Den fremtid, Gud lovede Israel

Foto: Rudi Weissenstein

Foto: Rudi Weissenstein

For 68 år (1948) siden proklamerede Ben Gurion oprettelsen af staten Israel. For første gang i mere end 2000 år havde jøder igen et selvstændigt rige i det land, som årtusinder tidligere havde tilhørt Israels folk. Hvordan stemmer det med Bibelen? Hvis det da overhovedet stemmer! For er der virkelig en sammenhæng mellem Bibelen og det, der skete 14. maj 1948?

Her skal vi først se på en af de vigtigste – og ofte oversete – tekster i Bibelen om Israels fremtid. Derpå skal vi undersøge forbindelsen mellem denne tekst og det, der er sket med Israels folk ned gennem folkets lange historie indtil i dag.

En besynderlig tale

Israels store leder Moses skulle ikke med ind i det forjættede land efter ørkenvandringen. Han skulle dø, og Josva skulle føre folket ind i Kana’ans land. Men inden det sker, samler Moses Israels folk på Moabs slette over for Jeriko. Her vil Gud forny den pagt, han fyrre år tidligere sluttede med Israels folk på Sinaj bjerg.

Moses holder i den anledning en lang tale, som er gengivet i Femte Mosebog. Det er en besynderlig tale. På én gang er den optakten til Israels erobring af det forjættede land og samtidig Moses’ afskedstale.

Moses afrunder sin tale med at forelægge Israel velsignelser og forbandelser. Hvis israelitterne bliver i Guds pagt, vil de blive velsignet. Hvis de bryder pagten med Gud, vil de ende under forbandelser.

Velsignelserne er først og fremmest, at det vil gå Israels folk godt, når de kommer ind i det forjættede land (5Mos 28:1-14). Afgrøderne vil blive store, og folket vil leve i fred, tryghed og rigdom. Gud selv vil bo iblandt dem og beskytte og hjælpe dem.

Modsat vil det gå, hvis folket forkaster Gud. Så vil velsignelserne blive vendt til forbandelser (5Mose 28:15-68). Gud vil vende sig mod folket og ramme dem med hungersnød, sygdom og krig. Fjenderne vil gå til angreb, og Israels folk vil igen miste landet. Forbandelserne vil resultere i, at Israels land bliver lagt i ruiner og Israels folk tvunget i landflygtighed.

Så langt er Moses’ tale ikke overraskende. Datidens politiske pagter mellem konger endte ofte med velsignelser og forbandelser. De var ment som gulerod og pisk. Hvis en vasal-konge er lydig mod stormagtskongen, så vil han blive velsignet. Men hvis han skulle vove at bryde pagten, så vil der ske alt det forfærdelige, der er indeholdt i forbandelserne.

Sådan er det også i Guds pagt med Israel. Bemærk udtryksmåden i 5Mose 28:15: »Hvis du ikke adlyder Herren din Gud …, så skal alle disse forbandelser komme over dig…«.

I Moses’ tale sker der imidlertid noget overraskende. Her er forbandelserne ikke kun en trussel. De er også profeti.

I løbet af kapitel 28 og igen i kapitel 29 sker der en glidning i teksten fra trussel til profeti. Moses nøjes ikke med at fremlægge to muligheder for Israels fremtid ovre i det forjættede land: velsignelse eller forbandelse. Han profeterer om Israels fremtid.

Og profetien er, at Israels folk, når de er kommet ind i det forjættede land, en dag vil svigte Gud. De vil bryde pagten med Gud. Og så vil Gud fordrive dem fra landet.

Moses forudsiger, at landet vil blive ødelagt og folket fordrevet og spredt ud over jorden (5Mose 29:21-27 jf. 31:16-22). Engang langt ude i fremtiden skal udlændinge med undren betragte den forfærdelige skæbne, der er overgået Israels land og Israels folk. »Hvorfor har Herren gjort sådan mod dette land?« skal de spørge. Og svaret skal lyde: »Herren rykkede dem op af deres jord i stor vrede, i harme og raseri og slængte dem bort til et andet land, hvor de nu er«.

Sådan vil det gå, siger Moses. Israels folk vil komme ind i det forjættede land. Her vil de opleve tider med velsignelse og tider med forbandelse. Men det vil ende med forbandelse og folkets spredning ud over jorden.

Her taler Moses ikke længere om et »Hvis…, så…«. Nu siger han: »Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen…, da vil Herren din Gud…« (5Mose 30:1-3). »Hvis« er blevet til »når«. Mulighed er blevet til profeti.

Og så kommer den helt store overraskelse i talen.

Den store overraskelse

Moses’ profeti om Israels fremtid ender nemlig ikke med beskrivelsen af et folk, der er spredt ud over hele jorden. For en dag, når landet ligger øde hen, og folket bor spredt blandt folkeslagene, vil Gud igen gribe ind i Israels historie (5Mose 30:1-10).

Den dag vil Gud vende Israels skæbne. Forbarme sig over folket. Og så vil han gøre tre fantastiske undere.

For det første vil han igen føre Israels folk tilbage til deres gamle land og samle dem dér. Om efterkommerne af Israels folk så i løbet af verdenshistorien er endt i de fjerneste afkroge af jorden, vil Gud hente dem og bringe dem tilbage til landet for enden af Middelhavet.

For det andet vil han gøre Israels land enormt frugtbart. Masser af afgrøder, masser af kvæg og masser af mennesker.

For det tredje vil Gud sende en åndelig vækkelse over Israels folk. Folket skal vende om til Gud. Adlyde ham og leve i pagten med ham.

Moses taler klart. Israels folks historie ender ikke med, at folket bor spredt ud over jorden. Historien ender ikke, før Israels folk er samlet hjemme i Israels land med et fornyet forhold til Israels Gud. Sådan!

Profeternes uddybning

Mosebøgerne udgør det grundlag, som resten af Det Gamle Testamente står på. Gennem de følgende tusind år virkede profeterne. Når de forkyndte om Israels fremtid, gjorde de det ved at gentage netop det, som Moses allerede havde sagt: Israels folk vil blive ramt af Guds dom og spredt ud over jorden, men til sidst vil Gud i sin barmhjertighed genrejse folket hjemme i deres gamle land.

Selvfølgelig føjer profeterne mange nye detaljer til Moses’ forudsigelser. Selvfølgelig bruger de deres egne ord og stil. Men indholdet er det samme. Og i en del tilfælde er selv ordvalget tydeligt præget af Moses’ ord.

Gud vil vende Israels skæbne, fastslår både Amos og Jeremias (Amos 9:14 og Jer 29:14 jf. 5Mose 30:3).

Gud vil samle Israels folk sammen fra alle folkeslagene og bringe dem tilbage til Israels land (f.eks. Ez 36:24 jf. 5Mose 30:3-5).

Gud vil lade Israels land blive genopbygget og meget frugtbart (f.eks. Amos 9:13-15 og Ez 36:29-30,33-36 jf. 5Mose 30,9).

Gud vil frelse Israels folk fra deres frafald og give dem et helt nyt gudsforhold (f.eks. Ez 36:25-28 og 37:23 jf. 5Mose 30,2.6.8.10).

Historiens gang

Profeternes forudsigelser af dom og forbandelse gik grundigt i opfyldelse. I år 722 f.Kr. blev den nordlige del af Israel erobret af stormagten Assyrien og israelitterne i Nordriget spredt for alle vinde. Og i år 586 f.Kr. kom turen til den sydlige del af Israel. Stormagten Babylon erobrede Juda rige og lagde Jerusalem i ruiner. Mange israelitter flygtede til nabolandene, og mange andre blev tvunget i landflygtighed i Babylon.

År 586 f.Kr. blev et vigtigt – og tragisk – år i Israels historie, fordi det satte punktum for det gamle, bibelske kongerige Israel. Situationen blev præcist som Moses og profeterne havde forudsagt: Israels land var under fremmed herredømme, og Israels folk levede i landflygtighed blandt folkeslagene ud over jorden.

Domsprofetierne gik altså i opfyldelse.

Men hvordan gik det med Moses og profeternes forudsigelse om det, der skulle komme efter adspredelsen? Hvad med profetierne om Israels velsignede fremtid?

En oversigt over Israels historie fra 586 f.Kr. og frem til i dag gør situationen helt klar: Kun to gange i de sidste 2.600 år har Israels folk haft et selvstændigt rige i Israels land.

Første gang var hundrede år før Jesus. Forhistorien var, at en del landflygtige jøder fra Babylon fik lov til at vende tilbage til Jerusalem efter Perserrigets sejr over det babylonske rige i 539 f.Kr. I Jerusalem genopbyggede de templet (Ezra 1-6; Haggaj). I løbet af 400-tallet blev den lille jødiske koloni i Jerusalem styrket under Ezra og Nehemias (Ezra 7-10; Nehemias). Men gennem alle årene var Israels land stadig under fremmed herredømme, og flertallet af Israels folk stadig i landflygtighed. Tilbagekomsten fra Babylon i 500- og 400-tallet kulminerede, da jøderne i Israel i 167 f.Kr. gjorde oprør mod det hellenistiske styre og gennem et langvarigt oprør genvandt friheden og selvstændigheden.

Israel blev igen et selvstændigt rige for Israels folk! Landet blev regeret af en jødisk kongeslægt, hasmonæerne eller makkabæerne, som de også bliver kaldt. De var ganske vist hverken af Davids slægt eller af Juda stamme, men de var dog jødiske konger!

Selvstændigheden varede mindre end 100 år. I forbindelse med en borgerkrig sendte Romerriget en hær til Israel, og i år 63 f.Kr indtog de landet. Romerne regerede Israel ved hjælp af lokale regenter og senere ved hjælp af romerske statholdere. Men uanset regeringsformen var situationen nu den samme som efter 586 f.Kr.: Israels land var under fremmed herredømme, og det store flertal af israelitterne levede spredt blandt folkene.

Sådan fortsatte det i de næste 2000 år. Først i 1948 opnåede det jødiske folk igen at få en selvstændig stat i folkets gamle landområde. Der havde altid boet et mindre antal jøder i landet, men i slutningen af 1800-tallet var jøder fra diasporaen begyndt i større antal at vende tilbage til Israels land. Oprettelsen af staten Israel den 14. maj 1948 satte for alvor skub i tilbagekomsten af jøder til Israel. I 1948-1950 immigrerede over en halv million jøder fra hele verden til Israel.

Siden har nye indvandringsbølger bragt yderligere hundrede tusinder af jøder til Israel. Og i dag lever næsten halvdelen af verdens cirka 13 millioner jøder i Israels land.

Hvad med profetierne?

Moses og profeterne forudsagde, at Israels folk efter landflygtigheden en dag skulle vende tilbage til landet i Mellemøsten. To gange siden landflygtigheden i 586 f.Kr. har der været sådan en tilbagekomst, der har kulmineret i et selvstændigt Israel: 1) tilbagekomsten fra Babylon og selvstændigheden under hasmonæerne og 2) den moderne stat Israel.

Hvad er forholdet mellem disse to perioder og profetierne?

Var hjemkomsten fra Babylon og den senere selvstændighed under hasmonæerne en opfyldelse af profetierne? Ja, det var den! Indledningen på Ezras Bog slår utvetydigt fast, at hjemkomsten fra Babylon skete »for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes« (Ezra 1:1).

Betyder det, at profetierne om Israels fremtid dermed én gang for alle var opfyldt i århundrederne før Jesus? Nej, det betyder det ikke! Mange forhold i profetierne viser, at hjemkomsten fra Babylon kun var en foreløbig og mangelfuld opfyldelse af Moses’ og profeternes forudsigelser. Mange ting i profetierne blev aldrig opfyldt i århundrederne før Jesus. Lad os se tre eksempler:

1) Profeterne understreger, at når israelitterne kommer hjem til deres land igen, skal de aldrig mere miste det. Flere af profeterne bruger et stærkt hebraisk udtryk, der i den danske oversættelse er gengivet med »ikke mere«eller »aldrig mere«. Amos udtrykker det på denne måde: »Jeg planter dem på deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op fra den jord, jeg har givet dem« (Amos 9:15 jf. Ez 36:11-15). Jeremias giver følgende løfte om Jerusalem: »Byen skal aldrig mere rykkes op med rode og jævnes med jorden« (Jer 31:40).

Altså: Når hjemkomstprofetierne går i opfyldelse, skal Jerusalem aldrig mere ødelægges, og israelitterne aldrig mere smides ud af deres land!

Men efter hjemkomsten fra Babylon og selvstændigheden under hasmonæerne mistede Israel igen sin selvstændighed. Jerusalem blev igen ødelagt, og folket blev igen fordrevet ud over hele jorden. Derfor var begivenhederne dengang ikke den endelige opfyldelse af profetierne.

2) Profetierne kæder Israels hjemkomst til landet sammen med Messias, der skal regere folket. Stærkest siges det måske af Ezekiel: »Min tjener David [det vil sige Messias] skal være konge over dem, og … de skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid« (Ez 37:24-25 jf. Ez 34:23-31).

Under hjemkomsten fra Babylon kom en mindre del af folket godt nok tilbage, og under hasmonæerne blev landet også selvstændigt igen, men det var ikke Messias men i høj grad syndige konger af Levi stamme, der regerede. Messias kom overhovedet ikke i den periode. Derfor var begivenhederne dengang ikke den endelige opfyldelse af hjemkomstprofetierne.

3) Profetierne kæder Israels hjemkomst til landet sammen med en vækkelse, hvor folket som helhed skal omvende sig og leve i tro på Israels Gud. I århundrederne efter hjemkomsten fra Babylon var der enkelte perioder med vækkelse, for eksempel under Ezra (Ezra 9-10). Men der var ikke tale om en vedvarende renselse af folket fra synd og frafald. Derfor er hjemkomsten fra Babylon fra 500-tallet f.Kr. og frem ikke den endelige opfyldelse af hjemkomstprofetierne.

Konklusionen er derfor, at profetierne hos Moses og profeterne om en velsignet periode i Israels historie efter landflygtigheden aldrig er gået i opfyldelse. Der er intet tidspunkt gennem de sidste 2.500 år, som opfylder det billede, som først Moses og siden profeterne tegnede af Israels fremtid.

Ikke før i moderne tid.

Profetierne og staten

Immigrationsbølgerne i slutningen af 1800-tallet og videre gennem 1900-tallet ændrer situationen. Jøder i større tal end nogensinde før i verdenshistorien vender tilbage til Israels land. Landet bliver genopdyrket og genopbygget i en grad som aldrig før. Og samtidig begynder en lille bevægelse af jøder, der tager imod Jesus som Messias.

Netop de ting, som Moses og profeterne talte om, er begyndt at ske for vores øjne. Dét er baggrunden for at vurdere forholdet mellem de bibelske profetier og oprettelsen af staten Israel i 1948.

Profeterne lovede ikke blot, at Israels folk skulle komme hjem til deres land. De lovede også, at folket skulle tage landet i besiddelse, altså få herredømmet over det.

Gennem Ezekiel gav Gud Israels land og bjerge dette løfte: »Jeg bringer mennesker, mit folk Israel, til jer. De skal tage dig i besiddelse, så du bliver deres ejendom« (Ez 36:12).

Israels folk skal igen komme i besiddelse af Israels land. Det var Guds løfte gennem Moses og profeterne. Derfor er staten Israels oprettelse den 14. maj 1948 en vigtig milepæl i den fremtid, Gud har lovet Israel.

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad handler profetierne om? – en kritik af den såkaldte erstatningsteologi Den såkaldte »erstatningsteologi« siger, at profetierne i Det Gamle Testamente handler om den kristne kirke. Men er det rigtigt? I artiklen sætter Ole Andersen spørgsmålstegn ved […]
  • Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier)  Det Gamle Testamente er fuld af domsprofetier mod Israel. Hvad skal vi stille op med den slags domsprofetier i dag? I august 586 f.Kr. var lidelserne i Jerusalem blevet […]
  • Løven af Juda stamme Historien om løven af Juda stamme er historien om klage og sorg. Det er også historien om en overraskende forbindelse mellem nogle skriftsteder, der sjældent bliver læst. Men først og […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development