Højsangen: 9. Sang: Sulamit beskriver sin længsel og giver gode råd [kap. 8:1-14]

Foto: Sherry Main

Som et forbillede på Kristus og hans brud [os] har Sulamit gennem billeder og åbenbaringer beskrevet den vidunderlige fremtid sammen med brudgommen, når han kommer tilbage. I dette kapitel er hun ligesom kommet tilbage til ’nutiden’ – til sin trolovelsestid. Her kommer hun med nogle betragtninger over sin [åndelige] vandring gennem livet sammen med brudgommen og kommer med nogle gode råd og formaninger til sine tilhørere, som i større eller mindre grad er hendes medvandrede på vej mod samme mål.

Brudens brændende ønske om at være der, hvor brudgommen er [kap. 8:1-3]

Efter alt det, som hun har set og hørt om den herlige fremtid sammen med brudgommen, der venter hende, når han kommer tilbage, så længes hun endnu mere efter, at den dag snart måtte komme.

Det er bl.a. denne længsel, som ligger bag hende ord i vers 1: ’Gid du var mig som min broder’ [KJ]. I bibelsk betydning er ’en broder’ ofte en betegnelse på en, som tager ansvaret for sine søskende, som han enten biologisk eller åndeligt er i slægt med. De kan derfor regne med, at han altid er i nærheden, fordi han i sin kærlighed vil beskytte og hjælpe dem i alle situationer. Et billede, som fuldt ud er blevet opfyldt i Kristus, vor broder.

Årsagen til, at Sulamit giver udtryk for dette ønske, skal ses i lyset af, at de som trolovede endnu ikke er gift og derfor ikke bor sammen. Og derfor må han forlade hende. Men, tænker Sulamit: hvis han nu [også] var ’som en broder’, så behøvede han jo ikke at forlade hende, men derimod altid være hos hende med sin omsorg og hjælp. Profetisk peger denne hendes længsel hen på Jesus, som blev ’vor broder’, som altid er os nær og som frelste os og førte os til Gud, Heb 2:10-15.

Sulamit måtte acceptere, at hendes brudgom ikke kunne være en sådan broder. Og derfor var hun, efter sit herlige møde med sin brudgom ’på bjerget’, igen blevet alene og savner hans nærvær. Det fremgår tydeligt [efter grundteksten], at hun ikke igen vil havne i samme situation som dengang, hvor hun ikke var beredt til at lukke ham ind, da han kom og bankede på hendes [hjerte]dør [se 5:2].

Hun fortæller derfor, hvad hun så ville gøre. Hun ville selvfølgelig først og fremmest byde ham velkommen med et kys og dernæst byde ham indenfor. Og så ville hun give ham saften af hendes granatæbler [som er et billede på hendes kærlighed til ham]. Hun ved, at han pga. sin kærlighed til hende ikke ser hendes mange fejl. ’Jeg skal ikke blive foragtet’, siger hun derfor. Og hun fortsætter med billedligt at beskrive, at ’hans venstre hånd [så] skulle være under mit hoved og hans højre hånd skulle omfavne mig’, v. 3 [KJ].

Disse vers er et billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi ønsker at byde ham ind i hjertet og give ham vor kærlighed. Men, hvor tit har vi ikke svigtet ham, når han er kommet og banket på, eller mindet os om, at ’her er vejen, I skal gå’? Men når vi så igen byder ham indenfor og bekender vore synder for ham, så ved vi også – ligesom Sulamit – at vi aldrig skal ’blive foragtet’.

Igen en formaning til Jerusalems døtre [kap. 8:4]

Sulamit formaner igen sine tilhørere mod at tro, at de kan vække den sande kærlighed ved egen indsats. For den kommer først, når ’han ønsker det’, siger hun til dem, jfr. kap. 2:7, 3:5.

Et billede af brudgommen, som støtter og opdrager Sulamit [kap. 8:5]

Et nyt billede oprulles for Sulamit, som får hende til at spørge: ’Hvem er det, som kommer fra ødemarken, som støtter sig til sin elskede’? [KJ]. Af sammenhængen fremgår det, at det er hendes brudgom, som støtter sin brud i ørkenen, for at hun ikke skal falde eller give op undervejs. Dette er et vidunderligt billede på vores åndelige livsvandring med Jesus, hvor vi også hele tiden må støtte os til ham for at ’holde ud indtil enden’, Mark. 13:13. Han vil give os al den hjælp, som vi har brug for på vor vandring, og siger derfor til hver eneste af os:

  • ’Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile..’, Matt. 11:26.
  • ’Frygt ikke, thi jeg er med dig. Vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig, Es. 41:10.

Ud fra det ovenfornævnte billede, fortæller Salomon, at han er mere end hendes brudgom og konge. Han er også hendes opdrager. ’Direkte oversat fra grundteksten siger han derfor til hende: ’Jeg opfostrede dig under æbletræet, dér, din moder fødte dig’. Ud fra Højsangen ved vi, at Salomon ikke har opfostret Sulamit, hvorfor han profetisk må tale om en anden brudgom og brud. Det omhandler nemlig i virkeligheden om Kristus og hans brud, som han ’opdrager.. til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtighed i den nuværende verden’, Tit. 2:11-12.

Sulamit [og vi] skal altså med andre ord huske på alt det, han gennem hende opdragelse har gjort for hende, så at hun kan stå som hans brud. Når han i den forbindelse nævner, at denne opfostring skete ’under æbletræet’, er det måske for at illustrere, at han hver dag har givet hende den frugt, som hun både åndeligt og materielt har haft behov for. I bibelen bliver frugt og frugttræer nemlig ofte brugt som billeder på Guds mangfoldige velsignelser til os, jfr. Ez. 47:12, Åb. 22:2.

Brudens bøn om helt at tilhøre sin brudgom [kap. 8:6a]

’Læg mig som et segl på dit hjerte, som et segl om din arm’ [KJ], siger hun til sin brudgom. Dengang var et sejl en meget personlig ting, som blev brugt sammen med eller i stedet for dennes underskrift. For at det ikke skulle tabes, blev det ofte båret på brystet eller om håndleddet [armen].

Når Sulamit derfor beder om at være ’som et sejl’ på brudgommens hjerte, udtrykker hun sit store ønske om at være så tæt på ham som muligt og blive hans mest personlige og værdifulde ejendel.

Samtidigt peger hendes bøn profetisk hen på den dag, hvor vi ved tro på Kristus bliver ’beseglet ved Helligånden, som var forjættet os, og som er en pant på vor arv, Ef. 1:13-14.

Den sande kærlighed beskrives [8:6b-7a]

Med ganske få ord beskriver Sulamit den sande kærlighed, hvis berømmelse minder om den beskrivelse af kærligheden, som vi finder i 1. Kor. kap. 13. Og derved giver hun, inspireret af Helligånden, udtryk for den gudgivne kærlighed, som vi allerede tidligere har berørt. Nemlig den, at ’vi elsker ham [dvs. Jesus], fordi han elskede os først’, [KJ], 1. John. 4:19. Vi skal se på, at Sulamit med sit ordvalg har denne dobbelttydning i sine tanker.

1 Brudgommens [Kristi] kærlighed til sin brud beskrives

Sulamit ved, at brudgommen vil efterkomme dette ønske, som er omtalt i første del af vers 6. Thi hun kender hans kærlighed til hende, som hun beskriver ’er stærk som døden’. Dette udsagn peger frem på Kristus, som elskede os så højt, at han gik i døden for os og tilintetgjorde dens magt. Hans kærlighed er dog ikke blot ’stærk som døden’, men endnu stærkere. Paulus skriver derfor, at han ’er vis på, at hverken død eller liv’ eller noget som helst andet ’vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre’, Rom. 8:38-39.

Verset fortsætter med at beskrive, at hans ’nidkærhed [er] hård som dødsriget’. Det betyder, at selvom dødsriget [djævelen] af al magt prøver at holde fast på, hvad det pga. syndefaldet har fået i eje, så er brudgommens brændende nidkærhed årsag til, at dets fanger bliver sat fri.

”Derfor hedder det: ’Han steg op til det høje, bortførte fanger [fra dødsriget] og gav menneskene gaver’..”, Ef. 4:8.

Derfor er det sandt, at ’døden er opslugt og sejren vundet’. Og derfor kan vi jublende udbryde: ’Død! hvor er din brod? Dødsrige! hvor er din sejr?’[KJ], 1Kor. 15:54-55.

Hun er ikke færdig med at beskrive hans store kærlighed, hvis ’gløder er som brændende glød, dens lue er Herrens lue’. Den ild, der tænkes på, er den hellige ild på Herrens alter, hvor blodet blev udgydt til soning for folkets synder. Esajas ser og beskriver det på denne måde:

’En af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret [i den himmelske helligdom], det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’..”, Es. 6:6-7.

Så stor er hans kærlighed altså! Den er så heftig og stor, at ’mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort’, konkluderer Sulamit videre. De ’mange vande’ er ofte et billede på de mange folkeslag, som står Gud imod og er fjendtlige mod hans folk, Jer. 51:55, Åb. 19:6. Men, uanset hvad disse formår at gøre i deres modstand mod Gud og hans folk, så formår de dog intet.

2 Brudens kærlighed til sin brudgom [Kristus] beskrives

Vi kan ikke blive færdige med afsnittet uden også at komme ind på, at Sulamit med sit ordvalg også tænker på den [gudgivne] kærlighed, som hun – som et billede på os – har til sin brudgom. Denne kærlighed [fra Gud i os] er så stor, at ’de mange vande’ ikke formår at slukke den hellige ild fra Herren. Det er denne kærlighed fra Gud og til Gud, som gør, at de troende trods mange trængsler fra verden og mørkets magter kan være tro til døden og sejre midt i lidelsen.

Et eksempel på dette er hentet fra bogen: ’Den himmelske mand’, som er en biografi af en kinesisk kristen, broder Yun. Han fortæller om den voldsomme forfølgelse af de kristne i Kina, hvor myndighederne med al magt forsøger at slå den vækkelse ned, som resulterer i 10.000 nye kristne hver dag. Bogen beretter om, hvordan broder Yun blev fængslet, og pga. sin tro og vidnesbyrd om Jesus blev han her udsat for de mest ydmygende og umenneskelige mishandlinger. En dag, hvor han stod overfor en sandsynlig dødsdom, bad han til Jesus og sagde: ’Herre Jesus, selvom de slår mig ihjel, vil jeg elske dig alligevel’. Og ’alene på det fugtige gulv, sang jeg denne sang:

Herre, hvad morgendagen bringer, ved jeg ikke;
men jeg vil gerne dø for dig.
For jeg ved, du har valgt mig;
har kaldet mig til at adlyde og elske dig’.

Den sande kærlighed kan ikke købes for penge [kap. 8:7b]

’Hvis en mand ville give alle ejendele i sit hus for kærligheden, ville den blive fuldstændig foragtet’ [KJ].
Den konkrete betydning er, at den sande kærlighed ikke kan købes for penge. Selvom en mand gav alle sine ejendele bort for at få fat på den, så ville værdien ’blive fuldstændig foragtet’, fordi den ville være alt, alt for lille. Og således er det også med Guds kærlighed. Salme 49 beskriver det på denne måde: ’Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum – prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det – så han kunne blive i live’, Sl. 49:8-9.

Det religiøse menneske vil gerne tro, at det selv kan eller må gøre noget for at få del i Guds kærlighed, nåde og frelse. Men det er ikke tilfældet! ’Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl? spurgte Jesus. Og svaret er: Ingenting! For Jesus Kristus har betalt al vor skyld på Golgatas kors. Intet kan lægges til! ’Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven’, Ef. 2:10.

Sulamits åndelige og gudvelbehagelige omsorg for en ’søster’ [kap. 8:8-10]

Umiddelbart ser det ud til, at Sulamit her omtaler sin egen biologiske lille søster. Men det er næppe tilfældet, da det ifølge kap. 6:9 ser ud til, at hun var enebarn. Derfor siger hun heller ikke ’min lille søster’, men derimod, at ’vi har en lille søster’. Men: Hvem er ’vi’? Og hvilken søster tænkes der på? Hvis der ikke konkret er tale om en biologisk søster, er det nærliggende at tro, at ordet ’søster’ henviser til en [åndelig] søster, der ligesom ’vi’ tilhører brudeskaren og dermed brudgommen. Omtalen af dette søskendeforhold er et billede på alle dem, som tilhører den himmelske brudgom og som derfor også er søskende. Et billede på et sådant søsterfællesskab så vi i kap. 1:4, hvor Sulamit på disses vegne siger til brudgommen: ’Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin. De retskafne elsker dig’ [KJ].

Som vi ser, så tilhører disse kvinder ligesom Sulamit også brudgommen, og bliver derfor – som et forbillede på Kristi brud – kaldt for retskafne. Det er hans værk i dem, som har gjort dem til det, de er. Derfor er det, at de jubler og glæder sig i ham og priser hans kærlighed. Og derfor er det, at de elsker ham. Vi skal i parentes bemærke, at disse kvinder, som repræsenterer Kristi brud, ikke er identiske med ’Jerusalems døtre’, der repræsenterer verdens børn, som aldrig har mødt ham personligt eller oplevet hans kærlighed til dem.

Men – kan den omtalte ’lille søster’ i kapitel otte virkelig være identisk med en af disse ’retskafne’ kvinder? For hun omtales jo som en, som endnu er så ung og umoden, at hun stadig ikke har fået sig en bejler. Betyder det ikke, at hun derfor endnu ikke er blevet ’trolovet’? Så vidt jeg kan se, så handler verset ikke om, hvorvidt hun er trolovet eller ej, hvilket betyder, at hun godt kunne være det. Sulamits udsagn skyldes nok snarere hendes frygt for, hvordan det vil gå, når der kommer en [anden] bejler og ’gør kur til’ hende. Vil denne ’lille søster’ så være moden nok til at afvise ham, som vil forsøge at føre hende væk fra ham, hun er trolovet med?

Dette er et billede på de mange falske profeter, som giver sig ud for at komme og påstå, at han er Kristus, men som i stedet fører mennesker væk fra ham, Matt. 24:23. Det var om denne store fare, som fik Paulus til at formane de kristne til at vokse fra åndelig umodenhed ’til mands modenhed’,

’så at vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv’, Ef. 4:13-15.

Er hun en mur eller en dør? [kap. 8:9-10a]

Ud fra disse to vers ser det ud til, at den ovenfor nævnte tolkning må være rigtig. For konklusionen i disse vers er jo en direkte fortsættelse på spørgsmålet [om søsterens troskab] i forrige vers. Hendes troskab vurderes ud fra hendes svar på spørgsmålene om, hvorvidt hun betragter sig selv som ’en mur’ eller ’en dør’.

  1. Hvis ’hun er en mur, så bygger vi en krone af sølv derpå’. I bibelen er den fysiske troskab mod en ægtefælle et billede på den åndelige troskab mod Kristus. Dette er også tilfældet her. Hvis Kristi [trolovede] brud er ’en mur’, som står fast og er ’tro indtil enden’, så vil hun engang få ’livets sejrskrans’, Åb. 2:10.
  2. ’Men er hun en dør, så spærrer vi den med cederplanker’, tilføjer Sulamit. Det betyder, at hvis hun ikke kan modstå de lokkende toner fra andre bejlere, som er ude på at føre hende væk fra den sande, så er hun som ’en dør’, som svinger frem og tilbage. For det betyder, at hun, som et billede på unge kristne, så skal betragtes og behandles som børn, som stadig må opdrages og holdes hjemme, og forhindre [spærre døren for], at de kommer galt af sted. Et eksempel herpå finder vi i Hos. 2:6, hvor Herren siger dette om folket, efter at de havde forladt ham for at dyrke andre guder: ’Se, derfor spærrer jeg med tjørn hendes vej, foran hende murer jeg en mur, så at hun ikke kan finde sine stier’ [til disse guder].

Søsteren kommer nu med dette svar: ’Jeg er en mur, mine bryster tårne’. Med disse ord giver hun billedligt udtryk for, at man ikke skal tage hendes ungdom og tilsyneladende umodenhed – som hendes manglende bryster jo henviser til – som tegn på, at hun er det. For i sit indre er hun [åndeligt] en moden [og fuldt ud udviklet] kvinde, som er i stand til at stå fast og forsvare sig mod enhver fristelse til at forlade den eneste og sande brudgom.

Da blev jeg i hans øjne som en, der finder fred [kap. 8:10b]

Når Sulamit indleder sætningen med ordet ’da’, betyder det, at den hænger sammen med de forrige vers, og viser dermed Sulamits glæde over søsterens positive svar. Når hun derefter taler om, at hun ’i hans øjne [er] som en, der finder fred’, betyder det, at brudgommen med velvilje eller velbehag ser på, at hun har udvist omsorg for de små [åndelige] søskende. Det ord, som er oversat med ’fred’ kan også oversættes med velvilje eller [Guds] velbehag, jfr. Luk. 2:14. Dermed peger disse vers hen på den omsorg, vi som kristne skal have for hinanden, til Guds ære og til hans velbehag. Jesus siger derfor dette til sine disciple: ’Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig’, Matt. 25:33-40.

Hebræerbrevets forfatter tilføjer: ’Glem ikke at gøre vel og dele med andre, thi i sådanne ofre har Guds velbehag’, Hebr. 13:16.

En fortælling af en vingårdsejer, en vingård og dens vogtere [Højs. 8:11-12]

Omtalen af, at ’Salomon havde en vingård’, er et profetisk forbillede på Jesus Kristus, som er den sande vingårdsejer – og på vingården, som er et billede på hans menighed. Esajas beskriver dette forhold meget tydeligt i sit 5. kap., som han indleder med disse ord: ’Jeg vil synge en sang om min højt elskede, en kærlighedssang vedrørende min højt elskedes vingård. Min højt elskede havde en vingård på en frugtbar høj’, Es. 5:1 [KJ].

Denne vingård overgav han til vogtere [menighedsledere], for at de ’hver kunne tjene tusind sekel sølv på dens frugt’, v. 21. Disse ord minder meget om Jesu lignelse om manden, som havde en vingård. For at beskytte den mod røvere ’satte [han] et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn [og] lejede den ud til vingårdsmænd’, inden han drog udenlands [til himmelen], Matt. 21:33.

Dengang var det almindeligt, at en vingård blev lejet ud som beskrevet. Forud blev der skrevet en lejekontrakt, som skulle fastslå, hvordan høstudbyttet skulle fordeles. På Jesu tid skulle ejeren have 25-50 % af udbyttet og resten tilfaldt forpagteren. Derfor var det ganske naturligt, at vingårdsejeren, ’da nu frugttiden nærmede sig, sendte sine tjenere til vingårdsmændene for at få [fortjenesten for] de frugter, der tilkom ham’ [Matt. 21:34].

Det er den sikkert samme betydning, som ligger bag teksten i Højsangen, når den nævner, at vogterne ’hver kunne tjene 1000 sekel sølv på dens frugt’. Ud fra vers 12 ser det ud til, at dette var det beløb, som den enkelte vogter var forpligtiget til at give til vingårdsejeren. Og de 200 sekel sølv, der blev tilbage, skulle så tilfalde dem, ’som vogter deres frugt’ [v. 12].

Den åndelige betydning af vingårdens frugtudbytte og fortjeneste

  1. Det første vi skal se på er vingården, som er et billede på menigheden. Ligesom gærdet og vagttårnet er nødvendigt for at holde dyr og tyve borte fra vingården, således skal vores vingård også beskyttes mod enhver, som vil ødelægge eller stjæle fra den. Bemærk, at de ikke skal betale for vingården, fordi den – som et billede på frelsen – er gratis for os.
  2. Det næste, vi skal se på, er frugten, som i NT udlægges til fx at betyde ’tjene Gud’, ’være tro’ og ’have omsorg’.
  3. Fortjenesten i vingården er et billede på det, vi gør for at tjene Gud i og ud fra menigheden. Henvisningen til sølv som betalingsmiddel bliver i bibelen brugt som et billede på forløsningen, fx 2Mose 30:15. Denne forløsning er altså betalt af Jesus Kristus. Ordet forløsning betyder det samme som ’løser’ og ’genløser’ og betyder ’at købe fri’ eller ’indløse’. Når Sulamit giver udtryk for, at de 1000 [sekel sølv] tilhører ham, er det et billede på, at vores liv og tjeneste i Guds vingård må hvile på Kristi forløsning alene.
  4. Al fortjeneste i vingården tilhører Kristus – til hans ære. Men alligevel skal vogterne have deres del af udbyttet. Den åndelige betydning heraf kan vi bl.a. se i 1Tim. 5:17: ”De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning. Thi skriften siger.. ’en arbejder er sin løn værd’..

Jeg har min egen vingård [kap. 9:12]

Sulamit indleder vers 12 med ordene: ’Min vingård, den som tilhører mig, ligger foran mig’ [KJ]. Det er sandsynligt, at denne vingård er identisk med den vingård, som tilhører brudgommen [v. 11]. Et fortilfælde på denne billedlige fremstilling af, at brudgommens ejendom også tilhører bruden, så vi i 4:16, hvor Sulamit omtaler brudgommens have som identisk med sin egen have. Den åndelige betydning heraf er den samme som i lignelsen om ’den fortabte søn’, som faderen holder en fest for, da han kom hjem. En fest, som den hjemmeboende søn aldrig har fået, og følte sig derfor snydt over denne forskelsbehandling: ”Da sagde faderen til ham: ’Mit barn! Du er altid hos mig, og alt mit er dit..’..”, Luk. 15:31.

Et andet sted står der om det samme: ”Lovet være Gud.. som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse’, Ef. 1:3.

Brudens sidste indtrængende bønner [kap. 8:13-14]

’Du, som bor i haverne’ er et billede på Jesus, som bor i de hjerter, som tilhører ham. I den danske bibel bliver disse omtalt som venner, som lytter til ham. På grundsproget står der dog ’følgesvende’ [altså disciple] i stedet for venner. Ordene om, at disse venner eller disciple lytter til ham, peger hen på Jesu ord i NT, hvor han siger, at de ’hører hans røst’ og ’følger ham, fordi de kender hans røst’.

Verset slutter med denne personlige bøn: ’Lad mig få høre din røst!’ Det er så meget, som søger at forhindre os i at lytte til hans røst, når han taler alvorlige ord til os på vor vandring gennem livet. For at vi ikke skal fare vild, siger han kærligt og formanende dette til os: ’Se, jeg forelægger dig i dag livet og lykken [eller] døden og ulykken..! Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv..’, 5Mose 30:15, 19-20.

’Skynd dig, min elskede’ [KJ], udbryder Sulamit. På sin vandring gennem livet har hun haft mange dejlige stunder med sin brudgom, hvor han har fyldt hende med glæde og en stor længsel efter snart at blive hans brud. Det samme har vi som tilhører Jesus. Thi det ord er sandt, at ’bedre [er] en dag i din forgård end tusinde ellers’ [Sl. 84:11]. Men samtidigt længes vi efter, at Jesus kommer igen og alt bliver nyt. Derfor siger bruden til ham: ’Skynd dig, min elskede!’ og ’kom, Herre Jesus! Og han svarer sin brud med ordene: ’Ja, jeg kommer snart’, Åb. 22:20.

De sidste ord om, at han må ’være som en gazelle, som den unge hjort på balsambjerge’, er stort set de samme som i kap. 2:17. Der henviste jeg til, at grundsproget dér talte om ’adskillelsens bjerge’, fordi disse bjerge adskiller hende fra brudgommen. Dengang gav hun udtryk for sin længsel efter, at han snart ville komme. Nu gentager hun den samme længsel med at sige: Skynd dig, min elskede’!

Hvornår den kommer, ved vi ikke, men vi ved, at han ’kommer snart’ og ’tøver ikke!’

’I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende’, Rom. 13:11

Min elskede brudgom, Jesus Kristus: Skynd dig! Kom snart!

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Højsangen: Sang nr. 2: Brudgommen kommer [Kap 2:8-17] Sulamit genkender brudgommens røst og ser ham komme [kap. 2:8-9] ’Hør min elskedes røst’ [KJ], udbryder Sulamit. Selv på lang afstand genkender hun øjeblikkelig hans stemme og fyldes […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development