Højsangen: 5. sang: Brudgommen beskriver sin elskede brud [kap. 4:1-5:1]

Brudgommen beskriver sin bruds skønhed [kap. 4:1-7]

Kapitlet begynder med at skildre brudens skønhed med forskellige billeder fra Jerusalem og Israels natur, dyre- og planteliv. Som når han fx beskriver hendes øjne og hår på denne måde: ’Dine øjne er duer bag sløret, dit hår som en gedeflok, bølgende ned fra Giliad’.

Sådanne billeder giver os en klar forestilling om, hvordan bruden har set ud. Fx var gederne sorte og beskrivelsen af de tætte hjorde, der græssede på Giliads skråninger, fortæller, at bruden havde et langt, sort og fyldigt hår, der bølgede sig ned omkring hende.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på de mange forskellige billeder, som brudgommen anvender for at beskrive brudens skønhed, for de kan umiddelbart forstås, også som åndelige billeder på Kristi brud. Som når Salomon i vers 7 siger til Sulamit, at hun er ’fuldendt fager’ og ’uden lyde’, så er det en klar henvisning til, hvordan vores himmelske brudgom ser på sin brud: ’Før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel [eller ’uden lyde’], Ef. 1:4.

I samme kapitel fremgår det tydeligt, at vi ikke har denne skønhed i os selv, men skyldes alene Guds ’nådes herlighed, som han skænkede os [bruden] i den elskede [Kristus, brudgommen]’, v. 6.

Myrrabjerget og røgelseshøjen, et billede på Golgata [kap. 4:6]

Midt i beskrivelsen af brudens skønhed kommer Salomon pludselig ind på et tilsyneladende helt andet emne – hvor han kommer med denne indskudte sætning, at han nu [først] må ’drage bort til myrrabjerget og røgelseshøjen’ [KJ]. Det, som her beskrives, er et åndeligt billede på, at brudens skønhed, hvor hun er hellig og uden dadel, først kan komme til syne, efter at Kristus er draget bort til myrrabjerget. Vi skal se på, at dette er et billede på Jesu lidelse og død for os på Golgata:

Myrra har altid spillet en vigtig rolle i forbindelse med gudsdyrkelsen i GT, hvor israelitterne nøje skulle tilberede og anvende hellig salve, som Gud har forordnet, 2Mose 30:23-30. Denne salve blev – som forbilleder på Jesu gerning – bl.a. brugt til at indvie og hellige helligdommen, præsterne såvel som alt det, der havde med den rette gudsdyrkelse at gøre. For at blive indsat i tjenesten for Gud måtte enhver præst, konge og profet derfor først efter Guds forordning salves dertil. Derfor måtte Jesus også først salves af Gud for at blive indsat i sin tjeneste, jfr. Apg. 10:38.

I mange kulturer bliver myrraen brugt for at illustrere lidelse. I GT blev myrraen altså generelt anvendt som symboler på Jesus og hans lidelse og død for os. Myrraen er en meget velduftende plante, men har en bitter smag. Således måtte også Jesus smage dødens bitterhed, som dog var til en velduft for Gud. Da Marie salvede Jesus med et pund meget kostbar nardussalve1, henviste Jesus til sin død med, at hun har gemt denne salve til hans begravelsesdag, John.12:3,7. Da Jesus var død på korset, står der, at ’Nikodemus.. kom også og bragte en blanding af myrra og aloe, omtrent 100 pund [30 kg].

1 Det græske ord for salve kan også oversættes med myrra, som også blev brugt om andre vellugtende plantestoffer, som eksempelvis nardus [jfr. ordforklaringen i Bibelen].

Beskrivelsen af, at brudgommen må forlade bruden for at gå til myrrabjerget, er, så vidt jeg kan se, et billede på, at Jesus først må ’drage bort’ for at dø for at vinde sin brudeskare – for senere [på den anden side af døden] at komme tilbage til dem. Forud for sin død sagde Jesus derfor til sine disciple: ’Det er gavnligt, at jeg går bort..’ og ’om en liden stund ser I mig ikke længere, og atter om en liden stund skal I se mig’, [Joh 16:7,16].

Myrrabjerget er i teksten synonymt med ’røgelseshøjen’ [KJ] og er en understregning af, at de ofre, som [forbilledlig på Jesus] blev udgydt på dette sted og derfor var til Guds velbehag. I GT bliver ordene ’en liflig duft for Gud’ i øvrigt anvendt ca. 75 gange for at fastslå, at Gud havde velbehag i disse ofre, som de alle viser frem til Jesu fuldkomne offer på Golgata, jfr. Ef 5:2.

Brudens ophøjelse [kap. 4:8-11]

Billedet skifter! Af den danske bibeloversættelse ser det ud til, at bruden bliver opfordret til at stige ned fra Libanons bjerge, men det er forkert og billedets pointe mistes. Efter grundteksten bliver hun tværtimod opfordret til at tage med brudgommen op på Libanons bjerge og ’se ud fra toppen’ derfra, hvorfra hun [underforstået] kan skue ud over det herlige land, hvor hun skal være dronning.

Fra vers 9 fortsætter brudgommen med at ophøje hende og fortæller, hvor stor værdi hun har for ham. Gentagne gange [frem til kap. 5:2] kalder han hende ikke blot for brud, men også for søster, hvormed han stiller hende lige med sig selv. Et mægtigt profetisk ord om, at vi ved Jesus Kristus er blevet gjort til Guds børn, som der står skrevet:
’I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er’, 1Joh 3:2.

Brudgommen har igen og igen givet udtryk for, hvor meget han elsker sin brud. Nu kommer han mere ind på årsagen for hans kærlighed: ’Du har stjålet mit hjerte’, siger han to gange [v. 9, KJ]. Dette er også budskabet til os i evangeliet, hvor det med al tydelighed fremgår, hvor meget Gud elsker os, jfr. Joh 3:16. Vi er så dyrebare i Guds øjne, at han sendte sin Søn, som i en lignelse sammenligner os med en skat, som ligger skjult i en mark. Denne skat bliver fundet af en mand [Kristus], som derefter sælger alt, hvad han har, for at få denne skat i eje, Matt 13:44, jfr. Fil 2:6-8.

Brudgommen elsker altså sin brud så højt, at alt ved hende er vederkvægende for ham, og derfor kan han heller ikke se nogen fejl ved hende, v. 7, 10-11. Den åndelige betydning er, at selvom vi i os selv er uværdige [syndere], så handler det ikke om, hvordan vi ser os selv, men hvordan han har renset os fra al synd og derfor er hellige og uden fejl, Ef. 1:4, 1. John. 1:9.

Brudens sindelag og karakter: et billede på Åndens frugt [kap. 4:10-11]

Brudgommens beskrivelse af brudens sindelag og karakter er et godt billede af den troendes natur, som minder om nogle af de Åndens frugter, som nævnes forskellige steder i NT, fx Gal 5:22, Ef 5:9, Fil 1:11. Den første af disse er ’kærlighed’, og bliver også nævnt som den første i Højsangen. Beskrivelsen af hendes ’salvers duft’ kan være et billede på Åndens frugt til at tjene Gud, som derfor beskrives som en liflig duft for Gud, 2Kor.2:14-15. Det næste, som nævnes, er hendes læbers og tunges sødme, som er et billede på, at hun har fået et mildt sind, som præger hendes tale og som derfor ’taler som Guds ord’, 1Pet 4:11. Til sidst fortæller han, at hendes ’klæders duft er som Libanons duft’. I Skriften er Libanon ofte et billede på Guds riges skønhed, fx Salme 72:16, Es. 29:17. Libanons duft kan derfor være et billede på det vidnesbyrd om Guds rige, som spreder sin duft ud til alle, 3Mose 3:16, Salme 116:17, Heb 13:16.

Bruden beskrives billedligt med en have [kap. 4:12-15]

I overført [og åndelig] betydning beskriver Salomon igen sin brud som sin ’søster’, jfr. v. 9. Han fortsætter med at sige, at hun er som ’en lukket have, en lukket kilde [og som] et væld under segl’. På denne trefoldige måde understreges det, at hun ikke tilhører andre end ham alene. Dette er et billede på, hvad vores brudgom, Kristus, siger til os: ’I kan ikke tjene to herrer, thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden’, Matt 6:24.

Han vil, at vi skal tilhøre ham for evigt! Må vi derfor give ham dette svar, som kommer til udtryk i denne gamle salme:

’Og når verden bejler, da vil jeg sige:
Nej! Jesus har mit hjerte, og hjertet deles ej;
Som en Jesu brud jeg fuldende vil min vej.
Evigt for ham vil jeg leve’!

Brudgommens glæde er altså, at vort hjerte tilhører ham alene. Og derfor fortsætter han med at sige, at for ham er bruden [vi] som den dejligste have med ’kostelige frugter’, ’alle slags duftende træer’ og med ’en brønd med levende vand’ [KJ]. Alt dette er billeder på de mange velsignelser og gaver, som han har skænket os:

  1. De kostelige frugter er et billede på Åndens forskellige frugter, som Gud har givet os,
  2. De duftende træer er et billede på det derved forandrede sind, hvorved vi kan være en velduft for Gud og mennesker.
  3. Og endelig er det levende vand et billede på Kristus, som netop beskriver sig selv på den måde for at illustrere, at enhver, som kommer til ham, vil få sin åndelige tørst slukket, jfr. Joh 7:38.

Brudens svar: Lad havens vellugt spredes [kap. 4:16]

Med stor glæde og taknemmelighed over brudgommens ord beder nu nordenvinden såvel som søndenvinden om at komme og blæse gennem hendes have, for at dens mange velduftende planter bedre kan udsprede deres duft. Hun ønsker at stå til tjeneste for ham og beder ham ’komme ind i sin have og spise sine herlige frugter’ [KJ].

På samme måde må vi som Kristi brud bede om, at Helligånden må blæse gennem vor sjæls have, for at dens vellugt til Jesu ære må sprede sig til alle mennesker, for at også de må tilhøre ham. Læg i øvrigt mærke til, at selvom hun kalder haven for ’min have’, så beder hun alligevel om, at brudgommen må ’komme ind sin have’. Med disse ord giver hun konkret udtryk for, at alt, hvad der er hendes, i virkeligheden tilhører ham. Igen og igen fastslås denne sandhed i skriften! Som fx når Paulus i brevet til korinterne skriver: ’Ved I ikke, at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme’, 1Kor 6:29-30, jfr. 1Krøn 29:14, jfr. 1Kor 4:7.

Brudgommens glæder sig over brudens svar [kap. 5:1]

Brudens indbydelse til brudgommen om ’at komme ind i sin have’, tager han med glæde imod: Jeg kommer..! siger han. Disse ord er et billede på dét, der sker, når vi beder Jesus om at komme ind i vort hjerte. I Åb 3:20 siger han:
’Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig’.

Jeg tror dog også, at verset kan henvise til den dag, hvor Jesus kommer igen for at føre os til sit bryllup i Paradisets have. Omtalen af ’honning [KJ: honningkage] og saft’, ’vin og mælk’ er alle bibelske billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, og bliver derfor nok også billedligt brugt her for at beskrive den glædesfest, som venter os ved Lammets bryllupsmåltid i Himmelen, jfr. Es 55:1, 2Mose 3:8, Amos 9:13, Åb 19:9.

Verset afsluttes med, at brudgommen opfordrer sine venner til at spise og drikke af den [åndelige] mad og drikke, som lige er beskrevet. For han har lovet at give alle disse livsalige gaver til enhver, der hungrer og trøster, Es 49:10. I den danske bibel opfordrer han derefter vennerne til at beruse sig i kærlighed, men det er forkert. I grundteksten afsluttes derimod med, at han kalder de venner, som spiser og drikker hans mad, for ’elskede’. Det gør han, fordi disse er et billede på, at enhver, som spiser og drikker hans mad, tilhører ham og er Guds elskede børn, Es 49:10, 62:9.

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Højsangen: 4. sang: Sulamit ser ham igen – i et bryllupsoptog [kap. 3:6-11] Disse vers skildrer Salomon, der som brudgom og konge er på vej mod hende med sit følge. Det første, som fanger hendes opmærksomhed er, at han kommer ’i støtter af røg, omduftet [dvs. […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development