Forord til Paulus´ Breve af Niels Hyldahl

HYL77[4]FORORD

Paulus var jøde, af Benjamins stamme ligesom kong Saul: Saulus — Paulus. Hans jødiske forældre boede i „adspredelsen”, diasporaen, i byen Tarsus i den romerske provins Kilikien i Lilleasien. De har som Paulus selv været græsktalende. Paulus’ fødselsår kendes ikke, men det må have været omkring år 10 e.Kr. Sin ungdom tilbragte Paulus i Jerusalem som discipel af den jødiske rabbi Gamaliel den Ældre, en farisæer. „I jødedommen gjorde jeg større fremskridt end de fleste jævnaldrende i mit folk og var langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer”, skriver Paulus i Gal 1,14. „Udadlelig i lovretfærdighed” skriver han i Fil 3,6 om sig selv dengang. Senest under dette ophold i Jerusalem har han også lært aramaisk, de palæstinensiske jøders modersmål. Men først og fremmest har han lært de kristnes bevægelse at kende og derfor — just derfor! — forfulgt dem, voldsomt og nidkært: „Til overmål forfulgte jeg Guds menighed og søgte at udslette den”, skriver han i Gal 1,13; i 1 Kor 15,9 og Fil 3,6 siger han det samme. Han kendte altså evangeliet, før han for alvor kom til at kende Kristus.

Så slog lynet ned! På vej til Damaskus for at gribe de kristne jøder d& så han i et syn Herren, der gjorde ham til apostel for hedningerne. Det var ikke Paulus, der havde ret, men dem, han forfulgte. Det har været omkring år 33.

Hvad gjorde han nu? Som han selv skriver: „Jeg drog straks bort til Arabien; senere vendte jeg så tilbage til Damaskus. Først efter tre års forløb drog jeg så op til Jerusalem for at træffe Kefas (d.v.s. apostlen Peter), og jeg blev hos ham i femten dage. Så drog jeg til områderne i Syrien og Kilikien. Først efter fjorten års forløb (d.v.s. omkring år 48) rejste jeg så igen op til Jerusalem sammen med Barnabas”: Gal 1,17-2,1. I en årrække havde han altså virket som hedningeapostel på denne, den såkaldte første missions-rejse, med provinsen Syriens hovedstad Antiokia som udgangspunkt.

Fra omkring år 50 indtil omkring år 56 finder vi Paulus i den vestlige del af Lilleasien, i provinsen Asia, og på europæisk grund, i provinserne Makedonien og Akaja; hans opholdssteder er her blevet Filippi, Korint og Efesus. Det er den anden og tredje missionsrejse.

Fra slutningen af disse fem-seks år stammer de breve, som er samlet og oversat i denne bog. Medtaget er ikke: det kanoniske Efeserbrev og de tre pastoralbreve, 1 og 2 Timoteusbrev samt Titusbrevet, som jeg med mange forskere ikke kan anse for ægte.

Efter sin syriske, lilleasiatiske og græske virksomhed drog Paulus med en delegation af ikke-jødiske kristne til Jerusalem med en betydelig pengegave til menigheden der. Han havde dermed afsluttet sit arbejde i østen og havde planlagt en missionsrejse til Spanien. Men i Jerusalem blev han taget til fange og overført til romersk arrest i Kæsarea ved Middelhavskysten. Efter to års forløb appellerede han sin sag til den kejserlige domstol og blev derfor bragt til Rom. Her tilbragte han andre to år i forvaring og blev sluttelig — dog muligvis først efter at have været løsladt en tid — henrettet. Det var omkring år 62, i kejser Neros regeringstid og omtrent samtidig med, at samme skæbne også overgik apostlen Peter og Jesu broder Jakob.

At der overhovedet findes breve fra Paulus’ hånd (eller rettere: fra hans mund, for de er for det meste blevet dikteret), skyldes den omstændighed, at han som apostel havde arbejde i gang flere steder på samme tid. Han skriver i 2 Kor 11,28 om „den anspændelse, jeg dagligt har: bekymringen for alle menighederne”. Dette er nu ikke sådan at forstå, at Paulus også benyttede sig af brevet, af brevformen, som forkyndelsesredskab. Forkyndelsen krævede altid, uden nogen undtagelse, apostlens personlige tilstedeværelse. Brevene derimod var til for at vejlede i og oplyse om det, som evangeliet selv havde sat i gang. De er med andre ord ikke forkyndende. Paulus’ forkyndelse kender vi overhovedet kun indirekte, punktvis. Hans breve derimod — dem kender vi!

Man kunne nu sige: Når vi ikke kender Paulus’ forkyndelse, har vi dog i brevene i det mindste hans lære, hans teologi. Men her kræves der forsigtighed. For hvis man ved „lære” eller „teologi” forstår et mere eller mindre fuldendt system, logisk modsigelsesfrit og med et præcist, tidløst indhold, har Paulus ingen lære og ingen teologi haft. For hvordan skulle der kunne være lære eller teologi i breve? Dertil kræves jo lærebøger og teologiske afhandlinger!

Hvis man derimod ved teologi er villig til at forstå den altid situationsbundne overvejelse af og besindelse på, hvad evangeliet vil sige, hvad det lover og forlanger, så har Paulus i allerhøjeste grad en teologi. Så har vi den også og kender den fra hans breve. Men så er teologi til gengæld også noget ganske andet, end hvad der sædvanligvis forstås ved dette ord. Så lader det sig ikke gøre blot at gentage Paulus’ teologi i det 20. århundrede og tro, at det under en sådan „gentagelse” stadig væk er Paulus’ teologi, man har at gøre med.

Jeg har med samlingen og oversættelsen af Paulus’ breve forsøgt at fastholde den bundethed til den historiske situation, hvori de blev til. Først da bliver de levende og taler også til en sen eftertid.

Men at oversætte Paulus’ breve til et forståeligt dansk er så svært, at det må kunne få selv den tålmodigste læser til at opgive. Hvad skal man f.eks. stille op med „kærlighedens fuldkomne bånd” (Kol 3,14), med „jomfruerne” (1 Kor 7,25) eller med „nåden, der ved at nå til flere og flere skal vokse og forøge taksigelsen til Guds ære” (2 Kor 4,15)? Hvad skal man stille op med „kødet” og „at vandre i kødet”? Hvad menes der med „at leve i Kristus”? Hvad skal man tænke ved de talrige og drilagtige forholdsordsled eller ved ejefaldsforbindelser som „herlighedens Herre” og „Kristi herligheds evangeliums lys” (1 Kor 2,8 og 2 Kor 4,4)?

Hertil kommer den struktur, hvori Paulus tænker og udtrykker sig, en logisk struktur, som det er oversætterens sag at gengive for sine læsere. Ofte nok har den traditionelle Paulusoversættelse været lige så dunkel, som man mente at Paulus selv var. Men Paulus er ikke dunkel! Han kræver imidlertid noget af den, der vil forstå ham — ellers går det, som det gik allerede ved midten af det andet århundrede, da man mente at kunne sige, at der i Paulus’ breve findes „ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer” (2 Pet 3,16).

Det er frem for alt den ofte vanskeligt gennemskuelige struktur og logik i teksterne, det har ligget mig på sinde at gengive. Et sådant arbejde er imidlertid ensbetydende med fortolkning — det græske ord ‘hermeneia’ betyder både oversættelse og fortolkning (se 1 Kor 12,10)! En objektiv, beviseligt „rigtig” oversættelse er det umuligt at give og en illusion at regne med. Det betyder på den anden side ikke, at fortolkning er det samme som vilkårlighed. Men kun ihærdige, ja, årelange studier kan sikre mod vilkårlighed i fortolkningen, og der er her tale om stor teknisk kunnen og viden hos fortolkerne. Rækkefølgen er altså denne: studier — fortolkning — oversættelse, ikke omvendt eller anderledes. Oversættelse er først mulig, når teksten er forstået.

Rækkefølgen, hvori jeg har anført brevene, er den kronologiske, i hvilken de efter min mening er, eller kan være, blevet til; bortset fra de to første breve (1 og 2 Tess.), som er skrevet lidt tidligere, er de efter mit skøn alle blevet til inden for et tidsrum på et år eller mindre. Begrundelsen herfor har jeg søgt at give i indledningerne.

For at lette tilegnelsen af teksternes indhold har jeg forsynet oversættelsen med noter. De gør det ikke ud for nogen kommentar, men er netop kun noter, og det af vidt forskelligt indhold, både kvantitativt og kvalitativt; opfattelser, der afviger fra mere gængse, eller som gengiver mit eget syn på sagen, har jeg også haft mulighed for at begrunde i noterne. Men teksterne selv, Paulus’ breve, er det vigtigste i bogen.

Hvad forkortelser af de bibelske skrifter angår, gør jeg specielt opmærksom på, at en henvisning til et skrift som sådant forsynes med punktum (f.eks.: 1 Kor.). Står der derimod kapitel- og versangivelse ved en henvisning, bruges der ikke punktum (f.eks.: 1 Kor 7,25). Henvises der til flere vers i samme kapitel, adskilles verstallene ved punktum (f.eks.: 1 Kor 7,25.27). Ved breve, der kun har et kapitel, anføres kun verstallet (f.eks.: Filem 22).

Tanken om 2 Kor 8 som et selvstændigt brev (se teksten og noten til stedet) skylder jeg cand. theol. Ebba Refshauge. Ved korrekturlæsningen har pastor Mogens Müller været til stor hjælp. Det siger sig selv, at ansvaret for bogens indhold helt og fuldt er mit eget.

Paulus er den første kristne, der træder os i møde som et menneske af kød og blod, som en historisk person, vi kan danne os en forestilling om. Om ingen andre af det første århundredes kristne gælder noget lignende, heller ikke apostlene Peter og Johannes. Anderledes med Paulus: om ham har vi ikke kun beretninger (i Apostlenes Gerninger), men oven i købet hans egne breve. Vi skal helt frem til midten af det andet århundrede, før vi for en tilbageskuende betragtning igen møder kristne med farve, form og skikkelse: Polykarp, Justin, Irenæus; det eneste mellemled, omkring år 110, er Ignatius. Med Paulus og hans breve famler vi ikke i blinde, men lærer et menneske at kende, tilmed et menneske, der på afgørende måde kom til at bestemme og præge historiens gang.

Og Paulus befandt sig i samme situation som vi: han har heller ikke kendt den historiske Jesus fra Nazaret. Nok var Paulus apostel — ubestrideligt, og efter min mening også ubestridt af hans samtid. Men de andre apostle såvel som utalte kristne i Palæstina havde dog kendt Jesus, hørt ham tale og fortælle, set ham, været rystet over hans død. Paulus derimod havde kun lært Jesus at kende gennem traditionen om ham. Vi har derfor i Paulus en fælle, som uden selv at vide det er solidarisk med sine nutidige læsere.

Lignende indlæg:

  • Bibelselskabet om BibelenHvordan oversætter vi? Den danske Bibel er autoriseret. Det betyder, at den er officielt godkendt til brug i gudstjenesten i den danske folkekirke. Desuden anvendes den bredt af andre […]
  • Forord til De Fem Mosebøger af Bent MelchiorForord Det er med en følelse af ydmyghed og dyb ærbødighed, at jeg er begyndt på arbejdet med en ny dansk oversættelse af De fem Mosebøger, og jeg beder til, at det må lykkes at gengive […]
  • Forord til Det Gamle Testamente af Fr. Buhl & O.A.FORORD Den Opgave, som den foreliggende Oversættelse af det gamle Testamente søger at løse, er — i Modsætning til de hidtil benyttede, der havde en mer eller mindre udpræget kirkelig […]
  • Forord til Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige SkrifterForord DET ER en ansvarsfuld opgave at skulle oversætte Bibelen fra grundsprogene, hebraisk, aramaisk og græsk, til et nutidssprog. Den der vil oversætte De Hellige Skrifter, som er et […]
Tagged with:     , ,

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development