Hvad handler profetierne om? – en kritik af den såkaldte erstatningsteologi

hvad-handler-profetierne-om-en-kritik-af-den-saakaldte-erstatningsteologi

Den såkaldte »erstatningsteologi« siger, at profetierne i Det Gamle Testamente handler om den kristne kirke. Men er det rigtigt? I artiklen sætter Ole Andersen spørgsmålstegn ved erstatningsteologien og giver et eksempel på, hvordan vi som kristne må læse en profeti i Det Gamle Testamente.

Det Gamle Testamente er fuld af profetier. Nogle af profetierne handler om begivenheder på profeternes egen tid. Andre af profetierne tegner et billede af ting, der skal ske langt ude i fremtiden. Disse sidste profetier er centrum for en heftig debat blandt kristne i dag. For hvem er det egentlig disse profetier handler om? Hvordan skal vi som kristne læse de mange fremtidsprofetier i Det Gamle Testamente?

Hvad betyder to træstykker?

Ezekiels Bog kapitel 37:15-28 er et godt eksempel på en af de profetier, der er omdiskuteret. Baggrunden for Ezekiels profeti er den uhyggelig katastrofe, der ramte Jerusalem i år 586 f.Kr., hvor byen blev erobret af kong Nebukadnesar af Babylon. Inden erobringen havde byen lidt forfærdeligt under en lang belejring. Nu var belejringen slut, og byen var fuldstændig ødelagt. Mange mennesker var dræbt, nogle var flygtet, og tusindvis var ført i landflygtighed i Babylon. Med Jerusalems ødelæggelse var der sat punktum for den sidste del af Israel. Mere end hundrede år tidligere var Nordriget blevet udryddet, og nu var turen kommet til Sydriget. Israel var ophørt med at eksistere som en selvstændig nation.

Men så kommer Guds ord til Ezekiel i Babylon.

Ezekiel skal tage to træstykker. På det ene skal han skrive »Juda« og på det andet »Josef«. Så skal han holde de to træstykker i hånden, som om der kun var ét stykke.

Hvad betyder Ezekiels symbolske handling? Ja, lykkeligvis for os forstod israelitterne i Babylon det heller ikke. De undrede sig over Ezekiels opførsel og kom med denne opfordring: »Fortæl os dog, hvad du mener med det« (v 18). Denne bøn bliver udgangspunktet for, at Gud selv i de følgende vers forklarer betydningen af de to træstykker.

Vi er altså i den lykkelige situation, at vi er fri for at skulle gætte på betydningen af Ezekiels handling. I teksten kan vi læse Guds egen udlægning!

Guds forklaring kan sammenfattes i følgende punkter:

  1. Israels folk skal en dag komme hjem til det land, de nu har måttet forlade (v 21).
  2. Den dag skal Israels folk blive til ét rige på Israels bjerge og ikke længere være delt i et Nord- og et Sydrige (v 22).
  3. Den dag vil Gud frelse Israel fra deres syndige frafald (v 23).
  4. Messias skal være konge over det frelste Israel, der bor hjemme i deres gamle land (v 24-25).
  5. Gud vil slutte en evig fredspagt med dem (v 26a).
  6. Guds bolig skal for evigt være hos folket (v 26b-27; 28b).
  7. På grund af det, der sker med Israel, skal hedningefolkene forstå, hvem Gud er (v 28a).

Nu skulle man jo egentlig tro, at der ikke var mere at diskutere. Ezekiel har spillet et »miniature-teaterstykke«, og Gud har forklaret det. Men så enkel er sagen ikke. For hvad betyder Guds forklaring? Det er der faktisk heftig diskussion om blandt teologer og bibellæsere.

En forklaring af forklaringen.

I 1994 udgav Unitas Forlag bogen Kløfternes land af Colin Chapman. Udgivelsen blev støttet af Folkekirkens Nødhjælp og DMS. Bogen er et af de mest gennemførte forsøg på at forstå profetierne i Det Gamle Testamente ud fra den såkaldte »erstatningsteologi«, som i mange år er udkommet på dansk. Colin Chapman hævder godt nok, at han ikke er erstatningsteolog. Men det ændrer intet ved, at hans bibeltolkning i bogen er et klassisk og typisk eksempel på en erstatningsteologisk forståelse af profetierne.

Ifølge Chapman (Kløfternes land side 275-277) skal vi forstå løfterne i Ez 37 på denne måde:

  1. Løftet om de landflygtiges hjemkomst er en profeti om, at mennesker af alle racer skal samles i Guds rige.
  2. Løftet om, at Israel skal blive til ét rige, er en profeti om den kristne kirke som Jesu »ene hjord«.
  3. Løftet om Israels frelse fra deres frafald er en profeti om de kristnes frelse ved Jesu død.
  4. Løftet om Messias, der skal regere Israel, er en profeti om Jesus, der er konge i kirken.
  5. Løftet om den evige fredspagt med Israel er en profeti om den nye pagt, som Jesus indstiftede ved sin død.
  6. Løftet om, at Gud vil bo i Israel, er en profeti om Jesus.

Chapman vil fastholde, at noget af Ez 37 fik en foreløbig opfyldelse ved jødernes hjemkomst fra Babylon mere end 500 år før Jesus. Men den »egentlige, virkelige, tilsigtede opfyldelse« af profetien sker i kirken (side 146).

Chapman når frem til denne forståelse på en helt bestemt måde. Han mener nemlig, at den stammer fra Jesus og apostlene. Det er dem, der har givet os en »dristig nytolkning« af Det Gamle Testamente. Det er Det Nye Testamente, der lærer os, at profetierne i virkeligheden handler om kirken og den nye jord og ikke om jøderne og Israels land.

Ifølge Chapman kan Jesu undervisning om profetierne frit gengives på denne måde: »Glem alt om, at oprettelsen af en suveræn jødisk stat skulle spille nogen rolle i oprettelsen af Guds rige. I skal tænke på Guds rige i en helt anden forstand – som et åndeligt rige, der ikke har nogen som helst forbindelse med noget territorialt rige; et internationalt rige uden nogen som helst tilknytning til noget nationalt rige« (side 157-158).

Det er altså Det Nye Testamente, der giver os en helt ny og sand forståelse af Det Gamle Testamente, som fuldstændig bryder med jødernes forståelse. Og som kristne er vi bundet af denne nye forståelse og må ikke længere læse Det Gamle Testamente, som det står. Det Nye Testamente »giver os så at sige de rette briller for en sand kristen læsning af Det Gamle Testamente« (side 169).

Kort sagt: Ifølge Chapman viser Det Nye Testamente, at profetierne i virkeligheden handler om kirken og ikke om Israel.

Dét er erstatningsteologi i en nøddeskal. Når vi læser profetierne, skal vi »erstatte« ordet Israel med ordet kirke, og ordet landet med ordene ny jord.

Erstatningsteologiens problemer.

Der er nogle meget store problemer i erstatningsteologiens måde at læse profetierne på. Her skal vi se på tre af problemerne:

1. Erstatningsteologien gør GT uhistorisk.

Erstatningsteologien løsriver profetierne fra deres historiske sammenhæng. Ezekiel fremsagde profetien i Ez 37 netop på det tidspunkt, da Jerusalem var blevet ødelagt, og Israels folk var ført i landflygtighed. Når han talte om folkets hjemkomst, talte han ikke om et hvilket som helst folk, men om det folk, som netop var ført i landflygtighed. Når han talte om hjemkomsten til »det land, deres fædre boede«, så talte han om det land, der netop var blevet lagt i ruiner.

Når Chapman og andre erstatningsteologer siger, at det slet ikke handler om Israels folk og land, så har de fuldstændig løsrevet teksten fra dens historiske sammenhæng.

2. Erstatningsteologien gør GT uforståelig.

Erstatningsteologien betyder, at Det Gamle Testamente i sig selv er uforståeligt. I Chapmans udgave af erstatningsteologien bliver Det Gamle Testamente nærmest til en hemmelig kode, der først kan forstås rigtigt, når man læser det med en bestemt tolkningsnøgle, som han har uddraget af Det Nye Testamente. Men det får nogle meget alvorlige konsekvenser:

a. Hvis erstatningsteologien har ret, så havde de jøder, der levede fra Ezekiels tid og de næste 600 år, ikke skyggen af chance for at forstå profetierne rigtigt. Når de i Ez 37 læste, at Gud en dag ville føre jøderne hjem til Israels land og frelse dem, så troede de på, at Gud en dag ville føre dem hjem til Israels land og frelse dem – og mange af dem ventede med dyb længsel på den dag! Men ifølge erstatningsteologien var det en total misforståelse. I virkeligheden mente Gud nemlig noget helt andet med profetierne. Og den sande mening forklarede han først 600 år senere. Eller sagt med andre ord: I 600 år gav Gud jøderne nogle uforståelige profetier, som de kun kunne misforstå.

b. Hvis erstatningsteologien har ret, så er Det Gamle Testamente også i dag uforståeligt i sig selv. Når der står »Israels land, som Gud gav Jakob«, skal vi skynde os at oversætte det til »den nye jord«. Og når der står »Israels folk«, skal vi oversætte det til os kristne. Vi kan altså ikke læse Det Gamle Testamente, som det står.

c. Hvis erstatningsteologien har ret, bliver en lang række detaljer i profetierne meningsløse. Hvis »hjemkomsten« i Ez 37 i virkeligheden er en profeti om mennesker, der kommer til tro og går ind i den kristne kirke, hvad betyder det så, at denne hjemkomst skal ske »fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen«? Og hvis det »land«, hvor de forløste skal bo, i virkeligheden er den nye jord, hvad betyder det så, når teksten siger, at det er det land, »hvor deres fædre boede«?

3. Erstatningsteologien overser, at NT bekræfter løfterne til Israel.

Chapman siger, at Det Nye Testamente giver en ny tolkning af profetierne. Løftet om jødernes hjemkomst bliver afløst af løftet om den kristne kirke, løftet om landet bliver afløst af løftet om en ny jord osv. Men Chapman overser, at Det Nye Testamente i virkeligheden bekræfter de løfter, Gud gav Israels folk i Det Gamle Testamente – tilmed på en dobbelt måde:

a. Det Nye Testamente giver en generel bekræftelse af løfterne i Det Gamle Testamente. Paulus siger direkte, at Jesus ved sit første komme havde en speciel opgave over for jøderne, der bestod i, at han skulle »stadfæste løfterne til fædrene« (Rom 15:8). Jesus kom altså ikke for at ændre løfterne til Israel, men for at bekræfte dem. Løfterne til Israel er ikke afløst af noget som helst andet – de er stadfæstet! Jesus er Guds ja og amen til profetierne i Det Gamle Testamente (2Kor 1:20).

b. Det Nye Testamente bekræfter en række af detaljerne i profetierne om Israel. Jesus bekræfter profetierne om, at Jerusalem en dag ikke længere skal beherskes af hedninger (Luk 21:24). Paulus bekræfter profetierne om, at Israel en dag skal blive frelst fra deres frafald (Rom 11:25ff). Englen Gabriel bekræfter profetierne om, at Jesus en dag skal regere Israels folk (Luk 1:32f).

Hvad så med os?

Erstatningsteologien tager fejl, når den siger, at kirken har overtaget Israels plads i profetierne. De løfter, Gud har givet Israels folk og Israels land, gælder virkelig Israels folk og Israels land.

Vi har derfor lov til at læse Ez 37 fuldstændig, som den står. Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil samle jøderne fra alle folkeslag og bringe dem hjem til deres gamle land ved østkysten af Middelhavet. Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil frelse Israels folk fra det frafald, som flertallet af dem har levet i siden Ezekiels tid. Og derfor må vi forvente, at Jesus en dag vil regere det frelste Israel i deres gamle land.

Men dermed er alt ikke sagt om Ez 37.

Ez 37 handler om det, Gud vil gøre med Israel. Men fordi Israel er Guds demonstrationsfolk, kan vi som kristne også lære noget om os selv gennem Ez 37. Det, Gud har lovet at gøre for Israel, ligner nemlig det, som han vil gøre for kirken og for hele verden. Løfterne til Israel er givet, for at vi skal lære af dem og leve i håb (Rom 15:4).

Lad os se bare ét eksempel på det. I Ez 37:27 lover Gud, at han en dag vil tage bolig i Israels folk. Det er en profeti, der vil blive opfyldt i Israels folk. Når de er kommet hjem til deres land og er blevet frelst fra deres frafald og har modtaget Messias, vil Gud selv tage bolig i folket.

Men ligesom Gud til den tid vil tage bolig i Israel, sådan bor han allerede nu i den kristne menighed. Derfor kan Bibelen i 2Kor 6:16 bruge præcist samme udtryk om menigheden, som den i Ez 37:27 bruger om det frelste Israel.

Og ikke bare det. Ligesom Gud engang vil tage bolig i det frelste Israel, sådan vil han en dag tage bolig på den nye jord. Derfor bruger Bibelen i Åb 21:3 også dette udtryk om den nye jord.

Løftet i Ez 37:27 gælder altså Israel. Det kan vi ikke ændre ved. Men samtidig bliver løftet en stærk påmindelse til os kristne om to ting, der gælder os: nemlig for det første om hvad Gud allerede i dag gør for os i menigheden, og for det andet om hvad han efter Jesu genkomst vil gøre for os på den nye jord.

Det løfte, Gud i Ez 37 giver Israel, er således også et løfte til os. Alle vi hedninger, der tilhører Guds kirke, er nemlig blevet »medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus« (Ef 3:6). Som med-arvinger har vi netop ikke erstattet Israel, men vi har fået del i deres åndelige goder.

Lad os derfor skifte erstatningsteologien ud med en stadfæstelses- og medindlemningsteologi.

Kilde: ‘Ordet og Israel’ januar 1998

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier)  Det Gamle Testamente er fuld af domsprofetier mod Israel. Hvad skal vi stille op med den slags domsprofetier i dag? I august 586 f.Kr. var lidelserne i Jerusalem blevet […]
  • Den fremtid, Gud lovede Israel For 68 år (1948) siden proklamerede Ben Gurion oprettelsen af staten Israel. For første gang i mere end 2000 år havde jøder igen et selvstændigt rige i det land, som årtusinder […]
  • Naziteologisk fremstød i Danmark I oktober (2005) modtog mange danskere et lille hæfte med titlen »Israel Visionen« med posten. Også en del af Ordet og Israels venner modtog hæftet. Nogle af dem har spurgt om, hvad […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development