Klæder skaber folk

klæder

facebook - Poul Hoffmann2Klart og ligetil begynder det hele i lignelsen. Kongen er Gud, kongesønnen er Jesus, tjenerne er profeterne, de uværdige indbudte er det Israel, som endog dræber profeterne (altid erindrende, at disciplene jo altså også var israelitter), og som straffes med Jerusalems ødelæggelse.

Teksten

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.  Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« (Matt 22:1-14)

Klart og ligetil begynder det hele i lignelsen. Kongen er Gud, kongesønnen er Jesus, tjenerne er profeterne, de uværdige indbudte er det Israel, som endog dræber profeterne (altid erindrende, at disciplene jo altså også var israelitter), og som straffes med Jerusalems ødelæggelse. De onde og gode ude ved vejene er hedningefolkene, der hentes ind i kirken til kærlighedens forening med Kristus og den store bryllupsfest ved tidernes ende. Her er de bryllupsgæster, andetsteds i Ny Testamente bruden selv; den slags kan give forstyrrelse i billeder, men ikke i lignelser, som er mere end billeder.

Men så kommer til sidst det med den arme fyr, der fik en så grusom medfart, blot fordi værten ikke fandt hans påklædning tilfredsstillende. Hvad skal det forestille? Hvad stikker der under?

Bevares, man kan godt sidde i kirken ved en barnedåb – eller et bryllup – og få nogle herlige farisæiske associationer: alle de der kirkefremmede, der gebærder sig som på en markedsplads og flintrer rundt med deres videokameraer og ikke har begreb om at rejse sig, når de skal – de er ganske vist i deres fineste puds, men de har da vist ikke bryllupsklæderne på. Mon ikke de kunne trænge til at blive sat lidt uden for døren. Ikke lige hende, der sidder der med stjerner i øjnene, som om hun er til juletræ, men så bøflen derovre, som hele tiden bestræber sig på at demonstrere sin overlegne foragt for alt det “hellige”, han er tvangsindlagt til. Alligevel, alligevel – at binde hænder og fødder på ham og smide ham ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren, må nok siges at være i overkanten. Sådan er Gud vel ikke? Forklaring udbedes.

Der er en god forklaring, som jævnlig bliver givet, men måske sjældent tænkt til bunds.

Bryllupsklæderne, som manden havde undladt at iføre sig, var nogle, som gæsterne havde fået til lejligheden af den kongelige vært. Om der bestod en sådan skik i nytestamentlig tid, vides ikke med sikkerhed, men det svarer i hvert fald til de “lysende rene linnedklæder”, der i skildringen af Lammets bryllup i Johannes’ Åbenbaring bliver givet bruden = de frelste at klæde sig i.  At kaste vrag på bryllupsdragten og møde op i sit eget tøj var så i den jordiske situation, som lignelsen bruger til illustration, majestætsfornærmelse. I den åndelige virkelighed, som det egentlig drejer sig om, var det noget værre.

For hvad er det nærmere for klæder? “Linnedklædeme er de helliges retfærdige gerninger,” forklares det i Åbenbaringen. Det vil sige de kærlighedens gerninger, der i kraft af frelsen og helliggørelsen i Kristus gror i en kristens liv, ligesom blomster og frugter vokser på et træ, uden at det er træets fortjeneste, simpelt hen fordi det er levende. De “retfærdige gerninger” er modsætningen til de forpjuskede “gode gerninger”, som mennesker forsøger at frelse og helliggøre sig selv ved.

Hvilket skulle være noget såre velkendt ikke mindst i en luthersk sammenhæng, men åbenbart ikke er mere velkendt, end at der til stadighed lyder ufatteligheder om en “modsætning” mellem “gerningsretfærdigheden” i Jakobs Brev og “trosretfærdigheden” hos Paulus. Der er, selvfølgelig, ikke skygge af “gerningsretfærdighed” i nogen egentlig forstand hos Jakob. Han påpeger blot, at et træ, som der aldrig vokser noget som helst på, er dødt.

Gerningsretfærdigheden i egentlig forstand, menneskets forsøg på selv at vinde sig frelsen ved at gøre gode gerninger, er ikke blot som at spænde vognen for hesten; det er dybest set en gentagelse af Adams og Evas forsøg på at gøre sig selv til guder. Og at møde op i de pjalter ved kongesønnens bryllup er et attentat på selve verdensgenfødelsen, et forsøg på at bjerge syndefaldet og dets konsekvenser gennem dommen og påføre den evige salighed en ny livstruende infektion.

Derfor den hårde fremfærd: Aldrig i evighed et syndefald igen.

Overrasket blev manden, som det gik ud over, garanteret ikke. Han tav,  fordi han vidste, at den var gal, ligesom Adam og Eva vidste det ved syndefaldet.

Ved vi også, når den er gal? Bliver vi ved at hente en lyserød hårsløjfe eller et calypsofarvet slips i vor gerningsretfærdigheds store klædeskab, fordi vi synes, det passer så godt til bryllupsdragten? Kan eller vil vi ikke se, hvordan det ødelægger det hele?

Vi må hellere se at få tøjet i orden. For døren til bryllupssalen bliver nok lukket inden ret længe.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 28. oktober 1995

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • At kende det evige liv Vi nærmer os alle enden på livet, men i troen på Kristus ved vi også at vi nærmer os snarere begyndelsen. Det er lidt dristigt at forsøge at sætte ord på noget i forbindelse med det […]
  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • Fri til at elske I kristendommen drejer det sig ikke om et liv efter døden, det drejer sig om dødens afskaffel­se. Og dermed begyndelsen på livet, det ægte liv, som ikke er på dødens […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development