Kristne arabere og messianske jøder: En historie om fællesskab og uenighed

Organisationen »One for Israel« der står bag Israel College of the bible, offentliggjorde i 2016 dette foto af to af organisationens medarbejdere: En kristen araber og en messiansk jøde, der begge proklamerer deres kærlighed til det andet folk.

Antallet af messianske i Israel stiger. Hvordan er deres forhold til de Jesus-troende, israelske arabere? Ole Andersen fortæller om forholdet mellem kristne arabere og messianske jøder og tegner et billede af tendenserne i udviklingen. Der er både positive og negative nyheder.

I Galilæa mødes messianske jøder og evangeliske kristne arabere hvert år til et stort udendørs fællesmøde. I oktober sidste år deltog der 600 i mødet, som foregår på hebraisk og arabisk.

I en by i Nordisrael har en arabisk menighed i de seneste par år holdt deres gudstjenester i den lokale messiansk-jødiske menigheds lokaler. Lederen af den messianske menighed prædiker én gang om måneden i den arabiske menighed.

38-årige Sandra Solomon blev født i Ramallah på Vestbredden og er niece af den afdøde palæstinensiske leder Yasser Arafat. Hun voksede op i Saudi-Arabien, men emigrerede til Canada, hvor hun kom til tro på Jesus. Til israelsk tv fortalte hun i oktober 2016, at hun voksede op i et hjem, der »hadede jøder, ærede Hitler og lovpriste Holocaust«, men at hun nu elsker Israel.

Den slags beretninger er der mange af. Der sker i disse år virkelig meget i forholdet mellem evangeliske kristne arabere og messianske jøder i Israel. Det er beretninger, der gør et stærkt indtryk, fordi de foregår på baggrund af den politiske strid mellem jøder og arabere.

Men meget af det foregår »under radaren«, som en messiansk-jødisk leder udtrykte det. De internationale medier aner intet om det, og selv blandt en del kristne, der følger med i forholdene i Israel, er kendskabet til udviklingen begrænset.

Det skyldes flere ting. Når det gælder mainstreammedierne, er der en klar tendens til at fokusere på kristne palæstinensere fra de gamle kirker, som ofte er meget antiisraelske.

Men også personer med kendskab til mindretallet af evangeliske kristne arabere er ofte tilbageholdende med at fortælle om fællesskabet mellem dem og de messianske jøder. I nogle tilfælde vil medie-fokus kunne skabe vanskeligheder for fælles projekter eller måske ligefrem udgøre en sikkerhedsrisiko. Undertiden ønsker de involverede anonymitet, enten af personlige grunde, eller fordi fællesskab på tværs af folkegrupperne nogle steder stadig er kontroversielt. I andre tilfælde skyldes tilbageholdenheden, at gamle venskaber mellem messianske jøder og evangeliske arabere i de seneste år er blevet sat på alvorlig prøve af en tiltagende uenighed, og den slags ønsker ingen at bringe i mediernes søgelys.

Glimt fra fællesskabet

Den lave profil ændrer imidlertid ikke ved, at der i disse år sker rigtig meget positivt i forholdet mellem
evangeliske kristne arabere og messianske jøder i Israel. Her følger nogle eksempler:

– En messiansk-jødisk menighed i det sydlige Israel driver et omfattende hjælpearbejde blandt beduiner i Negev. En lektieklub for skolebørn har forbedret beduinbørnenes skolegang markant, ligesom en klub for mødre har haft indflydelse på hele beduinklanen. I forbindelse med arbejdet har de messianske jøder fået hjælp af evangeliske arabere fra andre steder i Israel.

– Mens palæstinensere i Gaza affyrede en byge af raketter mod Israel, kørte nogle kristne palæstinensere fra Vestbredden til en messiansk-jødisk menighed i en af de hårdt ramte israelske byer for at udtrykke sympati og overbringe en gave fra palæstinensiske kristne.

– En række konferencer i Israel og andre steder har haft deltagelse af evangeliske kristne fra muslimske lande og af kristne arabere og messianske jøder fra Israel og Vestbredden. En messiansk leder fra Israel, der underviste på en konference i et muslimsk land, fortæller, at den var arrangeret af en arabisk præst fra et af Israels nabolande, og at denne præst har en meget klar forståelse af Israels fortsatte rolle som Guds folk. Den israelske leder underviste de deltagende kristne arabere om Guds udvælgelse af Israel og det jødiske folks rolle i Guds plan for hele verden.

– Nogle evangeliske arabere og messianske jøder fra Israel samarbejder om at støtte syriske flygtninge.

Mange andre eksempler på fællesskabet mellem evangeliske kristne arabere og messianske jøder kunne være nævnt, men disse giver et lille indtryk af, hvad der foregår.

Kulturelle forskelle og politiske uenigheder

Samarbejde mellem arabiske kristne og messianske jøder er ingen selvfølge. Allerede sproget er en barriere. Selvom mange israelske arabere taler rigtig godt hebraisk, har de fleste det bedst med at bede og synge på deres modersmål.
Dertil kommer ikke uvæsentlige kulturforskelle. Mange messianske menigheder er i alt lige fra omgangsformer til tøjstil præget af en vestlig eller russisk kultur, mens arabiske menigheder ofte har en mere traditionel mellemøstlig kultur.

Oven i dette kommer de politiske uenigheder. Websitet »Kehila News Israel« foretog i 2016 en spørgeskemaundersøgelse blandt ledere af henholdsvis messianske og evangeliske arabiske menigheder. På nogle punkter viser undersøgelsen stor enighed og på andre punkter stor uenighed. Der er overvældende enighed om, at både messianske jøder og kristne arabere offentligt bør tage afstand fra terror og ekstremisme på begge sider. Men blandt de arabiske ledere er langt flere fortalere for en tostatsløsning, mens et flertal af messianske ledere ikke tror, at konflikten kan løses politisk. Der er også stor forskel på opfattelsen af den israelske hærs tilstedeværelse på Vestbredden.

På et punkt er de messianske jøder og de evangeliske arabere i samme båd. Begge grupper udgør et lille mindretal i deres eget folk. Messianske jøder er vant til at møde modstand fra især ultraortodokse eller stærkt højrenationalistiske jøder. På samme måde er evangeliske arabere vant til modstand fra muslimer og desværre undertiden også fra de gamle, traditionelle kirker, som hovedparten af de kristne arabere i Israel tilhører.

I en artikel på det arabisk-kristne website Linga fra august 2015 beskriver Yosef Gad, hvordan kristne arabere i Israel er delt i fire forskellige grupper, når det gælder forholdet til Israel. Det er en gruppering, der er blevet mere markant efter det såkaldte arabiske forår, borgerkrigen i Syrien og fremvæksten af terrorbevægelser som Islamisk Stat.

Den første gruppe er »de patriotiske kristne«. De kalder sig palæstinensere og støtter en palæstinensisk stat, selvom de er israelske statsborgere.

Den anden gruppe er »inkluderings-fortalerne«. Det er arabere, der ønsker at blive fuldt ud integreret i det israelske samfund, fordi de betragter staten Israel som det sikreste sted i Mellemøsten for kristne arabere. Nogle lader deres børn gøre tjeneste i den israelske hær. De betragter kampen for en palæstinensisk stat som en islamisk kamp, der vil resultere i, at kristne arabere får samme sørgelige forhold som i Syrien og Irak.

En tredje gruppe er »de neutrale«. De forsøger at holde sig uden for den politiske strid, enten fordi de bare ønsker fred til at leve deres liv, eller fordi de er bange for at blive betragtet som forrædere af andre arabere.

En fjerde gruppe er de »afventende«. De har opgivet håbet om en politisk fred og længes bare efter Jesu genkomst.

Denne beskrivelse af den politiske uenighed blandt kristne arabere i Israel generelt (katolikker, ortodokse, kulturkristne) gælder langt på vej også evangeliske kristne arabere. Det påvirker de seneste års udvikling i forholdet mellem dem og de messianske jøder.

Tendenser

Man skal ikke tale med mange messianske jøder i Israel, før man bliver klar over, at der i de senere år har været en markant udvikling i forholdet mellem evangeliske kristne arabere og messianske jøder. Men udviklingen dækker over stærkt modstridende tendenser, og det kan være svært at få et klart billede af situationen.

Der er to hovedtendenser: a) Et markant stærkere fællesskab mellem mange messianske jøder og nogle evangeliske kristne arabere. b) En voksende kløft mellem mange messianske jøder og andre evangeliske kristne arabere.

a) Stærkere fællesskab

Fællesskabet mellem en stor del af Israels messianske jøder og en del af de evangeliske arabere bliver udbygget og udviklet i disse år. De eksempler, der er nævnt i begyndelsen af denne artikel, er et klart vidnesbyrd om det.

En af de ting, der allerede har haft stor betydning for denne udvikling, er et kursus for præster og menighedsledere, som den messianske, teologiske institution »Israel College of the Bible« (ICB) har gennemført. Halvdelen af deltagerne var kristne arabere, og halvdelen messianske jøder. Deltagere i kurset fortæller med stor entusiasme om nye venskaber og et forstærket åndeligt fællesskab på tværs af kløften mellem jøder og arabere. At ledere fra begge sider lærer hinanden at kende og oplever et stærkt personligt fællesskab, vil kunne få store og glædelige konsekvenser i de kommende år.

Nogle evangeliske arabiske ledere forholder sig imidlertid stærkt kritisk til det fællesskab, som ICB arbejder for. De beskylder ICB for at gøre kristne arabere til zionister, blandt andet fordi ICB har en klar teologisk bekendelse af, at Israels folk stadig er Guds folk, og at Guds løfter til det jødiske folk stadig gælder i dag.

b) Voksende kløft

Den anden tendens er en forstærket uenighed. På den ene side står en stor del af Israels messianske jøder og en del af de evangeliske kristne arabere. På den anden side står en del evangeliske kristne arabere fra både Vestbredden og selve Israel sammen med et lille antal messianske jøder.

De to grupper er splittede, når det gælder både teologi og politik. Der er selvfølgelig store forskelle på meningerne inden for hver gruppe, men selvom det følgende er generaliserende, kan det give et indtryk af uenigheden.

Den første gruppe er proisraelsk. Teologisk har alle messianske jøder og en del af de kristne arabere i denne gruppe den opfattelse, at Israel fortsat er Guds udvalgte folk, og at profetierne fortsat gælder Israel. Nogle arabere fra denne gruppe har et mere nedtonet eller afventende syn på profetierne. Politisk er der en relativt stor bredde, men de politiske meninger står i anden række i forhold til enheden i troen på Jesus. Nogle af araberne i denne gruppe har et meget positivt forhold til staten Israel, er stolte over deres israelske statsborgerskab og lader deres børn gøre tjeneste i den israelske hær. Men især når det kommer til spørgsmålet om hæren, er andre mere tilbageholdende.

Den anden gruppe er langt mere Israelkritisk. Teologisk er mange af de kristne arabere i denne gruppe stærke modstandere af overbevisningen om, at Israel stadig er Guds udvalgte folk — noget, som de betragter som »kristen zionisme«, der skal modarbejder. De messianske jøder, der hører til i denne gruppe, er ikke enige i det, men nedtoner undertiden deres syn på profetierne. Politisk kommer der fra nogle i denne gruppe en meget skarp kritik af staten Israel.

To teologiske institutioner står langt på vej som bannerførere for hver sin gruppe: Israel College of the Bible for den første gruppe, og Betlehem Bible College for den anden.

Stridspunkter

Uenighed om det teologiske og politiske forhold til staten Israel er ikke noget nyt. Fra en lejr for det kristne studenterarbejde i Israel midt i 1980’erne kan jeg huske, hvordan et eftermiddagsarrangement endte i en ophedet debat mellem palæstinensiske studerende fra Vestbredden og arabiske studerende fra selve Israel om forholdet til Israel. Men disse gamle uenigheder er blevet dybere i de seneste år.

Allerede i 2010 var der tydelige tegn på en voksende uenighed. Organisationen Musalaha, der arbejder for forsoning mellem kristne arabere og messianske jøder, og som på mange måder ligger tæt på Betlehem Bible College, oplevede vanskeligheder med at få kristne arabere og messianske jøder til at mødes. I et åbent brev af 21. april 2010 beskrev to af Musalahas ledere, Salim Munayer og Evan Thomas, situationen. De talte om en »ophedning af den teologiske og politiske debat«.

Nogle messianske jøder forlod på det tidspunkt Musalaha — ikke fordi de er modstandere af fællesskab med arabiske kristne, men fordi deres oplevelse var, at Musalaha i stigende grad arbejdede for et opgør med troen på, at Israel stadig er Guds folk.

I marts 2012 blev der afholdt den anden Christ at the Checkpoint-konference i Betlehem. På konferencen mødtes evangeliske kristne fra hele verden med palæstinensiske kristne og et mindre antal messianske jøder. Konferencen var arrangeret af folk bag Betlehem Bible College.

Konferencen blev mødt af massiv kritik fra mange messianske jøder både i Israel og i USA. Kritikken var dobbelt: Teologisk blev konferencen — bortset fra et foredrag ved en messiansk jødisk leder — opfattet som et målrettet angreb på overbevisningen om Israels fortsatte rolle i Guds frelsesplan. Politisk blev konferencen opfattet som et ensidigt angreb på staten Israel.

Noam Hendren, der er lærer på ICB, skrev i en kommentar, at konferencens formål var at »bekræfte erstatningsteologien« og »promovere antiisraelske synspunkter«.

I forbindelse med den tredje Christ at the Checkpoint-konference i marts 2014 offentliggjorde ICB en skarp fordømmelse af konferencen for at have til formål at forlede kristne til at opgive troen på Guds løfter til Israels folk.

I november 2012 underskrev en meget bred gruppe af kristne arabere med den katolske patriark Michael Sabbah og den græsk-ortodokse ærkebiskop Atallah Hanna i spidsen en opfordring til FN om at anerkende en palæstinensisk stat. Erklæringen tilslutter sig den såkaldte Kairos-erklæring fra 2009, der er stærkt antiisraelsk, angriber troen på de bibelske profetiers gyldighed og forsvarer boykot-bevægelsen mod Israel. De allerfleste — om ikke alle — messianske jøder opfatter Kairos-erklæringen som både bibelsk og politisk forkastelig.

Men allerede i 2009 blev den underskrevet af Yohanna Katanacho, der er dekan for Betlehem Bible College. Og i 2012 blev opfordringen til FN underskrevet af Alex Awad, der underviser ved Betlehem Bible College.

I maj 2016 var Jonathan Kuttab, formand for Betlehem Bible Colleges bestyrelse, i USA. Her deltog han i generalforsamlingen i den amerikanske metodist-kirke, hvor han forsøgte at overtale de delegerede til at støtte fire boykotresolutioner mod Israel. For de fleste messianske jøder afslører den form for antiisraelsk virksomhed, hvor dyb kløften er blevet mellem på den ene side de kristne arabere, der føler en tilknytning til Betlehem Bible College, og på anden side de messianske jøder og de kristne arabere, der ikke følger Betlehem Bible Colleges linje.

Som et godt billede på konflikten arbejdede Calev Myers, der er leder af Jerusalem Institute of Justice og messiansk jøde, i månederne op til metodistkirkens generalforsamling på at overbevise de delegerede om, at de skulle stemme imod boykot-resolutionerne. Det lykkedes, og generalforsamlingen nedstemte boykotforslagene.

Men Kuttab fortsætter sin kamp mod staten Israel. I en artikel fra 4. november 2016 tager han klart afstand fra zionismen og siger, at der indgår »racistiske elementer« i arbejdet for en jødisk stat. Samtidig forsvarer han boykotbevægelsen (BDS) mod Israel.

Sorrig og glæde

Kløften mellem mange messianske jøder og de evangeliske kristne arabere, der ligger på linje med Betlehem Bible College, bliver i disse år dybere og dybere. Men samtidig vokser fællesskabet markant mellem messianske jøder og de evangeliske kristne arabere, der lægger sig op ad linjen på Israel College of the Bible.

Disse to tendenser indebærer, at der i øjeblikket sker en polarisering mellem de to grupper af evangeliske kristne arabere.

Forholdet mellem messianske jøder og kristne arabere kan således meget dækkende beskrives med Kingos salmelinje: »Sorrig og glæde de vandre til hobe«. På to måder bør denne situation påvirke os.

For det første bør bibeltro kristne i Vesten, inklusive i Danmark, være opmærksomme på, at der i disse år foregår et bevidst forsøg på at præge vores forhold til Israel og forståelsen af Bibelens tale om Israel. Lad os i den situation stå fast både på troen på Israels fortsatte plads i Guds frelseshistorie og på vores kærlighed til Israels folk.

For det andet bør vi optrappe vores bøn om Jerusalems fred. Det omfatter blandt andet bøn for de messianske jøder. Men lad os samtidig bede for de kristne arabere i Israel, i Gaza, på Vestbredden og i de arabiske lande.

Ole Andersen

Kilde: Ordet & Israel 1. 2017.

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • 29. januar: Tilgivelsens Rige TILGIVELSENS RIGE Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. (Matt 18:27) Jesus lære os gennem lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18:23-35) at […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development