VÆRDSÆTTELSE OG FJENDSKAB
Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter (Luk 6:26).
Det er godt at have et godt rygte i verden, det er det ethvert kristent menneske og enhver sand Guds menighed stræber efter. Bare rolig, verden vil elske dig, hvis du følger ordets gerninger om at tage dig af faderløse, enker, fremmede, fattige, svage, hjælpeløse og undertrykte (Sl 82:3; Jak 1:27). Et menneske og en menighed, der lever som ordets gørere, ikke blot dets hørere, vil altid blive højt værdsat i denne verden, der desperat har brug for kærlighed og omsorg. Halleluja for det. Det kunne jo være, at en eller anden ville prise vores fader, som er i himlene, på grund af vores gode gerninger (Matt 5:16; Apg 5:13; Jak 1:22).
Jesus advarer i dagens vers: ”Ve jer, når alle taler godt om jer” (Luk 6:26), og et andet sted siger Han til sin menighed: “Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15:19). Bare rolig, verden vil hade dig, hvis du holder fast på ordets forkyndelse om synd og dom, om etik og moral. Et menneske og en menighed, der lever som ordets forkyndere og bekendere, vil altid blive hadet af en Gudsfjendsk verden, der elsker mørket frem for lyset (Joh 3:19).
Verden ønsker ikke at høre tale om dens synd og kommende dom, derfor anskaffer den sig præster, der kan kildre dens ører og fortælle, at alt ender godt (2Tim 4:3). Sådanne præster kalder Skriften for falske profeter og siger: “De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os.” (1Joh 4:5-6a)
Det er klart rarest at blive værdsat, og ingen ønsker jo at blive hadet, men lever du på Jesu ord, vil du blive begge dele, og da kan du trøste dig med Hans salighedsprisning: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” (Matt 5:11-12).
Bibellæseplan: Luk 6:1-26; 4Mose 28-29; Sl 87
Lignende indlæg:

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Skabelsen – Kan 1 Mosesbog 1 og 2 forenes med videnskaben? - 4. august 2020
- Jeg har ikke tid til det der! - 4. august 2020
- KIABB09/10 – Vor trofaste profet - 7. juli 2020
- Herren har gjort store ting for os - 1. juli 2020
- Maria, Guds moder og vores trosforbillede #luthersk vs #katolsk - 24. juni 2020
Post your comments