At kende det evige liv

kend Jesus

facebook - Poul Hoffmann2Vi nærmer os alle enden på livet, men i troen på Kristus ved vi også at vi nærmer os snarere begyndelsen.

Det er lidt dristigt at forsøge at sætte ord på noget i forbindelse med det evige liv. Til syvende og sidst er det jo noget, der bedst forstås hinsides alle ord. Alle andre ord end Bibelens.

For et par år siden var der én i vores bibelkreds, der en aften fortalte, at lægerne kun havde givet ham en kort tid at leve i. Han var selv læge; han vidste alt, hvad der var at vide. Han og hans kone havde været hos bedemanden for at få ordnet tingene. Der var meget at ordne; to måneder senere var den store kirke ved at revne af mennesker ved begravelsen. Han havde haft en omsorg for andre og en hjertets visdom af de sjældne.

Der var en mærkelig fred over den aften i bibelkredsen, hvor han fortalte det. Umiddelbart var tragedien bundløs, han nåede ikke at blive halvtreds; han efterlod sin kone og fem børn. Men den aften – kerteflammerne var som små kighuller ind til den evige fred.

Jeg kom til at tænke på den franske præsident Mitterand, som var alvorligt syg de sidste år af sin præsidenttid. Alle vidste det. Der var engang en tv-journalist, der spurgte ham, hvordan han havde det.

»Jo,« svarede han med et lille smil, »jeg nærmer mig enden – som vi alle gør.«

Det slog mig i al sin sandhed. At vi alle sammen nærmer os enden. Den kan komme ved sygdom, ved alderdom, ved en ulykke – men vi er under alle omstændigheder på vej til den. Og medmindre Kristus kommer igen forinden, når vi enden. Den, der har fået to måneder at leve i, og den, der måske får halvtreds år til – de er med det samme tog, uanset hvilken vogn de sidder i. Der kan godt være nogle illusioner, som det er lettere at gøre sig i de bagerste vogne end i de forreste; men det er altså illusioner.

Den aften var der ikke plads til illusioner, men der var heller ingen brug for dem. Vi vidste, at vi alle sammen nærmede os enden; at vi sad i samme tog. Men vi vidste det med, hvad Paulus kalder Guds fred, som overgår al forstand. Hinsides alle ord og forklaringer.

Begyndelsen

For der var en ting mere, vi vidste: at i troen på Kristus er det ikke enden, vi nærmer os.

Det er snarere begyndelsen. Paulus, som elskede livet, så frem til, som han siger, at bryde op og være sammen med Kristus, i himlen, i venten på opstandelsens dag. »Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren,« skrev han. Døden gør for så vidt ingen forskel, for i Kristus er den besejret. Den er begyndelsen til opstandelsen. Adskillelsen er begyndelsen til gensynet. Sorgen er begyndelsen til den evige glæde.

Det er den samme erkendelse, der for eksempel ligger bag Wesleys og Grundtvigs salme »Helgen her og helgen hisset er i samme menighed«. Som det videre hedder: »Derom haver os forvisset han, som alle dybder ved.« Ja, det med at forstå det evige liv hinsides alle ord, at kende det, det vil i sidste instans sige at kende Kristus. Som der står i Johannesevangeliet: »Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«

Kende Jesus er det største

At kende vil i den forbindelse sige meget mere end at vide noget om Gud. I Bibelen står ordet kende jævnligt i betydningen: inderlig forening i kærlighed.
Endda sådan, at det hedder, at Adam kendte sin hustru Eva, og det blev hun gravid af. Jesu genkomst skildres som en bryllupsfest, begyndelsen til det evige samliv i kærlighed mellem Gud og menneske, som er altings mening fra skabelsens morgen. Og det er i troens og håbets forsmag på dét, at evangeliet om sejren over døden bliver til erfaret virkelighed.

Kort efter at vores ven i bibelkredsen havde fået at vide, at der ikke var mere at stille op med hans sygdom, var der en gudstjenste, hvor han bad om ordet og – ikke sagde noget om den besked, han havde fået, men sagde, at det lå ham på sinde at fortælle, at det største, der var sket ham i hans liv, var, at han havde lært Jesus at kende.

Lad det vidnesbyrd sammenfatte alt, hvad der er søgt udtrykt i disse små betragtninger.

Dette er en serie på 5 små betragtninger:

  1. Tillykke med fiaskoen
  2. Fri til at elske
  3. Paradisets forsmag
  4. Ventetid
  5. At kende  det evige liv

Kilde: IMT 5/2000

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

  • Ventetid I Kristus er det ikke henrettelsen, vi venter på. Ikke vor egen og ikke vore nærme­stes. Vi venter på den evige salighed. Denne verden er et stort vente­værelse. Vente, vente, altid […]
  • Vejen, Sandheden og Livet Jesus er Vejen, Sandheden og Livet. Derfor er den kristne på vejen, derfor er han af sandheden og derfor har han fået det evige liv. Vi skal i denne forkyndelse være sammen med, i, og om […]
  • Med hilsen til Ane i kæret Forfatteren Poul Hoffmann går i rette med bl.a. biskop Jan Lindhardt, som ukritisk accepterer en antikveret videnskabsteori „Senere kom Darwin med dødsstødet til den bibelske […]
  • Juleevangeliet Er Juleevangeliet digt eller åbenbaring? Er det blot verdens smukkeste eventyr? Eller er det en del af den virkelighed, vi kan bygge på i liv og død? Denne undervisning hævder det […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development