Overgangen over Det Røde Hav

overgangen-over-det-roede-hav

I forrige artikel har vi set på en del beviser, som entydigt viser, at Gud ikke førte israelitterne sydpå i Egypten, for at føre dem fra dette sted over Det Røde Hav (Suesbugten) til Sinaihalvøen, som traditionen siger. For, hvis dette var korrekt, så ville de jo alligevel ikke være undsluppet egypterne, for dette område var nemlig, som vi har set, også egyptisk. I stedet førte Moses dem næsten hele vejen over Sinaihalvøen, og derfra videre sydpå til et bjergrigt terræn, hvor de gik gennem en lang og bred dal, som førte dem ud til Nuweibahalvøen ved Det Røde Hav.

Og det er så her, at de så den egyptiske hær komme imod sig med hele krigsapparatet; men kunne pga. Guds mægtige indgriben, ikke komme til at angribe israelitterne, idet Guds engel (Jesus) og skystøtten/ildsøjlen (Helligånden) spærrede vejen for dem. Og da dagen gryede, gjorde Gud endnu et mægtigt mirakel. I 2Mose 14 beskriver, hvad der skete forud og i forbindelse med selve overgangen over Det Røde Hav.

“Moses svarede folket: Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herren frelse, som han i dag vil hjælpe jer til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for jer, men I skal tie. Da sagde Herren til Moses: Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og skil det ad i to dele, til israelitterne kan vandre gennem havet på tør bund. Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans vogne og ryttere… Moses rakte da sin hånd ud over havet, og Herren drev havet bort med en stærk østenstorm, der blæste hele natten, og han gjorde havet til tørt land. Og vandet skilte sig. Da gik israelitterne midt igennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og ægypterne, alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede Herren fra ild- og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte dem i uorden; Og han stoppede vognenes hjul, og de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde ægypterne: Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten! Men Herren sagde til Moses: Ræk din hånd ud over havet, så skal vandet vende tilbage over ægypterne, deres vogne og ryttere! Da rakte Moses sin hånd ud over havet; og havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.. Men israelitterne var gået gennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem. Og Herren frelste på den dag Israel fra ægypternes hånd, og Israel så ægypterne ligge døde ved havets bred. Da så Israel den stordåd, Herren havde udført mod ægypterne; og de frygtede Herren, og de troede på hans tjener Moses”, 2Mose 14:11-19, 21-31.

I bibelen er der ca. 50 henvisninger til det under, Gud gjorde, da han førte israelitterne over Det Røde Hav. Igen og igen hører man bibelkritikere hævde, at der kun var så lidt vand, at israelitterne kunne gå over det, uden at Gud behøvede at gøre et mirakel, og derfor kunne egypterne selvfølgelig heller ikke kunne drukne i det. Men modsat disse ‘vise’ (som i Guds øjne er dårer) siger bibelen klart og utvetydigt, at der var så meget vand, at det stod som en mur omkring dem, som vi fx læste det ovenfor. Israelitterne var simpelthen øjenvidner til dette mirakel, som de i sagens natur aldrig kunne glemme. Dette mirakel kom naturligvis også til at præge ‘Israels lovsang, da de var kommet over Det Røde Hav, og et brudstykke af den lyder således:

“Faraos vogne og krigsmagt styrtede han i havet, hans ypperste vognkæmpere drukned i Det Røde Hav, strømmene dækked dem, de sank ned i dybet.. vandene stod som en vold, strømmene stivnede midt i havet. Fjenden tænkte:’ Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler bytte, stiller mit begær på dem; jeg drager mit sværd, min hånd skal udrydde dem’. Du blæste med din ånde, havet skjulte dem; de sank som bly i de vældige vande..”, 2Mose 15:4, 8b-10.

Dette er bibelens vidnesbyrd af det, der skete, da Gud førte dem over. Men, kan man så spørge: Er der nogle arkæologiske beviser på, at det var lige var her, det skete? Kunne overgangen ikke ligeså godt havde været alle mulige andre steder? Svaret herpå er et klart nej. Vi har allerede set på mange beviser herfor, og vi skal se på mange flere. Og, da vi er kommet til selve overgangen over Det Røde Hav, så lad os begynde med at se på de beviser, vi har for, at det var herfra, at israelitterne gik ‘gennem havet’, i en lige linje over til den Saudiarabiske vestkyst.

Aqababugten er en del af en klippefuld kløft, som hedder Rift Valley, og strækker sig fra vore dages Israel langt ned i Afrika. Denne kløft er kommet ved, at to kontinentalplader langsomt bevæger sig i hver sin retning, den ene mod øst og den anden mod vest. Derfor er Aqababugten de fleste steder meget dyb, i den nordlige del 7-900 meter dybde, og den sydlige del 15-1900 meter dybde. Det betyder, at hvis Gud havde ført israelitterne til et hvilket som helst andet sted, og fjernede vandet, så ville det i så fald være nødvendigt for dem at skulle klatre ned i en dyb og stejl kløft, som hovedsagelig består af skarpe klipper. Det ville i sagens natur være umuligt for israelitterne, for det ville kræve, at de var erfarne bjergklatrere, og dem var der nok ikke mange af blandt det tidligere slavefolk. Desuden var der jo også dyr og vogne, som skulle med over, så det siger sig selv, at Gud måtte og ville føre dem hen til et sted, hvor det var let at komme over. Og det er jo netop det, der står i bibelen, og som også kan bevidnes gennem utallige fund.

image015Israelitterne var nemlig kommet til det eneste sted, hvor der var (og er) en jævn og ca. 14 km. lige vej på havbunden over til den anden side af havet. At det forholder sig således, skyldes nogle meget specielle geologiske gunstige forhold, som der er på netop dette sted. Disse forhold gør, at der fra de føromtalte bjerge, hvor Israels folk havde lejret sig, gennem årene har været en stadig erosion, som har skyllet store mængder sedimenter af sand og grus, først ned i dalen, som har gjort den så jævn og fremkommelig, at israelitterne uden videre kunne gå gennem den for at komme ud til kysten. Dernæst er sedimenterne blevet ført videre ud mod havet, og har gennem tiden dannet den tidligere omtalte 75-100 km2 store Nuweibahalvø. Og til sidst er en stor del af disse sedimenter blevet ført videre derfra ud i havet, og hævede på den måde havbunden ud for Nuweibahalvøen så meget, at den ifølge US National Geophysical Center kun er omkring 100 meter på det dybeste sted1. Det betyder konkret, at sedimenterne, som illustreret på diagrammet til venstre, har dannet en bred og jævn ‘højvej’ på havbunden, som går hele vejen over til den anden side af Aqababugten (Det Røde Hav)2, og til højre og til venstre for denne ‘vej’ stiger vandybden som tidligere nævnt markant, alene fordi vanddybden dér ikke er blevet påvirket af de ovenfor beskrevne sedimentaflejringer.

De fleste kilder nævner desuden, at der er et svagt fald på 2,2-4% ned til det dybeste sted, og derfor var der i sagens natur intet problem for israelitterne at følge vejen fra kysten ned til havbunden – og derfra hele vejen over til kysten på den anden side, da Gud mirakuløst lod vandet stå som en mur på begge sider, og banede derved en tør vej for dem gennem havet. Ud fra teksterne i bibelen var det jo netop det, der skete i forbindelse med Israels folks overgang over Det Røde Hav. Der står jo, at da “vandet skilte sig.. gik israelitterne midt igennem havet på tør bund, medens vandet stod som en mur på begge sider af dem”, 2Mose 14:22.

Tidligere så vi på andre vers fra samme kapitel, som fortæller, at “alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet”. Det, der her er skitseret, kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis vejen var jævn og fremkommelig fra kyst til kyst. Og det var så her, midt ude i havet, at de blev forhindret af Gud i at indhente israelitterne, som der står i det samme kapitel: “Han (Gud) bragte den ægyptiske hær i uorden og han stoppede vognenes hjul, så de havde ondt ved at få dem frem”.

Årsagen hertil skyldes muligvis, at Gud på dette tidspunkt så småt lod vandet vende tilbage, og det besværliggjorde naturligvis den egyptiske hærs og vogne i at komme videre. Det var da også på dette tidspunkt, at det for alvor gik op for egypterne, at det var Gud, som stod bag, og de sagde derfor til hverandre: “Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem mod Ægypten”, 2Mose 14:25.

På dette tidspunkt var israelitterne kommet over op på tørt land på den anden side af havet. I kapitlet berettes det videre, at da rakte Moses på Guds befaling igen hånden ud over havet; og “havet vendte tilbage til sit sædvanlige leje ved morgenens frembrud, medens de flygtende ægyptere kom lige imod det, og Herren drev ægypterne midt ud i havet. Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage”, 2Mose 14:27-28

Som tidligere omtalt forklarer og bortforklarer bibelkritikere den ovenfornævnte hændelse med, at det er foregået et sted, hvor der måske kun har været en meter vand eller to. Men, hvis dette var tilfældet, hvordan kunne det så være, at alle egypterne kunne drukne – mens det ikke skete for israelitterne? De har også gjort forsøg på at forklare israelitternes overgang over havet med, at der blot har været tale om tidevand, som flyttede vandet, så de kunne gå over. Men i sagens natur er det umuligt, at månen, der som bekendt styrer tidevandet, kunne få de 100-150 meter dybt vand til at flytte sig – og så ud til siderne, så vandet stod som en mur omkring israelitterne. Vi kommer ikke udenom, at der her er tale om et Guds under; et under, som skriften igen og igen vender tilbage til. Som fx i Israels lovsang, hvor et af versene lyder således: “Faraos vogne og krigsmagt styrted han i havet, hans ypperste vognkæmpere drukned i Det Røde Hav, strømme dækked dem, de sank som sten i dybet..”, 2Mose 15:4.

Som bibeltro kristne tror vi selvfølgelig på det, der står skrevet. Betyder det, at vi tror uden at se beviser? Ja! Men det betyder ikke, at der ikke er beviser herfor, for Gud er historiens Gud. Når nogle så alligevel forsøger at bortforklare det, der står skrevet, ligesom de gør det med alle de historiske og arkæologiske vidnesbyrd, som ikke passer ind, så beviser det blot deres dårskab. Paulus beskriver denne dårskab på denne måde: “Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem, Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses [fysisk] fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning”, Rom 1:19-20.

image016Hvis vi vil, kan vi se Gud i arbejde, i historien såvel som i de mange arkæologiske fund, der er gjort; et stort vidnesbyrd om, at bibelen har ret, fordi den er inspireret af historiens Gud. Lad os nu også se på nogle af de fund, som der er gjort på havbunden ud for Nuweibahalvøen – i en ca. 14 km. lige linje over til den anden side af Det Røde Hav (er markeret med rødt på tegningen t.h.). På denne ‘vej’ på havbunden er der fundet mange genstande, som er et stort vidnesbyrd om, at det var her, overgangen over Det Røde Hav fandt sted, og selvfølgelig også, at det skete på den måde, bibelen beskriver. Lad os se på nogle af de arkæologiske beviser herpå:

image018Det mest interessante er helt den enorme mængde af egyptiske vognhjul, der er fundet på havbunden på den skitserede 14 km. lange rute over til den anden side af Det Røde Hav. To forskellige slags af disse hjul ses på billederne til højre og venstre herfor.

Vi har allerede set på teksten, hvor der står, at egypterne forfulgte israelitterne ud i vandet med deres mange stridsvogne. I 2Mose 14:6-7 angives det præcise antal: “Så lod han [farao] spænde for sin vogn og tog sine krigsfolk med sig; Han tog 600 udsøgte stridsvogne og alle Ægyptens krigsvogne med vognkæmpere [på dem alle sammen]”.

image017Josefus nævner det samme antal vogne, men tilføjer, at der desforuden var 50.000 ryttere og 200.000 infanterister3. De nævnte stridsvogne var beregnet til hurtig kamp, og i reglen var der to soldater på hver. Den ene kørte vognen, og den anden kæmpede fra vognen med sværd, bue og pil. Disse vogne beskrives som forholdsvis lette; vognkassen og vognkurven var lavet af træ og læder. Hjulakslen var fæstet til undersiden af vognbunden, som var lavet af træ.

image019Disse stridsvogne er ofte blevet afbilledet i den egyptiske historie, og i forskellige sammenhænge. Et eksempel ses til venstre herfor. Derudover har arkæologerne også fundet både hele, såvel som dele af både vogne og hjul i Egypten. Nogle af disse har hjul med fire eger, andre med seks eller otte eger, nøjagtig som det er tilfældet med på hjulene fra havbunden. Det interessante er, at man er i stand til at aldersdatere hjulene alt efter, hvor mange egre, der er på dem, for de hører nemlig til hver sin tid i den egyptiske historie. Det betyder konkret, at de hjul, som man har fundet på bunden af Det Røde Hav, kan fortælle os noget om tidspunktet for, hvornår de er havnet der. Det kan nemlig kun være sket i den meget korte tid, hvor Egypten benyttede sig af alle tre vognhjulstyper.

Gamle egyptiske inskriptioner viser fx, at de 4-egede hjul blev brugt i den første del af den 18. dynasti, og var i brug indtil ca. 1486 f.Kr., hvor Moses flygtede ud af landet. Og mens han opholdt sig hos præsten Jetro i Midjan i 40 år, begyndte man at bruge 8-egede bronzehjul i Egypten. Disse hjul kan fx ses på afbilleder af Thutmosis’ 4. stridsvogn4. Disse hjul blev dog kun benyttet i ganske få år, for man gik hurtigt over til at bruge vognhjul med 6 eger. Det samme gjorde de efterfølgende dynastier. Årsagen hertil er sikkert, at de 6-egede hjul har vist sig at være de mest anvendelige og behagelige.

Man kan altså med denne datering ret præcist tidsbestemme de egyptiske vognhjul, der er fundet på Det Røde Havs bund ud for Nuweiba. Men, hvordan hænger det sammen med, at alle typer hjul er fundet på havbunden – altså både 4, 6 og 8-egede hjul? Har vi ikke lige set, at de ikke var i brug på samme tid i Egypten? Jo! Og så alligevel også nej! Lad os lige få styr på, hvordan det hænger sammen. På det tidspunkt, da den egyptiske hær forfulgte israelitterne ud i havet og druknede, havde man begyndt at bruge de 6-egede vognhjul i Egypten – men det betyder ikke nødvendigvis, at man havde kasseret de gamle hjultyper – dertil var de for værdifulde. Det er logisk at antage, at de derfor blot blev udskiftet lidt efter lidt. Måske stod nogle af dem opstaldet som en slags reserve, ligesom det i mange år var tilfældet med de gamle MY diesellokomotiver i Danmark?

Under alle omstændigheder, så blev alle vogne taget i brug, da farao besluttede at forfølge, indhente og angribe israelitterne, som han troede, ‘var faret vild i ørkenen’. I sin mobilisering af hæren havde han simpelthen brug for alle de vogne, der var til rådighed. Der kan således bevises historisk, at pga. den tid, at alle tre hjultyper var i brug, da den egyptiske hær forfulgte israelitterne ud i havet – hvilket indkredser tiden til at være omkring 1446 f.Kr., svarende til den tid, bibelen angiver for Israels folks udvandring fra Egypten.

image020Vi skal tilbage til de fundne gamle vognhjul på havets bund. På forskellige fotos er det let at genkende de enkelte hjuls strukturer, selvom de undertiden, som vist på billedet til højre, er sværere at identificere. Årsagen er indlysende. De har ikke ligget på museum, men på havets bund, hvor eksempelvis koraler har overdækket dem, ofte med tykke lag. Men alligevel adskiller de sig ofte markant ud fra omgivelserne; og det er tydeligt at se, at koralerne har taget form efter hjul og fra de andre fundne objekter, som fx rustninger, skjolde, knogler og spydspidser, men indimellem kræver det dog faglig ekspertise at se, hvad det er, og hvorvidt hjulet har så og så mange eger.

Man kan spørge, hvorfor det er hjulene, der er fundet, og ikke vognene? Forklaringen er den, at hvis koraler vokser på organisk materiale som fx træ, som vognene primært var lavet af, så vil det ikke var længe, før træet er forvitret og borte, hvorefter det kun formen, som er tilbage. Dette ses ofte af gamle fund i vand. Årsagen hertil er, at de i modsætning til det organiske materiale er lavet af ikke-nedbrydelige metaller5.

image021Ud over de omtalte hjul er der som nævnt også fundet en mængde andre ting fra den egyptiske hær, såsom skjolde, spydspidser såvel som beslag fra fx bælter og vogne. Der er desuden også fundet en mængde skeletdele. De ligger oftest i store dynger og er dækkede af koraler, og det gør en præcis identifikation af de enkelte skeletdele besværlige6. Men der er dog også skeletdele af både mennesker og heste, som kan identificeres7. Fx kan man på fotoet til venstre se og sammenligne et forstenet lårbensknogle fra et menneske med et nutidigt, og det fremgår, at strukturer, rundinger, proportioner såvel som kugleleddet er intakt. Forsteningen er sket på den måde, at sådanne knogler hurtigt er blevet indlejret i iltfrie sedimenter, og inden knoglerne nåede at forvitre. På Stockholm University er knoglen analyseret, og de er nået frem til, at det er højre lårbensknogle fra en mand, som var 165-170cm høj, og som levede for 3500 år siden8 – altså på samme tid, som overgangen over Det Røde Hav fandt sted.

Der er i øvrigt også andre eksempler på, at skeletter og skeletdele er blevet bevaret på den ovenfor beskrevne måde. Fx er der ud for Israels Middelhavskyst fundet den største og bedst bevarede forhistorisk boplads, der er fundet på havbunden9. Man mener, at vandstanden engang var 30 meter lavere i Middelhavet end nu; og bopladsen, som dengang lå ved kysten, ligger derfor nu på havbunden. Her har man fx fundet 15 skeletter, der også er blevet forstenet pga. ildfrie sedimenter, ligesom dem i Det Røde Hav, og er dermed bevaret for eftertiden.

Men, på trods af sådanne fund, som er et stort vidnesbyrd for alle kristne om sandheden i det, der berettes for os i bibelen, så er det ikke nok til at overbevise den historiske bibelkritik. Engang hørte jeg en af disse kritikere (bort)forklare, hvorfor han ikke troede, at de ovenfornævnte fund stammer fra israelitternes udvandring fra Egypten. Han lagde ud med, at deres ophold i Egypten er mytisk (altså ikke-eksisterende), og mente derfor, at så måtte de mange fundne hjul og skeletdele af heste og mennesker i stedet stammer fra et egyptisk skibsforlis fra denne tid. Dvs., at i stedet for at tro det, der står skrevet i bibelen, forsøger han at modbevise, at fundene har noget med sagen at gøre.

Men, lad os alligevel ganske kort undersøge, om der kan være hold i den ovenfornævnte påstand, og selv prøve at være kritikere – og stille en række kritiske spørgsmål og modargumenter:

  1. Alle Egyptens fjender kom fra nord (især hittitterne, se senere). De havde nemlig ingen fjender mod øst, på den anden side af Aqababugten. Der var desuden heller ingen værdier i dette område, der var værd at erobre. Dette forhold sandsynliggør, at den egyptiske hær ikke har sejlet i dette område.
  2. Hvis den egyptiske hær nu alligevel, af en eller anden grund, har sejlet her for at komme over til anden side af Aqababugten, så ville det være både lettere og langt hurtigere at følge kysten nordpå og rundt om bugten via Eilat (det nuværende Israels sydligste by), til de kom til målet for deres rejse.
  3. Der er desuden ingen historisk belæg for at tro, at egypterne brugte Det Røde Hav til at transportere krigsudstyr, og det er derfor rent historisk ikke sandsynlig, at det er sket.
  4. De fund, der er gjort på havets bund, er langt mere, end et enkelt skib kunne fragte. Det betyder konkret, at hvis den ovenfornævnte forklaring stemmer med virkeligheden, så var der ikke bare tale om et skibsforlis, men om flere skibsforlis lige efter hinanden, som tilfældigvis skete på det samme sted. Det ville heller ikke være særlig sandsynlig. Det ville desuden være temmelig mærkeligt, at alle disse skibsforlis så tilfældigvis også skulle være sket lige der, hvor overgangen har fundet sted. Rent historisk er det derfor langt mere sandsynlig, at det er foregået på nøjagtig den måde, som bibelen beskriver det. Selv et skolebarn, som havde fået de historiske facts, som er beskrevet, ville sige: ‘Selvfølgelig må det have foregået sådan, som det står i bibelen’.

Således har Gud skjult sandheden for de vise i denne verden, for, som bibelen siger: ‘Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer’, Rom 1:22.

Hvad skete der efterfølgende i Egypten

Vi er nu kommet dertil, hvor israelitterne er kommet over Aqababugten, som vi husker, er en del af Det Røde Hav; og dermed er de kommet til det enorme ørkenområde, hvor de skulle vandre rundt i og være i de næste 40 år. Det kommer vi tilbage til. Vi skal nemlig først tilbage til Egypten og se, hvad den egyptiske historie kan fortælle om den forfærdelige og totale kaos, som landet var kastet ud i. Vi har tidligere været inde på, at bibelen, såvel som den egyptiske historie, beretter om en lang række katastrofer, der kom over landet i forbindelse med de 10 plager; der kulminerede med, at alle Egyptens førstefødte døde, inkl. faraos førstefødte søn.

Bibelen fortæller, at alt dette ramte Egypten pga. deres afgudsdyrkelse og dom over deres mange guder [læs afguder], jfr. 2Mose 12:12. Dette vers er dermed også en advarsel til alle, som tror, de kan holde sig til andre guder og slippe godt fra det.

Endnu værre blev det i Egypten, da den regerende farao, som vi har set, en uges tid senere mobiliserede sin hær og forfulgte Israels folk ud langt i Det Røde Hav, der som omtalt resulterede i, at de druknede. I den tidligere omtalte Ipuwer-dokument, som er omtalt i Moses i Egypten, de 10 plager10, beskriver forfatteren i sin øjenvidneberetning, at ‘der er mange døde i landet’, og ‘vi har aldrig hørt eller oplevet noget lignende’. Det er her svært at vurdere, om han refererer til den 10. plage eller til den senere druknedød i Det Røde Hav. Det kan tænkes, at han beskriver begge begivenheder under ét – for det hele var sikkert smeltet sammen til ét i den lange katastrofe?

I alle fald ser det ud til, at Ipuwer lige efter går over til at beskrive den tid, som fulgte i landet, efter at farao og landets øverste er døde. Fx nævner han den fornedrende situation for de fornemme kvinder fra overklassen i landet, og skriver: “Se, adelige kvinder går sultne omkring.” og “Se, han, som sov uden hustru, fandt en adelskvinde”.

Med disse ord beskrives, at der er kommet en ganske uhørt og mærkelig tilstand over Egypten, som også havde ramt landets adelige kvinder. Årsagen til, at disse kvinder er sultne, skyldes sikkert, at deres mænd, som i overvejende grad havde tilhørt eliten og skulle forsørge dem, nu er døde. Når Ipuwer derefter nævner, at ‘han, som sov uden hustru fandt en adelskvinde’, henviser det muligvis til, at det nu var let for en mand af lavere stand at få en af disse sultne kvinder til hustru, for de var villige til at blive hans, hvis han kunne forsørge hende.

Dernæst går Ipuwer over til at udtale et ‘ve’ over ‘Hemmelighedernes Sted’. Hvad menes der mon med det? Alle forskere er enige i, at ‘Hemmelighedernes Sted’ må henvise til et eller andet religiøst, men til hvad? Nogle gætter på, at det henviser til de guder, som blev dyrket; andre til vismændene, altså præsteskabet. Andre igen til de hemmelige ritualer, eller måske til balsameringen af de døde. Uanset hvad, så har den (af)gudstro, som tidligere havde styret borgernes liv, og som de havde sat deres lid til, nu vist sig at være uden værdi. Det er derfor sandsynligt, at Ipuwers ‘ve’ er det samme, som der henvises til i 2Mose 12:12, hvor Gud siger, at ‘over alle Egyptens guder holder jeg dom’?

Det siger sig selv, at denne dom kastede hele landet ud i en eksistentiel krise. Ipuwer fortsætter: “Borte er det, som var i går.. Se nu, landet er berøvet sit kongedømme.. Se alle lederne, de er ikke på deres plads, og folket er som en hjord, der strejfer om uden hyrde. Hvad skal vi gøre ved det”?

Det, der beskrives her, henviser til disse fire katastrofale forhold, der nu herskede i hele Egypten.

  1. “Borte er det, som var i går”. Da Gud med de 10 plager begyndte at dømme Egypten, var den tidligere ro og stabilitet borte. Overalt var der kaos, suk og jamren, og der var næppe en egypter, som var uenig i det ovenfornævnte udsagn.
  2. ‘Se nu, landet er berøvet sit kongedømme’. Farao var død, og det samme var hans søn, og der var tilsyneladende ingen, som kunne overtage tronen (se senere).
  3. ‘Se, alle ledere, de er ikke på deres plads’. Med disse ord fortæller Ipuwer, at landets lederskab enten er forsvundet, eller er ikke-fungerende. For de fleste dem, som havde haft lederskabet og sørgede for ro og orden, og fik det hele til at fungere, var enten døde under den 10. plage, eller druknet i Det Røde Hav. Og netop dette forårsagede det, som Ipuwer nævner som det sidste punkt:
  4. ‘Folket er som en hjord, der strejfer om uden hyrde’. Et andet sted i det samme dokument beskriver han en tiltagende anarki i landet, og som resulterer i, at ‘den ene siger til den anden: Kom, lad os plyndre..’.

Det er tydeligvis et øjenvidne, der beskriver det, der sker i landet. Det går fra ondt til værre: ‘Kom, lad os plyndre’ er fx en beskrivelse af den lovløshed, der også følger næsten alle nutidige katastrofer. Han spørger derfor retorisk: ‘Hvad skal vi gøre ved det?’ Var der noget at gøre? Det gik et stykke tid, hvor landets indbyggere var rådvilde, og hvad de så gjorde, kommer vi tilbage til. Vi skal nemlig først se på to meget mærkelige og tankevækkende udsagn, som Ipuwer indskyder midt i oplæsningen.

Det første, han nævner, kunne tyde på, at han muligvis kendte lidt til Israels historie og profetier. Og i det næste ser det ud til, at han muligvis var begyndt at indse [tro], at Israels Gud var – eller kunne være, den sande Gud, som nu havde dømt Egyptens guder. Det første udsagn lyder således: ‘Det, patriarken forudsagde, er sket’. Hvilken patriark? Egypterne havde ingen patriarker. Men det havde Israels folk som bekendt! Abraham havde forudsagt, at Israels folk skulle trælle i Egypten i 400 år, og efter denne periode ville Gud udfri dem fra deres trællekår. Josef forudsagde det samme. Ved slutningen af sit liv sagde han fx dette til sine sønner:

“Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land (Egypten) til det land (det forjættede land, Israel), han lovede Abraham, Isak og Jakob’. Og Josef tog Israels sønner i ed: ‘Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med op herfra.’ Så døde Josef, 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten”, 1Mose 50:24-26.

Det er ikke utænkeligt, at Ipuwer kendte til lidt til dette. En skriver blev nemlig oftest betragtet som en, der ved næsten alt, fordi han i sit egenskab som skriver fik en omfattende kendskab til, hvad der foregik. Måske var han også begyndt at indse (tro), at Israels Gud er den ene og sande Gud, For lige efter det førnævnte citat siger han: “Hvis jeg vidste, hvor Gud er, ville jeg tjene ham”.

Som nævnt er det et mærkeligt udsagn. Hvis han med Gud tænkte på en af de egyptiske guder, så vidste Ipuwer ligesom alle andre egypterne, udmærket godt, hvor de guder var, de tjente, hvilke, de skulle påkalde i krisesituationer, og hvordan de skulle tjene dem. Det betyder, at Ipuwer næppe har tænkt på Egyptens egne ‘guder’, som havde vist sig ikke at være sande guder. Han havde altså med andre ord forstået, at der er eller må være en (anden) Gud, som står over alle andre guder. Han havde jo lige forinden udtalt et ‘ve’ over ‘hemmelighedernes sted’, dvs. over Egyptens guder; fordi de ikke har kunnet hjælpe dem i deres nød.

Derimod havde han jo netop været et vidne til, hvordan Israels Gud havde gjort sig kendt i landet, og måske også forstået, at det er denne Gud, som har al magt og som ‘kæmper for dem (Israels folk) mod Ægypten’, og som nu holder dom over Egyptens guder, som der står i 2Mose 12:12. At det synes at være Israels Gud, han havde i tankerne, er det faktum, at han taler om en bestemt Gud – og det er denne Gud, han giver udtryk for, at han gerne ville tjene, hvis han altså bare kan finde ham.

I GT er der flere vidnesbyrd om, at hedninger bliver klar over, at Israels Gud er den sande Gud, og indimellem er der også nogle, som kommer til ham og bliver en del af hans folk. Derfor står der da også igen og igen, at de, altså folkeslagene, gennem det, Gud gør, skal kende, at han er Herren. Den, som læser bibelen, GT såvel som NT, er ikke i tvivl om, at Gud ønsker at frelse alle, og bruger mange metoder til at få mennesker til at høre. Det ville være dejligt, hvis Ipuwer fandt Gud, som han sagde, han gerne ville tjene. Men det ved kun Gud.

Vi skal nu tilbage til det fuldstændige kaos, der herskede i Egypten i forbindelse med alt det, der var sket i landet som følge af de domme, der havde ramt landet. Ifølge den egyptiske historie tog det faktisk lang tid for landet, som var datidens store supermagt, at restaurere sig. Som nævnt var stort set alle døde, som på forskellig vis skulle lede landet, og det samme var den regerende farao og hans søn. Alle egnede kandidater til hans trone var også døde. Det skabte selvfølgelig, som ovenfor beskrevet, et stort problem i Egypten, at der ikke var nogen i landet, som kunne overtage den. Dette var sikkert årsagen til, at egypterne begyndte at lede efter en egnet kandidat til faraos trone udenfor landets grænser. Og det er så her, et mærkeligt brev kommer ind i billedet

Et mærkeligt brev

Et mærkeligt brev fra den samme tid afslører, at faraos hustru, som var blevet enke efter Amenhotep 3., i sin nød skrev til hettitterkongen Suppikuliumas, og bad ham om hjælp til at finde en egnet kandidat til tronen i Egypten11. Vi kan slet ikke forestille os, hvor ydmygende det var for hende at henvende sig til hettitterkongen med et sådant ønske. Egypten var nemlig datidens store supermagt, og som sådan havde landet ikke ligefrem ry for at have brug for hjælp fra udlandet, og da slet ikke om at finde en egnet kandidat til at blive den næste farao i Egypten. Der var jo normalt masser af egnede kandidater indenfor landets grænser. At afsløre, at der ikke var nogen farao eller egnede kandidater til tronen, skabte desuden en alvorlig risiko for, at det store og mægtige hettitterrige, som enkedronningen henvendte sig til, og som faktisk var Egyptens ærkefjende, ville komme med magt og erobre landet. At faraos enkehustru alligevel fik skrevet brevet, viser, at der efter hendes vurdering ikke var andre muligheder.

Dette brev førte i øvrigt til en længere brevveksling mellem enkedronningen og hettitterkongen – en brevveksling, som er fundet for lidt over 100 år siden, og er siden blevet omtalt som Tel-Amarnabrevene12.

I denne gennemgang skal vi kun se på nogle ganske få afsnit i denne brevveksling. Det første er fra det brev, som Egyptens enkedronning sendte til hettitterkongen, via en af dennes sønner. Der står: “Min ægtemand er død, og jeg har ingen søn. Folk siger, at du har mange sønner. Hvis du sender mig én af dine sønner, vil han blive min ægtemand, for det er mig imod at tage én af mine tjenere til ægte”13.

Efter, at sønnen havde forelagt dette brev for sin far, beskriver han faderens reaktion på dette mærkelige og usædvanlige brev: “Da min far høre dette, sammenkaldte han de stores råd: [for] siden de ældste tider er noget sådant ikke sket før”.

Af ‘Amarnabrevene’ fremgår det, at hettitterkongen regnede med, at brevet var en fælde, og troede ikke på det, der stod i det; og derfor sendte et brev tilbage med en anklage om, at det blot var et forsøg på at føre ham bag lyset. Egyptens enkedronning sendte ham da et nyt brev, hvori der stod: “Hvorfor siger du: De prøver at narre mig? Hvis jeg havde en søn, skulle jeg så skrive til et fremmed land på en måde, som er ydmygende for mig og mit land? Du tror ikke på mig, og du siger det endda til mig! Han, som var min ægtemand, er død, og jeg har ingen søn. Skulle jeg så måske tage én af mine tjenere til ægte? Jeg har ikke skrevet til noget andet land. Jeg har skrevet til dig…”

Det, hun her beskriver, er et stærkt vidnesbyrd om, at det stod så galt fat i Egypten, som det beskrives i bibelen, og som skriveren Ipuwer har bevidnet. Det var ganske vist ydmygende for faraos enke at bede hettitterkongen om hjælp, men det ville være endnu mere ydmygende at gøre en af hendes tjenere til farao – og derfor så hun ingen andre udveje end at bede hettitterkongen om hjælp.

Men, hvorfor sendte Egyptens enkedronning i det hele taget dette brev til lige netop den nok største og dermed også værste fjende på denne tid? Hvorfor sendte hun ikke brevet til et mere venligsindet land? Den sandsynlige årsag kunne være, at hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden hettitterkongen fandt ud af den katastrofale situation i Egypten – en situation, som gjorde, at landet ikke længere havde en stor og mægtig hær til at forsvare landet, eller de andre lande, som var under Egyptens beskyttelse. Det betød, at hvis Egypten ikke gjorde noget for at holde sig på god fod (frierfod) med hettitterne i denne, deres svaghedsperiode, ville det sandsynligvis ende med et angreb fra dem. Et angreb, som de i den nuværende situation ikke kunne modstå. Dette forhold er den sandsynlige årsag til, at enkedronningen var kommet til den konklusion, at det bedste for landet var, om muligt, at indgå en ægteskabsalliance med hettitterne, for på den måde at forhindre et ellers uafvendeligt hettittisk angreb og magtdemonstration.

Af Amarnabrevene ser det da også ud til, at hittitterne allerede havde fundet ud af, at Egypten var kommet ind i en svaghedsperiode. For, i den samme periode, som nævnte brevveksling med fandt sted, skete der nemlig også noget andet i området nordøst for Egypten. Her blev de lande, som var under Egyptens beskyttelse, og som normalt ville blive forsvaret af egyptiske tropper, nemlig i stigende grad angrebet af hittitterne – og selvom borgerne fra de berørte områder flere gange sendte bud til Egypten og bønfaldt dem om hjælp, skete der intet. Der var ikke længere nogen i landet, som kunne hjælpe dem14. Amarnabrevene stemmer således, sammen med alt det andet, vi har set på fra de arkæologiske og historiske kilder, fuldstændig med alt det, der står i bibelen om det, der skete i Egypten i forbindelse med Guds domme over landet.

Efter, at vi har set, hvordan det var gået i Egypten, i forbindelse med og efter, at israelitterne havde forladt det, skal vi tilbage til israelitterne, som netop havde krydset Det Røde Hav, og står nu foran en 40-årig ørkenvandring. Er der mon nogle arkæologiske og historiske beviser på dette? Det skal vi se på i næste artikel.

Kildemateriale:

  1. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 213
  2. http://www.biblebigpicture.com/biblelessons/evidenceofredseacrossing.htm
  3. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 2, kap. 15-39 (side 240)
  4. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 241
  5. http://natgeo.dk/videnskab/teknologi/hvornaar-blev-hjulet-opfundet
  6. http://www.pinterest.com/saltrockcowgirl/bible-storys-proof/
  7. Billedeksempler ses i bogen: Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, s. 251
  8. Samme
  9. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 259
  10. Samme, side 153
  11. Samme, side 164-167.
  12. http://en.wikipedia.org/wiki/Amarna_letters http://www.pilgrimpromo.com/war/discovered/html/chapter12.htm http://www.reshafim.org.il/ad/egypt/zannanza_affair.htm
  13. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 164
  14. Samme, side 165

Kilde: Jesus-lever.dk

Eskild Særkjær

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • 11. februar: Løfterne kan ikke svige LØFTERNE KAN IKKE SVIGE ”Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!” (2Mose […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development