Troen på det evige liv i den gamle pagt.

For nylig hørte jeg en teolog, som mente, at de troende i den gamle pagt intet kendskab havde til frelsen og det evige liv. Ifølge ham blev ’dette først åbenbaret i den nye pagt’. Er det sandt, at Gud ikke har åbenbaret sin frelse for de GT-troende? Er det sandt, at denne åbenbaring først kom med Jesus i den nye pagt? Dette skal vi se nærmere på i denne artikel.

Den gamle pagts forståelse af frelsen

Vi skal først se på nogle citater fra NT, som klart viser, at de troende i GT kendte til frelsen og det evige liv. Gang på gang slår NT nemlig fast, at alle profeter (i GT) vidner om, at enhver, som tror på Jesus, skal få syndernes forladelse ved hans navn, Apg. 10:43. Se også Apg. 3:18, 21, 24, Luk. 24:27, 32, 44-46. I Joh 3:16 lyder disse kendte ord: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv”.

Bemærk, at frelsen gælder ’enhver, som tror på ham’. Alle bliver altså frelst på samme måde, også selvom de troende i den GT ikke kendte frelsens storhed så meget som vi gør det, 1Pet. 1:10-12.

Da der senere var der en strid blandt jøderne om, hvorvidt hedninger skal overholde moseloven for at blive frelst. Hertil siger Peter følgende: ”Han (Gud) gjorde ingen forskel på os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter”. Bemærk, at der ikke er nogen forskel på, hvordan jøder eller hedninger bliver frelst. Det sker alene ved troen på Jesus. Der er stadig mange som mener, at de troende i den gamle pagt blev frelst ved at overholde moseloven, altså ved at holde loven. Paulus skriver: ”Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud”, Rom. 3:19.

Der er altså ingen, som er blevet frelst på denne måde. Gud underviser jo netop i sit ord om, at i ”Hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd”, Rom. 3:20.

Med ’intet menneske’ menes bogstaveligt intet menneske i hverken den gamle eller nye pagt. Paulus skriver derfor, at ”vi har jo ovenfor anklaget både jøder og grækere for at være under synd alle sammen, således som der står skrevet: ’Der er ingen retfærdig, ikke én..’”, Rom 3:9-10.

Bemærk, at Paulus konkluderer dette ud fra GT tekster. Men når alle er syndere og dermed skyldige til døden, så betyder det, at ingen kan blive frelst ved egne anstrengelser af nogen art. Det er umuligt for jøder såvel som hedninger!

Lovens formål er på den ene side at vise, at alle mennesker har syndet og er skyldig til den evige fortabelse, og på den anden side at vise, at de kan blive frelst (salige) ved at sætte deres håb til Guds retfærdighed og tro på hans Frelse (Jesus). Om denne retfærdighed står der:

”Der er åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror (dvs. for jøder og hedninger); thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud og bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”, Rom. 3:21.

Og netop derfor konkluderer Peter da også ved apostelmødet i Apg. 15, at frelsen aldrig er sket ved loven, men ved troen på Jesus, og siger: ”Vi tror derimod (modsat dem, som mener, at man kan blive frelst på anden måde), at vi (jøder i den gamle og i den ny pagt) bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de ”, Apg. 15:9, 11.

Den nye fødsel er nødvendig for at blive frelst – også i den gamle pagt.

Når de troende i den gamle pagt blev frelst på samme måde som i den nye pagt indebærer det selvfølgelig, at de også på samme måde blev født på ny. Ligesom Jesu (Guds) Ånd er i os, var Han også i dem, jfr. 1Pet. 1:11-12, 2Pet. 1:21. Dette ser vi også ud fra teksten i Joh kap.3. Det er vigtigt at bemærke, at Jesu samtale med Nikodemus om den nye fødsels nødvendighed for at blive frelst fandt sted ca. 3 år før sin død på Golgata, hvor den nye pagt ved Jesu blod blev oprettet. Det fremgår klart af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, at selvom de står i NT, så er Jesu undervisning i disse primært rettet til det jødiske folk, som på det tidspunkt stadig var under den gamle pagt. Det er på dette grundlag, at Jesus i Matt 15:24 sagde: ”Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”.

Åbenbaringen om hedningers frelse kommer først senere, efter Jesu død og opstandelse.

Nikodemus var altså en farisæer, som levede i den gamle (første) pagt. Han tilhørte den store gruppe af jøder, som troede på opstandelsen fra de døde og det evige liv. Det var denne gruppes tro på det evige liv, som splittede ’det jødiske råd’, da Paulus mange år senere forsvarede sin tro på Jesus og det evige liv i ’det jødiske råd’:

”Da nu Paulus vidste, at den ene del bestod af saddukæerne og den anden af farisæerne, råbte han i rådet: ’Brødre! Jeg er farisæer og stammer fra farisæerne, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages. Næppe havde han sagt dette, før der blev strid imellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen delte sig. Thi saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse, ej heller engel eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet. Nu blev der en voldsom råben; og nogle af de skriftkloge af farisæernes parti stod op, begyndte en ordstrid med de andre og sange: ’Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en ånd eller en engel har talt til ham’…”, Apg. 23:6-9.

Ud fra GT troede farisæerne som en selvfølge på det evige liv. Men det var blevet en tro, som ikke længere handlede om at tro på Ham, deres Messias, som efter skriften vil komme og give dem frelse og nyt liv, Luk. 1:77. Da Nikodemus under samtalen spørger Jesus om, hvordan dette kan ske, kan vi ud fra svaret se, at han som lærer i den gamle pagts Israel burde vide det, Joh 3:9-10. Det samme kan i øvrigt siges om mange nutidige teologer: Hvordan kan man undervise mennesker om frelsen og den nye fødsel, hvis man ikke selv kender til den?  Det er umuligt!

Jesus besvarer derefter spørgsmålet om, hvordan kan dette ske? Det sker ved troen på Guds Søn, som skriften såvel som GT-forbilleder peger på: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv…”, Joh 3:16.

Bemærk, at der står ’enhver’. Det betyder selvfølgelig det, der står. Ligesom de tidl. nævnte tekster bekræfter dette vers også, at ’enhver’ bliver frelst og for del i det evige liv på samme måde, uanset om det er troende i den gamle eller i den nye pagt. Der er ingen forskel! De troende i den gamle pagt blev frelst ved at tro på Ham – deres Messias og Frelser – som kommer. De troende i den nye pagt bliver frelst ved at tro på Jesus Kristus, vores frelser, som er kommet og som gik i døden for os såvel som for alle mennesker, jfr. Heb 9:15.

Spørgsmål fra saddukæere om opstandelsen

Farisæerne var sammen med saddukæerne de to hovedgrupper, som på trods af store teologiske forskelle var forenet i deres modstand mod Jesus på de fleste punkter. Men de var som tidl. nævnt ikke enige, når de gjaldt spørgsmålet om opstandelsen fra de døde og det evige liv. Da måtte saddukæerne gå enegang. F.eks. da nogle saddukæere kom til Jesus ’og ville påstå – og ud fra skriften bevise – at der ikke er nogen opstandelse’. De stillede ham derfor spørgsmålet om en enke, som overlevede syv brødre, efter at de alle har været gift med hende i et forpligtet svogerægteskab for at skaffe hende afkom. Og sidst af alle døde hustruen! Og så kom deres spørgsmål til Jesus: ’Hvem af de syv skal nu have hende i hustru i opstandelsen’, Matt 22:23-31. Jesus svarede og sagde til dem: ”I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte.. ”.

Jesus giver her en vigtig undervisning. Hvis nogen hævder, at de er troende, men ikke kender skrifterne eller Guds kraft, så vil man automatisk tolke dem efter forgodtbefindende. Og så er det klart, at man vil fare vild. Derefter kommer Jesus med skrifternes bevis på opstandelsen: ”Hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’ Han er ikke Gud for døde, men for levende!”.

Gennem svaret understreger Jesus, at Gud netop er det, som Skriften siger: Ordet ’ER’ betyder netop, at Han (stadig) ’ER Abrahams, Isaks og Jakobs Gud’, hvilket jo beviser, at Han ikke er Gud for døde, men for levende. Ordene ’Jeg Er’ henviser i øvrigt både her såvel som en mængde andre steder i NT og GT til Guds evige og højeste navn: JEG ER er en fordanskning af Guds navn ’Yahweh’, som også kan oversættes med: ’Jeg er den, jeg ER’. Han ER derfor den samme i al evighed. Han ER den evige nærværende Gud, som ER. Dette navn benytter Jesus om sig selv, når han f.eks. siger, at ’JEG ER opstandelsen og Livet, den som tror på mig, skal leve, om han end dør’, Joh 11:25. Og det betyder jo, at alle dem, som dør i troen på ham, også skal opstå og leve for evigt.

Forståelse af ordet ’evig’.

Ordet ’evig’ (på hebraisk Olam og på græsk Airon) bliver nævnt ca. 517 gange i Bibelen. Dertil kommer et utal af henvisninger. Det bestemte ord ’evigheden’ (i ental) findes hverken på hebraisk eller græsk. Derfor står ordet evig (i flertal) og betyder derfor ikke automatisk ’ubegrænset tid’. Om ordet ’evig’ skal forstås som en tidsperiode eller som evighedernes evigheder fremgår dog oftest klart ud af tekstsammenhængen. Som når Matt 25 skriver om, at hyrden (Jesus) ved dommen adskiller ’fårene og bukkene’ og dømmer dem til evig straf (i helvede) eller evigt liv (hos Gud). Det fremgår klart, at hvis ordet evigt liv hos Gud bogstaveligt betyder i al evighed, så må ordet om evig ild/straf selvfølgelig også betyde samme længde i tid.

Det er derfor utroværdigt, når f.eks. adventister, Jehovas Vidner og andre, som benægter den evige fortabelse, ud fra Matt 25:41, 46 omskriver ordet ’evig ild’ og ’evig straf’ til at til kun at være en symbolsk i både tid og beskrivelse, fordi de mener, at de ugudelige udslettes efter dommen. Mens tekster om det evige liv hos Gud derimod altid bliver tolket bogstaveligt. Det er utroværdigt og bibelforfalskning, at man på denne måde har to vidt forskellige tolkninger af samme ord i den samme tekst, alt efter ens forudfattede meninger. For alle andre er det jo indlysende, at begge ord må betyde enten begrænset eller ubegrænset tid.

Når bibelen understreger evighedens ubegrænsede længde, så gøres det f.eks. ved at bruge ordet i det dobbelte udtryk: I GT ”ôlâm ôlâm” og i NT ”aionos ton aionon”, som betyder ”i evighedernes evigheder”, ”i al evighed” eller ”i al evighed uden ende”. Disse dobbelte ord bliver benyttet 438 gange i bibelen. Ca. 25 gange tilføjes det hebraiske ord ’ád’ eller de græske ord ’ou te’los’, som begge betyder ’uden ophør’ for at understrege evighedens ubegrænsede længde. Ofte er det en beskrivelse af Gud Herren, som ER fra evighed til evighed; og ofte er det for at understrege de frelstes evige tilhørsforhold til ham eller for at beskrive den evige fortabelse. Dette fremgår f.eks. i følgende tekster (taget delvist efter King James):

  • 2Mose. 15:18 står, at ”Herren er konge i al evighed (uden ophør)”,
  • Salme 45:17 ”folkene skal love dig i al evighed (uden ophør)”.
  • Salme 145:1 ”Jeg vil velsigne dit navn i al evighed (uden ophør)”.
  • Salme 145:2 ”Hver dag vil jeg velsigne dig, og jeg vil prise dit navn i al evighed (uden ophør)”.
  • Luk. 1:33 ”Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme”.
  • Åb. 14:11 ”og røgen af deres pine stiger op i evighedernes evigheder (i al evighed uden ophør)..”.

Troen på evigheden bag døden

Vi skal se på nogle eksempler fra GT, hvor det fremgår, at Gud har åbenbaret sin frelse og det evige liv hos Gud for de troende i den gamle pagt. Disse eksempler er citeret fra King James, når den danske bibel ikke følger grundteksten.

I salme 16:8-11 står der følgende: ”Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. Derfor glædes mit hjerte, min ære (sjæl) jubler, endogså mit kød skal bo i tryghed. Thi du vil ikke lade min ære (sjæl) blive tilbage (eller ’blive overgivet’) i Dødsriget, lader ikke din hellige se forrådnelse. Du viser mig livets vej, man mættes af glæde for dit åsyn, i din højre hånd (hos Jesus) er der livsalighed for evigt”.

Disse vers er en vidunderlig profeti om Jesu død og opstandelse, og bliver citeret i NT for at bevise, at Jesus er opstået fra de døde, Apg. 2:27. Men salmen er også en profeti om, at Gud ikke overgiver de hellige til Dødsriget (fortabelsen), men lader deres sjæl og legeme opstå til et evigt liv og livsalighed.

Samme tema er der i mange andre salmer. Som f.eks. Salme 23:4, 6, hvor David skriver: ”Skal jeg end vandre i Dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig.. Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og jeg skal bo i Herrens hus for evigt”.

Den vandring i Dødsskyggens dal, som David beskriver, betyder ’at være i en dødsfare, som kan medføre døden’. Men selv da frygter jeg intet ondt, siger han. For han vidste, at Gud altid er med ham, selv om han kommer i dødsfare eller må dø. Beskrivelsen af, at David skal bo i Herrens hus for evigt, er en poetisk fremstilling af evigheden i GT, f.eks. Salme 27:4, Joel 3:18, Mika 4:2.

Ud fra GT salmerne fremgår det klart, at troen på Gud og hans frelse selvfølgelig også indebærer troen på det evige liv. For David er Herren et værn for sit folk, og derfor vil Han også frelse dem, velsigne dem, røgte dem og bære dem til evig tid, jfr. salme 28:8-9. I salme 21:5-7 skriver David: ”Han (David) bad dig om liv, og du gav ham det; en række af dage uden ende”. Efter grundteksten fremgår det tydeligt, at disse dage bogstavelig betyder ’i al evighed’.

Det er med denne baggrund, at Job trods store lidelser holder ud i troen på, at Gud vil ændre hans situation, også selvom det måske først sker ved opstandelsen fra de døde. Han skriver: ”Jeg ved, at min løser (forløser Jesus Kristus) lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se..”, Job. 19:25-27.

Gang på gang beskriver Gud sig selv som menneskers løser, forløser eller genløser. De troende vidste derfor, at han ved Yahshua Ha Massiah (Jesus Kristus) ville komme og forløse dem fra synd. For der står om Ham, at ”du er vor Fader, Herren, vor Genløser hed du fra evighed”, Es. 63:16.

Ikke for intet kaldes han for Evighedsfader, Es. 9:6. Han kaldes ’Fader’ i kraft af, at de troende i den gamle såvel i den nye pagt er Hans børn, jfr. Gal. 3:26, 4:1-6. Hans navn er Genløser, fordi han skal ’genløse’ sit folk fra deres fangenskab under synden og djævelen for derved at skænke dem frelsen og det evige liv. Ud fra Skriften vidste de troende jøder, at det er Messias, som vil komme og genløse (eller løse/forløse) dem for at fjerne deres frafald (synder) og få det evige liv, f.eks. Es. 44:6, 23, 48:17, 54:8, 59:20, 61:16. De troende jøder vidste også, at Messias, deres genløser er – og vil være – deres konge i al evighed. For ”Herren er konge over dem på Zions bjerg fra nu og til evig tid”, Mika 4:7. Utallige steder refererer de bibelske tekster til Ham som den evige konge, som elsker sit folk med en evig kærlighed og som derfor er årvågen for at frelse (forløse) sit folk, Jer. 10:10, Es. 45:17.

Håbet om det evige liv ved tro på Messias var altså levende blandt de troende i den gamle pagt. De vidste, at lige som Gud er fra evighed til evighed, således er han nåde, rige og frelse det også, salme 41:13-14, 90:2, 25:6, 89:3, 103:17, 145:13. De vidste, at de ”hellige (derfor engang) modtager riget (Guds Rige) og have det i eje i evigheders evigheder”, Dan. 7:18.

Opstandelsen og det evige liv

Men synden og døden spærrede som bekendt vejen for, at dette kunne ske. Derfor måtte der som tidl. nævnt komme en løser (Messias), som ville forløse dem fra både synden og døden, jfr. Es. 53. Jfr. forrige afsnit om ’troen på evigheden bag døden’.

Under den samtale, som Jesus har med Marta, får vi et godt indblik i, hvad hun som Messias-troende jøde var overbevist om. Vi må som tidl. nævnt huske, at den nye pagt stadig ikke var oprettet på dette tidspunkt, for den kom først senere ved Jesu død på Golgata. Da Jesus siger til hende, at hendes broder Lazarus skal opstå, bekendte hun da også straks sin tro på den og svarer således: ’Jeg véd, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag’. Og på spørgsmålet, om hun tror at Han (Jesus Kristus) er opstandelsen og livet, svarer hun straks og i tråd med vidnesbyrdene om Messias i GT: ’Ja, Herre! Jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden’.

Advarsel mod den evige fortabelse

De troende i GT kendte også til fortabelsens mulighed. Gud havde jo tidligt forelagt dem ’livet og lykken, døden og ulykken’, 5Mose 30:15. Derfor formanede Gud folket ved Moses: ”… Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Herren din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv…”, 5Mose 30

At holde ud i tro er ikke nogen selvfølge. Bibelen advarer og igen og igen mod at falde fra den levende Gud. Det er let at miste ’syndernes forladelse’. Djævelen lokker hele tiden den troende til at gå bort fra Guds nåde, tilgivelse og frelse. Hans vigtigste forbundsfælle er ’synden i os’. Men ordet siger, at: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”, 1Joh 1:9.

Da David f.eks. var faldet i synd og så dens ødelæggende konsekvens, og var alvorlig bange for at miste Guds nåde (som sker ved, hvis man bliver ligegyldig overfor Guds advarsler), bad han således: ”Rens mig for synd.. udslet alle mine misgerninger; skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv (mig) en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din Hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din Frelse, giv mig til støtte en villig ånd..”, salme 51:9-14.

Vi ved, at David fik tilgivelse for sin synd, fordi han bekendte den og ønskede at leve Gud nær.

Han kom til at kende syndens bedrag og lokken. I en af salmerne beder han denne bøn: Se, om jeg er på fortabelsens vej, og led mig på evigheds vej” (King James).

Må vi også gøre denne bøn til vores. Der kommer en dag, hvor alle skal gøre regnskab for vores liv, og hvor det vil fremgå, hvordan vi har levet vores liv. Bibelen siger, at alle en dag vil opstå, enten til det evige liv hos Gud eller til evig fortabelse. Daniel beskriver de dødes opstandelsen således: ”Men på den tid (når alt det som står skrevet, går i opfyldelse) skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen. Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky…”, Dan. 12:1b-2.

Der var grund til at advare dengang – og der er stadig grund til at advare. Hvis de dengang afviste Guds nåde og frelse, hvor meget mere så ikke nu, hvis vi, som ser det hele så meget mere klart, ikke bryder os om så stor en frelse?, jfr. Heb 2:2-3. Gang på gang trækkes eksempler frem fra GT for at advare os mod ligesom dem at være ulydige og dermed miste frelsen. Paulus skriver, at det, som skete med dem, skal tjene som: ”advarende eksempler, og .. til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke (ligesom i de nævnte eksempler) falder”, 1Kor. 10:11-12.

Og videre: ”Se til, brødre! At der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte (som eksemplerne i GT), så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndes bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste”, Heb 3:12-14.

Epilog

De troende i den gamle pagt var meget bevidste om, at lige som Gud er evig, således er det hans mål at frelse sit folk for at give dem del i dette evige liv hos Ham. Alle mennesker er inderst inde godt klar over evighedens realitet, for Gud har lagt (visheden om) evigheden i deres hjerter, Præd. 3:11. I Rom. 1:19-20 skriver Paulus, at Guds vrede derfor er retfærdig, når han på dommens dag dømmer det enkelte menneske. For ”det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning”.

Djævelen afviser derfor ikke nødvendigvis denne erkendelse om Gud og troen på det evige liv, men fordrejer den og forsøger på forskellige måder at bedrage mennesker til at tro på, at afguder og div. religioner kan frelse dem. Hertil siger bibelen klart: ”Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses”, Apg. 4:12.

Bibelen gør det klart, at denne frelse er for alle. Jesus siger, at ”hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op”, Luk. 11:10, jfr. Jer. 29:11-13.

Dette gælder enhver. Hvis et menneske ærligt søger Gud og hans frelse (Jesus), så vil han med garanti også finde Ham, som er vejen, sandheden og livet, Joh 14:6.

Må den enkelte søge Ham for at blive frelst og få del i det evige liv, som Gud har beredt.

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development