Bibelselskabet om Bibelen

DA92[4]Hvordan oversætter vi?

Den danske Bibel er autoriseret. Det betyder, at den er officielt godkendt til brug i gudstjenesten i den danske folkekirke. Desuden anvendes den bredt af andre kristne kirker og menigheder. Den kan derfor også kaldes den officielle danske oversættelse af Bibelen.

Bibelen i sin helhed blev senest oversat til dansk i 1992. Den er autoriseret af Dronning Margrethe II, der i 1998 også autoriserede den danske oversættelse af Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger.

Bibelselskabets nyeste oversættelse er oversættelsen af Det Nye Testamente til nudansk. Den hedder Den Nye Aftale og udkom på Bibelselskabets Forlag i 2007. I april 2011 udkom Den Nye Aftale i en revideret 2. udgave. Der er tale om et supplement til den autoriserede oversættelse, ikke et alternativ, og derfor er Den Nye Aftale ikke autoriseret.

Den første danske oversættelse var den landflygtige kong Christian II’s Nye Testamente fra 1524, mens den første hele bibeloversættelse til dansk kom i 1550 og kaldes for Christian III’s Bibel. Martin Luthers tyske oversættelse af Bibelen fra grundsprogene dannede forlæg for begge danske oversættelser.

Et vigtigt oversættelsesprincip, som stammer fra reformationstiden, er altid at oversætte Bibelen direkte fra grundsprogene. I de sidste århundreder er Det Gamle Testamente således altid blevet oversat fra hebraisk til dansk og Det Nye Testamente fra græsk til dansk.

Hvorfor oversætter vi?

Hvorfor autorisere oversættelser?

Man autoriserer bibeloversættelser primært, fordi man synes, at det er vigtigt, at man som kirke og kristne har én fælles oversættelse at gå ud fra. Enhver oversættelse rummer nemlig en grad af tolkning. Det gælder også bibeloversættelse.

Derfor kunne det være nærliggende, at de forskellige kristne kirkesamfund havde hver deres bibeloversættelse. Men på den måde ville man let glemme, at der kun findes én grundtekst, og altså én Bibel, skrevet på hebraisk, Det Gamle Testamente, og græsk, Det Nye Testamente.

De forskellige kirkesamfund er opstået ud fra forskellige tolkninger af den ene grundtekst. Derfor er der en væsentlig pointe i at kunne have en fælles autoriseret oversættelse af Bibelen, som de forskellige kirker og kristne bruger – for at holde fast i, at udgangspunktet er fælles.

Hvorfor oversættelse?

Overordnet set er bibeloversættelser nødvendige, fordi det i dag er de færreste, der behersker de sprog, hebraisk og græsk, som Bibelen er affattet på. Derudover ændrer vores sprogbrug sig gennem tiden, og det er derfor nødvendigt med tidssvarende oversættelser, der taler et sprog, vi forstår.

Kort sagt kan man sige, at hvis en historie skal sige os noget og betyde noget i vores liv, er vi nødt til at forstå, hvad der bliver sagt. Det er gennem sproget, at vi begriber verden og os selv. Og netop derfor har mennesket altid fortalt historier, både om sig selv, om verden og om Gud.

Erkendelsen af, at man må forstå, hvad der bliver sagt, har altid været en del af den jødiske og kristne kultur. Og netop derfor har man også altid oversat de historier, der var en vigtig del af ens liv.

Hvorfor oversættelse ifølge Det Nye Testamente?

At det er vigtigt at forstå det talte sprog, nævnes også i Bibelen, specielt i det Nye Testamente. Her indtager oversættelsespraksis nemlig en central rolle. Det kan man blandt andet læse om i Apostlenes Gerninger 2,3-12. Her fortælles det, hvordan tilhørerne, der kommer fra alle egne af verden, pludselig kan høre og forstå evangeliet om Jesus, som nu ved Helligånden bliver oversat og talt til dem på deres eget modersmål.

Også Paulus er opmærksom på vigtigheden af at forstå, hvad der bliver sagt. Han udtrykker det på følgende måde i sit Første Brev til menigheden i Korinth, her citeret fra Bibelselskabets oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, Den Nye Aftale:

Hvis I ikke bruger sproget tydeligt og klart, hvordan skal folk så forstå hvad I siger? Så taler I jo bare ud i den blå luft. Der er mange sprog i verden, og de giver alle sammen god mening for dem der kan dem. Men hvis der er en der taler til mig på et sprog jeg ikke forstår, vil vi være fremmede over for hinanden. 1. Korintherbrev kap. 14,9-11.

Men i menigheden vil jeg hellere sige 5 fornuftige ord der gør andre klogere, end tusindvis af ord på et sprog ingen forstår. 1. Korintherbrev 14,19.

Hvis nogen vil tale i tunger, så lad to, højst tre komme til. De skal tale én ad gangen, og der skal være en til at oversætte hvad de siger. Hvis der ikke er nogen oversætter, så skal de tie stille når de er i menigheden, og nøjes med at tale til sig selv og Gud. 1. Korintherbrev kap. 14,27-28.

Det nytter altså ikke at tale et sprog, ingen forstår. Sproget afspejler det liv, vi lever. Og det skal tale ind i det liv, vi lever. Derfor er der stadig brug for nye oversættelser af Bibelen. For hvis vi ikke forstår sproget, forstår vi heller ikke meningen og betydningen af det, der bliver sagt.

De tidlige bibeloversættelser

De tidligste bibeloversættelser

Allerede tidligt begyndte man at oversætte de bibelske skrifter. Fra det 2. århundrede f. Kr. foreligger den første oversættelse af Det Gamle Testamente og fra det 2. århundrede e. Kr. de første oversættelser af Det Nye Testamente fra græsk til latin.

Det Gamle Testamente på græsk

Det Gamle Testamente blev som nævnt oversat fra hebraisk til græsk i det 2. århundrede f. Kr. På det tidspunkt levede mange jøder langt fra Israel og kunne ikke hebraisk længere, men da teksterne stadig var en væsentlig del af deres liv og selvforståelse, blev de oversat til et sprog, de kunne forstå.

Oversættelsen fra hebraisk til græsk kaldes Septuaginta. Ifølge traditionen foretog 70 mænd oversættelsen, og tallet 70 hedder Septuaginta på græsk, deraf titlen. Udover de 39 bøger, vi kender som det Gamle Testamente, indeholdt Septuaginta yderligere 11 bøger. De har siden fået betegnelsen De Apokryfe eller Deuterokanoniske Bøger.

I den ortodokse kirke og den katolske kirke regner man de apokryfe bøger, der findes i Septuaginta, for en del af kanon. De protestantiske kirker fastholder dog, at kun de 39 bøger er kanoniske.

Udover de apokryfe bøger blev endnu en gruppe bøger udeladt fra kanon. De er senere samlet under betegnelsen de gammeltestamentlige Pseudepigrafer.

Du kan læse mere om, hvordan Bibelen er blevet til, her. Hvis du vil vide mere om de skrifter, der ikke kom med i Bibelen, kan du gøre det her.

Andre oversættelser af Det Gamle Testamente

Fra oldtiden foreligger der udover Septuaginta også andre oversættelser af det Gamle Testamente. Det drejer sig om en syrisk oversættelse, den såkaldte Peshitta samt en latinsk oversættelse, der kaldes Vulgata. Disse tre oversættelser danner grundlaget for de senere oversættelser til f.eks. koptisk, armensk, slavisk, persisk og arabisk.

Oversættelser af Bibelen

Hvor Det Gamle Testamente blev oversat til græsk i 2. århundrede f.Kr., kom de første oversættelser af Det Nye Testamente i det 2. århundrede e.Kr. Oversættelserne var på latin og syrisk. Senere i oldtiden blev Det Nye Testamente også oversat til en række andre sprog. Der drejer sig om oversættelser til f.eks. koptisk, gotisk, etiopisk, armensk og arabisk.

Meget tyder på, at der har været for mange forskellige latinske versioner i omløb. I det 4. århundrede bad pave Domasus nemlig sin sekretær Hieronymus om at lave en autoriseret bibeloversættelse. Hensigten var at bruge den i kirken i det latin-talende område.

I middelalderens Europa var nye bibeloversættelser imidlertid en sjældenhed. Hieronymus’ oversættelse blev derfor brugt frem til Reformationen, hvor Luther i 1534 oversatte Bibelen til tysk. Få år senere kom så de første danske oversættelser, der blev foretaget på grundlag af Luthers tyske oversættelse fra grundsprogene græsk og hebraisk. Det drejer sig om Christian d. II og Christian d. III´s Bibel.

Den danske bibel

Den danske bibel

Et vigtigt princip for danske bibeloversættelser er, at man oversætter direkte fra grundteksterne på hebraisk og græsk – man oversætter ikke fra en anden oversættelse. Det er et oversættelsesideal, som man har overtaget fra ikke mindst Martin Luther, og som har været benyttet siden Reformationen.

Derudover har man i bibeloversættelseshistorien to grundtraditioner. I den første lægger man vægt på at oversætte tekstens mening. I den anden lægger man vægt på at oversætte den oprindelige grundtekst så ordret som muligt, en såkaldt ord til ord-oversættelse.

Disse to positioner afspejler sig også i den danske oversættelses tradition. Christian III’s danske bibel blev oversat på grundlag af Luthers tyske oversættelse fra grundsprogene. Fokus var her tekstens mening.

Luthers oversættelsesideal var samtidig også at oversætte Bibelens ord fra hebraisk og græsk til et mundret tysk, så man kunne undgå en knudret sprogbrug, som en mere ordret oversættelse ville afstedkomme. Det er ud fra dette ideal, at de første danske bibeloversættelser efter Reformationen blev foretaget. Derfor betegner moderne bibeloversættere også Christian III’s bibel som et sprogligt mesterværk.

Den danske oversættelsestraditions tre faser

Man kan sige, at den danske bibeloversættelsestradition forløber i tre faser:

Første fase i 1500 – 1600-tallet kan kaldes for “arven fra Luther”. I denne fase hører Christian III’s Bibel hjemme, ligesom også de revisioner, der kom i 1589 og 1633, hører hjemme her. Oversættelserne er kendetegnet ved at oversætte bibeltekstens mening. Desuden var de forsynet med forord og sammenfatninger/referater, der udstyrede læseren med en kort fortolkning af teksten.

Anden fase i 1600 – 1800-tallet er kendetegnet ved det, der kaldes den Resen-Svaningske tradition. Biskop Resen udgav i 1607 en ny oversættelse af hele Bibelen. Denne oversættelse var som den første foretaget udelukkende med udgangspunkt i grundsprogene græsk og hebraisk. Resens ideal var at oversætte så ordret som muligt. Derfor er sproget i denne oversættelse til tider knudret og præget af ord til ord-oversættelser af grundteksten.

Resen mente ikke, at teksten skulle oversættes mundret og frit. Tekstens af og til svært tilgængelige ordlyd så han som et udtryk for Helligåndens særlige måde at meddele sig på. En måde, som man måtte vænne sig til for ikke at udvande de hellige skrifters mening – at den så var vanskelig at forstå, var der ikke noget at gøre ved. Denne oversættelse kom i en række revisioner foretaget af Biskop Svane og var ligesom oversættelserne fra første fase forsynet med forord og sammenfatninger/referater.

Tredje fase fra 1900-tallet og frem er præget af de indsigter, man fik fra bibelkritikken og den historisk-kritiske tilgang til bibelteksterne. Her oversætter man på en måde, der ligger midt imellem de to grundtraditioner. Man forsøger at lave en oversættelse, der gengiver tekstens mening samtidig med, at den er så tro mod det hebraiske og græske grundtekst som muligt. Desuden er man mere påholdende med at forsyne teksterne med forord og fortolkninger. Man lader det i langt højere grad være op til læseren at fortolke selv.

Du kan læse mere om forskellige måder at læse og forstå Bibelen på her. Du kan også læse en længere artikel om den danske bibels historie her.

Kilde: Bibelselskabet

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.
Tagged with:     , ,

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development