Forord til Det Nye Testamente – Den Skrift-tro Oversættelse

ole wierød

FORORD

Ved “Det nye Testamente” eller “Den nye Pagt” forstår man egentlig dén frelsesforanstaltning, som er blevet grundlagt ved Jesu Kristi Lære og forløsergerning.

Navnet “Det nye Testamente” overføres imidlertid også på de Skrifter, som på en vis måde udgør Dokumenterne for Denne Guds nye Pagt med menneskene, nemlig De Bøger, i Hvilke grundlæggelsen af Denne Pagt med samt Dens væsentligste indhold på Helligåndens indskydelse og under Hans bistand er blevet skriftligt optegnede af de dertil kaldede vidner.

Det nye Testamente i denne forstand er egentlig ikke Een enkelt Bog, men en samling af flere større og mindre Skrifter af forskelligt indhold, skrevet af forskellige forfattere på forskellige tider og i forskellige anledninger, og Som først af Kirken er blevet samlede til een Bog. Det drejer sig om i alt 27 Skrifter af 8 forskellige forfattere, nemlig: de 4 evangelier af hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, Apostlenes Gerninger af Lukas, 14 breve af Paulus, eet af Jakob, to af Peter, tre af Johannes, eet af Judas og endelig et Skrift af profetisk indhold: Åbenbaringen.

Næsten alle disse forfattere er apostle, som af Kristus Selv blev særlig kaldede til at være øjen- og ørenvidner til Hans Ord og gerninger; kun to af dem er “blot” aposteldisciple (Markus og Lukas), men også de skrev under apostlenes opsyn og med deres godkendelse, så at de kan betragtes som deres penneførere: hos Markus har vi Peters vidnesbyrd, hos Lukas Paulus’.

Apostlenes guddommelige kaldelse som vidner gik dog ikke i første omgang ud på, at de skulle aflægge et skriftligt vidnesbyrd. Nej, ligesom Kristus Selv ikke nedskrev Sin Lære, således kaldte Han også Sine apostle til et mundtligt vidnesbyrd; Han udsendte dem i hele verden, for at forkynde Evangeliet for alle folkeslag, hvilket de også gjorde med utrættelig iver og med troskab indtil døden.

Det var snarere ydre anledninger, som fik apostlene til også at nedskrive deres vidnesbyrd om Kristus. Det var altså ingenlunde disse Skrifters vigtigste opgave at gøre mennesker, som endnu aldrig havde hørt noget om Jesus Kristus, bekendte med Hans lære og Hans gerninger og at bringe dem til tro på Ham. Nej, De forudsatte snarere allerede troen gennem apostlenes mundtlige prædiken. Skrifterne var rettede til troende og skulle dels bekræfte dét, som allerede var kendt, dels frigøre for tvivl og misforståelser. Netop derfor kan og skal disse Skrifter heller ikke fuldstændigt gengive hele fylden af Den kristelige Lære. De enkelte Skrifter kan ikke gøre det, allerede på grund af Deres tildels ringe omfang og Deres ganske bestemte foranledning; og samlet kan De det heller ikke, fordi de enkelte forfattere jo så måtte have konfereret med hinanden og delt stoffet mellem sig efter en bestemt plan, så at den eene supplerede den anden.

Disse Skrifter skulle altså ikke være en fuldstændig gengivelse af hele Den kristelige Lære og dermed gøre enhver anden undervisning overflødig, nej, De forudsatte apostlenes mundtlige prædiken, beråbte sig på den og havde i den nøglen til Deres forståelse; De skulle netop yderligere befæste, dybere begrunde og nærmere bestemme den mundtlige undervisning.

Den anseelse, apostlenes Skrifter havde, og den ærefrygt, hvormed Kirken omgikkes Dem, skyldtes netop, at De stammede fra apostlene, som Kristus Selv havde kaldet og udsendt; ved disse mænd måtte derfor ethvert spørgsmål angående det, Kristus havde gjort og lært, blive uomstødeligt besvaret. Denne tillid til uomstødeligheden af apostlenes vidnesbyrd skyldtes dog ikke deres blotte naturlige, menneskelige egenskaber, men fremfor alt Helligåndens bistand, som Kristus havde lovet dem. Han, Helligånden, skulle minde dem om alt og vejlede dem til hele Sandheden (Joh. 14,16 & 26, Joh. 16,13 m.fl.st.). Troen på deres vidnesbyrd var følgelig en tro på Helligåndens vidnesbyrd, som gav sig tilkende ved dem (Joh.15,26 Samme Helligånd, Som styrede deres mundtlige prædiken og indgav dem, hvad de skulle tale (Mt. 10,19), stod dem også hjælpende bi under affattelsen af deres Skrifter og indgav dem, hvad de skulle skrive.

Opfyldte af Helligånden (Ap. G. 2,4) skrev de af Helligåndens fylde: deres ånd var ikke mere overladt til sig selv, så at kun deres egen erindring, deres egen eftertanke og deres egen visdom gav dem Ordene, nej, Helligånden, Som boede i dem (Joh. 14,17), levendegjorde og styrede deres erindring, befrugtede deres eftertanke og forøgede deres visdom. Helligånden bevarede dem ikke blot for enhver vildfarelse, nej, Han uddybede og levendegjorde også deres erkendelse af enhver sandhed og ledede dem i valget af deres tanker og Ord, så at disse altid blev de rette til det givne formål.

Skrifterne er dog ikke Helligåndens værk i den forstand, at apostlene kun var Helligåndens blinde og stumme redskaber. Hvad apostlene skrev, var deres egne ord og tanker, fremgået af deres egen ånds virksomhed, men: netop denne deres egen åndsvirksomhed stod under Helligåndens ledelse. Deri består jo dén virksomhed, Ånden udfolder: Han knytter Sig til menneskenes egen virksomhed, tilskynder, leder og understøtter dem, uden at berøve dem deres frihed og ejendommelighed, så at de tanker og beslutninger, som er resultatet af Hans indskydelser, lige så meget tilhører mennesket selv som Helligånden. Derfor ser vi også, at apostlenes Skrifter, trods deres fælles guddommelige oprindelse, er karakteristiske ved hver enkelts ejendommelige ånds og karakters stempel; Paulus udtaler de samme sandheder anderledes, end Johannes gør det.

Ligesom Kristus altså Selv var på een gang fuldt og helt Gud og samtidigt fuldt og helt menneske, er Skrifternes Ord fuldt og helt guddommelige og samtidigt fuldt og helt menneskelige!

Disse af apostlene under Helligåndens indgivelse forfattede Skrifter blev, ligesom deres mundtlige lære, betroet til Kirken. Den største del af Dem var jo allerede fra begyndelsen af rettet til kristne menigheder, og hensigten med Dem var, at De offentligt skulle forelæses i menighedens forsamlinger. Dermed var selvfølgelig ikke udelukket, at også de enkelte troende satte sig i besiddelse af afskrifter af Dem og læste Dem til egen opbyggelse; men hovedøjemedet med Dem forblev altid menighedens offentlige belæring og opbyggelse.

Derved stilledes Kirken dog overfor en tredobbelt opgave: at samle apostlenes Skrifter, at bevare dem og at forklare dem.

For en stor del var disse Skrifter ganske vist rettede til bestemte menigheder, men De indeholdt dog så mange almene sandheder, at de også kunne tjene til andre menigheders belæring og opbyggelse. Intet var derfor mere naturligt, end at de enkelte Kirker meddelte hinanden De apostoliske Skrifter, de var kommet i besiddelse af, og at enhver Kirke med iver tragtede efter at eje en så fuldstændig samling af disse Skrifter som muligt.

Udover de enkelte Kirkers store afstand fra hinanden trådte dog snart en meget større hindring i vejen for denne stræben. Der blev nemlig allerede meget tidligt bragt skrifter i omløb, som bar apostlenes navne, uden virkeligt at stamme fra dem. Derfor måtte enhver menighed være meget forsigtig med at tage imod apostoliske skrifter, såfremt man ikke ville udsætte sig for at blive bedraget med uægte efterligninger. Man måtte, når et skrift blev tilbudt som apostolisk, først underkaste dets ægthed en prøve, og denne opgave løste Kirken med en til mistænksomhed grænsende forsigtighed og agtpågivenhed. Skriftets indhold gav den første målestok til bedømmelsen af ægtheden: det blev undersøgt, om dets lære stod i overeensstemmelse med apostlenes Lære, som jo var særdeles vel bekendt gennem den mundtlige overlevering og gennem andre skrifter.

Viste der sig fra denne side ingen hindring for antagelsen, opstod så spørgsmålet om det ydre vidnesbyrd. Intet skrift, hvis apostoliske oprindelse ikke een eller flere Kirker ifølge nøje kendskab kunne indestå for, blev antaget som ægte. Når fex. Kirken i Rom meddelte Pauli brev til romerne til en Kirke i Asien med det vidnesbyrd, at den selv havde modtaget det af apostelen, så kunne den asiatiske Kirke ikke længere med føje nære nogen tvivl om brevets ægthed. Det lå i sagens natur, at der ved denne nøjagtige prøvelse af ægtheden måtte hengå en rum tid, før samlingen af De hellige Skrifter var afsluttet, bekendt og anerkendt i hele den kristne verden.

En del af Skrifterne var ganske vist fra begyndelsen af anerkendt af alle, og fra alle sider vidnedes der så stærkt for dem, at der snart dannede sig en almen overensstemmelse i henseende til anerkendelse af deres ægthed. Men en mindre del især brevet til Hebræerne, Peters andet brev, Johannes’ andet og tredje brev, Åbenbaringen, Jakobs brev og Judas’ brev fik først noget senere denne almene anerkendelse. For jo mere, man fjernede sig fra apostlenes tider, desto mere mistroisk blev man i bedømmelsen af apostoliske Skrifter, og des utilbøjeligere blev enhver Kirke til at anerkende et Skrift, Der hidtil havde været ukendt for den, som ægte, og til at lade det blive offentligt forelæst i menighedens forsamlinger. Således kom det, at mens den største del af Det nye Testamentes Skrifter allerede i begyndelsen af det 2. årh. havde fundet almen anerkendelse, var de ovennævnte 7 Skrifter endnu en rum tid kun af enkelte større eller mindre dele af Kirken uden betænkelighed anerkendt som apostoliske, og en fuldkommen eenstemmighed i deres anerkendelse blev først opnået ved begyndelsen af det 4. årh.

Fortegnelsen over de Skrifter, der således af Kirken er garanterede som apostoliske, kaldes “Kanon”, og et Skrift, der er indlemmet i denne og dermed af Kirken er garanteret som ægte, kaldes derfor “kanonisk”. Således indestår da Kirken for ægtheden af de Skrifter, som indbefattes under Det nye Testamentes navn, og bortset fra denne guddommelige autoritet, giver alene den ængstelige agtpågivenhed, med hvilken Kirken gik frem ved disse Skrifters antagelse, os en fuldkommen sikkerhed, som ydermere bliver stadfæstet ved de kirkefædrenes vidnesbyrd.

De Skrifter, som Kirken har samlet med så ængstelig agtpågivenhed og foreenet til Een Bog, har Den også med den samvittighedsfulde troskab bevaret rene og uforfalskede indtil den dag i dag. Den betragtede fra begyndelsen af apostlenes hele Lære, enten Denne nu var blevet overleveret mundtligt eller skriftligt, som et kostbart, betroet gods, som Den var forpligtet til at bevare og udbrede videre fra slægt til slægt, fra århundrede til århundrede, indtil tidernes ende. Ligesom Kirken derfor bevarede apostlenes mundtlige Lære, i henseende til mening og indhold, i vedvarende erindring, således overleverede Den også deres skriftlige Lære, i henseende til ordlyden, til alle kommende tider, idet Den altid drog omsorg for, at denne ordlyd blev bevaret i nye og tro afskrifter.

Vel kunne selv ikke den ængsteligste omhyggelighed forhindre, at fejl sneg sig ind i nogle af de tusinder af afskrifter, der findes, og at der således på en del steder i de forskellige håndskrifter fremkom afvigende læsemåder. Men alle disse afvigelser er af så ringe betydning, at de enkelte sætningers mening yderst sjældent berøres, og at indholdet ikke på nogen væsentlig måde ændres af dem. Betænker man, hvor mange af oldtidens Skrifter, der er gået tabt, kan vi kun tilskrive det Helligåndens særlige bistand, at disse Skrifter er blevet bevaret så uforfalskede i Kirken ligesom Han jo har sørget for, at apostlenes mundtlige Lære er blevet bevaret i Kirkens usvækkede erindring!

Ligesom Kirken har bevaret De hellige Skrifter, således bevarer Den også nøglen til forståelse af Dem i Sin mundtlige Overlevering. Allerede i deres oprindelse har disse Skrifter jo apostlenes mundtlige lære som væsentlig forudsætning. Læserne var altså ikke henviste til selv at udlægge disse Skrifter; deres forståelse var allerede kendt for dem ved den forudgående undervisning. Og vi befinder os i alt væsentligt i samme position; det lader sig jo ikke nægte, at Den hellige Skrift sine steder er dunkel og vanskelig at forstå, ja, at Den selv der, hvor Den er krystalklar og tydelig, er blevet udsat for mistolkning ved uvidenhed eller bevidst fordrejning. Denne dunkelhed og usikkerhed i Den hellige Skrifts mening forsvinder ved den mundtlige overleverings forklaring. For Kirken har ikke blot bevaret Den hellige Skrifts ordlyd, nej, Den har også bevaret Dens mening og indhold i levende overlevering; Den har altid vidst med tydelig forståelse, hvad Den afskrev og forelæste i Denne Bog.

De samme sandheder og lærdomme, som Den her besad i skriftlig form, havde Den også ifølge mundtlig belæring i levende erindring og tydelig forståelse, så at apostlenes Lære også uden Bøgerne ville have været kendt; i lyset af denne sandhed forsvinder al Den hellige Skrifts mørke.

Især måtte Kirken altid tilbagevise enhver forklaring af Den hellige Skrift, som ville have bragt Skriften i modstrid med den mundtlige overlevering. Lige så lidt som apostlene i deres Skrifter kunne lære noget andet end i deres mundtlige undervisning, lige så lidt kan Den hellige Skrift have et andet indhold end Kirkens mundtlige overlevering, som kun har apostlenes mundtlige lære som genstand. Hvis vi altså af Kirkens hånd modtager Den hellige Skrift med tillid som ægte og uforfalsket, så må vi med samme tillid også modtage den belæring, som Den giver os om Skriftens mening og indhold. Vi kan trygt stole på, at Kirken veed, hvad der er Den hellige Skrifts mening; vi behøver blot at søge tilbage til Traditionen, til apostlenes vidnesbyrd, som vi finder det uændret fra kirkefædrene til Middelalderens udgang, dvs: indtil Kirkens ulyksalige splittelse. Fra da af skæmmes megen theologi så stærkt af polemik, at man ved en oversættelse gør klogest i for de dunkle steders og afskriftsvariationers vedkommende at søge løsningen i Kirkens udsagn fra før bruddet.

For at få Den kristne Lære at kende, er vi altså ikke alene henviste til en Bog, Hvis Ord kan tydes vilkårligt vi har også Kirkens Tradition at støtte os til. Den har for alle tider fra Kristus den opgave og fuldmagt til at forkynde os Hans Lære i Det levende Ord, og derfor må vi også henvende os til Den, når vi vil vide, hvad Jesus har lært.

Den hellige Skrift kan jo misfortolkes; slipper vi derfor Kirkens levende hånd og vælger os Den hellige Skrift som eeneste Fører til kundskab om Kristi Lære, så vil vi hverken lære den sande, eller Kristi hele Lære at kende. Vi ville ikke fatte Jesu sande Lære; for tolker vi Den hellige Skrifts Ord med vor naturlige evne og erkendelse, med adskillige forudfattede meninger, oftest tillige stærkt påvirkede af verdens tankegang, eller også ganske vilkårligt, vil vi i den sande menings sted hyppigt kunne komme til at sætte vor egen mening. Ja, selv om vi hvad næsten er utænkeligt overalt ville tolke Skriftens Ord ret, så ville vi alligevel ikke lære hele Kristi Lære at kende; vi ville nemlig ikke få &n del med, som apostlene kun i mundtlig undervisning har overleveret til Kirken.

Det ville derfor være at bruge Den hellige Skrift forkert, hvis man af Den alene ville øse sin tro uden Kirken, Dens bekendelse og Tradition, og endnu mere forkert ville det være, hvis man ville bruge Den mod Kirken og det gør man jo, hvis man læser Det nye Testamente i den hensigt at måle Kirkens Lære med sin egen Skriftforståelses målestok, og derfor forkaster alt d& som vildfarelse, som man ifølge sin egen fortolkning ikke har ment at finde i Skriften. Det er åbenlyst forkert således at opkaste sig til Dén Kirkes dommer, af Hvis hænder man netop tillidsfuldt har modtaget Denne hellige Skrift.

Jesus Kristus, Hans Lære og Hans gerninger kan vi kun erkende gennem apostlenes vidnesbyrd, de, som har set Ham og hørt Ham, og dette deres vidnesbyrd har vi i deres egne Ord i Det nye Testamente. Ved Dem har vi derfor det fuldgyldige bevis for, at det er sandt, hvad vi tror om vor Frelsers, Jesu Kristi Person, Hans guddommelige værdighed, hellighed, Hans undergerninger, liv og død; ved Dem har vi det fuldgyldige bevis for, at Han virkelig har lært det, vi tror på Som Hans Lære, og dét netop som evig sandhed, som Guds ufejlbarlige Ord.

Dog: ikke blot indholdet er guddommeligt, nej, også karret, formen! Når Gud Selv udtaler Sin evige Sandhed, så gør Han det naturligvis ufejlbarligt på dén måde, som er bedst egnet til at åbenbare Denne Sandhed og gøre Den gældende for menneskets forstand og vilje. Den guddommelige Visdom tager aldrig fejl i Sine midler, og når Den netop valgte disse Ord, for i Dem at åbenbare Sandheden, så er det, fordi De repræsenterer den bedste form, i hvilken Sandhedens indhold kan åbenbares!

Derfor må man også vare sig for, hvordan man læser Dem; enhver, som kun læser Den hellige Skrift i hovmodig stolthed eller med selvsikker dømmesyge, vil vende den velsignelse, som er lagt i hans hånd, til en forbandelse. Jo større et gode er, desto større er også faren ved dets misbrug!

Dog: faren for misbrug må og skal ikke afskrække os fra den rette brug, men kun formane os til en viis forsigtighed. Der gives utvivlsomt mennesker, for hvilke læsningen af Den hellige Skrift snarere ville blive til skade, end tjene til troens og håbets forøgelse, nemlig de, som nærmer sig Skriften med vantro, bedreviden eller kritik og dømmelyst alle de såkaldte “kritiske” theologiske skoler har vist os det: man slår Det levende Ord ihjel, hvis man behandler det, som en vivisektionist behandler sine forsøgsdyr. Måske finder man ud af, at det objekt, man studerer, består af disse eller hine bestanddele, men resultatet er og bliver, at objektet har måttet lade livet for denne “videns” skyld.

Det, man altså mener at kunne erkende ved dets bestanddele gennem en sådan metode, er ikke Guds Ord for Det er levende! Altså lærer man Det også kun virkeligt at kende ved at leve med Det, ja, i Det, og det tillige i kærlighed, thi kun det, man elsker, vil man for alvor kunne forstå og kende fuldt ud! Sålænge et menneske altså forholder sig kritisk eller vantro overfor Guds Ord, bør han egentlig afholde sig fra at læse Det, for ikke at risikere at dømme sig selv!

Men endog den mest dannede ånd, den redeligste, trosstærkeste vilje kan ved læsningen af Den hellige Skrift støde på tvivl og betænkeligheder. Derfor har alle brug for ydmyghed og lærevillighed, den ydmyghed, som ikke formaster sig til at optræde som dommer over Guds Ord, men som anklager sig selv, der, hvor Guds Ord går over forståelsen, og den lærevillighed, som ikke udelukkende stoler på eens egen forstand.

Gud har altid sørget for, at Vejen til Hans Rige er snæver, trang og stejl, så de, der vil ind, må vise deres oprigtige hensigt ved at tage denne besværlige vandring på sig; eller, anderledes sagt: Kirken har altid sørget for, at “indgangen” til Guds hus var smal og lav, så de, der ville ind, måtte bøje sig dybt for at komme der for “den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes, mens den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges”.

Hvis Kirken altså forsat skal tjene sine børn så godt, som muligt, så bør Den sørge for, at døren til Gudshuset forbliver smal og lav, så folk der får en mulighed for at ydmyge sig. Det Ord, HErren oftest gentog, var netop Dette: “Den, som mister sig selv, skal bjærge sig, men den, som bjærger sig selv, skal miste sig selv!” Derfor er det tilsvarende vigtigt, at Kirken byder mennesket ikke blot een, men mange muligheder for at ydmyge sig for Ham, så Han kan ophøje det!

Mit udgangspunkt ved nærværende oversættelse af Det nye Testamente har derfor været ydmyghedens tilgang!

Det er jo moderne at tale om “Skriftsyn” dog: jeg har slet ikke et sådant! Jeg har blot, som i alle andre ting, overtaget Kirkens gamle tro; og Kirken har altid indtil vantroen begyndte at vinde fodfæste indenfor Dens mure vidst, at Skriften i eet og alt, hvert eeneste Ord af Den, er ubrydeligt og uantasteligt sandt, både rent ydre, fysisk, faktisk og rent åndeligt, symbolsk. Herom vidner også både HErren og apostlene i NT, idet de siger og disse udsagn har jeg i den fulde visheds tro gjort til mine “Skriften kan ikke sættes ud af kraft” (Joh. 10,35); og det gælder ikke blot Skriftens indhold, nej, det gælder også og netop Dens ordlyd: “….jeg påminder jer….om Det Evangelium, som jeg forkyndte jer, Som I tog imod, og Som I jo stadig står i, ja, ved Hvilket I frelses hvis I da holder fast ved Den Ordlyd, hvormed jeg forkyndte jer Det ellers var det jo forgæves, I kom til tro!” (1.Kor. 15,1-2). Det turde ikke være til at misforstå!

Men for at det skal stå så meget mere fast, siger Jesus Kristus Selv: “Thi sandelig, Jeg siger jer: Indtil himmelen og jorden skal forgå, skal ikke et bogstav, ja, end ikke en prik over et “i” (en prik over et “jota”) af Loven forgå ” (Mt. 5,18). Vi bør altid ihukomme Disse Ord fra Åbenbaringen, Som udenfor enhver tvivl gælder hele Skriften: “Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs profetiske Ord: hvis nogen føjer noget til Dem, skal Gud på ham lægge de plager, som er beskrevne i denne Bog! Og hvis nogen tager noget bort fra denne Bogs profetiske Ord, skal Gud fratage ham hans del i Livets Træ og i Den hellige Stad, som det er skrevet i denne Bog!” (Joh.Åb. 22,18-19), jvf. 1.Kor. 4,6: “Gå ikke udover, hvad der er skrevet!”

For at “Sandheden virkelig skal kunne frigøre een” (Joh. 8,32 & 8,36), må man først have ydmyget sig så dybt overfor Guds Ord, at man virkelig “mister sig selv”, dvs giver afkald på alt det, man tidligere har ment, alt det, som tidligere udgjorde eens person, alle meninger, holdninger, sym- og antipatier osv., for alene at antage sig Guds Ord som Sandheden for een; først da vil man erfare, hvad det betyder, at “Sandheden vil frigøre jer”! Så længe man ophøjer sig over for Guds Ord, holder noget for sandt, andet for usandt, noget for troværdigt, andet for utroværdigt, så længe vil man heller ikke erfare den herlige frihed, der ligger i ikke at behøve altid at skulle præstere en mening om alt muligt, men blot at følge Guds Ords udsagn om dette eller hint. Tror man ikke uforbeholdent! på Guds Ord; er man en slave af sine egne meninger; tror man derimod på Skriften, er man frigjort til at være Kristi træl og behøver derfor blot i alle ting at følge Ham efter; og har man således “bygget på Klippen” (Mt. 7,25), vil man opdage, at selv ikke den værste storm kan omstyrte eens hus!

Det er, hvad jeg har forsøgt i denne oversættelse: under megen bøn om vejledning at omsætte Den græske Ordlyd til et forståeligt dansk, med et minimum af forvanskning af grundtexten. Helt kan man vel ikke undgå det en ord-for-ord-oversættelse ville jo resultere i et totalt uforståeligt dansk, og tillige rummer de fleste ord, græske som danske, flere nuancer af betydninger men som nævnt kaster Kirkens overlevering og Tradition lys over de dunkle steder i Skriften, så meningsfordrejende forvanskninger ikke behøver at optræde, hvis man lader denne få sin behørige indflydelse på oversættelsen.

Nærværende oversættelse er udarbejdet på bl.a. disse præmisser:

– sprogligt er den forsøgt holdt på plan, der er forståeligt for alle, der vil gøre sig den umage at sætte sig ind i Skriftens og Evangeliets hele tankegang, for dem, altså, som er villige til at “ydmyge sig, så Guds Ord kan ophøje dem”;

– theologisk er den forsøgt holdt aldeles neutral! Det går jo ikke an, at man på en oversættelse kan se, hvilken theologisk overbevisning, oversætteren har. Om man er katolik eller protestant, pinsemand eller højkirkelig, IM’er eller baptist, grundtexten er dog for alle den samme, og det er den, og dén alene (!), der skal oversættes ikke een eller anden “mening”!

– liturgisk skulle den være aldeles brugbar, da der er tilstræbt et dansk, som både egner sig til højtidelig oplæsning og til at blive messet;

– retorisk er der taget hensyn til alle de i grundtexten forekommende figurer foruden til den retoriske opbygning, de forskellige Skriftdele har, jvf senere i dette forord;

– stilistisk er der ved oversættelsen blevet taget hensyn til de forskellige stilarter, der forekommer i Skriften, så Lex. breve er holdt i en anden stil end evangelierne, den højstemte Åbenbaring i en anden end den mere episk berettende “apostlenes gerninger”;

– poetisk: de især i Luk. forekommende lovsange er forsøgt oversat, så den poetiske parallelisme kommer fuldt til sin ret, ligesom de poetiske dele i brevene og Åbenbaringen er forsøgt oversat, så det klart fremgår, at der her er tale om poesi, uden at disse dele dog rent satsmæssigt adskiller sig fra den øvrige text.

Jeg har altså forsøgt at holde mig til den Kirkens tradition, som har bestået ubrudt i mange, mange århundreder, fra kirkefædrene til middelalderens udgang.

Kirken har jo forlængst både læst og forstået de (ret få!) skriftsteder, der p.g.a. variationer i de overleverede manuskripter kan synes dunkle. I koncilserklæringer, som oftest var nødvendiggjorte af kætterier, som netop skyldtes fejlfortolkninger af disse “dunkle steder”, har Kirken umisforståeligt fastlagt, hvordan dette og hint Ord i Skriften er at forstå, så det er ikke særlig svært for en oversætter at finde sig et endog særdeles klart grundlag at udforme sin oversættelse på.

Jeg har, for at lave en oversættelse, der ikke er præget af een bestemt theologisk anskuelse eller “skole”, vendt mig til traditionen fra før Kirken splittedes, den Tradition, som alle de afdelinger, Kirken til alles sorg er splittet i, kan være enige i; derfor kaldes denne oversættelse også: “oversat med den fulde visheds tro på Skriftens absolutte ufejlbarlighed og med udgangspunkt i den ubetingede tro på Kirkens tradition og overlevering”.

Et par praktiske oplysninger om nærværende oversættelse:

1. I overensstemmelse med ældre oversættelser har jeg skrevet HErrens navn med to store bogstaver; og alle hellige personer og ting er sat med stort begyndelsesbogstav: Gud, Ånden, Sønnen, Riget, Ordet, Templet o.l., og også Han, Sig, Hvem osv., når disse ord henviser til hellige personer.

2. Som en for mig meget væsentlig ting har jeg konsekvent skrevet HErrens forskellige navne med udelukkende versaler: JEG ER / JEG ER DEN, JEG ER / HAN, SOM KOMMER / DEN, SOM KOMMER. Især JEG ER-navnet har det været mig vigtigt at fremhæve, da der så ofte har været sået tvivl om, hvorvidt Jesus åbenbarede Sig Selv Som Kristus, Som HErren. I den græske oversættelse af GT, man benyttede på Jesu tid, Septuaginta, gengives HErrens navn JEG ER (fex 2.Mos. 3,14) med de græske ord “ego eimi”; netop disse Ord benytter Jesus gentagne gange om Sig Selv, og netop dette var den væsentligste årsag til, at farisæerne klandrede Ham for “at gøre Sig Selv til Gud”.

Flere begivenheder i NT er uforklarlige, hvis man ikke veed, at det er det, Jesus siger; således fex. Joh. 8,24-25: Jesus siger til farisæerne, at “hvis I ikke tror, at JEG ER DEN, JEG ER, skal I dø i jeres synder”. Da de spørger, Hvem Han da er, svarer Han blot: “Netop Det, Jeg siger”, dvs: “JEG ER”, altså HErren! Eller Joh. 8,58, hvor Jesus ikke siger: “…før Abraham blev til, var Jeg”, som det oftest oversættes, men: “….før Abraham blev til, JEG ER!”, altså: “Jeg er HErren, derfor var Jeg til før Abraham; eller tydeligst: da alle Judas Iskariots ledsagere vil pågribe Ham i Getsemane Have og siger, at de søger Jesus, Nazaræeren, siger Jesus: “JEG ER!” Derefter står der: “Da Han nu sagde: “JEG ER”, veg de tilbage og faldt til jorden!” Hvorfor skulle dog en hel skare af sværtbevæbnede soldater vige og falde til jorden af skræk overfor een ubevæbnet Mand? Jo: de var jøder, så da de hørte Ham udtale det forbudte Guds-navn “JEG ER” og dermed åbenbarede at være HErren, da blev de forskrækkede!

Ligesom jeg har sat JEG ER-navnet med versaler, har jeg gjort det med de andre betegnelser, som reelt er profetiske Kristus-navne, nemlig: HAN, SOM KOMMER, eller DEN, DER KOMMER, så det overalt bliver synligt, hvor Han åbenbarer Sig Selv Som Kristus, og hvor apostlene og skarerne anerkender det, fex ved indtoget i Jerusalem, hvor de råber: “Velsignet være HAN, SOM KOMMER” og dermed åbenbarer, at de på det tidspunkt tror på, at Han er Den af profeterne lovede Kristus, Der skulle komme.

3. De i grundtexten forekommende retoriske figurer og af dem er der mange, hundredevis har jeg behandlet lidt forskelligt: nogle har jeg oversat ord for ord, andre har jeg “oversat” til direkte, figurløs tale. Når jeg fex i Joh. 11,25 oversætter: “JEG ER Livets Opstandelse”, i.s.f. som normalt: “…opstandelsen og livet”, er det, fordi disse Ord danner en “Hendiadys”, en retorisk figur, der betegner “to ord sagt, een ting ment”. Jesus siger ikke, at Han er to ting, Livet og Opstandelsen, men een ting: Livets Opstandelse. Vigtigere er denne figur ved Joh. 14,5-6: Thomas spørger efter den Vej, Jesus omtaler, og Jesus svarer ham selvfølgelig på det og kun det ved at sige: “Jeg er Den sande og levende Vej” og ikke forvirrende ved at sige tre ting om Sig Selv: “Jeg er Vejen, Sandheden og Livet”, for dette er en “Hendiatris”, dvs “tre ting sagt, een ting ment”. En anden figur, der er værd at nævne, fordi den afstedkommer mange af de [ ], som snart skal omtales: Ellipsis, som er en figur, der består i, at man udelader eet eller flere ord for at tydeliggøre noget eller fremhæve noget på noget andets bekostning. Når der fex i Mt. 14,19 står: “så brød Han brødene og gav disciplene dem, og disciplene [gav dem] til skaren”, så er de to Ord “gav dem” tilføjede af mig; i grundtexten står der: “…gav disciplene dem og disciplene til skaren”. Nu det var jo ikke disciplene, Han gav til skaren, men brødene; disse to Ord er dog udeladt, for at det skal være tydeligt, at det ikke er disciplene, der er de egentlige givere, at de kun rækker brødene “instrumentalt” videre, dvs: at det er Jesus, Der er Den egentlige Giver. For at det på dansk skal blive forståeligt, må man dog tilføje disse ord; jeg håber dog, at jeg ved at sætte dem i [ ] og dermed vise, at de er tilføjede, kan gengive lidt af den smukke retoriske figur, dette jo er.

Det er jo et sted, der i høj grad har med Alterets Sakramente at gøre, for også dér rækker præsterne jo kun brødene “instrumentalt” til menigheden HErren er Den egentlige Giver! Den slags kan altså tydeliggøres af retoriske figurer, og af dem er der, som nævnt, hundredevis i NT.

4. I 90% af de tilfælde, hvor jeg har sat eet eller flere ord i [], kendetegner det, at jeg har måttet tilføje dette/disse ord, enten af forståelsesmæssige grunde, fordi der er en retorisk figur el. lign. I de resterende tilfælde betyder [], at jeg har måttet ændre på grundtextens ord eller ordstilling for at skabe en forståelig dansk sætning.

5. Jeg har så vidt muligt forsøgt at undgå fodnoter og forklaringer; visse ting har jeg dog ment det nødvendigt at uddybe eller forklare, og det er så gjort med * og en forklaring sat i ( ) under verset. Een forklaring må jeg åbent tilstå, at jeg ikke kan “bevise” ud fra grundtexten, nemlig det i Mt. 19,24 nævnte “skibstov”, der normalt oversættes som “kamel”; jeg har nærstuderet fænomenet og er overbevist om, at den under verset givne forklaring er korrekt; her må dog hver læser/hører selv afgøre, hvad han vil tro, eller eventuelt selv studere det nærmere.

6. De enkelte bøgers/breves overskrifter og “efterskrifter”, som normalt ikke gengives, har jeg fundet det rigtigst at videregive, da de i flere tilfælde rummer vigtige oplysninger. Dét, der normalt kaldes “Hebræerbrevet”, har jeg i tryg forvisning om, at Kirkens gamle tro er korrekt, kaldt, som Kirken altid har kaldt det: “Paulus’ brev til Hebræerne”! Ligeledes har jeg kaldt NT’s sidste bog: “Jesu Kristi Åbenbaring”, som Dens egentlige titel jo er.

7. Af praktiske årsager det ville have forlænget arbejdet med flere år har jeg undladt at indsætte henvisninger til parallelsteder; ang. sådanne må jeg så henvise til 1948-oversættelsen eller andre oversættelser, der har disse.

8. Helt bevidst har jeg benyttet nu forældede skrivemåder ved visse ord, som “veed”, “viis” m.fl. for at undgå forvexlinger med “ved”, “vis” o.l.

9. x’erne i stedet for “ks” i mange ord er en ortografisk fix idé hos mig; skulle nogen irriteres heraf, bedes de tilgive mig det og læse henover det!

Måtte denne oversættelse blive og forblive Gud den Almægtige til ære og pris og Hans troende udvalgte til gavn, glæde, trøst, oplæring og opbyggelse.

Ole Wierød Gjerrild

Februar 1997

SOLI DEO GLORIA

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.
Tagged with:     , ,

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development