Profeten Habakkuk og hans budskab

Profeten Habakkuk og hans budskab

Habakkuks bog er en af Bibelens mindre kendte bøger. Men i denne artikel viser Samuel Roswall, hvordan den indeholder et stærkt budskab til troende i alle tider.

Profeten Habakkuk er sikkert ukendt for nogle. Det er han egentlig også i Bibelen, bortset fra at en bog bærer hans navn.

Manden selv angiver ikke noget tidspunkt for sit virke. Men ud fra forskellige oplysninger i bogen kan vi slutte os frem til, at hans optræden formentlig har fundet sted under en af de sidste konger i Sydriget, det vil sige cirka år 600 f.Kr.

Israel blev efter kong Salomo delt i to riger, Nordriget (Israel) og Sydriget (Juda). Situationen på profetens tid var, at Nordriget var gået til grunde cirka 120 år tidligere. Men Sydriget eksisterede fortsat. Det havde i godt 30 år haft en god konge, nemlig den unge Josija. Under ham skete der en åndelig fornyelse.

Efter Josija fulgte Jojakim, der regerede i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Om hans tid står der i 2Kong 24, at “Herren sendte kaldæiske strejfskarer mod ham. Han sendte dem mod Juda for at tilintetgøre det efter det ord, Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne. Det var helt efter Herrens befaling, at det gik Juda sådan …”. Så det var et politisk svækket rige, Habakkuk var indbygger i.

Profetens smerte (1:1-17)

I begyndelsen af bogen klager Habakkuk sin nød til Gud. Landets tilstand er ulykkelig. Vold bliver tolereret, landets dommere er korrupte, og de forkerte ender i fængsel. Herrens svar på profetens klage er, at der vil ske noget forfærdeligt. Han vil lade kaldæerne overfalde Israel. Herrens svar på profetens klage er altså, at Herren vil tugte Israel ved et fremmed folk.

Det var næppe det svar, profeten forventede. For nu klager han sin nød over, at dette forfærdelige vil ske: “Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid? Min hellige Gud, lad os ikke dø … hvordan kan du tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?”

Profeten på sin udkigspost (2:1-4)

Habakkuk kan ikke tro, det er Herrens sidste ord. Derfor siger han, at han nu vil stå på sin post, stille sig på vagt og spejde efter, hvad Herren yderligere vil sige. Og nu sker der noget ejendommeligt. Herren vil give ham et syn, men han skal skrive det på tavler, så det kan læses.

Hvorfor, kunne man spørge. Var det ikke nok, at profeten selv fik et budskab at forholde sig til? Men forklaringen er, at det syn, profeten får, har en fremtidig opfyldelse. Synet opfyldes først til den fastsatte tid ved endens tid. Budskabet har altså betydning for kommende slægter; derfor skal det nedskrives.

Og Herren føjer til: “Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke”. Sådanne ord fra Herren sætter troens liv med ham på prøve. Hvis man ikke var knyttet til Herren, så kunne man på en måde være lige glad. Men hvis man hører ham til, så opleves det svært, at han tilsyneladende er tavs og ikke griber ind.

Habakkuk havde sagt til ham, at han havde magt til at handle med sin skabning, som han fandt rigtigt. Men når han ikke handler, er det så i virkeligheden, fordi han ikke kender den troendes situation? Hvad siger Herren til profeten i den situation?

Han siger: “Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro”. Hermed siger Herren til sin profet: Det vigtigste for dig er ikke, at du straks oplever, at Herrens ord går i opfyldelse. Det er mere vigtigt, at du tror og sætter din lid til, at det, som Herren har sagt, sker, også om det trækker ud. Du skal vide, at din situation er helt anderledes og meget bedre end den overmodige, som Herren vil ramme med sin dom. Du hører til de retfærdige. Og din ventetid, mens du spejdende står på din post, får du lov at leve i troens afhængighed af Gud, i tillid til at Herren holder ord.

Habakkuk skal ikke leve af oplevelsen af, at han ser Guds ord gå i opfyldelse men af at være vendt mod Herren selv, som har sagt, han vil gribe ind. Det er netop denne troens vendthed mod Gud selv, der gør en forskel. Den, der lever sådan, er retfærdig i modsætning til den, som forbliver i sit overmod.

Ve over Babylon (2:5-20)

Nu følger en beskrivelse af kaldæernes hedenskab og en dom over dem i form af fem veråb.

Første ve. Herrens ord til sin profet er i første omgang, at Israels fjende vil lide en grusom skæbne. Oppe på sin udkigspost ser Habakkuk altså, at vel vil Herren bruge et fremmed folk i tugten af sit eget folk. Men hvis de fremmede optræder overmodigt i den opgave, vil det få forfærdelige følger for dem. Og det fik det. Vel knuste Babylon Judæa. Men senere fik Babylon selv en krank skæbne og blev undertvunget af Persien.

Andet ve. Israels fjende vil forsøge at gardere sig mod et eventuelt angreb fra en anden magt. Billedlig talt gør han som ørnen, der bygger sin rede højt. Men Herren siger, at i hans bygninger vil stenene råbe om den uretfærdighed, han har begået mod andre folk.

Tredje ve. Igen understreges, at fordi andre har måttet bøde for Babylons velstand, så vil Herren ramme denne velstand med ødelæggelse.

Fjerde ve. Kaldæerne har bragt skam over andre folk. På samme måde som når én drikker en anden fuld for at se ham nøgen, sådan kommer de selv til at drikke af Herrens vrede, så det bliver synligt, at de er uomskårne. Hvad de har gjort mod andre, vil ramme dem selv.

Femte ve fokuserer på deres afgudsdyrkelse. Med guddommelig ironi siges: Kan en stum sten give belæring?

I bogens begyndelse klagede profeten sin nød over den uretfærdige tilstand i hans eget land. Herren svarede, at han vil tugte landet gennem kaldæernes grusomhed. Men de vil om nogle år selv blive ramt for deres hovmod. Det må profeten vente på, og derfor skal han nedskrive sine syner.

Profetens bøn (3:1-2)

Efter veerne følger en salme, som profeten skriver til korsang med musikledsagelse. Til Herren siger han: Jeg har hørt om og set din gerning. Vi kan ikke umiddelbart sige om begivenheder, at de er Herrens værk. Men sommetider får vi lov at se Guds hånd i det, som er sket. Men det må altid ske i sammenhæng med, at vi har hørt tydningen af Herrens mund. Når den troende har fået øje for Herrens indgreb, bliver man tørstig efter at erfare mere. Derfor siger profeten: Lad din gerning ske igen. Når Herren rører ved vore åndelige smagsløg, siger vi: Mere af dig, Herre, så meget som muligt.

Herren kommer (3:3-15)

Habakkuk beskriver nu, hvordan Herren kommer. Afsnittet kan måske opfattes som svar på bønnen i v.1-2. Det siges, at han kommer fra Tenan og Paran, det vil sige fra Edom, sydøst for Dødehavet, som var området for Esaus efterkommere.

Herren vil komme, og begivenhederne vil indtræffe. Det er profeten overbevist om. Det underbygges nemlig af, hvad Herren tidligere har gjort i Israels historie. I beskrivelserne af de kommende begivenhederne er der nemlig lighedspunkter med både overgangen over Det røde Have og pagtslutningen ved Sinai.

Samtidig med at versene beskriver den kommende dom over Babylon, så er det klart, at profetens budskab om Herrens komme og de begivenheder, som hører til i forbindelse hermed, ikke kan rummes indenfor en geografisk begrænsning. Her tales om mere end dommen over Babylon dengang som en konsekvens af dets overfald på Judæa.

De begivenheder, der her er tale om, er universelle (se v.3, 6 og 9). Herrens ord til Habakkuk kan derfor siges at pege frem mod Åbenbaringsbogens omtale af Babylon som fælles betegnelse for oprøret mod Gud (se Åb 14, 16 og 18). I Bibelens første bog betragtes tårnet i Sinear (Babylon) som menneskehedens oprør mod Gud. I Bibelens sidste bog er Babylon et udtryk for verdens endelige oprør mod Gud.

Ordene til Habakkuk leder tanken hen på Ny Testamentes tale om begivenhederne i forbindelse med Jesu andet komme. Og så begynder vi måske på en ny måde at ane, hvorfor budskabet skulle nedskrives – altså fordi det peger udover straffen over kaldæerne og langt ud i fremtiden. I Ny Testamente tales om Guds dom, som skal ramme jorden før Herrens komme (f.eks. Matt 24:29-30; Luk 21:25-26; Åb 6:12-17). Det er noget af det samme Habakkuk må lægge øre til. Guds domshandlinger beskrives i voldsomme billeder. Men med håb, idet der i v. 13 står, at Herren drager ud til frelse for sit folk, for at frelse sin salvede. Herrens salvede er umiddelbart Israels konge. Men her er der formentlig en profeti om Messias, som netop betyder den salvede. Også i Ny Testamente ser vi, at Herrens dom over ugudeligheden løber parallelt med Herrens frelse af sit folk (se f.eks. 1Thess 5:1-11).

Profetens liv med Gud (3:16-19)

Hvordan hører vi ordene om Guds dom? Tænker vi: Nå, ja, det må vel komme sådan? Da Habakkuk kom til at se, hvordan Guds dom vil ramme en gudløs verden, så skælvede han, tænderne klaprede, knoglerne smertede, og benene vaklede under ham.

Den gudløse er ikke bange for Gud, ryster ikke for ham. Men Gud er frygtindgydende over for oprøret mod ham. Og lever vi Gud nær og ser den verden, der ringeagter ham, så kommer noget af profetens rystelse også over os. Hvis det ikke er tilfældet, kan det enten være, fordi vort liv med Gud er overfladisk, eller fordi vi ikke reelt regner med, at synd er alvor. Men midt i sin rystelse længes profeten efter, at dommen over Babylon snart må komme og blive overstået. Profeten lider, fordi han ser, at hans fædreland ligger øde, at figentræet ikke blomstrer, at vinstokken ikke bærer frugt, og at der hverken er afgrøde eller dyr på marken.

Til sidst understreger Habakkuk, at troens liv med Gud ikke kun er smerte over ugudelighed. Det indebærer også en erfaring af, at Herren selv er hans styrke, og at han gør byrden let. Bogens afsluttende budskab ånder altså af troens virkelighed. Og det er netop i dét liv, et menneske kan holde ud at lægge øre og røst til Guds dom over både sit eget fædreland og dette lands fjender, og til Guds frelse.

For profeten er livet med Gud ikke noget letkøbt og overfladisk. Livet var virkelig en smerte. Ikke over, hvad der ramte ham selv – men hans eget folk. Men samtidig rummede livet en fryd over hans frelses Gud.

Kilde: Ordet og Israel

Samuel Roswall

Lignende indlæg:

  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Åbenbaringen af Jesus Johannes Åbenbaringen er bibelens sidste bog, al tings klimaks. Den lover os en særlig velsignelse ved at studere den, og gennem den, bliver vi tvunget til at studere resten af […]
  • Nahums Bog og dens budskab Nahums bog er ikke meget læst. Den virker fremmedartet. Profetens navn forekommer specielt, og med sin poetiske karakter er bogen heller ikke umiddelbart let tilgængelig. Så det er […]
The following two tabs change content below.

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development