Jesu blods betydning

Vi skal begynde med at læse to vigtige og eviggyldige vers i Peters første brev om betydningen af Jesu blod: “I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde..”, 1Pet 1:18-19.

Jesu dyrebare blod! Bibelens vidnesbyrd og ‘røde tråd’ er, at uden dette blod kan vi ikke finde en nådig Gud, og dermed heller ingen frelse og ingen tilgivelse for synd. Men bibelen siger også, at vi ved (pga.) dette blod er blevet forsonet, tilgivet, forløst, benådet, retfærdiggjort, renset, og har dermed fået fred med Gud og adgang til hans Faderhjerte. Ved Jesu dyrebare blod ER vi altså hver især blevet “ren og retfærdig og himmelen værdig”, som det lyder i en af vore dejlige kristne sange.

Vi får et lille indblik i blodets betydning, når vi fx læser om de mange dyr, der i den gamle pagt forbilledligt skulle ofres for at dække over al den synd, som Jesus udslettede med ét eneste offer på Golgata. Det er fx blevet anslået, at der på Davids tid blev slagtet 400.000 lam hvert år til påsketid. Ud fra vores tankegang synes vi nok, at et enkelt lam måtte være nok, men ikke i Guds øjne. Så alvorlig var synden, at hver eneste familie skulle ofre hvert deres lam, og bruge dets blod til soning, af deres synder. Men, selvom de mange dyr stedfortrædende måtte dø for menneskers synder, så kunne de dog ikke fjerne dem, men kun skjules for en tid (det er faktisk dette, der menes med sonedækket). Hebræerbrevets forfatter forklarer det således:

“Thi loven (og ofringerne, den befalede) er kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.. men ofrende (var alligevel nødvendige, for de) bringer netop år efter år ihukommelse af synder. Thi det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder”, Heb 10:1,3-4.

Gud ville altså med de mange ofre i den gamle pagt anskueliggøre, hvor ufattelig stor og alvorlig, al synd er i hans øjne, og hvor meget mere dyrebart og altafgørende, Jesu offer ville være. Derfor så de troende blandt folket også, ved de samme ofre, frem til ham, som kunne gøre det, som dyrenes blod ikke kunne og kan. På grundlag af dette konkluderer hebræerbrevets forfatter i Heb 9:15, at “..Derfor er han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning fra overtrædelser under den første pagt”.

Her siges der altså, at Jesus døde for deres synder, ligesom han er død for vore synder – os, som lever i den nye pagt. Jesu blod er nemlig en evig pagts blod. Her tænkes der vistnok ikke på den nye pagt, men på den evige pagt, som blev oprettet i Himmelen, før verdens grundvold blev lagt; dengang, Jesus sagde ja til at gå i døden for menneskeheden, og Livets bog kom til at hedde ‘Det slagtede Lams bog’.

Jeg kender ikke noget mere rammende forbillede på frelsen ved Jesu blod alene, end i beretningen om påskelammet i 2Mose 12. Vi husker, at israelitterne fik en befaling fra Gud om at stryge lammets blod på dørstolperne til deres boliger den første påske, og således ‘ikke give ødelæggeren adgang til jeres huse for at slå jer’, v. 22-23. Dette skulle de gøre aftenen før deres udfrielse fra Ægyptens trældom, et billede i bibelen på vores udfrielse fra verdens trældom og synd. Blodet var en garanti for israelitternes sikkerhed, men de måtte gøre brug af blodet, som Gud havde befalet det. Måske har der været var en og anden, som har tænkt: Det er lige meget, om jeg bruger blodet eller ej. Jeg bliver nok frelst alligevel! Men Gud sagde: ‘Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi døren’. Blodet var nok til frelse og udfrielse.

Læg mærke til, at han ikke sagde: ‘Når jeg ser blodet og det usyrede brød, vil jeg gå forbi, og ikke lade ødelæggeren komme ind i jeres huse’. Han sagde heller ikke: ‘Når jeg ser jeres tro, vil jeg gå forbi jer’ – for det er jo brugen af blodet, som afspejler troen på det, Gud har sagt. Derfor sagde han: ‘Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi’. Af både GT og NT fremgår det klart, at Gud ser efter blodet.

På samme måde er det af største vigtighed, at vi ikke lægger noget til Jesu forsoningsværk, for dét alene er vor frelsesgrundlag, og det er kun derved, vi har, eller kan få, fred med Gud. Mange blander ofte meget andet sammen med hans forsoningsværk; det er ofte noget lovisk, gode gerninger, gode oplevelser med Gud, eller en god moral, men det vil slå fejl og få mennesker til at gå en anden vej, end den Gud har foreskrevet. Ifølge bibelen er et menneske frelst ved Jesu blod alene, eller så er det slet ikke frelst.

Israels børn var således heller ikke kun delvis beskyttet af blodet. Deres frelse var ikke noget, de blot håbede på og bad om. De stolede helt enfoldigt på Guds vidnesbyrdet om blodet, og det gav dem fred. De vidste, at et lydefrit lam var død i deres sted, og var derfor beskyttet ved blodet på dørstolperne. Men der var nok nogle i mængden, der tvivlede, og tænkte: “Hvordan kan jeg vide, om blodet er nok til frelse?’ Sådan er der mange, der er i tvivl i dag. Vi kan kun sige: Vi ved det, fordi Gud har sagt det! Og så vil du, der tvivler, se, at det slår til.

I min forberedelse til denne gennemgang læste jeg et brev fra en, som på samme måde var usikker, og spurgte: ‘Hvordan jeg kan vide, at jeg er retfærdiggjort’? Ja, hvordan kan man vide det? Der er mange, mange kristne, som går gennem livet uden at vide det, og spørger man dem, siger de noget i den retning: ‘Jeg håber det da, men jeg ved det ikke. Det kommer jo an på så meget!’ Hertil er at svare: Nej, det kommer ikke an på så meget; det kommer kun an på ét: hvis du er renset i Jesu blod, og iklædt hans retfærdighed, så er du som førnævnt ‘ren og retfærdig, himmelen værdig’.

Gud har jo sagt: Blodet skal være et tegn; når JEG ser blodet, går jeg forbi jer. Det er først og fremmest et tegn for Gud, ikke for os. Derfor sagde Gud ikke: Når I ser blodet, vil jeg gå forbi jer, men når jeg ser det. Deres hjerter var rolige, fordi de vidste, at Gud spejdede efter blodet, og derfor var blodet da også på husene udenfor – ikke indenfor, og derfor kunne israelitterne ikke se det. Jeg tror, dette er et billede på, at således kan vi heller ikke se Jesu blod, og det er heller ikke nødvendigt, for Gud ser det, og det er tilstrækkeligt. Det er altså med andre ord et usynligt tegn for os, som er uløseligt knyttet til Guds løfter og vidunderlige frelsesplan.

I dag taler kristne ofte ikke så meget om blodet og blodets betydning som tidligere, vel fordi det for mange er forargeligt, ligesom ‘ordet om korset’ er det. Det er måske af denne grund, at bibeloversættere har fjernet flere henvisninger til Jesu blod i NT? Et eksempel er Kol 1:14, hvor der er i vor nuværende bibel står: ‘I ham (Jesus Kristus) har vi forløsningen, syndernes forladelse’, og der er jo sandt, og de fleste vil nok sige, at det er indforstået, at det er ved Jesu blod, at vi får dét, verset taler om. Jovist, men det er vel ikke uden betydning, at Gud havde inspireret Paulus til at skrive netop dét, der står på grundsproget, som oversat til dansk lyder således: “I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse ved hans blod”.

Gud har altså villet, at disse ord om Jesu blod var vigtige at få med? Det kan godt være, at vi har vænnet os til ikke at tænke eller tale så meget om blodet og blodets betydning, men studerer vi bibelen, er det overraskende, hvor mange gange, den henviser til dét i både GT og NT. Alligevel har mange kristne forfattere og prædikanter ofte konsekvent omskrevet Jesu blod til, at ‘Jesus gav sit liv for os!’ Dette er da også sandt, men jeg tror, at evangeliet mister noget af sin magt, når omtalen af Jesu blod nedtones; for det er jo i og ved dette blod, vi har forsoningen.

Bibelen underviser os om, at vi har brug for blodet til frelse, men, som vi skal se om lidt, så har vi også konkret brug for det i alle livets situationer – for Jesu blod er jo både frelsens grundvold og bygning. Lad os nu læse et par vers om dette fra Hebr. 10 for at belyse dette nærmere: “Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen.. så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand”, Heb 10: 19, 22.

Af det første vers fremgår det, at vi ved Jesu blod kan gå ind i helligdommen, som er et GT-billede på at komme ind for Guds åsyn. Hvornår kan vi det? I dag! Nu! Forhistorien er, at da Jesus tog vore synder op på korsets træ; og efter, at syndens skyld og straf var betalt, råbte han og sagde: ‘det er fuldbragt’, og udåndede. Efter dette var det så, at han gik ind i helligdommen ‘med sit eget blod én gang for alle.. og vandt en evig forløsning’, Heb 9:12. Dette blod er der stadig, og da livet er i blodet, er det lige virksom i dag som dengang, og kan derfor også det rense og hellige dem, som kommer til Gud ved ham, ’så vi kan tjene den levende Gud’, jfr. Heb 9:13-14.

Så er vi jo igen fremme ved nutid, hvor vi pga. det fuldbragte værk kan træde frem for Gud med frimodighed – alt sammen, fordi han ser Jesu dyrebare blod. Der tales ikke om i morgen eller i går, men om i dag, eller som teksten siger ‘nu’, for ordet står i præsens. Men, siger teksten også: Vi kan ikke kommer frem uden ved Jesu dyrebare blod. Han har jo sagt, at han “har givet jer det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen (livet)”, 3Mose 17:3.

Et andet sted siger han, at dette er en evig gyldig anordning, 2Mose 12:34. Brugen af blodet er altså ikke ophørt, da den gamle pagt forsvandt. Ofrene forsvandt, men Jesu blod er for evigt virkende, fordi det er en evig pagts blod. Der er nogle kristne, som forestiller sig, at når nu Jesus har sonet verdens (og mine) synder en gang for alle, så er det ikke nødvendigt at bede om dette igen og igen. Her glemmer de dog, at det, der skete på korset, skal fastholdes i tro, og derfor har Gud givet os blodet til brug på alteret. Det er ved frembæring af dette blod, at vi har syndsforladelsen, samt, at vi kan leve med forvisning om at have den. Det er da også derfor, at Jesus (i Fader vor) underviste sine disciple om, at de, når de beder til Faderen, skal huske, at de er syndere, som har brug for daglig tilgivelse, for uden den har de ingen adgang ind for hans trone.

Når Johannes vidner om, at ‘den onde rører os ikke’, 1Joh 5:18, så skyldes også dette, at vi er under blodet. Derfor skal vi også altid og i al vor færd bevidst være og forblive under blodet. Fx er synd, som ikke er bekendt, ikke under blodet, og derfor er det nødvendigt, at vi som David siger: ‘Mine synder vil jeg bekende for Herren’. Derefter beskriver han det store og vidunderlige, der skete pga. denne bekendelse: “Da tilgav du mig min syndeskyld.. (og han fortsætter): Derfor bede hver from til dig (om syndernes forladelse), den stund du findes. Kommer da store regnskyl, ham kan de ikke nå. Du er mit skjul, du frier mig af trængsel, med frelsesfryd omgiver du mig”, Sl 32:5-7.

Dette er vidnesbyrdet fra en, som vandrer i lyset, og som derfor hører Guds stemme i sit indre, når den taler om synd, og om at vende sig til ham med den. En synd må aldrig gå hen og blive en bagatel, som vi derfor vælger at overhøre. Jeg tror, det er baggrunden for dét, Johannes skriver om at vandre i lyset. Lad os høre hele verset: “Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns blod renser os fra al synd”, 1Joh 1:7.

Ordene ‘Jesu blod renser os’, står ligesom de førnævnte vers i præsens, eller rettere: i præsens indicative’, som betyder ‘fortløbende nutid’. Det betyder konkret, at renselsen fra synd ved Jesu blod må ske kontinuerligt. Her er der nogle kristne, som indvender, at hvis de kristne vandrer i lyset, synder de ikke, men det er ikke det, verset siger. Det næste vers i samme brev understreger da også sammen med 10. vers, hvor forkert det er at tro dette:

V. 8: “Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os”.
V. 10: “Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os”.

Midt imellem disse udsagn understreger Johannes så, at det at bede om syndernes forladelse, og få den, hører med til det at vandre i lyset: “Hvis vi bekender vore (daglige) synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”.

Også her tales der i ‘præsens indicative’ (fortløbende nutid). Det betyder, at Guds tilgivelse og renselse for synd skal ske, for kun derved kan vi vandre i lyset, og have et sandt åndelig fællesskab med hverandre.

Det er også det, der præciseres i de vers fra Hebr. 10, vi læste tidligere. I forlængelse af vers 19 opfordres vi i vers 22 til, at vi med frimodighed kan “træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne..”.

Dette billede er hentet fra det GT-lige tempeltjeneste. I 3Mose beskrives det, at den præst, som frembærer blodet, skulle gøre netop dette, som er beskrevet i vers 22. De kunne fx ikke nøjes med at bære blodet frem til alteret og bruge det dér, men de skulle også, for at stå rene og hellige ind for Gud, selv være bestænket med det. Desuden skulle blodet også bruges til at bestænke hele folket, og bestænke alt det, der bruges i gudstjenesten, jfr. Heb 9:19, 3Mose 14:4. Med gudstjeneste menes der ‘i al vor tjeneste for Gud’.

Men, hvorfor skulle folket bestænket? De havde jo fået syndernes forladelse ved blodet på alteret! Ja! men det handler ikke om det samme. De skulle nemlig bestænkes med blod, for at det, de gør i deres liv og tjeneste for Gud og andre, må være under blodets kraft, for at han til stadighed måtte være med folket og hjælpe dem i deres nød. Det er baggrunden for det, vi læser i Heb 10:19-22, og flere andre steder i hebræerbrevet. Hebræerbrevets forfatter fastslår, at vi kan og skal træde frem for Gud ved Jesu blod, både for at få barmhjertighed, og forvaltning få hans hjælp til det, vi beder om, i rette tid, jfr. Heb 4:16.

I dette vers fra Hebr. 4 læser vi altså, at Guds barmhjertighed dækker uendelig meget længere end hans tilgivelse, glæde og fred. Vi vil også få hans hjælp i vort liv i rette tid. Hvor er det dog vidunderligt! I NT forklares det altså, at vi ligesom præsterne (vi er jo blevet præster for Gud) også skal bruge blodet, hver gang vi træder frem for Gud for at få hans nåde og hjælp. Det skal vi gøre på samme måde, som når vi i vore bønner afsluttende siger og mener ‘i Jesu navn’? Vi bruger hans navn, fordi Gud har sagt, at det skal vi gøre. Men alligevel hører man kristne, som ikke bruger Jesu navn i deres bønner, vel fordi de tænker: ‘Gud ved jo, at det er i Jesu navn, så det behøver jeg jo ikke at sige’. Ja, det ved Gud selvfølgelig, men på den anden side: hvorfor har han så bedt os om at sige det, hvis det ikke var nødvendigt? På samme måde har Gud også bedt os om at bruge Jesu blod, når vi kommer frem for ham, og skal, som der står, være ‘bestænkede på hjerterne, i troens fulde vished’.

Det at blive bestænket med Jesu blod, er altså ikke det samme som dét at blive frelst, men handler derimod om vor vandring mod himlen, så vi ved dét kan renses og helliges, og få Guds beskyttelse og hjælp i alle ting. Det er altså nu, i det daglige, vi skal gøre brug af blodet. Når Peter underviser om det samme emne, siger han, at Gud har udvalgt os ‘til lydighed og til bestænkelse med Jesu Kristi blod’, 1Pet 1:2. Igen siges der, at vi skal bruge blodet aktivt. Det er ikke en passiv tro på blodet, der bringer sejr, men ved, at vi ‘aktivt’ bruger det til bestænkelse i det daglige. I 2Kor 7:1 forklares det således: “Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os (underforstået ‘med blodet’) fra alt, som besmittet legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt”.

Hvad menes der med, at vi skal rense os, og gennemføre hellighed i gudsfrygt. Er det ikke Helligånden, der gør dette i os ved Jesu blod? Jo! det er ved Helligånden, vi har vi åndelig adgang til Gud ved Jesu blod, så vi kan gøre det, som teksten siger. Hvis vi fx ønsker at se mennesker omvende sig fra mørket til Guds underfulde lys, så må vi i Jesu navn frimodigt bede for dem, idet vi, åndelig set, kan bestænke dem med Jesu blod.

I bogen ‘Jesu blod’, skrevet af William Reid, skriver han bl.a. dette om Jesu blods betydning i vore bønner:

“I al sand bøn lægges megen vægt på Jesu blod.. Hvor forsoningsblodet forbigås, hvor det ikke.. påberåbes, der savner bønnen altid liv og kraft.. hvor meget har vi ikke i denne henseende at bebrejde os selv. Og dog må vore bønner bestænkes med Jesu blod for at være Gud behagelig.. Enhver bøn, som frembæres i fortrøstning til dette blod, bliver hørt. Det var Kristi blod, der tilfredsstillede Guds retfærdighed og opfyldte alle lovens krav; det er Kristi blod, der har erhvervet og nedkalder enhver åndelig velsignelse (og..) det er Kristi blod, som giver os frimodighed til at træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde og hjælp i rette tid.. Hvis Guds værk altså ikke går fremad med kraft, hvis syndere ikke bliver vakte og kommer til liv, kan årsagen måske ligge i, at vi i vore bønner har forsømt at anvende Jesu blod…”, side 72-73.

Som vi har set, er Jesu blod vort banner og vor tilflugt i alle livets situationer. Det gælder også, når vi er under angreb. Gud sagde derfor ikke blot: ‘Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer’, men også: ‘Jeg vil ikke give ødelæggeren adgang til jeres huse for at slå jer”, 2Mose 12:23. Som vi ser, så skulle blodet på dørstolperne, som et forbillede på Jesus, ikke ‘kun’ dække deres synder overfor Gud, men det skulle på samme tid også værne dem mod ‘ødelæggeren’. Nu bliver der ikke sagt, hvem denne ødelægger er, men mon ikke det er djævelen?

I Åb 9:11 læser vi, at afgrundens konge hedder Abaddon på hebraisk og Apollyon på græsk, som betyder ‘Ødelægger’. Vi ved, at denne ødelægger er djævelen. Ifølge Jesus er han ‘kommet for at stjæle, slagte og ødelægge’. På et andet tidspunkt siger han til Peter: ‘Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe’, Luk 22:31-32. Jo, vi ved nok, hvad djævelen har i sinde. Der kommer aldrig noget godt fra ham, og derfor er det vigtigt, at vi på alle måder lærer at stå ham imod.

I bogen ‘Kraften i Jesu blod’ skriver forfatteren (Maxwel Whyte) om netop dette i hans livslange erfaring som en kristen forkynder. Jeg citerer fra bogen:

“Når du i tro anvender Jesu blod, vil Satan flygte, fordi Jesu blod er levende. Livet er i blodet. Djævelen hader omtalen af Jesu blod. Dette er meget tydeligt, når man har med dæmoner at gøre.. En.. dæmon sagde anklagende: ‘I sagde det’, som om vi havde sagt noget frygteligt. En gang bad vi for en kvinde.. (og jeg) sagde: ‘vi påberåber os dit dyrebare blod’. I samme nu kom en mærkelig stemme op fra kvindens strube: ‘Sig ikke det’, sagde stemmen. ‘Jeg kan ikke lide det’. Men vi blev ved: ‘Vi påkalder blodet’, råbte vi. Til sidst gav dæmonen op (med ordene): Godt, sig det bare, jeg er ligeglad (for).. det er helt tørret ind, det er helt tørret ind”, s. 20-21.

Nej! Jesu blod er ikke tørret ind, fordi hans liv er i blodet, og derfor er det også kraftfuld til stede, som han også selv er det. Maxwel Whyte fortsætter:

“Djævelen forstår kraften i Jesu blod, og han gør alt muligt for at gøre de kristne blinde for denne sandhed. Mange mennesker, som kalder sig kristne, vil slet ikke have noget at gøre med, hvad de kalder ‘en slagteri-religion’. Den religion, de har, indeholder ikke Guds liv (og blod), og djævelen har ikke noget imod, at man deltager i den slags (gudsdyrkelse)”, s. 29.

Der er mange lignende vidnesbyrd om, at vi kan og skal bruge Jesu blod til at modstå djævelens fristelser og angreb, og til at sejre over ham. Det er den samme sejr, der refereres til i Åb 12:11, når Johannes hører en røst fra Himmelen tale om dem, der har modstået djævelen under den store trængsel, og siger: “..de har sejret over ham pga. Lammet blod og pga. deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden”.

Hvilket vidnesbyrd! Hvilken sejr! Man kan godt forstå, at Paulus understreger, at han ‘havde fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet.. end Jesus Kristus og det (ham) som korsfæstet’, 1Kor 2:2. Faktisk er alt indbefattet i ham og ved hans blod. Ved dét har vi fået nåde, tilgivelse og frigørelse fra syndens skyld og straf. Og endnu mere:
Ved hans blod har vi fået fred med Gud, og kan derfor frimodigt træde frem for ham, og få alt det, han har lovet os, og ved dét vinde sejr, frelse og evig salighed.

Pga. Jesu blod er adgangen åben til Faderens trone, og vil altid være det, og derfor kan vi til stadighed træde frem for ‘i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne..’, Heb 10:22. Alt dette pga. det, der skete på Golgata for 2000 år siden, da ‘fredens Gud.. førte fårene store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod’, Heb 13:20.

AMEN

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad står der i bibelen – om bibelen? Lad os som indledning se på et vers fra Johannes evangeliet, kap. 1: "Filip finder Nataniel og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development