Profetier om Israel i Ezekiel 37

Profetier om Israel i Ezekiel 37 copy

Ezekiel er, som vi ved, en af de fire store profeter i GT – og det ville være spændende at gennemgå alt det, han fik fra Gud. I denne gennemgang skal vi dog primært kun se på kapitel 37.

Lad os begynde at læse de tre første vers: “Herren hånd kom over mig, og han førte mig i Ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af ben; og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store mængder ud over dalen, og se, de var aldeles tørre. Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Kan disse ben blive levende? Jeg svarede: Herre, HERRE, du ved det! (v. 1-3).

Lad os foreløbig stoppe her. Profeten Ezekiel – og flere andre profeter, havde i årevis forkyndt for Israels folk, at hvis de ikke omvendte sig til Gud, ville Jerusalem blive ødelagt, og folket sendt i landflygtighed. Men, som vi ved, så omvendte de sig ikke – og det var grunden til, at det, som Gud havde sagt, var sket. Lad os læse et vers fra kap. 33: “I vor landflygtigheds 11. år, på den første dag i den 5. dag i den 10. måned kom en flygtning fra Jerusalem til mig med det bud: Byen (Jerusalem) er indtaget (ordret: faldet)”, Ez. 33:21.

Ezekiel var altså allerede i landflygtighed, da denne melding kom. Den første landflygtighedsbølge kom i 606 f.Kr. (i denne blev bl.a. Daniel taget med); det næste kom i 597 f.Kr., (og i denne kom Ezekiel med) – men Jerusalem var endnu ikke faldet, og de fleste jøder boede stadig i deres by og land. Men nu kom der så en person derfra og sagde: Nu er det sket! Byen er faldet!  Og dermed blev landet også indtaget. Det skete i 586 f.Kr. Det betyder konkret, at på det tidspunkt, der tales om i kap. 37, var Israel (Juda rige) ikke-eksisterende, hverken politisk eller åndeligt. Den anden del af Israel, som vi kalder Nordriget, med de 10 stammer, var allerede kommet i landflygtighed til Assyrien 722 f.Kr. altså over 100 år tidligere. Og nu var turen så også kommet til Jerusalem, som Gud havde sagt det gennem profeterne. Jerusalem er faldet!

Så kunne man tænke, at nu ville Israels land og folk da være fortid; at Gud havde tabt tålmodigheden med dem og sagt: Nu er det nok! Det var jo sket med så mange andre nationer, som Gud havde udtalt dom over. Mange af de lande og folk, som vi hører om i GT, har nu været forsvundet i årtusinder.  Men Gud havde en anden plan med Israel 12 stammer. De skulle ikke forsvinde, selvom de for en tid er borte fra deres land. Midt i deres trængsel giver Gud dem håb og trøst ved profeten Ezekiel. Det var jo det, vi læste i begyndelsen af kapitlet: “Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin Ånd og stillede mig i dalen”.

Det vil sige, at der, hvor der ikke længere var noget håb, dér giver Gud Israels folk et nyt håb gennem Ezekiel. Guds budskab er, at der kommer en dag, hvor folket igen skal komme tilbage til deres land; hvor hans Ånd skal udgydes over dem, som han har lovet det. Når Gud vil gøre dette, er det ikke fordi, jøderne med tiden ville blive mere fromme, og holde hans bud, som han har givet dem. I Ez. 36:22 siger Ezekiel nemlig dette på Guds vegne:

“Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre HERREN: Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til”.

Når Gud nu gennem Ezekiel taler om en strålende fremtid for Israel, så er det altså ikke for deres egen skyld. Det er ikke, fordi de er begyndt at opføre sig på en bedre måde, for Gud siger: Det er for MIT hellige navns skyld, at jeg opfylder mine løfter til Israel, og giver dem håb. Gud gør det, fordi han holder sit ord. Dette alene er altså grunden til, at Gud griber ind. Det betyder, at selvom de 10 stammer fraNordriget, og de 2 stammer fra Sydriget på dette tidspunkt var ikke-eksisterende, og borte fra deres land – så siger Gud, at han har nogle herlige fremtidsplaner med dem alle. Han siger, at det sker ‘for mit hellige navns skyld’.  Det kan han sige, fordi han er den evige, almægtige og sande Gud.

Man kunne egentlig sætte denne overskrift over kapitlet: ‘For mennesker er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige’. For, menneskelig set, ‘hvordan skulle det være muligt at skabe liv i noget, som er uden liv?’ Mulighederne ser ud til at være udtømte! Men nej! Her kommer Gud og giver dem et håb, som ikke skyldes noget hos dem selv – for så ville det være dømt til fiasko. Derfor er det, at Gud siger: For mit navns skyld! Alt er muligt for Gud! Det samme sagde Jesus i forbindelse med spørgsmålet om, hvem der kan blive frelst. Og da Maria fik budskabet om, at hun skulle føde Jesus, sagde hun: Hvordan skal det gå til? Jeg er jo ikke sammen med nogen mand? Men englen svarede hende og sagde: For Gud er ingenting umuligt! Alt er muligt for den hellige og almægtige Gud.

Som vi så i teksten, så fører Herren nu ved sin Ånd profeten ud i dalen. I en dal er der normalt grønt og har liv. Det er jo der, regnen løber ned, når det har regnet i bjergene, og derfor er der som regel både fugtigt og grønt i en dal, selv i de mest tørre tider. Men i den dal, hvor Ezekiel bliver placeret, er der alt andet end liv. Han ser, at der ligger en stor mængde indtørrede knogler, ‘aldeles tørre’, føjer han til. Og så sker der noget:

“Da sagde han til mig: profetér over disse ben og sig til dem: I tørre ben, hør Herrens ord. Så siger den Herre HERREN til disse ben: Se, jeg bringer ånd i eder, så I bliver levende”, v 4-5.

For at der kan være ben, så har der selvfølgelig også engang været liv i dem; men det var dengang. Spørgsmålet, som Ezekiel får stillet, er: Er det muligt, der kan komme liv i disse ben? Nej! Menneskelig set er det umuligt – og jøderne var selv klar over det: “De siger: vore ben er tørre, vort håb er svundet, det er ude med os”, v. 11.

Vort håb er borte, det er ude med os! Hvilken tragedie. At leve uden håb betyder jo, at de ikke ser det, Gud har lovet dem. Der er ikke længere noget håb! Men for den, der tror på Gud og kender hans ord véd, at Gud altid har det sidste ord. Det ved Ezekiel også, og derfor siger han ikke det samme som folket, da Gud spørger ham, om disse ben kan blive levende. Han ved, at Gud kan gøre alt, og svarer derfor: ‘Herre, Herre, du ved det’, v. 3. Ezekiel havde levet så meget med Gud, at han var klar over, at selvom det ser umuligt ud, så er alt muligt for den evige og almægtige Gud.

Så befaler Gud, at de tørre ben skal høre Herrens ord, v. 4. Så vil der nemlig ske det, at Ånden kommer ind i dem, og de skal blive levende. Men, siger mennesker, som ikke tror på mirakler. Døde ben kan da ikke høre noget – de er jo døde! Men vi ved, at Gud kan skabe liv af døde. Tænk fx på dengang, da Jesus opvakte Lazarus op fra de døde. Derfor siger han da også til benene, at ‘I bliver levende’, v. 5. Af kapitlet fremgår det tydeligt, at det hele ikke vil ske på en gang, men over en periode. For det er først, da knoglerne er samlet, at Gud siger:

“Jeg lægger sener om jer, lader kød vokse frem på jer, overtrækker jer med hud og indgiver jer ånd, så I bliver levende”, v. 6.

Hvad var det, der skulle gøre disse tørre og døde ben levende? Guds ord! Da han skabte verden, sagde han: bliv til, og alt det, som ikke var, blev til. Det gør Gud igen! Det, som han har sagt, kommer til at ske, for han står bag sit ord for at opfylde det. Da Ezekiel begyndte at profetere, så han da også underet ske:

“Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes raslen, og benene nærmede sig hverandre. Og jeg skuede, og se, der kom sener på dem, kød voksede frem, og de blev overtrukket med hud, men der var (stadig) ingen ånd i dem”, v. 7-8.

Ezekiel fik altså besked på at tale til benene, som er hele Israels folk; og endnu, mens han talte, begyndte der at ske noget. Han hørte en raslen af knogler, som nærmede sig hverandre, og blev til sidst til hele skeletter. Da dette var sket, kom der hud, kød og sener udenpå. Når man læser sådanne vers, ser det ud til, at alt det, Ezekiel ser, straks gik i opfyldelse. Men, her må vi huske, at det, profeterne ser og hører i den gamle pagt, ofte beskrives i nutid – også selvom det endnu ikke er sket i den fysiske verden. Det betyder konkret, at fra Guds side står det, han har sagt, fast, som om det allerede var sket.

Jeg tror, at Ez. 37 taler om det nuværende Israel, der blev oprettet i 1948. Da begyndte det at ske, der er omtalt i vers 8. De mange profetier i GT om den fysiske genoprettelse af Israel er begyndt at gå i opfyldelse – men endnu mangler der noget: Der er endnu ingen ånd i dem. Der går altså lidt tid, fra benene bliver samlet, til de bliver et genfødt folk. Da sagde Gud til Ezekiel:

“Profeter og tal til ånden (Ånden), profeter, du menneskesøn og sig til den: Så siger den Herre HERREN: Ånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende. Da profeterede jeg, som han bød mig, og ånden (Ånden) kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres fødder, en såre, såre stor hær”, v. 9-10.

Når Ånden gør ordet levende, da sker underet. Altid! I første omgang samles de døde ben til legemer uden ånd (Ånd), men senere, siger Herren, kommer Livets Ånd ind i dem, og dette gør, at de ben, som samlede sig i dalen, rejser sig op og bliver til en umådelig stor hær. Det begynder altså med nogle spredte knogler, som er et billede på det jødiske folk, som engang var levende, men som blev spredt og har mistet håbet. Men så, pludselig taler Gud et fantastisk og mægtigt ord, som giver genlyd over hele jorden; et ord, der som bekendt ender med, at Israels folk ikke bare samles igen i deres land, som vi ser for vore øjne i dag, men også vil blive levendegjort, dvs. født på ny. Det er jo det, Gud fremhæver igen og igen overfor profeten Ezekiel, herunder også i Ez. 37.

Er dét, der her er sagt, en profeti om Israel? Eller er det bare et gæt? Mange mener, at deres tid har været, men er ikke mere. Men hvad siger teksten? Når vi læser bibelen, er det et godt princip, altid at lade ‘teksten tolke sig selv’. For i vers 11 udlægger Gud jo selv teksten og siger, at alle ‘disse ben er alt Israel hus’. De spredte knogler er, som allerede nævnt, et billede på Israels adspredelse til alle lande, og når de igen bliver samlede, er det billede på det under, Gud vil gøre med Israels folk og land, når han i endens bestemte tid vil samle dem i landet, forenet og levendegjort ved Guds Ånd. At det virkelig forholder sig således, bliver tydeliggjort i de næste vers:

“Profeter derfor og sig til dem: Se, jeg åbner jeres grave og fører jer ud af dem, mit folk, og bringer jer til Israels land; og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg åbner jeres grave og fører jer ud af dem, mit folk. Jeg indgiver er min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter jer i jeres land; og I skal kende, at jeg er HERREN; jeg har talt, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren”, v. 12-14.

Lad os her også læse et par vers om det samme emne fra det forrige kapitel:

“Jeg henter jer fra folkene, samler jer fra alle lande og bringer jer til jeres land. Da stænker jeg rent vand på jer, så I bliver rene; jeg renser jer for al jeres urenhed og alle jeres afgudsbilleder. Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny ånd (Ånd) giver jeg i jeres indre..”, Ez. 36:24-26a.

Dalen er altså et billede på hele verden, og de spredte og tørre ben er Israels folk. Men på den dag, hvor Gud siger: ‘Kom hjem og bosæt jer i jeres land igen’, så sker det! Det er det, vi er øjenvidner til i dag, og snart herefter vil Herren udgyde sin Ånd over dem, så de bliver levende, siger den hellige og levende Gud, som vil gøre det, han har sagt.

I begyndelsen af 1800-tallet og frem, begyndte Gud, som vi ved, at vække folket; og jøderne, som i årtusinder har sagt og bedt: L’shana habaah b’yerushalayim, ‘næste år i Jerusalem’ – men dog uden, de fik deres ønske opfyldt – oplever nu pludselig, at dørene åbner sig, så de kan drage til Jerusalem, til Israel, og få det i eje. I 1903 fik de dog først en anden mulighed, og den kom, da englænderne tilbød zionistlederen Thedor Herzl at give jøderne 13000 km2 af ‘Det Britiske Østafrika’ (nuværende Uganda) som deres hjemland. De efterfølgende zionistkongresser var positivt stemt for det – det er da bedre end ingenting – og en del jøder rejste dertil, og oprettede et jødisk territorium, som eksisterer den dag i dag. Men af forskellige årsager, som jeg ikke skal komme ind på her, sagde  zionistorganisationen til sidst et ‘nej tak’ til dette tilbud,  http://en.wikipedia.org/wiki/Uganda_Scheme.

Jeg tror, hovedårsagen til dette nej skal findes i himmelen. Gud havde nemlig andre planer med jøderne: ‘Jeg bringer jer til Israels land’, havde han sagt, v. 12. I de næste år kunne man tydeligt se, at Gud begyndte at føre dem til det før så lukkede hellige land, Israels land. Og snart derefter begyndte byerne at skyde op og ørkenen blomstre, som det er beskrevet i Ez. 36. Men der mangler stadig noget. Freden mangler. Israels konge på Israels trone mangler. Og vi mangler stadig at se folket blive levendegjort. Ganske vist er der mange jøder, som er kommet til tro på Jesus, og vidner om, at Jesus fra Nazareth er den lovede Messias, deres Frelser, konge og Gud. Overalt i Israel, såvel som rundt om på jorden, pibler messianske menigheder frem. Der er stadig ikke så mange, som bliver frelst – nogle har beregnet, at der i dag nok er 20.000 messianske jøder i Israel, og måske 250.000 i USA – og de brænder alle for, at deres eget folk skal lære Jesus at kende som deres frelser. Der kommer da også hele tiden flere til.

I Israel har der for nylig været en kampagne, hvori messianske jøder fortalte deres eget folk, at Jesus er deres Messias. De havde lejet fem elektroniske skærme ved indkørselsvejene til Tel Aviv, et projekt, der gik over 10 dage. Hvert 8. sekund kørte der et reklame over skærmen, hvor der først stod ’skyldig’. Derefter kom teksten:

‘Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al straf falde på Jesus Messias’.

Alle de bilister, der kørte ind til byen, kunne ikke undgå at se, hvad der stod på disse skærme: vidnesbyrdet om, at Gud vil blæse sin Ånd ind i de tørre og døde ben, så de kommer til liv igen.

Som allerede nævnt kommer flere og flere jøder ikke bare til deres eget land igen, som skriften har forudsagt, men der er også flere og flere jøder, som kommer til tro på Jesus som deres Messias – som en forløber for den dag, hvor der ikke bare er nogle få og små grupper af jøder, der kommer til tro på deres frelser, men hvor alle de døde ben skal samles og blive levende. Eller, som Paulus formulerer det: ‘Der kommer en dag, hvor hele Israel skal frelses’, Rom. 11:25. Hvor er det fantastisk, at vi får lov til at se begyndelsen på alt dette. I generationer har Israels folk været spredt ud over hele verden, uden mulighed for at komme til det forjættede land. Alle døre var lukket. Men håbet og troen på, at Gud løfter ville gå i opfyldelse, har altid været tilstede blandt de troende jøder, såvel som hos de bibeltro kristne. De har altid haft en vished om, at der kommer en dag, hvor Gud vil åbne den lukkede og låste dør. Desværre er der mange ikke-bibeltro kristne, såvel som hele kirkesamfund, der afviser, at profetierne har noget som helst med nutidens Israel at gøre. De begyndte i stedet at omfortolke det, der står skrevet om Israel, i fx Ez 37, idet de siger:

‘Profetierne taler ikke bogstaveligt om Israel – men derimod om den kristne menighed. Israel har nemlig mistet sin betydning, og derfor taler teksten om det åndelige Israel. Gud har forkastet jøderne, og derfor henviser teksterne i GT til menigheden’.

Men Gud holder sit ord! Det har han altid gjort! Ifølge bibelen har Gud to folk. Det er Israels folk, og så er der dem, der tilhører den kristne menighed – og det er, når vi blander løfterne til disse to folk sammen, at det går galt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at en tekst som Ez. 37, som først og fremmest er profetier, der er talt Israels folk, ikke har noget at sige til os. Det har den selvfølgelig. Det er fx det, Paulus henviser til, når han skriver, at

“alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb”, Rom 16:4.

Hvad skal vi så lære? Lad os her til sidst se ganske kort på nogle få eksempler:

Det viser os, at Gud står bag sit ord, som derfor også vil gå i opfyldelse, når tiden til det er inde. Det sker, fordi Gud har sagt det. Det bevidnes også i det kapitel, vi har foran os, i vers 14: “I skal kende, at jeg er Herren; jeg har talt, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren”.

Det betyder konkret, at sådan vil Gud også opfylde det, han har talt til os. Vi har hele bibelen fyldt med dejlige tekster, som viser, hvad Gud har lovet den enkelte af os. ‘Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’, sagde Jesus. Her taler han om alle slags dage, dvs. både på dage, hvor det går godt, og når ‘de dage kommer, om hvilke, du vil sige: I dem har jeg ikke behag’, Præd. 12:1. Er det et løfte, vi kan regne med? Se på Israel! Se, hvordan Gud har opfyldt sine løfter på det jødiske folk. For os betyder eksemplet i Ez. 37, at som han har opfyldt sine løfter på dette land og folk, og stadig vil gøre det, således vil han også opfylde sine mange og dejlige løfter til os.

Derfor skal vi ikke bekymre os, når det nu bliver mørkere ud over jorden, for det har Gud også forudsagt, men vi ved også, at det ikke bliver det sidste. Gud har nemlig åbenbaret, hvad der snart skal ske på jorden; på den dag, hvor Gud griber ind og opretter sit rige ved Jesu genkomst, som det fx er beskrevet i Ez. 37:24-25.

Der er nogle, som mener, at Ez. 37 slet ikke handler om dagens Israel, for, siger de: ‘profetierne gik i opfyldelse dengang, da Israels folk kom tilbage til landet efter de 70 års fangenskab’. Dertil er at sige: Hvis vi læser, som der står, fremgår det tydeligt, at det ikke er tilfældet. Teksten beskriver tydeligt endens bestemte tid:

For det første, så fortsætter teksten i Ez. 37 jo med, at det ikke kun er Judas to stammer, som vender hjem, men også Israels 10 stammer. Lad os læse disse vers:

“Du menneskesøn, tag dig et stykke træ og skriv derpå: Juda og hans medbrødre blandt israelitterne! Tag dig et andet stykke træ og skriv derpå: Josef – Efraims træ – og hans medbrødre, alt Israels hus. Føj dem så sammen til ét stykke, så de bliver ét i din hånd, v. 16-17.

Det, der her er beskrevet, er aldrig sket tidligere. Da ‘Juda og hans medbrødre’, som blev bortført til Babylon, kom tilbage til deres land efter 70 år, var Nordrigets 10 stammer, som blev bortført langt tidligere til Assyrien, ikke med. Men i profetien tales der jo om, at Efraim (som de 10 stammer fra Nordriget også kaldes i bibelen) og hans medbrødre også er med. Og profetien siger også, at de skal samles i den hånd, hvor Judas træ er. Det betyder konkret, at Juda rige skal være den fremherskende, som mange andre profetier også siger. Det er jo også derfra, Jesus vil herske, når han kommer igen. I vers 22 siger Gud:

“Jeg gør dem til ét folk i landet på Israels bjerge, og de skal alle have en og samme konge, og ikke mere være to folk eller delt i to riger”.

For det andet, så kommer de nu ikke kun fra Babylon, men fra hele verden – som der står i vers 21:

“Tal så til dem (hele Israels folk): Så siger den Herre Herren: Se jeg henter jer fra folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land”.

I det forrige kapitel præciseres det, at der med folkene (ordret: hedningerne) menes alle nationer: “Jeg vil hente jer fra folkene (hedningerne), samle jer fra alle lande og bringe jer til jeres land..”, Ez. 36:24.

For det tredje, så  kobles jødernes tilbagevenden, som vi har set, sammen med, at Gud udgyder sin Ånd, så de bliver levende igen, dvs. kommer til tro, v. 14. I Ez. 36:26-27 beskrives det samme på denne måde:

“Jeg giver jer en nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i jeres indre; stenhjertet tager jeg ud af jeres kød og giver jer et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i jeres indre, og virker, at I følger mine vedtægter og tager vare på at holde mine lovbud”.

Det næste, vi kan lære af Ez. 37 er, at Gud skaber liv af døde. Ligesom han giver det jødiske folk nyt liv, vil han også give os, og enhver, som tror på ham, et nyt liv. ‘Engang var vi døde i vore overtrædelser og synder’, står der i Ef. 2:1. Men i det samme kapitel står der også skrevet, at Gud har “gjort os levende med Kristus, os, som var døde pga. vore overtrædelser, af nåde er I frelst!”

Sådanne, og andre vers kan dog også henvise til et liv, som har været der, men som nu er borte. Sådan var det jo for Israels folk, og sådan kan det også ske med os. Derfor tales der så meget i NT om at våge og give agt. Bibelen siger, at vi kan blive kolde og miste frelsen, og blive til tørre og døde ben, uden liv. ‘Du har ord for at leve, men er dog død’, siger Jesus til (nogle i) menigheden i Sardes. Dvs., at der var liv engang, men nu er det borte! Er der mulighed for, at der kan komme liv i noget, der er dødt? Det ser ganske umuligt ud! Men, så kommer Ez. 37 og forkynder for dig og mig, at midt i denne menneskelig talt håbløse og umulige situation lyder Herrens ord! Og så sker der noget: Pludselig nærmer de tørre og døde ben sig hinanden! Uanset, om der er tale om ikke-kristne, eller kristne, som er faldet fra, så sker der et mirakel: Gud skaber liv i selv de tørre og døde ben. Gud ønsker at give enhver, som er ‘død’, et nyt liv sammen med ham.

Det, som der er beskrevet i Ez. 37, er også et billede på den fysiske død, og opstandelsen fra de døde. Når et menneske dør og begraves, så er benene som bekendt også døde. Der er intet liv i dem mere. Kan disse ben blive levende igen? Mange siger og tror, at det er ganske umuligt! Det kan ikke lade sig gøre! Hvor er der mange, der håner den kristne tro og siger, at når man er død, er man død! Det kan jo bevises! Slut, færdig, punktum. Men så kommer Ezekiel på Guds vegne og forkynder opstandelsens vidunderlige budskab for dig og mig. Der kommer en dag, hvor de døde ben nærmer sig hinanden, hvorefter Gud kommer sener og kød og hud på dem, og rejser dem op fra de døde. I John. 5:28-29 siger Jesus, at

“den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: De, som har gjort det gode, skal opstå til liv, men de, som har øvet det onde, skal opstå til dom”.

Jo, som kristne tror vi på legemets opstandelse. Paulus vidner og siger, at ’som Kristus er opstået fra de døde, således skal også vi opstå’. I sin pinseprædiken nævner Peter, at Jesus opstod, ‘fordi det ikke er muligt, at han kunne fastholdes af døden’, Apg. 2:24. Af denne grund måtte døden give det tilbage, som den tog – og derfor opstod Jesus fra de døde, og han lever! Og det er denne Jesus, som giver os dette løfte, at således skal også vi opstå – hvis vi altså ikke lever den dag, han kommer igen for at tage vore os med til himlen. Som Guds folk har vi dette fantastiske håb. Det betyder konkret, at når vi følger vore kære til graven, så siger vi ikke ‘på gensyn’ som en anden tom floskel, men fordi vi har et levende håb – for vi tror på et virkeligt gensyn med alle dem, der er gået forud. En dag vil Jesu røst høres ud over den hele jord, og hvert legeme, som er i gravene, kommer ud derfra, som det skete med Lazarus, og med ånd, sjæl og legeme skal vi bortrykkes for, at vi for evigt kan være sammen med ham. Ez. 37 fortæller os, at Gud skaber liv af døde. Det er hans speciale. Og det er et trøstens ord til enhver af os, som lever i denne verden, og som dog har blikket rettet mod det himmelske fædreland.

Da Ezekiel kom til Israels folk, som sad i landflygtighed, og hvor alt håb var ude, var det netop et trøstens ord, Gud kom med til dem – og betyder, at det alligevel ikke ude med dem, og derfor heller ikke ude med os, så sandt vi tror på, og har taget imod Jesus som vores frelser. Derfor har også vi en fremtid og et håb. Guds to folk har altså et herligt fremtidshåb, som snart skal blive til virkelighed. Det er dette herlige fremtidshåb, som vi, sammen med Israels folk, snart kommer ind i, som Gud har lovet det. “Ham, som sidder på tronen, og Lammet, være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder”, Åb. 5:13.

Amen

Kilde: Jesus-lever.dk

Eskild Særkjær

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Løven af Juda stamme Historien om løven af Juda stamme er historien om klage og sorg. Det er også historien om en overraskende forbindelse mellem nogle skriftsteder, der sjældent bliver læst. Men først og […]
  • Den kristne og sabbatten Hvordan skal den kristne forholde sig i forhold til dem, som mener, at vi pga. Guds lov er forpligtet til at holde sabbatten som helligdag? Sabbatten – et pagtstegn. Intet er […]
Tagged with:     , ,

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development