Løven af Juda stamme

loeven-af-juda-stamme

Historien om løven af Juda stamme er historien om klage og sorg. Det er også historien om en overraskende forbindelse mellem nogle skriftsteder, der sjældent bliver læst. Men først og fremmest er det historien om kongeslægten i Jerusalem og dens fortid og fremtid.

Det var katastrofetider. På 23 år væltede den ene katastrofe værre end den anden ind over Israel. Fire gange måtte Israel skifte konge på disse 23 år. Og det var ikke ligefrem på grund af kongernes alderdom!

Det var ellers begyndt så godt. Kong Josija var en af Juda riges bedste konger overhovedet. Allerede som otteårig havde han officielt overtaget tronen efter sin ugudelige far, der i 640 f.Kr. blev dræbt under et mislykket kupforsøg i kongepaladset i Jerusalem.

Efterhånden som Josija blev ældre og i praksis overtog magten i landet, gennemførte han en storstilet reformation. Israels Guds pagt med folket skulle igen i højsædet. Afgudsdyrkelsen skulle bekæmpes.

Sjældent havde Jerusalem haft så from en konge, der helhjertet var med Israels Gud. Josija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, og fulgte helt i sin forfader Davids spor (2Kong 22:1-23:30).

Næsten 400 år var gået, siden David havde været konge i Israel og gjort Jerusalem til landets hovedstad. Igennem alle årene havde Davids-slægten siddet på tronen i Jerusalem. Nogle af kongerne havde været gode, andre dårlige. Men i Josija havde den gamle kongeslægt nået endnu et højdepunkt i retfærdighed og fromhed.

23 års forfald

Men reformationen holdt ikke. Trods Josijas store indsats slog vækkelsen ikke for alvor igennem i folket. Det bliver tydeligt i de tragiske begivenheder efter Josijas død i 609 f.Kr.

Frafaldet blev igen åbenlyst i Israel. Tre af de fire konger, der regerede i Jerusalem fra 609 til 586 f.Kr., var sønner af den fromme reformator Josija, og én var barnebarn. Men alle fire brød med det, de var blevet oplært i og havde set hos deres far og bedstefar. Resultatet blev gruopvækkende.

Den første af de fire konger hed Joakaz. Han var søn af Josija. Han fik lov til at nyde det søde liv som konge i tre måneder. Så smed den egyptiske konge ham i fængsel i Egypten, og dér blev han, til han døde (2Kong 23:31-35).

Næste mand på tronen var Jojakim. Også han var søn af Josija. Under ham var Juda rige skiftevis underlagt Egypten og Babylon, der begge krævede store skattebeløb. Til sidst valgte kong Jojakim at gøre oprør mod Babylon. Og han var heldig – han nåede nemlig lige at dø en naturlig død, inden Babylons hær nåede frem til Jerusalem for at straffe hans oprør (2Kong 23:36-24:7).

Hans søn Jojakin var mindre heldig. Sammen med tronen arvede han sin fars oprør mod Babylon. Tronen fik han kun lov at beholde i tre måneder. Men oprøret kom han til at lide under i årevis i fangenskab og landflygtighed i Babylon (2Kong 24:8-17; 25:27-30).

Sidste konge var Sidkija. Da Jojakin var blevet ført i eksil i Babylon, lod kong Nebukadnesar hans onkel Sidkija indsætte som konge i Jerusalem. Efter nogle år gjorde også Sidkija oprør mod Babylon. Og denne gang viste Nebukadnesar ingen barmhjertighed med det oprørske Juda rige.

Året var 586 f.Kr. Jerusalem blev jævnet med jorden. Israels Guds tempel blev brændt ned. Tusinder af israelitter døde under krigen af sult eller smitsomme sygdomme eller blev dræbt af de babylonske soldater. Andre tusinder blev ført i landflygtighed i Babylon eller måtte flygte til Egypten og de øvrige nabolande.

Juda rige var ophørt med at eksistere. Den sidste rest af Davids gamle Israel var udslettet.

Selv blev kong Sidkija taget til fange af de babylonske soldater. Og de var ikke blødsødne. Han blev tvunget til at se på, at de huggede hovederne af hans sønner. Og for at være sikre på, at han aldrig glemte synet, stak de straks efter øjnene ud på ham. Så kunne han sidde i sine lænker i Babylon og tænke på det sidste, hans øjne havde set i denne verden (2Kong 24:18-25:7).

Løftet om løven

Sidkija blev den sidste konge i Jerusalem. Davids-dynastiet, der havde siddet på tronen i mere end 400 år, var færdigt.

Katastrofen var værre, end det lyder. Det var ikke blot en stakkels kongefamilie, der led under fængslinger, tortur og død. Det var ikke blot et selvstændigt land, der blev udslettet, og et dynasti, der ophørte. Det var selve Guds løfte til Israel, der tilsyneladende var brudt.

Mere end tusind år tidligere havde Gud nemlig gennem patriarken Jakob lovet, at der en dag i Juda stamme skulle komme en hersker, som ikke blot Israel men alle folk på jorden skulle adlyde. En mægtig konge af Juda stamme med herskerstav (1Mose 49:8-12).

På grund af dette løfte havde Jakob sammenlignet Juda stamme med en løvefamilie. Som ungløven, der vender hjem med byttet, skal kongen af Juda stamme være sejrrig. Som løven, der har lagt sig til hvile i ophøjet majestæt, skal kongen af Juda stamme regere uforstyrret.

Med David begyndte Jakobs profeti at gå i opfyldelse. For første gang nogensinde blev Israel regeret af en konge af Juda stamme. Og gennem hofprofeten Natan gjorde Gud det klart, at løftet om den fremtidige, evige konge blandt alle slægterne i Juda stamme ville blive opfyldt i netop Davids slægt (2Sam 7).

Davids slægt blev et kongedynasti. Århundrede efter århundrede sad Davids efterkommere på hans trone i Jerusalem. Indtil undergangen under kong Sidkija i det tragiske år 586 f.Kr.

Klagesangen over løvefamilien

En dag i løbet af Davids-dynastiets sidste 23 års dramatiske nedtur sang profeten Ezekiel en klagesang over den gamle kongefamilie.

Klagesangen står i Ez 19. Den er hjerteskærende. Ezekiel tager tråden op fra patriarken Jakobs maleriske sammenligning af kongeslægten med en løvefamilie.

Men nu er det ikke længere en sang om løvefamiliens ophøjede majestæt. Tværtimod. Vel er de nye skud på løvefamiliens stamtræ unge og stærke løver. Men de fanges i fælder og slæbes til henholdsvis Egypten og Babylon, så deres brøl ikke længere kan høres i Israels bjerge.

De stolte og sejrrige løver er blevet til dyr i bur langt fra Israels land.

Havde Gud ikke lovet, at der skulle komme en »løve« af Juda stamme og regere Israel og verden? Men nu på Ezekiels tid var der ikke mere »løvebrøl« i Israel. Kongeslægten var gået under i fangenskab og vanære. Løverne af Juda stamme havde mistet herskerstaven. Hvad var der blevet af Guds løfte?

Der var virkelig grund for Ezekiel til at synge en klagesang. En dødsklage blev det!

Stop så den klagesang!

Århundrederne gik. Og der sad stadig ingen konge af Juda stamme på tronen i Jerusalem. Det meste af tiden var der slet ingen trone i Jerusalem. Løvefamilien, Juda stamme, var ikke til at få øje på. Ingen ungløve rejste sig og indtog Davids gamle trone.

Generation efter generation kunne synge med på Ezekiels klagesang over det døde dynasti.

Men en dag afbrød Gabriel klagesangen. Englen Gabriel, der af Gud var blevet sendt på besøg hos en efterkommer af den gamle Juda stamme, pigen Maria i Nazaret.

Han fortalte hende, at hun skulle føde en søn. Men ikke bare det! Englen erklærede, at »Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1:32-33).

Næsten 600 år var der gået, siden den sidste »løve af Juda stamme« var blevet trukket i fangenskab i Babylon. 600 år uden konge og hersker. Men nu fremstod et nyt skud af den gamle kongeslægt. En konge, der skal regere til evig tid. Nu skal Jakobs gamle profeti om »løven«, der skal herske over alle folkene, opfyldes.

Jesus er løven af Juda stamme. Han er Israels konge. Han vil opfylde alt det, profeterne har lovet om den dag, hvor Israels folk skal komme hjem til deres land, blive frelst fra deres frafald og få Messias til konge. Hans kongedømme skal omfatte alle folk på jorden. For evigt.

Jesus er Israels konge. På det punkt havde Pilatus ret, da han på korset skrev: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge« (Joh 19:19-22).

Men det er endnu ikke synligt. Først når Jesus kommer igen, skal hans kongerige blive synligt. Sådan som vi beder om det med bønnen: »Komme dit rige!«. Først den dag, hvor Gud igen sender sin Salvede fra himlen til jorden, vil vi se de sidste løfter til Israel og folkene gå i opfyldelse (Apg 3:19-21).

Retfærdighedens og ærens konge kommer. Fred og frelse skal igen regere jorden. Synd og død må vige. Guds rige kommer.

Men fordi Jesus allerede er kommet, er situationen allerede nu ændret dramatisk. Opfyldelsen af løftet om kongen, Løven af Juda stamme, er undervejs. Han har allerede givet dødsstødet til fjenderne, og nu venter vi bare på den dag, hvor han skal tiltræde sit kongedømme.

Derfor slutter Bibelen ikke med en klagesang over Judas løvefamilie. Tværtimod! Klart og stærkt lyder opfordringen i Bibelens sidste bog: »Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret« (Åb 5:5).

Løven af Juda stamme, Jesus Messias, har sejret!

Derfor kan Ezekiel, Israel og alle vi andre godt stoppe klagesangen.

Kilde: Ordet og Israel juni 2009

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Det Jødiske Påskemåltid og Evangeliet Når jøder i dag fejrer påskemåltid, sker det stort set, som da Jesus og disciplene gjorde det skærtorsdag aften. Ligheden kaster et overraskende lys over den kristne nadver. Den 19. […]
  • Israel og Messias Det bliver tit sagt i kirken: ”Jøderne forkastede messias, i århundred havde de længtes efter ham og da han så endelig kom forkastede de ham”. Spørgsmålet er om det er rigtigt? Det […]
  • Den kristne dåb på jødisk baggrund Uden forklaring af nogen art siger Jesus til hans disciple, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development