Mens vi venter på den store advent

 

Mens vi venter på den store advent

facebook - Poul Hoffmann2Det er måske den mest tragiske nedsmeltning i vor apokalyptiske tid, at forventningen om Kristi genkomst, den store advent, opfyldelsen af det kristne Håb med stort H at den forventning er blevet så afbleget eller næsten helt forsvundet i det meste af kristenheden, skriver Poul Hoffmann.

Nu har du i temmelig mange år sagt, at verden snart går under. Mener du stadig, vi kan se frem til Jesu snarlige genkomst?.

Sådan lød et spørgsmål, jeg for nylig blev stillet.

Svar: Ja, og mere end nogen sinde.

Det kan godt være, jeg havde ventet en hurtigere afvikling og i hvert fald håbet på det. Når man ser, hvor ondt menneskene har det, kan Guds tålmodighed forekomme frygtelig. Men til gengæld opfyldes profetierne om de sidste tider med større præcision, end jeg havde forestillet mig.

Så er det jo os, der må følge Hebræerbrevets formaning til at lære af Abraham og ikke blive sløve, men efterfølge dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet.

Det er måske den mest tragiske ned-smeltning i vor apokalyptiske tid, at forventningen om Kristi genkomst, den store advent, opfyldelsen af det kristne Håb med stort H at den forventning er blevet så afbleget eller næsten helt forsvundet i det meste af kristenheden.

I den afkristnede verden er det jo en selvfølge, at forestillingen om Jesu genkomst er kommet til at stå som en religionshistorisk raritet uden forbindelse med virkeligheden, et fortidslevn, som i dag, efter to tusinde års forløb, kun kan trives på et sekterisk og sværmerisk overdrev.

For nyhedningen er der ikke mere realitet i, hvad han opfatter som de kristne myter, end i sagnene om Den Hellige Gral eller for den sags skyld i Star Wars-historierne. Han finder det lige så hovedløst at vente på Jesu bogstavelige genkomst som at vente kong Arthurs tilbagekomst fra Avalon. For ham er denne dødens verden det givne for tid og evighed, og den må han så se at komme til rette med. Al hans lykke er på dødens betingelser, og at tænke sig en ændring af dét ligger helt uden for hans formåen.

Men det er nok den samme fornemmelse, der spøger i den overvejende del af kirkesamfundene. Håbet om Jesu genkomst og den nye verden uden synd og død udskiftes med en bibelfremmed forestilling om, at evangeliet efterhånden skal gennemsyre denne verden, så alle mennesker bliver kristne men altså bliver ved med at dø. De meget klare bibelske tekster om genkomsten kastreres med noget bragesnak, såsom at Jesu genkomst betyder hans komme til den enkelte ved døden.

I øvrigt indretter kirkerne sig så i denne verden efter tidsåndens skiftende luner, så den kan være relevant for nutiden. Og den kan jo godt få lov at være der, hvis den vil kaste sig ned og tilbede den vanhellige treenighed af demokrati, ligestilling og ytringsfrihed, og hvis den kan vise, at den har en nyttig funktion i samfundet ligesom postvæsenet og kan præstere nogle sociale og psykologiske husråd med mennesket i centrum.

Og hvis den så ellers vil holde lav profil med sin uglade snak om, at menneskene er fortabte syndere, der behøver frelsen i Kristus for at bestå for Gud i dommen. Vi skal jo ikke være mørkemænd, endsige helvedesprædikanter. What a wonderful world, ikke sandt.

Gud har en vidunderlig plan for dit liv, siger prædikanten til ungdomsmødet. Ja, måske lige så vidunderlig som hans plan for Paulus liv: slid og slæb, vold og morderiske attentater, til sidst henrettelse ved halshugning.

Kære venner, er det ikke rigtig gået op for jer, at vi er i krig? At Kristi kirke er modstandsbevægelsen i besat land? At det, vi har at se frem til, er befrielsens dag? Venskab med verden er fjendskab med Gud, skriver Jakob i Det Nye Testamente.

Menneskene dør i denne verden. De lider og dør, milliarderne, jorden rundt, dag efter dag, år efter år. De pines i sygdom og savn, de ryster af angst for udslettelsen og de smerter, der kan gå forud, de mister deres elskede og sørger med en sorg uden grænser. Skal det blive sådan ved i al evighed, er det sådan, Gud har villet det? Har I ikke fattet, at det er Satan, der regerer og triumferer i denne verden?

Det skal ikke blive sådan ved. Kristus kom for at udfri alle dem, der af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom, og han kommer for at gøre en ende på synd og død og djævel for tid og evighed. Det er, hvad hele Bibelen peger frem imod: verdensgenfødelsen ved Kristi genkomst, opstandelsens morgen, den nyskabte jord, hvor gråd og død ikke findes.

Jamen, jamen, det er jo ikke realistisk. Jo, det er den store, faktuelle, videnskabelige realisme. Der foreligger et enormt erfaringsmateriale, et bjerg af dokumentation fra alle epoker, også fra nyere og nyeste tid. Det er de erfaringer, der gøres ved enhver ægte kristen vækkelse (som er andet og mere end fyndigt guitarspil), hvor Gud vidner med ved undere og tegn og mægtige gerninger og ved at tildele mennesker Helligånden efter sin vilje.

Helbredelser af alle sygdomme, dødeopvækkelser er det sandt, er det realiteter? Er det sket, sker det?

Den, der vil nægte det, er simpelt hen ikke en velinformeret, seriøs samtalepartner.

Det, der manifesterer sig, er Gudsriget, at Guds rige kommer nær, at en kegle af himlens lys gennembryder det mulm af djævelskab og død, som menneskene siden syndefaldet lever under, ligesom en solkegle kan gennembryde en tordensky. Der skabes et håndgribeligt stykke af de levendes land, hvor blinde ser og lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.

Det var det, som på enestående måde skete ved Jesu første komme, og hvis eftervirkninger ytrede sig aposteltiden igennem; i Det Nye Testamente er underet mere reglen end undtagelsen. Det er det, som stadig sker i enhver sund vækkelse og det er det, som endeligt og afsluttende vil ske ved Jesu andet komme, når det dæmoniske mulm for evigt tages bort fra menneskenes verden. Det er dét og ikke noget andet, vi beder om i de tre første bønner i fadervor: Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden.

Meget sigende bliver Kristi genkomst altid et kernepunkt i forkyndelsen i en ægte vækkelse. De, der berøres af den, ved jo, hvad de taler om: De ser det med egne øjne. De ved, hvad det er, Johannes taler om, når han profeterer om den kommende verden, hvor Gud skal bo hos menneskene:

Og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. For det, der var før, er forsvundet.

Glædelig advent.

Poul Hoffmann

Kilde: Kristeligt Dagblad 29. november 2012

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Utålmodig tålmodighed Ofte forstås Johannes’ spørgsmål som et udtryk for, at han var “kommet i tvivl” om Jesus - Spørgsmålet er snarere en utålmodig opfordring: "Når du nu alligevel så åbenlyst viser dig […]
  • Et pust af Paradis Det gustne overlæg kan kvæle selv det mest lovende pust af evig salighed. Teksten Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development