Verdens største fredsbevægelse kalder

Verdens største fredsbevægelse kalder

Det forener Jensens i Videbæk, Hansen i Haderslev, bibelkredsen i Ballerup, nogle af de store kirker i Århus, Randi og Rasmus i Rødovre, missionsfolk i Græsted og mange flere mellem Nexø og Hvide Sande. Og for resten også millioner af kristne i alverdens lande ud over jordkloden. Det, der forener disse kristne, er, at de beder for Israel. Derhjemme, i kirken, til møder i store eller mindre grupper bliver der bedt for Israels folk. Hvorfor det? Hvorfor i alverden skal kristne bede for Israel?

Bøn for alle

Bibelen opfordrer os til at bede for alle mennesker. Det skriver Paulus faktisk, tilmed med et rimeligt stærkt ordvalg: »Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker« (1 Tim 2:1).

Alle mennesker?! Det er noget af en udfordring. Men med et øjebliks eftertanke giver det rigtig god mening. For som Paulus skriver i de efterfølgende vers, elsker Gud alle mennesker og vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2:3-4). Vi har fået til opgave at elske lige som han, derfor giver det mening at bede for alle mennesker.

Men samtidig med, at Bibelen opfordrer os til at bede for alle mennesker, nævner den også bestemte grupper af mennesker, som vi særligt skal bede for.

Det gælder andre kristne eller »alle de hellige«, som Paulus udtrykker det (Ef 6:18). Jesus kalder os til at gøre godt mod vores medkristne, derfor er det naturligt, at Bibelen også opfordrer os til at lade kærligheden give sig udslag i forbøn.

Også syge opfordrer Bibelen særligt til at bede for (for eksempel i Jak 5:13-18). Også det er indlysende, fordi de jo på særlig måde har brug for hjælp.

En tredje gruppe, vi opfordres til særlig forbøn for, er »konger og alle i høje stillinger« (1 Tim 2:2). Det er også let at forstå – hvem kan ikke se, at politikerne og statslederne i den grad har brug for hjælp! Desuden er det vigtigt for os alle, at lederne i det samfund, vi lever i, er gode ledere. Det er dybt forfærdeligt at bo i et land med grusomme ledere – det har historien alt, alt for mange eksempler på. Så en bøn for landets ledere er jo i sidste ende en bøn for mig selv.

Alt dette giver rigtig god mening! Men hvorfor bede for Israel?

Skal kristne i Danmark – Jensen i Haderslev og Hansen i Århus, som måske ikke kender en eneste jøde og måske aldrig har været i Israel, virkelig bede særligt for Israels folk?

Ja, det skal de!

Salme 122

Kristne skal bede for Israel. Det siger Bibelen meget klart.

Et vigtigt sted er Salme 122. Det er her, David formulerer det nok kendteste vers i hele Bibelen, når det gælder bøn for Israel: »Bed om fred for Jerusalem« (Sl 122:6).

Men David taler jo kun om Jerusalem! Ikke om hele Israel!

Derfor er det vigtigt, at vi lægger mærke til, hvordan David beskriver Jerusalem i salmen.

For det første beskrives Jerusalem som stedet for »Herrens hus«, templet (vers 1 og 9). Jerusalem er hele Israels åndelige centrum, det eneste sted i Israel, hvor der måtte ofres til Gud.

For det andet er Jerusalem et valfartssted, altså samlingsstedet for hele Israels folk (vers 3-4). Sådan var det ikke blot på Det Gamle Testamentes tid, men også på Jesu tid og gennem alle årene frem til den dag i dag. Når man beder for Jerusalem, beder man for hele Israels folk, fordi Jerusalem er stedet, hvor folket samles.

For det tredje beskriver David Jerusalem som hovedstaden. Her stod tronen for Davids-dynastiet, herfra regerede (»dømte«) kongerne hele folket. Når man beder for Jerusalem, er det selve regeringscentret med folkets ledelse, man beder for.

Derfor er bønnen for Jerusalem i virkeligheden en bøn for hele Israels folk. At bede for Jerusalem er at bede til gavn for hele folket, som David også siger det i vers 8: »For mine brødres og venners skyld siger jeg: Fred over dig [Jerusalem]!« For David var det at bede om fred over Jerusalem det samme som at gavne sine landsmænd.

Opfordringen er altså klar nok: Bed for Jerusalem, det vil sige bed for hele Israels folk!

Emnet for bønnen er også klart: shalom, fred.

Shalom bruges i Bibelen i meget bred forstand om både politisk fred, materiel velstand, harmonisk gudsforhold og den genoprettede paradistilstand på den nye jord. At bede om fred for Jerusalem er derfor at bede om både gode og fredelige forhold for Israels folk her på jorden, om folkets frelse gennem Messias og om folkets delagtighed i den evige shalom på den nye jord.

Esajas 62

Nogle århundreder senere bruger profeten Esajas endnu stærkere ord end David. Det sker i Es 62:6-7, som består af to små afsnit:

a) Vægterne på Jerusalems mure (Es 62:6a)

Gud siger gennem Esajas, at han udnævner nogle mennesker til at være »vægtere« på Jerusalems mure. Vægtere, der uden ophør skal udråbe det, de har at sige, både nat og dag. Hvem er disse »vægtere«? Hvad er deres opgave? Det bliver tydeligt i det andet lille afsnit:

b) De bedendes bøn for Jerusalem (Es 62:6b-7)

Her er der ikke bare en situationsbeskrivelse, men en direkte henvendelse til dem, det handler om, nemlig »I, der påkalder Herren«. Det vil sige alle, der beder.

I, der tror på Israels Gud og beder til ham, I skal gøre to ting: For det første skal I ikke unde jer selv ro, altså ikke slappe af, ikke tage en pause. For det andet skal I ikke unde Gud ro – det vil sige, I skal blive ved med at bede til Gud, blive ved med at påminde ham.

Hvad er det, de bedende skal bede om? At Gud skal gøre Jerusalem til lovprisning på jorden. Flere gange lover Gud gennem profeterne, at Jerusalem og det frelste Israel en dag skal blive årsag til lovprisning af Gud på jorden (for eksempel Sef 3:19).

Når nyhederne i dag går ud fra Jerusalem, er de sjældent årsag til lovprisning rundt om på jorden. Oftest tværtimod! Men Gud opfordrer altså alle bedende om at blive ved med at bede for Jerusalem indtil den dag, hvor byen bliver årsag til lovsang.

Vægterne er altså de mennesker, der beder til Gud. Dem giver Gud selv den særlige opgave at bede om Jerusalems frelse!

Eksemplet Paulus

Vi har altså to steder i Det Gamle Testamente, hvor Gud helt klart gennem David og Esajas opfordrer (påbyder!) de troende at bede for Jerusalem og Israel.

Denne formaning tog de første kristne alvorligt. Det ser vi, hvis vi går hen til Det Nye Testamente.

I brevet til menigheden i Rom fortæller Paulus følgende om sit eget forhold til sine jødiske landsmænd: »Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses« (Rom 10:1).

Paulus beder af hele sit hjerte for Israels frelse! Dermed bliver han et eksempel på et menneske i Det Nye Testamente, der i den grad efterlever de to formaninger fra Det Gamle Testamente, som vi lige har set på.

Hvorfor for Israel?

Bibelen formaner os til at bede for Israel! Men vi har stadig ikke svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi skal bede for Israel. Vi skal bede for alle mennesker – men hvorfor specielt for Israels folk?

Svar 1: Fordi Gud siger det

Det letteste svar er selvfølgelig at sige: Fordi Gud siger det! Gud har formanet os til det i Bibelen, så skal vi selvfølgelig gøre det! Han har endda formuleret det rimeligt indtrængende og sagt, at vi ikke må unde ham ro i forbønnen for Israel.

Det er et indlysende rigtigt svar. Men vi behøver ikke at nøjes med det. Så vidt jeg kan se, giver Bibelen os to svar mere på spørgsmålet.

Svar 2: Fordi vi skylder Israel det

Det andet svar hænger nøje sammen med det, som Det Nye Testamente generelt siger om vores forhold som kristne til Israels folk.

Det Nye Testamente understreger, at Gud har brugt Israels folk til at skabe vores frelse. Gennem alt det, som Gud har gjort med Israel, har han givet de hedningekristne nogle enorme skatte og rigdomme (Rom 9:1-5; 11:11-12).

Det får en vigtig konsekvens. Når Israels folk er det redskab, Gud har brugt til at velsigne os, så står vi i taknemlighedsgæld til dem. Det betyder, at vi skylder at hjælpe dem med materielle goder (Rom 15:25-27). Men hvis vi skylder at hjælpe Israel materielt, hvor meget mere skylder vi så ikke at hjælpe dem med forbøn?!

Her får vi altså det andet svar på spørgsmålet: Hvorfor skal vi bede for Israel? Fordi vi har fået så meget fra dem! Fordi det har kostet dem dyrt ned gennem historien at være det folk, Gud skulle bruge til at skabe frelsen for alle mennesker. Som tak er det mindste, vi kan gøre, da at bede for dem!

Svar 3: Fordi Gud ønsker ’medarbejdere’

Bibelen giver også et tredje svar på spørgsmålet. Lad os igen se på Es 62:6-7, hvor Gud formaner alle bedende til at bede om Jerusalems forløsning. Det bemærkelsesværdige her er den sammenhæng, opfordringen står i. I de foregående vers har Gud nemlig lovet, at Jerusalem en dag skal blive genopbygget og frelst og højt elsket af Gud. Den dag skal alle folkene se det, og de skal lovprise Gud for det (Es 62:1-5 jf Sef 3:19-20).

Altså: I vers 1-5 lover Gud, at Jerusalem og Israel en dag skal blive forløst. Og i vers 6-7 opfordrer han stærkt alle bedende til at bede om det!

Her ser vi et princip, som vi møder mange gange i Bibelen. Gud lover noget, som han vil gøre, men samtidig inviterer han os til at være med til at bede om det.

Guds rige for eksempel! Utallige steder siger Bibelen, at Guds rige en dag vil komme fuldt ud. Både Det Gamle og Det Nye Testamente taler helt klart om det. Det er ikke noget usikkert! Alligevel lærer Jesus os i Fadervor at bede om, at Guds rige må komme.

Et andet eksempel er fra Johannes’ Åbenbaring. Den er nærmest ét langt budskab om, at Jesus nok skal komme igen. Bogen slutter da også med dette umisforståelige løfte fra Jesus: »Ja, jeg kommer snart« (Åb 22:20). Men straks efter står bønnen: »Kom, Herre Jesus!«

Gud har allerede bestemt, hvad han vil gøre. Frelseshistorien er planlagt – han ved, hvilke tanker han tænker om Israel, om os og om hele verden. Men det, Gud har planlagt at gøre, vil han gerne gøre som svar på vores bøn! På den måde får vi lov til at være en slags medarbejdere på det, som Gud allerede har planlagt at gøre.

Det er et generelt princip i Bibelen, men det gælder også Israel. Gud har planlagt, at han en dag vil forløse Jerusalem og frelse Israels folk. Men han ønsker, at vi skal bede ham om det – lige indtil det er gået i opfyldelse!

Det er det tredje svar: Jensens i Videbæk, Randi og Rasmus i Rødovre og alle kristne mellem Nexø og Hvide Sande skal bede for Israels folk, fordi Gud ønsker at have os som »medarbejdere« på opfyldelsen af hans løfter.

At bede for Israel er at være medarbejder i verdens største fredsbevægelse!

Kilde: www.ordetogisrael.dk

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Profetisk Lys fra Israel til os (GT’s Domsprofetier) Det Gamle Testamente er fuld af domsprofetier mod Israel. Hvad skal vi stille op med den slags domsprofetier i dag? I august 586 f.Kr. var lidelserne i Jerusalem blevet uudholdelige. […]
  • Det Jødiske Påskemåltid og Evangeliet Når jøder i dag fejrer påskemåltid, sker det stort set, som da Jesus og disciplene gjorde det skærtorsdag aften. Ligheden kaster et overraskende lys over den kristne nadver. Den 19. […]
  • Løven af Juda stamme Historien om løven af Juda stamme er historien om klage og sorg. Det er også historien om en overraskende forbindelse mellem nogle skriftsteder, der sjældent bliver læst. Men først og […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development