Mystisk »Yeshua« i gammel synagoge vækker uenighed

synagoge

facebook - Ole Andersen2Kan man virkelig forestille sig, at der for 1500 år siden deltog messianske jøder i gudstjenesterne i denne gamle jødiske synagoge? Det er spørgsmålet i en strid mellem nogle messianske jøder og nogle ortodokse jødiske bosættere langt ude på Vestbredden. Kernen i striden er en mosaikindskrift, der — måske — rummer en verdenssensation.

Stedet er Susya eller Susiya, som det undertiden også staves. Det ligger på den sydligste del af Vestbredden, uendeligt langt fra de steder, hvor turistbusserne kommer. Nærmeste nabo er den jødiske bosættelse Susya og en lille bebyggelse med hytter og telte i beduinstil med store palæstinensiske flag blafrende i vinden. Fire kilometer mod syd løber den grønne linje, der udgjorde grænsen mellem Vestbredden og staten Israel fra 1948 til 1967.

En jødisk by

byenSusya er hverken omtalt i Bibelen eller antikke kilder. Men et par kilometer mod nordøst ligger Karmel, der var en by i Juda (Jos 15:55, altså forskelligt fra Karmel-bjerget).

Efter romernes nedkæmpelse af Bar Kokhba-opstanden i 135 e.Kr. blev Karmel domineret af hedninger og senere kristne. Her lå en romersk hærenhed, og fra byzantinsk tid findes ruiner af tre kirker. Den israelske arkæolog Avraham Negev tror, at en del af jøderne i Karmel på et tidspunkt valgte at forlade byen og bygge en ny, jødisk by — kendt i dag som Susya — på de marker, de allerede dyrkede et par kilometer væk.

En indskrift fundet i Susya fortæller om borgere »fra byen« (antagelig Susya selv), mens en anden omtaler et medlem af »den hellige menighed« (antagelig det jødiske mindretal, der var tilbage i Karmel).

Årsagen til udflytningen fra Karmel kan enten have været, at jøderne havde det skidt med byens hedenske præg, eller at de ikke kunne få tilladelse til at bygge en synagoge i byen.

Fra 300 til 700-tallet blomstrede Susya. Byen havde et net af gader og stræder, der opdelte den i kvarterer. Bygningerne var ofte samlet i små grupper omkring en fælles gårdsplads. Mod vest var en række huse bygget sammen, så ydermurene udgjorde en slags bymur. Et større antal underjordiske huler tjente som boliger og som værksteder til fremstilling af for eksempel olivenolie eller keramik.

To ting er særligt bemærkelsesværdige. For det første det store antal rituelle bade i byen. Flere hundrede år efter templets ødelæggelse holdt jøderne i Susya fast i de gamle regler om rituel renhed, selv om mange andre jøder på dette tidspunkt havde opgivet at overholde dem. For det andet var der en flugttunnel fra den nordlige del af byen til synagogen, så indbyggerne i tilfælde af angreb kunne trække sig tilbage til synagogekomplekset og forsvare sig dér

Den jødiske by Susya overlevede muslimernes overtagelse af landet i 600-tallet og bestod frem til engang i 800-tallet, hvor den tilsyneladende døde ud. Byen blev forladt og forsvandt i glemsel.

Synagogen

Synagogen dominerede byen. Den lå på det højeste sted og var synlig fra alle siden Desuden var den stor og imponerende flot.

Foran synagogen var en stor gårdsplads omgivet af en mur. Fliserne i gården lå 70 centimeter over gadeniveauet udenfor. Langs nord-, øst- og sydsiden var der overdækkede søjlegange med flere flotte mosaikgulve. En stor, rund rullesten med en diameter på mere end to meter kunne rulles for indgangen i østmuren. Mod vest førte en trappe op til indgangen til selve synagogen.

Når gudstjenestedeltagerne var gået op ad den brede, en meter høje trappe fra gården og havde passeret mellem de fire store søjler i indgangen, trådte de ind i den store synagogehal gennem en trefløjet åbning i østmuren, der var synagogens korte ende.

Langs sydmuren til venstre og langs vestmuren i den anden ende af hallen var der stenbænke.

På højre hånd havde de den lange nordmur, der vendte mod Jerusalem. Langs nordmuren var der to podier. Bag det ene var der tie nicher med plads til skabet med torarullerne i midten og en syvarmet lysestage på hver side. Rester af en meget smuk udhugget marmorudsmykning blev fundet på stedet.

Gulvet var dækket af flotte mosaikker med mønstre og figurer. Foran det andet podie var der en særlig flot mosaik med to store syvarmede lysestager.

Mosaikgulvene rummer flere indskrifter. For enden af den ene søjlegang omkring gårdspladsen er en lang indskrift, der omtaler »min mester og rabbi, Isai, præsten« og »rabbi Yochanan præsten, den ærede skriver«. Indskriften ender med bønnen: »Fred over Israel! Amen«.

Det er dog en anden indskrift, der vækker større opsigt.

Hvem er »Trøsteren Yeshua«?

»Husk for det gode Trøsteren Yeshua, Vidnet og Trøsteren, som... « lyder indskriften på denne omstridte mosaik. (Foto: Ole Andersen)

»Husk for det gode Trøsteren Yeshua, Vidnet og Trøsteren, som… « lyder indskriften på denne omstridte mosaik. (Foto: Ole Andersen)

Ved nordenden af indgangspartiet er en flot mosaik med et mønster af blade, der snor sig. Over bladene er der en indskrift på aramæisk, der lyder: »Husk for det gode Trøsteren Yeshua, Vidnet og Trøsteren, som…«,

Selv om slutningen af indskriften er blevet ødelagt under senere ombygninger af synagogen, er der rigeligt tilbage til at vække debat. Indskriften handler om en person, der hedder Yeshua, det vil sige det hebraiske navn for Jesus.

Spørgsmålet er, om Yeshua er en indbygger i byen, der på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til at blive hædret med en indskrift i synagogen, eller om det er den bestemte Yeshua, Jesus fra Nazaret, som en del jøder troede var Messias.

Spørgsmålet er spændende og historisk vigtigt.

Hvis denne Yeshua var en almindelig jødisk indbygger i Susya, viser det, at selv adskillige hundrede år efter Jesus kunne jøder bruge navnet Yeshua på trods af, at navnet på det tidspunkt særligt var knyttet til den Jesus, de kristne troede på.

Hvis Yeshua derimod er Jesus fra Nazaret, er indskriften en kæmpe sensation. Så er der for første gang nogensinde fundet en omtale af Jesus i en antik, jødisk synagoge. Og så er indskriften et bevis på, at der endnu i 300-tallet eller senere i denne jødiske by fandtes en gruppe af jøder, der troede på Jesus som Messias, og som stadig kom i synagogen.

På den baggrund er det ikke underligt, at der er uenighed om indskriften.

Arkæologen Zeev Yeivin har skrevet tre sider om Susyasynagogen i det store anerkendte værk »The New Encyclopedia of Archaeological Excavations in the Holy Land« (The Israel Exploration Society & Carta 1993). Han omtaler indskriften og giver en engelsk oversættelse af den, men undlader at give nogen forklaring på, hvem »trøsteren Yeshua« kan være.

Yakov Damkam, der er messiansk jøde, har offentliggjort en lille video om indskriften. Han siger, at den handler om Jesus fra Nazaret, og at den beviser, at indbyggerne i Susya var messianske jøder, der troede på Jesus, men samtidig fastholdt et liv som jøder efter de jødiske traditioner.

Videoen ligger på YouTube og på nogle messianske og kristne internetsider (se den her.)

tekst 02

Sådan ser navnet Yeshua, Jesus, ud i den cirka 1500 år gamle indskrift. (Foto: Ole Andersen)

Den har flotte billeder fra Susya. På to punkter er den dog ikke helt korrekt. Den daterer indskriften til 200- eller 300-tallet, men ifølge de fleste arkæologer er det mindst 100 år for tidligt. Desuden hævder den, at de israelske myndigheder skulle sige, at indbyggerne i byen var kristne, men det er forkert. Alle er enige om, at de var jøder, fordi indskrifterne indiskutabelt viser det.

Den officielle brochure, som alle besøgende får udleveret, omtaler også indskriften. Men i brochurens engelske oversættelse af indskriften er der lavet en interessant ændring: navnet Yeshua er gengivet »Yeshu’«. Det er en gammel, oprindeligt negativ fordrejning af navnet Yeshua, som gennem århundrederne og i dag er blevet en almindelig måde blandt israelere at omtale Jesus fra Nazaret på.

Når brochuren gengiver navnet med Yeshu’, viser det, at brochurens forfattere har opfattet indskriftens Yeshua som Jesus fra Nazaret.

Da vi besøgte stedet, spurgte jeg den ortodoksjødiske guide fra bosættelsen om indskriften. Han forklarede, at messianske jøder mener, at den handler om Jesus. Da jeg så henviste til, at den officielle brochure antyder det samme, svarede han: »Ja, men det ændrer vi i næste udgave!«.

Hvem har ret?

Da Maria og Josef gav deres førstefødte navnet Yeshua, var det et almindeligt navn blandt jøder. Det fortsatte det med at være frem til Bar Kokhba-opstanden i år 132-135 e.Kr. Derefter blev det almindeligt at bruge navnet i formen Yoshua eller Yehoshua. Faktisk omtaler en af de andre indskrifter i synagogen i Susya en mand ved navn Yoshua Yudan.

Men formen Yeshua kan godt være blevet brugt senere. At den er brugt i indskriften er derfor ikke noget endegyldigt bevis for, at der virkelig er tale om Jesus fra Nazaret.

Det vigtigste argument imod, at der skulle være tale om Jesus fra Nazaret, er indskriftens indledning. Den er fuldstændig magen til de øvrige indskrifter i synagogen »til minde om den og den, der har gjort sig bemærket for det og det«. Det kan tyde på, at Yeshua er en mand, der har doneret penge eller lignende.

Desuden har indskriften ordet »trøsteren« to gange. Hvis den ødelagte afslutning har bestået af et navn (for eksempel Shimon), har indskriften omtalt to forskellige personer, der begge bliver kaldt for »trøsteren«. I så fald er den første person ikke noget specielt og kan næppe være Jesus fra Nazaret.

Det vigtigste argument for den messianske forståelse er udtrykkene »trøsteren« og »vidnet«.

I Det Gamle Testamente bliver Israels og folkeslagenes nød beskrevet med udtrykket »de har ingen trøster« (menachem, fx Klages 1:2 og Præd 4:1). Men i Esajas’ profetier om Herrens tjener lover Gud, at han en dag vil trøste folket (Es 49:13; 51:3,12).

Det er derfor ikke underligt, at rabbinerne kaldte den ventede messiastid for »trøstens dage«. Menachem, »trøsteren«, blev ligefrem et af de mange navne, rabbinerne brugte om Messias.

Det afspejles i Lukas’ beskrivelse af den gamle jøde Simeon i Jerusalem: »Han ventede Israels trøst«, det vil sige Messias (Luk 2:25).

Det aramæiske ord sahada betyder vidne. Blandt de første jøde-kristne blev ordet »vidne« brugt som betegnelse for Jesus, fordi han vidnede om Gud og om den himmelske verden, som han kendte (Åb 1:5; 3:14; Joh 3:10-13,31-34; 18:37).

Begge de to ord, som i indskriften i Susya bruges om Yeshua, »trøsteren« og »vidnet«, var altså benævnelser, der hos rabbinerne og i Ny Testamente kunne bruges om Messias. Det er selvfølgelig to stærke argumenter for, at indskriften handler om netop Jesus fra Nazaret.

Debatten kan ikke afgøres endegyldigt. Men der er faktisk gode argumenter for, at indskriften i synagogen i Susya handler om Jesus fra Nazaret.

Hvis det er rigtigt, beviser det, at der 3-400 år efter Jesus i denne jødiske by levede fromme jøder, der kom i byens synagoge og var overbevist om, at netop Jesus var »Trøsteren« præcis som Simeon i templet blev overbevist om det få uger efter Jesu fødsel.

Kilde: Ordet & Israel 10. 2014

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Dødehavsrullerne Dødehavsrullerne er måske verdens mest dramatiske, berømte, omdiskuterede og vigtigste arkæologiske fund. Storpolitik, bibelsk teologi, tvivlsomme typer og hidsige debatter er alt […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • Den kristne dåb på jødisk baggrund Uden forklaring af nogen art siger Jesus til hans disciple, at de skal døbe. Men hvad vil det sige at »døbe«? Hvordan kunne disciplene vide, hvad det var, Jesus ville have dem til at […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development