Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 5-6/11 -2014

Tidernes tegn

DET STORE BABYLON (Åb 17:5)

Racisme kan vel ikke accepteres i folkekirken?
‘Den forbudte dåb’ fortæller om racistiske episoder mod indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh i kirkemiljøet på Fyn. Folk bør tage bogen seriøst, for racisme skal ikke accepteres i folkekirken, skriver debattør.

Det katolske New York svinder ind
Der var gråd og tænders gnidsel blandt mange af New Yorks katolske kirkegængere i denne uge, da byens ærkebiskop bekendtjorde nye sognelukninger. I alt sammenlægges eller nedlægges næsten en tredjedel af byens i alt 368 katolske sogne, og mindst 31 kirker vil fra næste sommer stå tomme hen. Det sker som led i en omstrukturering, der skal hjælpe det økonomisk pressede ærkebispedømme, et af de største i verden. New York er hjem til 2,8 millioner katolikker, men en voksende andel prioriterer hverken at gå til højmesse eller at sende deres børn i katolske børnehaver og skoler, og ærkebispedømmet bruger efter egen vurdering 40 millioner dollar (cirka 240 millioner kroner) årligt på at understøtte overflødige sogne. Dertil kommer, at prisen på alt fra elektricitetsregninger til vedligeholdelse af de ofte aldrende kirkebygninger stiger i takt med, at menighedernes donationer svinder ind.

FORFÆRDELIGE TING (Luk 21:11)

USA vil bruge 6,2 milliarder dollar på kamp mod ebola
USA’s præsident, Barack Obama, ønsker, at den amerikanske Kongres skal godkende en bevilling på 6,2 milliarder i næste finansår til at bekæmpe ebola i Vestafrika og USA, oplyser embedsmænd, der har indsigt i forespørgslen.

ISMAELS ARV (1Mose 16:12-13)

Så voldelig kan en by i Skandinavien være – nu vokser antallet af terrorister også
Gøteborg er også et mekka for rekruttering af ekstreme muslimer til at føre krig i Syrien og Irak, afslører den svenske avis Gøteborg-Posten. Avisen har mødt en svensk IS-kriger. 25-årige Amer. Han var blandt de første svenskere, der tog ned for at kæmpe som hellig kriger i Syrien. (Gøteborg-Posten) Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, oplyser, at 85 svenskere er taget til Syrien og Irak for at kæmpe. Men ifølge Amer, der er et dæknavn, er han selv en af op mod 200 folk fra Gøteborg, der er taget til Mellemøsten for at kæmpe med islamiske grupper. (Gøteborg-Posten) Amer siger, at han har haft en normal opvækst i Gøteborg. Selvom han kommer fra en religiøs arabisk familie, var det først for fire år siden han selv begyndte at praktisere islam. Han begyndte at komme i en almindelig moske og her tog han Koranens ord til sig. Han er helt overbevist om, at det, han gør, er det rette og han er ikke bange for at dø i kamp. Det er en sag mellem ham og Allah, siger han og han påpeger, at det er en profeti, som er ved at blive opfyldt. ”Det som rent faktisk sker, er uundgåeligt. Det står i Koranen. Først skulle muslimerne lide alvorlige nederlag. Vesten ville vinde. Men siden løber vesten tør for penge, muslimerne rejser sig og vinder den største sejr,” siger Amer til Gøteborg-Posten. Gøteborg har et stykke tid været en af de farligste svenske byer at bo i. Byen lider af “segregationsproblemer”. Andelen af udenlandsk fødte lå i 2012 på 33,9 procent af byens borgere, og byen er plaget af voldsom kriminalitet.  (DKA 4.3.14)

Dansk syrienkriger erkender at have kæmpet for IS
En 19-årig dansker, der siden juni har siddet fængslet i Libanon mistænkt for at kæmpe for blandt andet den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) erkender nu ifølge sin advokat, at han har kæmpet for den berygtede gruppe i Syrien. Det skriver Berlingske.

Kristen dansk-libanesisk kvinde føler sig forfulgt på grund af sin tro
Den 20. oktober klokken tre om eftermiddagen gik den 24-årige studerende Jojo Joy på Strøget i København. Den unge kvinde med libanesiske rødder bar en synlig halskæde med kors. På et tidspunkt fik hun vrede tilråb af to unge kvinder. De skubbede til hende og truede med tæsk, indtil hun var ”fucking død”. To en halv måned tidligere, den 3. august klokken 16.45, sad den unge kvinde i sin bil foran Den Røde Plads på Nørrebro i København. Hun var sammen med en ven. Det var en varm sommerdag, og de to skulle hente mad i en shawarmabar. Jojo Joy fortæller, at hun var iført shorts og havde et kors om halsen. Bilen blev omringet af syv unge mænd. En af dem satte en fod på kølerhjelmen og nidstirrede hende, mens han kritiserede, at hun bar shorts som danske kvinder. Da han fik øje på hendes kors, udbrød han, at hun var en ”fucking kristen luder”, og ifølge Jojo Joy fortsatte han: ”Ved du, hvad vi gør ved folk som dig? I bliver stenet.” Hendes ven gik ind i restauranten for at hente maden. Han blev opskræmt af de vrede mænd og skjulte sig derfor i restauranten. Jojo Joy fortæller, at hun på det tidspunkt følte sig så truet, at hun besluttede at køre væk. Mens hun kørte, observerede hun, at en bilist filmede nummerpladerne på hendes bil.

Obama har sendt brev til Irans øverste leder
USA’s præsident, Barack Obama, har i sidste måned sendt et hemmeligt brev til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, hvori Obama understregede, at de to lande havde en fælles interesse i at bekæmpe jihadistgruppen Islamisk Stat i Irak og Syrien, skriver en amerikansk avis torsdag. Ifølge Wall Street Journal hedder det i brevet fra midten af oktober, at et samarbejde mellem USA og Iran om at nedkæmpe den militante gruppe var knyttet til en aftale, som er indgået mellem Iran og andre lande om dets atomprogram. Talsmanden for Det Hvide Hus, Josh Earnest, siger torsdag, at den amerikanske politik over for Iran ikke er ændret. Det fremgår af Earnest svar på spørgsmål om brevet fra Obama til Khamenei. Earnest tilføjer, at han ikke kan kommentere en privat korrespondance mellem Obama og en verdensleder.

Nu bomber USA også al-Qaeda i Syrien
USA har udvidet sit engagement i Syrien. Hidtil har amerikanske fly kun kæmpet mod terrorbevægelsen Islamisk Stat, men natten til torsdag rettede man sigtet mod grupperingen al-Nusra. Den islamistiske gruppe, der er knyttet til terrornetværket al-Qaeda, har den stykke tid haft fremgang på slagmarken tæt ved den tyrkiske grænse.

ISRAEL, HERRES ØJEÆBLE (Zak 2:12)

Terrorangreb: Bil kørte ind i menneskeflok i Jerusalem
En person meldes dræbt, og adskillige andre skal være kvæstet, efter at en bil er kørt ind i en flok fodgængere i Østjerusalem. Israelsk politi oplyser, at der er tale om et bevidst angreb. Ifølge nyhedsbureauet AFP er den døde fodgænger en israelsk grænsebetjent. Det bekræfter politiets talskvinde, Luba Samri. Føreren af bilen blev skudt og dræbt. Den oplysning bliver ifølge BBC bekræftet af Micky Rosenfeld, der er talsmand for israelsk politi. Ifølge AFP skal to andre personer være kommet alvorligt til skade ved hændelsen. Omkring 10 mennesker blev ramt, da bilen styrede ind i menneskemængden. Israelsk politi siger, at episoden skete ved en lille jernbanestation. Da bilen endelig holdt stille, steg føreren angiveligt ud og begyndte at slå løs på tilfældige mennesker med en jernstang. Onsdagens hændelse betegnes af israelsk politi som et terrorangreb, og det oplyses, at føreren angiveligt var en palæstinenser fra Østjerusalem. Tidligere onsdag har der også været meldinger om sammenstød i Østjerusalem, hvor palæstinensere skulle have kastet med sten. Israelsk politi har besvaret stenkastene med tåregas, forlyder det.

Lidegaard: Hovedansvaret ligger i øjeblikket ikke mindst hos Israel
Udenrigsminister Martin Lidegaards (R) hovedkonklusion efter det tre dage lange besøg er, at det i øjeblikket ser ualmindelig svært ud at komme en fredelig løsning nærmere mellem palæstinensere og israelere og hive fredsprocessen ud af det dynd, den hænger fast i. ”Det kræver en kraftanstrengelse, hvis situationen ikke skal blive endnu værre, end den er i forvejen,” siger han. Martin Lidegaard har de seneste dage mødtes med både den israelske og palæstinensiske udenrigsminister og præsident. Efter møderne siger Martin Lidegaard om den nuværende fastlåste situation: ”Hovedansvaret ligger i øjeblikket ikke mindst hos Israel, som bliver nødt til at vise, at de vil freden,” siger han blandt andet med henvisning til en række store bosættelser, Israel har annonceret den seneste tid.

Lidegaard: ‘bekymret’ over ”bosættelser”
Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, der i disse dage besøger Israel og palæstinenserne, har givet udtryk for, at det er ”med stigende bekymring, at Danmark og EU ser nye bosættelser blive bygget”. Han henviste til, at den israelske regering har givet grønt lys for nyt bosættelsdesbyggeri omfattende over 500 boligenheder i Jerusalem-forstæderne Har Homa og Ramat Shlomo.

Lidegaard i Gaza: Vi anerkender ikke Palæstina lige nu
Lysten til at anerkende Palæstina som selvstændig stat er der, men tiden er bare ikke til det lige nu. Sådan lyder det fra Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), som er på officielt besøg i den sønderbombede Gaza-stribe i Mellemøsten. Dermed fastholder Lidegaard Danmarks officielle politik, der går på at vente på enighed i EU og i øvrigt at skæve til, hvad USA gør i dette spørgsmål.

Khader: Danmark bør anerkende Palæstina
Danmark bør anerkende Palæstina som selvstændig nation, og vi skal indstille os på, at en tostats-løsning med Israel og Palæstina er den “uundgåelige løsning, som i øvrigt gavner alle involverede parter bedst” i Mellemøsten. Sådan lyder det fra Mellemøsten-kenderen Naser Khader i en kronik på Jyllands-Posten.dk, hvor han beskylder udenrigsminister Martin Lidegaard (R) for en alt for forsigtig kurs. “Der er behov for at sende et klokkeklart signal til Hamas om, at man fra et magtcentrum som Europa støtter præsident Abbas og det moderate Palæstina,” siger Khader, som glæder sig over, at Hamas synes mere isoleret end tidligere. Han kalder det en “fejlvurdering af de store,” hvis man tror, at en anerkendelse af Abbas’ Palæstina gør Danmark til anti-Israel. “Er man blå, så er man uden at være reflekterende imod en anerkendelse. Er man rød, så er man ukritisk for en anerkendelse. Og sidder man i regering, så taler man sort. Lad nu Danmark være pragmatiske og sende et stærkt fredssignal til alle involverede parter i konflikten ved at anerkende Palæstina som selvstændigt. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvor meget tid og lidelse blandt civile, der skal til, før tostatsløsningen bliver virkelighed,” skriver Naser Khader.

Israel undgår tiltale for dødelig indgriben på aktivistskib
I slutningen af maj 2010 blev forholdet mellem Israel og Tyrkiet sat på en alvorlig prøve. Under den israelske blokade af Gaza, der startede i 2006, ville aktivister sejle “forsyninger” ind til den palæstinensiske enklave fra Cypern med seks skibe. Men de blev stoppet på vejen af det israelske militær. Israelerne bordede skibet Mavi Marmara og endte i sammenstød med de tilstedeværende aktivister. Det resulterede i, at ni af de tyrkiske aktivister blev dræbt. I første omgang nægtede israelerne at have gjort noget galt, men blev mødt af massive internationale protester efter aktionen. Gradvist erkendte israelerne, at der var sket operative fejl under bordingen af skibet, men først i marts 2013 kom den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, med en officiel undskyldning til Tyrkiet. Onsdag kom sagen til en foreløbig afslutning. Det skete, da den internationale straffedomstol (ICC) fortalte, at den ikke vil rejse en sag mod Israel på baggrund af den dramatiske bording i 2010.

Sammenstødene fortsætter i Jerusalem
Jerusalem koger videre. De israelske og palæstinensiske politikere synes ikke i stand til at bremse de daglige sammenstød i byen. Med gårsdagens angreb, hvor endnu en palæstinensisk bilist kørte sin bil ind i en gruppe israelere, næsten på samme sted som et lignende angreb for snart to uger siden, er volden i byen ude af kontrol. Samtidig har Jordan tilbagekaldt sin ambassadør i protest mod den israelske regerings godkendelse af nye boliger til bosættere i Østjerusalem og de seneste dages voldelige sammenstød på og omkring Tempelpladsen. Både Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og økonomiminister Naftali Bennett placerer ansvaret for angrebet hos den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Begge føler, at Mahmoud Abbas spiller en rolle i at opildne til den vold, der folder sig ud i Jerusalem. Især fordi Abbas har betegnet Israels 24 timer lange lukning af Tempelbjerget i sidste uge som en »krigserklæring«. Men også fordi Mahmoud Abbas i sidste uge sendte et kondolencebrev til gerningsmanden bag det mislykkede attentatforsøg mod Yehuda Glick, en fremtrædende rabbiner fra bosætterbevægelsen. Den handling tolkes som en meget direkte støtte til voldelige handlinger i Jerusalem. »Manden, der sad bag rattet i bilen, hedder Mahmoud Abbas,« sagde Naftali Bennett i går og pegede direkte på den palæstinensiske præsident som den ansvarlige for angrebet, der dræbte en og sårede 13 israelere. Hamas, der har taget ansvaret for gårsdagens angreb, opfordrer samtidig til, at palæstinenserne indleder en ny intifada mod den israelske besættelsesmagt i Jerusalem.

En anspændt fredag i Jerusalem
»De siger, at det ikke er en religiøs krig. Det ER en religiøs krig!« Hans stemme knækker. Han er hæs og forsøger at opildne de mere end 100 fremmødte jødiske bosættere, der er mødt op for at vandre gennem byen. Fra stedet hvor rabbiner Yehuda Glick blev forsøgt myrdet i sidste uge og ned til Tempelpladsen. Tidligere Knesset-medlem Michael Ben Ari får sine klapsalver. Først halvhjertede. Efter et par minutter fra alle de fremmødte. »Om morgenen er han kok. Om aftenen massakrerer han. Om morgenen er han traktorfører. Om eftermiddagen kører han hoveder af folk med sin traktor,« råber Michael Ben Ari i mikrofonen og hentyder til de seneste to terrorangreb i Jerusalem, hvor palæstinensere er kørt ind i grupper af israelere i bil med dødelig udgang. Hans tale handler om at vise araberne i Jerusalem, hvem ejerne er. Hvem der var her først. Hans kritik af den israelske regering, der igen i dag har gentaget over for Jordan, at der ikke vil blive ændret på status quo-aftalen på Tempelbjerget, så jøder kan få adgang til at bede deroppe, er massiv. Fra palæstinensisk side beskylder man den israelske regering for at opildne til vold med regeringens seneste tiltag til at bygge nye boliger i Østjerusalem til jødiske bosættere. På sociale medier er en palæstinensisk kampagne, der hedder »ham, der kører nogen ned«, begyndt at blive omtalt blandt byens palæstinensere. To palæstinensere, Khaled og Marwan står på en benzinstation omkring 500 meter fra højrenationalisternes demonstration. Til spørgsmålet om de kender til den såkaldte »bil-intifada«-kampagne, smiler de med et glimt i øjet. De kender udmærket godt kampagnen, men ønsker ikke at sige mere. »Bil-intifada«-kampagnen går under det arabiske navn »Daes« og er inspireret af det arabiske navn for Islamisk Stat, »Daesh«. Når det står skrevet på arabisk er forskellen to prikker over s’et. Stemningen smitter af på den jødiske lokalbefolkning, hvoraf mange ikke længere tør køre med arabiske taxachauffører, og hvor dagens samtaleemne er, hvorvidt der er tale om en intifada eller ej. Israelerne er ikke enige. Nogle mener, at det først er en intifada, når busser sprænges i luften. Andre mener, at den er i fuld gang. Hamas i Gaza udnytter den anspændte stemning i Jerusalem til at opfordre til mere vold og demonstrationer på daglig basis.

KONGERNE FRA SOLENS OPGANG (Åb 16:12)

Nye, voldsomme sammenstød i Hongkong
Demonstranter og politi stødte igen sammen i det centrale Hongkong torsdag, i det samme handelsområde der siden september har lagt gader til de store uroligheder. Politiet brugte peberspray mod flere af demonstranterne, der nægter at fjerne sig fra det okkuperede område, hvorfra utilfredsheden med Kinas regering bliver demonstreret.

Miljøvagthund: Kinas præsidentfly fragtede ulovligt elfenben hjem fra Afrika
I marts besøgte den kinesiske præsident Xi Jinping Tanzania. Da hans præsidentfly gik i luften efter det officielle statsbesøg var lastrummet ifølge miljøaktivisterne i EIA-organisationen proppet med elfenben, der var skjult i diplomatiske forsendelser. Den illegale last i præsidentflyet afsløres af miljøorganisationen Environmental Investigation Agency (EIA), der efterforsker den globale, ulovlige handel med elfenben – en handel, der har fået bestandene af elefanter i Afrika til at falde drastisk. Elfenbenskøbmænd afslører ifølge organisationen, at kinesiske opkøbere i forbindelse med statsbesøget opkøbte flere tusind kilo elfenben.

MAGOG (1Mose 10:2)

Putin-kritisk skuespiller fundet død
Onsdag aften blev den russiske skuespiller Alexei Devotchenko fundet død i sin lejlighed i Moskva. Devotchenko var en kendt kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin, hvilket har fået en af hans kollegaer til at kalde det uventede dødsfald for et mord. Det skriver den engelske avis The Guardian. Det har de russiske myndigheder dog afvist, ifølge den engelske avis.

Rusland dropper atom-topmøde
Der er længe til, men signalværdien er ikke til at tage fejl af. Rusland har onsdag meddelt, at man ikke vil deltage i et planlagt topmøde om atomsikkerhed i USA i 2016. Topmødet, som er en tilbagevendende begivenhed og senest blev afviklet i marts i år, har op mod 50 lande som deltagere. Det tæller lande som Kina, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der på møderne diskuterer, hvordan atom-sikkerheden kan forbedres globalt.

Putin kåret som verdens mest magtfulde mand – igen
For andet år i træk har det ansete finansmagasin Forbes kåret Vladimir Putin som verdens mest magtfulde mand. Barack Obama må tage til takke med en andenplads. Det er andet år i træk, at Putin ifølge magasinet vinder titlen på parametre som økonomisk råderum, muligheden for at udøve magt og antal mennesker, han influerer eller har under sin kontrol. Amerikanerne må acceptere, at deres leder, præsident Barack Obama, for andet år i træk må tage til takke med en andenplads, mens Kinas leder, Xi Jinping, er nummer tre. På fjerdepladsen placerer magasinet pave Frans, mens den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er nummer fem og dermed verdens mest magtfulde kvinde.

Rusland krænker finsk luftrum
Russiske fly bevæger sig i stigende omfang tæt på eller ligefrem ind i de vestlige naboer og genboers luftrum. Seneste eksempel blev torsdag offentliggjort i finske medier. Her fremgår det, at tre russiske regeringsfly i august krænkede finsk luftrum og at piloterne i et af tilfældene løj om flyets rigtige identitet og påstod, at det var fra luftfartsselskabet Aeroflot.

USA efterforsker stenrig Putin-ven for hvidvask
Olie- og gas-milliardæren Gennadi Timsjenko efterforskes for mistanke om at have hvidvasket penge i USA. Samtidig undersøges eventuelle forbindelser til præsident Putin.

MÆRKET (Åb 13:16)

Digital post sænker reelt myndighedsalderen
Når unge helt ned til 15 år får deres post digitalt, er der reelt tale om en sænkelse af myndighedsalderen, som forringer forældres mulighed for at vejlede og opdrage deres børn, mener eksperter. Barnets første rudekuverter, lønsedler og feriekort har traditionelt set givet anledning til opdragende samtaler om svarfrister, indbetalingsprocedure og generel ansvarlighed rundt omkring i de danske teenagefamilier. Men nu trues forældrenes mulighed for at støtte og vejlede deres børn i at håndtere post fra det offentlige. Ligesom alle andre danske borgere er også de helt unge – ned til 15 år – fra den 1. november overgået til elektroniske post, og det betyder helt konkret, at de unges post ikke længere dumper ned i familiens fælles postkasse, men i barnets private elektroniske indboks, som hverken far eller mor har adgang til.

Facebook filtrerer dine nyheder med hård hånd
Verdens største sociale netværk spiller en enorm rolle i forhold til, hvilket indhold vi finder frem til på nettet. Når vi ruller gennem vores såkaldte ’nyheder’ eller på amerikansk ’news feed’ har indholdet været gennem en vanvittigt sofistikeret computerprogrammeret prioritering. Med base i Silicon Valley styrer Facebooks programmører i stigende grad, hvilke nyheder de mere end 1,3 milliarder aktive facebookbrugere over hele verden kommer i nærheden af. Udvikleren Greg Marra står i spidsen for et hold af cirka 16 folk, der skriver koden bag det såkaldte news feed, og den bare 26-årige mand er efterhånden en af de mest indflydelsesrige personer i nyhedsbranchen, lyder det fra den journalistiske højborg New York Times, der ellers ikke plejer at stå tilbage for nogen i publicistiske armbevægelser. Men den strøm af opdateringer, vi alle ser i Facebook, er blevet så effektiv en kilde til besøg på mange nyhedsmediers hjemmesider, at selv højt estimerede journalistiske institutioner ikke kunne eksistere, hvis ikke Facebook sendte læserne deres vej. I det store miks af opråb fra venner, familie, politikere og annoncører, prioriteres tydeligere og oftere links til artikler fra digitale nyhedsmedier. Det er fra disse links, Facebook sidder med koden til at skrue op og ned for læsertallene hos de mest afhængige medier. Det har naturligt fået en del udgivere til at spekulere i at tilpasse deres indhold til Facebook.

RIGET AF JERN & LER (Dan 2:42)

Ny Nato-chef besøger Afghanistan lige før lukketid
Der er under to måneder til, at de afghanske styrker får ansvaret for sikkerheden alene efter Natos mangeårige tilstedeværelse i Afghanistan. Torsdag er Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på besøg i det uroplagede land, og i sin første tale på afghansk jord hylder han de afghanske sikkerhedsstyrker. Selv om Taliban igen er begyndt at vise muskler, mener Anders Fogh Rasmussens efterfølger, at afghanerne er parat til at få ansvaret alene med Nato som rådgiver og underviser.

Lignende indlæg:

  • Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 15-16/11 -2014 DET STORE BABYLON (Åb 17:5) Mormoner erkender: Vores stifter havde op til 40 koner For første gang indrømmer mormonbevægelsen i USA, at dens grundlægger og profet, Joseph Smith, tog […]
  • Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 10-14/11 -2014 DET STORE BABYLON (Åb 17:5) Kristne skal forberede sig på intelligent liv i rummet Hvad skal religion og særligt kristne gøre, når der bliver fundet intelligent liv ude i rummet? De […]
  • Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 7-9/11 -2014 DET STORE BABYLON (Åb 17:5) Kirkeministeriet er politisk affaldscentral Efter en stribe af såkaldte møgsager om asyltal, nødløgn og ændringer i ministercitater flyttes […]
  • Tidernes Tegn: Nyhedsoverblik 3-4/11 -2014 DET STORE BABYLON (Åb 17:5) Grøn Kirke vil ikke moralisere, men løfte et ansvar Grøn Kirke rykker ikke ud med løftede pegefingre. Men vi tager det alvorligt, at videnskaben viser, at […]
Tagged with:    

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development