Højsangen: Sang nr. 1: Jeg er sort, men yndig [kap. 1:1-2:7]

Brudens første møde med efter brudgommen [kap. 1:2]

Sulamit begynder med at beskrive sin trolovelsestid og [åndelige] samvær med sin brudgom med at give udtryk for at få en berøring [et kys] fra ham. Det er tydeligvis ikke det første møde, som hun har med ham, for det er tydeligt, at hun allerede er kommet til at kende ham og elske ham. Hun siger derfor, at ’din kærlighed er bedre end vin!’ Vin står her for det bedste af det, jorden kan frembringe! Hun fortsætter med at beskrive ham: ’Lifligt dufter dine salver, dit navn er en udgydt salve!’ I GT var denne salve et billede på Jesus Kristus, og skulle derfor forbilledligt udgydes over syndofferet, ypperstepræstens tjeneste og over alteret i det allerhelligste [2Mose 28:41, 29:36, 30:26]. Derfor står der også profetisk i Daniel, at når Messias [Kristus] kommer, bliver ’en højhellig helligdom salvet’, Dan. 9:24. Alle forbilleder har altså sin opfyldelse i Kristus, som netop betyder ’den salvede’, hvis navn er en liflig duft for Gud, og er det eneste navn, hvorved vi kan blive frelst.

’Derfor [pga. hans død på korset] har også Gud ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, Fil. 2:9.

Sulamit til sin brudgom: Derfor har jomfruer dig kær [1:3-4]

Sulamit fortsætter: ’Derfor har jomfruer dig kær’ [ordret oversættelse]. Bibelen beskriver ofte de enkelte troende som brude/jomfruer. ’Drag mig efter dig’ beder hun. Det må også være enhver troendes største ønske og bøn til sin brudgom. Hun ønsker, at hendes tilhørere vil det samme og siger opfordrende til dem: ’Kom, lad os løbe!’ Det ser altså ud til, at disse ’jomfruer’ er et billede på de troende, som ønsker at følge vores brudgom, Kristus. De har åbenbart også løbet ham i møde og siger nu til ham: ’Vi vil juble og glæde os i dig, prise din kærlighed frem for vin’. Og ’de retskafne elsker dig’ [KJ], v. 4.

Disse ord er også forbilledligt et udtryk for vores jubel og glæde i vores brudgom, Kristus. Ordene ’i dig’ peger frem til det, vi har ’i Kristus’. I NT er der langt over 500 steder, hvor der henvises til, hvad vi som troende har ’i Kristus’ og ’i ham’, fx Rom. 3:24. Han er hadet eller ringeagtet af de fleste i verden, men ’de retskafne elsker ham’.

Sulamit: Jeg er sort, dog yndig [1:5-6]

I vers 5 henvender Sulamit sig til ’Jerusalems døtre’, som kan beskrives som hendes veninder og er derfor ikke identiske med de i vers 3 nævnte jomfruer. Disse veninder er hendes tilhørere gennem alle kapitler, og vil derfor senere komme nærmere ind på, hvilke tanker de gør sig, efterhånden som de hører mere og mere om Sulamits beretning om sin brudgom.

’Jeg er sort, men yndig’, siger hun til dem. Og videre: ’Se ej på mig, fordi jeg er sort. Hun beskriver, at hun er sort, fordi hun er blevet brændt af solen – et billede på, at hun i denne verden har levet under et slavelignende forhold. Hun nævner, at hendes ’moders sønner’ har sat hende i den ulykkelige situation. Dette kan være et billede på Eva, som er kommet ’i trældom med sine børn’ pga. synden, som kom ind i verden og trængte igennem til alle mennesker, jfr. Rom. 5:12. Pga. dette slaveri giver Sulamit udtryk for, at hun ikke har kunnet vogte sin egen vingård. Omtalen og beskrivelse af denne vingård går som en rød tråd gennem alle kapitler i Højsangen. Det gør den, fordi den som et forbillede på det, den beskriver: Vingården repræsenterer Guds menighed, og dens ejer repræsenterer Gud. Det betyder, at vi – ligesom Sulamit – pga. slaveri ikke har kunnet vogte Guds vingård.

At blive brændt af solen kan være et billede på den syndige menneskenatur [i os], men også henvise til den påvirkning fra syndens verden, som vi bliver udsat for. Ligesom Sulamit har vi også oplevet, at vi på mange forskellige måder er blevet brændt af solen gennem vor vandring gennem livet. Men i stedet for at se på os selv og vor situation, må vi fokusere på, hvad vor brudgom har gjort for os. Det er grundlaget for, at hun siger: ’Jeg er sort, dog yndig’. Det er jo det, vi giver udtryk for, når vi fx siger, at vi er syndere [sorte af natur], men samtidig benådede [og dermed uden plet og fejl].

Denne vidunderlige sandhed er baggrunden for, at vi kan lovprise Gud, selvom solen brænder på vor [ofte svære] livsvandring. Som det fx kommer til udtryk i sangen ’O, at jeg kunne min Jesus prise’. Vers 5 lyder således:

Snart er vi hjemme at stå for tronen,
hvad gør det da, om solen har os brændt?
Når hytten falder, så får vi kronen,
og al elende er så dermed endt.

Som Kedars telte.. [1:5]

Det er også denne åndelige forståelse, som Sulamit har fået et indblik i. Det ses bl.a. ved hendes henvisning til ’Kedars telte’. Kedar var en arabisk beduinstamme, hvis telte var behængt med skind af sort gedehår og havde ingen skønhed. Som vi ser, sammenligner Sulamit sig selv med disse telte, som ikke har nogen skønhed i sig selv. Men så skynder Sulamit sig at fortsætte med at fortælle om, at hun alligevel ejer en skønhed, men den har hun fået af en anden: Jeg er ’som Kedars telte, som Salomos teltdug’ [KJ].

I modsætning til Kedars sorte telte var Salomos telte yndige og prægtige. Med sine ord giver Sulamit altså udtryk for, at brudgommens skønhed langt overstråler hendes ringhed, og det er tydeligt, at hun også har taget imod den i sit hjerte. Med sine ord siger hun altså indirekte, at:

’Jeg er ganske vist sort ’som Kedars telte’, men alligevel underfuld ’som Salomos teltdug’, fordi jeg modtaget hans skønhed [klædning]. Og derfor ser jeg ikke længere mig selv, som verden gør, men som brudgommen gør.
Dette vers giver os hermed et vidunderligt evangelisk billede på den skønhed, som Kristi brud får, når hun engang skal iføres hvide klæder, som brudgommen vil give til alle dem, som tager imod ham, Åb. 3:5.

Sulamit [til brudgommen]: Sig mig, hvor du vogter din hjord [1:7]

Billedet skifter. Bruden henvender sig til brudgommen og spørger: ’Du som min sjæl har kær, hvor du vogter din hjord, hvor du holder hvil..’, v. 7. For første gang omtaler Sulamit brudgommen som en hyrde, der vogter sin hjord. Gennem bibelen omtales hyrden utallige gange som billeder på, hvordan Gud beskytter sin hjord og har omsorg for den. I salme 23 skriver David fx, at ’Herren er min hyrde’. Jesus siger da også om sig selv, at ’Jeg er den gode hyrde, der sætter mit liv til for fårene’, Joh 10:11. Sådan er han! Det skønneste der findes er at være der hvor han er.

Sulamit spørger derfor: ’Hvorfor skal jeg gå som en landsstryger ved dine fællers hjorde’?

Det ser ud til, at hun på dette tidspunkt hører til en anden hjord, hvor hun muligvis har hørt om ham, som er hyrden over alle hyrder. Måske var hun i en lignende situation som de disciple, som fulgte Johannes Døber, indtil han overfor dem vidnede om, at det er Jesus, som er Guds Lam, hvorefter de i stedet fulgte Jesus, som også beskrives som ’overhyrden’. På samme måde havde Sulamit hørt om denne hyrde og ønskede derfor også at være med i hans hjord. Hun ville ikke nøjes med at høre om ham på frastand, for så ville hun stadig være som en slave eller landsstryger. Hun ved, at hun aldrig vil føle sig hjemme andre steder end hos ham.

Brudgommen fortæller om det, hun ikke ved [kap. 1:8]

Han lægger ud med ordene: ’Hvis du ikke ved det, du fagreste blandt kvinder, følg da hjordens [fårenes] spor..’. De første ord ’hvis du ikke ved det’, er mildt bebrejdende, fordi hun burde vide dét, han nu siger til hende. Hun burde vide, at hun kan finde ham ved at gå i ’hjordens spor’, for hjorden følger deres hyrde. I Joh 10:3 siger Jesus, at ’fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og fører dem ud’. I Højsangen fortsætter hyrden med at sige til hende: ’Vogt dine geder ved hyrdernes boliger’, eller ’ved hyrdens bolig’, som der står i nogle bibeloversættelser og som måske er den mest korrekte? Men uanset hvad, så er meningen den samme: Gå derhen, hvor Guds ord forkyndes ret, for dér er hyrden.

Brudgommen [til Sulamit]: Du er den fagreste og min elskede [kap. 1:9-10]

Herefter skildrer brudgommen hans brud, og beskriver hende først som ’den fagreste blandt kvinder’. Sulamit beskrives flere gange med disse ord som et forbillede på Kristi brud. En sådan beskrivelse af os er vi dog ikke vant til at høre, for vi er jo ’kun syndere’, som ikke har fortjent hans godhed! Og dette er sandt. Men alligevel er vi så dyrebare i hans øjne, at han var villig til at give afkald på alt for at få dig i eje. Jesus sammenligner sig derfor med en købmand, der søgte efter skønne perler, og da han havde fundet én meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den, Matt 13:45-46.

Derefter sammenligner Sulamits brudgom hende med ’Faraos forspand’. Salomon havde en særdeles stor forkærlighed for ægyptiske heste og i hans øjne eksisterede der ikke nogen smukkere skabning end disse med deres lette og underfulde gang. Når han derfor sammenlignede Sulamit med disse yndefulde heste, var det det bedste kompliment, som han kunne give hende.

I vers 9 omtales bruden som ’min veninde’, men det er et forfladiget udtryk. I den danske bibel omtaler Sulamit og Salomon fejlagtigt hinanden 34 gange for henholdsvis ven og veninde. For efter grundsproget omtaler de hinanden for ’min elskede’. I vers 14 omtaler han endda hende med ordene ’min højt elskede’. Så højt elsker han også os! Og vi må bare elske ham tilbage for alt det, han er og har gjort for os.

’Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder’, 1Joh 4:9-10.

Jerusalems døtre bryder ind [kap. 1:11]

Vers 11 starter med et ’vi’, som sikkert henviser til Jerusalems døtre, som er hendes veninder og som bliver mere og mere grebet af Sulamit vidnesbyrd om sin brudgom. I gamle dage var det skik, at det var veninderne, som smykkede bruden og førte hende frem, jfr. salme 45:15. Men ordet ’vi’ kan også henvise til, at det er den treenige Gud, som selv vil smykke bruden, jfr. 1Pet 1:3-4, 5:4.

Sulamit: Min nardus spreder sin duft, når kongen er til bords [kap. 1:12-14]

Sulamit har også tidligere omtalt den velduft, der strømmer ud fra ham, kap. 1:3. Nu fortæller hun så nærmere om, hvilken indflydelse denne velduft har på hende. Hun siger: ’Min nardus breder sig, mens kongen er til bords’. Versets mening kommer bedre frem med denne mere korrekte oversættelse: ’Så længe kongen sidder ved bordet, vil min velduftende salve udsende en velduft deraf’ [KJ]. Det betyder konkret, at det er ham, som er årsag til hendes velduft! Det fremgår også af vers 13, hvor hun siger, at ’min ven er mig en myrrapose, der ligger ved mit bryst’.

Hun fortsætter med at berømme hans velduft: ’Min højt elskede er som en koferklase fra En-Gedis vingårde..’ [KJ]. Baggrunden for sammenligningen er, at Salomon netop havde indført koferdruen fra udlandet pga. dens velduft og gode smag og blev dyrket i store terrasseformede vinhaver i En-Gedi.

Den velduft, som her beskrives, er et billede på Kristi velduft. Paulus skriver det fx på denne måde:

’Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus, og ved os alle vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft. Thi en Kristi velduft er vi for Gud blandt dem, der frelses – og blandt dem, der fortabes. For disse sidste bliver vi en duft af død til død, men for de første en duft til liv’, 2Kor 2:14-16.

I inderlighed taler brudgommen og bruden med hinanden [kap. 1:15-17]

Brudgommen omtaler igen hendes skønhed og sammenligner hendes øjne med duer. Duer har altid været et billede på renhed og hellighed, og det er disse [Åndens] frugter, som han ser i hendes øjne, der som bekendt bliver omtalt som ’sjælens spejl’.

Hun besvarer hans kærlighed med lignende ord og giver udtryk for sin store glæde ved at være sammen med ham på de grønne enge og i den bolig, som de sammen vil bygge. Åndeligt er dette et billede på det vidunderlige liv, som vi nu har i Kristus, hvor han lader os hvile på grønne enge og sammen med ham bliver ’opbygget til en Guds bolig i Ånden’, Sl 23:2, Ef 2:21-22.

Jeg er Sarons rose, dalenes lilje [kap. 2:1]

Sulamit ikke kan forstå, at Salomon har udvalgt hende til sin brud, for hvad er hendes skønhed i forhold til de kvinder, som er rundt omkring ham ved hans hof? Dette giver hun billedligt udtryk for, ved at hun beskriver sig selv som ’Sarons rose og dalenes lilje’ [KJ] i modsætning til de mange pragtblomster, som kongen både kan se og nyde hver dag i Jerusalem. Sarons rose blomstrer på kystens højsletter og liljerne i dens dale. Disse blomster er måske nok små og uanseelige, men er et billede på de yndigste blomster. Derfor har de også i kirkehistorien været et billede på små [blomster], som Kristus har taget til sig, for han er den, der ’vogter blandt liljer’, jfr. v. 16.

Efter denne ydmyge fremstilling af sig selv får hun dette svar: ’Som en lilje midt blandt torne er min elskede blandt døtrene’ [KJ]. Med andre ord siger han til hende: Du skal ikke sammenligne dig med dem, for i mine øjne er de ikke andet end [tidsler med] torne. Disse ord er dermed et billede på, hvordan Kristus, vores brudgom, ser på os i forhold til det, som verdens børn kan fremvise: ’..det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke er noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud..’, 1Kor 1:28-29.

Men billedet stopper ikke her. Når han siger, at bruden er ’som en lilje midt iblandt torne’, er det et billede på, at de i modsætning til hende ikke tilhører ham. Dette er et åndeligt billede på dem, som hører ordet om korset, men som ikke vil tage imod Kristus. I stedet giver de sig til at ’rive og nage’. I sangen: ’Den yndigste rose er funden’ lyder sidste vers således:

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!

Sulamit beskriver glæden ved at tilhøre ham [kap. 2:3-6]

Pga. brudgommens ord til hende fyldes hun af glæde over at tilhører ham, som hun sammenligner med et frugtbart træ blandt skovens træer. I vers 2 sammenlignede brudgommen hende med de andre blomster, men her i vers 3 er det bruden, der sammenligner ham med de andre træer i skoven.

Men blandt dem alle er det kun ham, som bærer frugt og som derfor kan give hende det, hun behøver – et billede på, hvor højt ophøjet Kristus er i forhold til alle andre bejlere, kap. 8:8. Det er dem, som byder sig til som den sande Kristus, men som i virkeligheden er falske profeter og afguder. For der er kun én, som er ’vejen, sandheden og livet’; det er Jesus Kristus. Han er derfor også den eneste, som kan vederkvæge os og give os frugten til det evige liv, jfr. Rom 7:4-5.

Derfor siger bruden: ’I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane’. Han er nemlig det livets træ, som bringer liv og lægedom til enhver, som søger ham. Dette træ kan også være et billede på korsets træ, hvorpå Jesus døde for vore synder og i hvis skygge jeg derfor altid har lyst til at sidde’. Salme 670 i den danske salmebog beskriver det således:

I Jesus søger jeg min fred,
al verden har kun smerte,
ved korset er mit blivested,
dér hviler sig mit hjerte,
dér kan jeg bo
i stille ro,
dér findes alt det, som min tro
så længselsfuld begærte.

Herefter fortæller Sulamit, at Brudgommen har ført hende til en vinhal [ordret: banketten], hvor der er vin i overflod. I bibelen er vinen et billede på den glæde og Helligånd, som Gud vil give til enhver, som kommer til ham ved Jesus Kristus, Matt 26:27, 1Kor 12:13. Når Gud derfor i endens tid vender Israels skæbne og frelser det, understreger han sin store velsignelse over dem ved at bruge vinen som symbol, idet han siger, at ’bjergene drypper med most’ og ’de skal plante vingårde og drikke vinen’, Amos 9:13-14.

’Hans banner over mig er kærlighed’, fortæller hun videre [ordret]. En konge havde altid et banner, som fx blev båret foran hæren i en krig, og repræsenterede på samme tid både kongen og hans magt. Tilstedeværelsen af kongens banner var at betragte som at han selv var til stede. Når der står, at ’Hans banner over mig er kærlighed’, så betyder det derfor, at dem, der er under dette banner, er beskyttet af hans kærlighed mod alle onde anslag. Og det er netop det evangeliske pointe: på spørgsmålet om, ’hvem [der] kan skille os fra Kristi kærlighed’ bliver svaret derfor: Det er der ingen, der kan! [Rom 8:35-39].

’Styrk mig med rosinkager, kvæg mig med æbler’, v. 5. Som dengang bliver disse stadig benyttet som energitilskud, som man i ørkenen næsten altid har ved hånden, hvis man fx er udmattet. Hun siger endda, at hun er ’syg af kærlighed!’. Det er ’den første kærlighed’, der taler således. Selvom Sulamit beskriver kærligheden mellem mand og kvinde, så er det i virkeligheden et Guds inspireret billede på forholdet mellem brudgommen Kristus og hans brud. Han omfordrer os derfor til aldrig at miste denne første kærlighed til ham, Åb 2:4.

I vers 6 siger Sulamit, at ’hans venstre er under mit hoved, hans højre tager mig i favn’. Disse ord må være et udtryk for, at han billedligt er i hendes hjerte, for hun fortsætter jo beretningen med at fortælle, at han endnu ikke [bogstaveligt] er kommet til syne, vers 8. Det, hun siger, er derfor et billede på Kristus, som er den eneste, som bogstaveligt er hos os samtidig med, at han stadig er hos sin Fader i Himmelen og derfor ikke er kommet tilbage til jorden endnu, Matt 28:20, Apg 1:11.

Sulamit: ’Gør ikke kærligheden uro’ [Kap. 2:7]

Sulamit henvender sig til Jerusalems døtre og siger til dem: ’Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke, før den ønsker det selv’. Hun gentager samme formaning til dem i kap. 3:5, og 8:4.

Med disse ord, som også er Guds ord, forklarer hun overfor sine tilhørere [og os], at man ikke kan eller skal presse en kærlighed frem, som ikke er til stede. Hvor mange er ikke blevet drevet af sine følelser, begejstring eller begær, men som siden har vist sig ikke at være bygget på ægte kærlighed. Dette gælder også på det åndelige plan for mange af dem, der gerne vil være kristne og tilhøre Jesus. Men som igen vil lade sig rive med af denne verdens bekymringer eller begær og falder fra, når hverdagen kommer med dens travlhed og timelige bekymringer, jfr. Matt 13:13,19-22.

I modsætning hertil er den sande kærlighed gudgivet. I grundteksten kommer denne tolkning tydeligere frem i dette vers end i den danske bibel. Sulamit giver nemlig udtryk for, at kærligheden til brudgommen ikke skal eller kan vækkes, ’før HAN ønsker [eller vil] det’. Ordet ’han’ må derfor åndeligt henvise til, at vi ikke selv kan beslutte os til at tilhøre Jesus, når vi ønsker det, men at det derimod er ham, som vækker den sande kærlighed i os til ham, når vi beder ham om det.

Bibelen taler alvorligt om, at vi ikke må ringeagte denne kærlighed, for den kan så let blive kold, hvis vi ikke er agtpågivende. Der er mange, som tror, at de elsker Jesus, men som i virkeligheden er utro. For ’ingen kan tjene to herrer’, siger Jesus. ’For han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden’ [Matt 6:24]. Derfor hedder det: ’I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter..’, Heb 3:7-8

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development