kr. Hos den græske historieskriver, Herodot, omtales han som Xerxes. I Esters Bog hedder han Ahasverus.

Efter at have nedkæmpet et oprør i Egypten og Babylon ville kongen holde en stor fest sammen med de fornemste hærførere og stormændene fra rigets 127 provinser. Ved festen, der varede cirka et halvt år, har der formentlig også været drøftet yderligere felttog.

Et levende indtryk af holdning og menneskesyn i det hedenske storrige får man i beretningen om, at kongen for at vise sin magt ønskede at fremvise sin yndlingshustru, dronning Vashti, for de tilstedeværende. Men hun sætter sig faktisk op mod kongen og vil ikke lade sig bruge på den måde. Som enevældig konge, hvis ord er lov, må han reagere – også for at rigets hustruer ikke skal tro, at de kan sætte sig op mod deres mænd. Hun bliver så afsat som dronning.

Efter en tid, formentlig tre år senere, efter et militært nederlag til Grækenland, savner kongen sin smukke hustru. Det baner vejen for en ny dronning. En af rigets jøder, Mordokaj, havde taget sin farbrors forældreløse datter til sig som sin egen. Pigen var smuk. Hun blev ført frem for kongen og vandt hans gunst. Pigens navn var Hadassa (hvilket betyder myrte), og hun blev til dronning Ester, uden at kongen vidste om hendes jødiske oprindelse.

En lille hændelse skulle senere vise sig at få stor betydning for den indflydelse, som Ester og Mordokaj fik. Mordokaj må antages at have fået en slags ansættelse – han gjorde tjeneste i kongens port. Her opsnappede han et rygte om, at nogle ville kongen til livs. Det fik han viderebragt til Ester, der så advarede kongen. I den forbindelse talte hun samtidig godt om Mordokaj. På den måde blev de to jøder årsag til, at en hedensk konge bevarede livet.

Et magtskifte

På et tidspunkt udnævnte kongen en ny statsminister. Det blev Haman. Der står, at han var agagit. Det kan betyde, at han var en overlever fra den udryddede folkegruppe amalekitterne, som godt 500 år tidligere havde en konge, hvis navn – eller titel – var Agag (1Sam 15:8ff).

På slottet skulle man falde på knæ for Haman. Men det ville Mordokaj ikke – og begrundelsen var, at han var jøde.

Der kan være to forklaringer bag Mordokajs vægring ved at bøje sig for Haman. Hvis kravet havde sammenhæng med den hedenske religion, så ville Mordokaj ikke kunne bøje sig for og tilbede andre end Israels Gud. Det kan imidlertid også hænge sammen med Herrens påbud om udryddelse af amalekitterne i 5Mose 25:17-19.

Mordokajs adfærd måtte naturligvis få konsekvenser. Men hvilke? Umiddelbart skulle det vel gå ud over ’synderen’ selv. Men nej. Haman ville »ikke nøjes med at lægge hånd på Mordokaj alene«. Og begrundelsen svarer nøje til, hvad der til alle tider har dannet baggrund for klassisk antisemitisme. Haman besluttede sig nu med tilslutning fra kongen til én gang for alle at »løse jødespørgsmålet« ved at udslette det jødiske folk, hvilket giver associationer til nazismens tilsvarende forsøg.

Redningsplanen – to undere

Mordokaj klæder sig i sæk og aske og får på den måde kontakt med Ester. Han beder hende gå i forbøn for folket hos kongen. Det afslår hun med den begrundelse, at hun bliver dræbt, hvis hun kommer uindbudt.

Da gør Mordokaj hende opmærksom på hendes herkomst. Når hendes folk står foran døden, må hun også være villig til at sætte livet på spil. Og hvis hun alligevel tier, »vil der komme hjælp og redning til jøderne andetstedsfra« (4:14).

Dette ord er vigtigt i bogen. Det viser, at både Mordokaj og Ester er troende jøder. Ellers ville det være et meningsløst argument. Endvidere er ordet ’andetstedsfra’ vel det nærmeste, vi i bogens kanoniske del kommer en henvisning til Guds navn.

På underfuld vis tager kongen imod sin dronning og siger tilmed, at hun må få, hvad hun begærer. Både kongen og Haman kommer da til en fest, hun har arrangeret.

Ved et ligeså stort under kan kongen ikke sove om natten før gildet, og han beder da om få læst højt af rigets krønike. Han bliver da klar over Mordokajs tidligere fortjeneste som redningsmand for kongen og sætter Haman til at hædre Mordokaj.

Haman holder derefter familieråd. Interessant er det her at notere sig hans hustrus ord: »…hvis han (Mordokaj) er af jødisk herkomst, kan du ikke stå dig imod ham«. Kvindelig intuition, eller? I hvert fald fik hun ret. Haman endte i den galge, han havde tiltænkt Mordokaj.

Redningen

Nu var Mordokaj reddet. Han blev tilmed øverste minister. Men tilbage stod spørgsmålet om det jødiske folk.

Det rejste et juridisk problem. Den forordning, som Haman havde skrevet om deres udslettelse, var udsendt i kongens navn og kunne derfor ikke tilbagekaldes. I stedet for blev der udsendt en yderligere forordning. Den nye forordning ophæver ikke den gamle, men tillader jøderne at forsvare sig.

Det skabte glæde, fryd og fest blandt jøderne og fik yderligere den følge, at mange af landets folk gik over til jødedommen.

Budskabet

Bogen er et stærkt vidnesbyrd om Gud som historiens Gud. I Ord 21:1 hedder det: »Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil«. Det betyder ikke, at vi midt i begivenhederne klart ser Herrens hånd i det, som sker. Men det betyder, at vi kan regne med, at Herren har hånd i hanke med begivenhederne i verden. De sker med et bestemt formål: For at Herren må vise sig som den stærkeste, og for at hans navn kan blive forkyndt (jf. 2Mose 9:16, der angiver netop det om grunden til, at Farao ikke blev udslettet).

Dette formål skinner også igennem, når vi betragter begivenhederne i Esters bog. At Gud er historiens Gud har betydning ikke alene i de store linier, men også i det enkelte menneskes liv. Den, som hører Herren til, er skabt til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i (Ef 2:10).

Både Ester og Mordokaj står som lysende repræsentanter for gudfrygtig, from jødisk tro. Måske sammenlignelig med Ananias i Apg 22:12. De er et vidnesbyrd om, hvad troens folk kan udrette for Guds folk midt i hedenskabets mørke. Endvidere står de som eksempler på frygtløs solidaritet med Guds folk.

For det tredje viser bogen tydeligt det karakteristiske ved antisemitismen. Jødehadet har altid betjent sig af kollektiv afstraffelse: Straffen for én jødes overtrædelse skal ramme hele folket.

Tre forhold ved Israels folk provokerer hedningerne: Folket lever spredt blandt andre folk, men lader sig alligevel ikke helt ’tilpasse’. Folket har sin egen religiøse kultur, som ikke lader sig påvirke af hedenskabet. Og folket bryder ikke Guds lov, selv når de trues på livet

Sådan har det altid været, når det drejer sig om antisemitismen. Nogle af de samme synspunkter kan meget vel blive lagt til grund, når en antikristelig trængsel en dag rammer den sande kirke: De er ikke som os, og de vil ikke bøje sig for flertallets normer.

Endelig er der en tone i bogen, som ikke er så let at ryste af sig, selv om den vel ikke kan begrundes sagligt teologisk. Tonen når sit crescendo i kap 8:15-17. Der står her, at der blandt jøderne var lys og glæde. Disse to ord træder frem andre steder i Bibelen i profetier om den messianske tidsalder. Når det drejer sig om lys: se for eksempel Zak 14:7 og Es 9:1, og når det drejer sig om glæde: se for eksempel Es 9:2 og Jer 31:7.

Mordokaj blev på en måde sit folks befrier og var årsag til nye tider.

Samuel Roswall

Kilde: ’Ordet og Israel’ marts 2006

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Antisemitisme – Hvorfor? Svenskeren Per Ahlmark har engang sagt: Antisemitisme er en sjælelig virus som rammer ikke-jøder, men som jøder dør af. Sådan er det. Samtidig må det erkendes, at antisemitismen […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Jesu Genkomst – hvad fortæller tegnene os? Jesus lovede, at han en dag vil vende synligt tilbage til jorden for at stoppe alt ondt og oprette Guds rige synligt. Samtidig gav Jesus sine disciple nogle tegn, så de kunne fornemme, […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development