Et pust af Paradis

Et pust af paradis

facebook - Poul Hoffmann2Det gustne overlæg kan kvæle selv det mest lovende pust af evig salighed.

Teksten

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. (Luk 4:16-30)

Først begejstringen, så hadet

Opsigtsvækkende ting havde Nazarets borgere hørt om deres bysbarns undergerninger og virke som bibellærer i Kapernaum og hele Galilæa. Nu sad han så dér i deres synagoge og talte, som aldrig noget menneske havde talt (jf. Joh 7:46).

Det var som en luftning af den evige salighed, som en stråle af selve Himlens lys, der brød gennem det dæmoniske dødsmulm, som omgiver den faldne jord. Og forsamlingen jublede: Sandelig var Esajas’ forjættelse opfyldt, nådeåret oprundet. Guds rige kommet nær.

Men så: »Er det ikke Josefs søn?« Er det ikke ham, som tømrerkonen fik lovlig tidligt? Er det ikke ham, der gik og hjalp sin far med stolperne til min fårefold?

Mulmet tætner igen. Strålen fra Himlen og brisen fra Paradis er borte. Mørkere og koldere end nogen sinde er der i syndens og dødens verden.

Jesus mærker det med det samme. Undere bliver der ingen af i Nazaret, bortset fra nogle få helbredelser, som Markus nævner. I stedet får menigheden en dundertale om, at deres vantro udelukker dem fra velsignelsen, og et par sammenligninger med hedninger i gamle dage, som gør dem så rasende, at de simpelt hen vil slå ham ihjel. Det er som en forsmag på palmesøndag og langfredag: først begejstringen, så hadet.

Ja til Ord og Ånd

Hvor meget er der at bebrejde de folk i Nazaret? Eller de vantro jøder i det hele taget? Hvad ville vi andre sige, hvis nogen kom og ville fortælle os, at ham den unge snedker Jørgensen omme i Østergade, han er Guds søn, det er ham, der har skabt verden, indbefattet Himalaya og Mælkevejen?

Vi kristne i dag ved, at Jesus er Guds søn. Vi ved det så sikkert som amen i kirken. Vi tror det med den tro, som ikke er mindre end viden, men rummer al viden i sig. Men det er jo også let nok for os, som har et par tusind års historisk lys over tingene, ikke sandt?

Nej! At vi tror, skyldes ikke, at vi har historiens lys over noget. Det er ikke fordi vi er blevet klogere, mere vidende. Det er fordi vi af Guds nåde har Guds Ord og Guds Ånd. Vi har Bibelen, og vi har Helligånden, som giver os ører at høre med, øjne at se med og hjerter at fatte med. Derfor lever vi i sandheden og virkeligheden. Uden om os, uden for Kristi kirke – dér ruger mørket så tæt som nogen sinde, dér hersker vantroen (faktisk værre og værre), og dér hjælper hverken historiens tale eller noget andet.

Vor forstand i mørkets bånd kan jo ikke sandhed kende, uden din den gode Ånd vil sit lys i os optænde. (DDS 417,2)

Nej til Ord og Ånd

Hvad så med synagogemenigheden i Nazaret?

Ja, det var jo netop Ordets og Åndens vidnesbyrd, de havde. Det var Ordet og Ånden, der først tændte troen i dem, så »alle gav ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund«. Og det var det, de så lod sig forlede af gustne overvejelser til at vende ryggen. Det var Guds Ord og Guds Ånd, de sagde nej til.

Hvorfor er den beretning sat som prædiketekst til første søndag i advent? Skulle vi ikke have haft noget mere festligt?

Der har utvivlsomt været flere grunde til valget, men hvis vi forudsætter, at Helligånden har haft en finger med i spillet, har han nok bl.a. villet give en advarsel: Kære kristne, nu kommer julen med dens luftning af den evige salighed. Igen skal det ske, at en stråle af Himlens lys falder gennem det dæmoniske dødsmulm, der omgiver den faldne jord. Igen får I lov at kende juleglæden. Pas så på, at I ikke mister den i gustne overvejelser, som det skete i Nazaret.

Tænd for glæden

Det slår jo aldrig fejl, at fjernsynet – og de andre medier – ved de kristne højtider kører frem med »ekspert«-udsagn mv. om, at det ene og det andet i Bibelen ikke kan passe. Det er næsten som en slags vaccinationskampagne, der skal beskytte folk mod at blive smittet under den forestående sandheds-epidemi.

Det er ganske vist altid så tåbeligt, at det ikke skulle kunne skade en rimeligt velorienteret kristen, men det kan alligevel efterlade spørgsmål, der bliver ved at stikke som en splint i fingeren: Er Bibelen ikke en bog blandt andre bøger? Er evangeliet ikke en stor fortælling blandt andre store fortællinger? Er kristendommen ikke en religion blandt andre religioner?

Alt sammen i stil med spørgsmålet i Nazaret: »Er det ikke Josefs søn?«

Nej, Jesus er ikke Josefs søn, men Guds. Og ingenting i kristendommen er som noget andet. Bibelen er Guds Ord. Evangeliet er, som det hedder i den korte Markus-slutning, det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse.

Så sluk for det møg i fjernsynet. Luk op for Ordet og Ånden. Tænd for den store glæde.

God advent!

Kilde: IMT 2005 nr. 48

Poul Hoffmann  

Lignende indlæg:

  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • Aldrig noget lignende De blev slået af Jesu myndighed – en myndighed som stadig findes Teksten Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi […]
  • Mens vi venter på den store advent  Det er måske den mest tragiske nedsmeltning i vor apokalyptiske tid, at forventningen om Kristi genkomst, den store advent, opfyldelsen af det kristne Håb med stort H at den […]
  • Satans rige og Guds Poul Hoffmann bringer os her, med udgangspunkt i bibelteksten fra Lukas evangeliet kapitel 11, et kirkehistorisk vidnesbyrd om hvad der sker når Jesus også i dag uddriver dæmoner ved […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:     , ,

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development