I det forrige afsnit Moses i Egypten, del 2 har vi gennemgået lidt af det, der står i bibelen såvel som i den egyptiske historie om de 10 plager, som kom over Egypten, da Gud dømte landets guder. Vi har også set, at Gud, i forbindelse med den sidste plage, befalede israelitterne om at slagte og benytte blodet af et lam, for at frelse enhver, som satte sin lid til dette blod. Og således skete det. Alle dem, som havde smurt blodet på dørtærsklerne, var beskyttet af lammets blod gik fri, mens ‘dødens engel’ gik omkring og slog alle andres familiers førstefødtes sønner over hele landet ihjel.

Straks derefter tilkaldte Farao Moses og gav dem lov til at forlade landet og dyrke Gud. Vi læser videre, at “ægypterne trængte på folket for at påskynde deres afrejse fra landet, idet de sagde: vi mister alle livet”, 1Mose 12:33.

Det fremgår af bibelen, at der var mange andre ikke-israelere, der brugte anledningen til at flygte fra landet. Det har sikkert både drejet sig om andre folkeslags slaver, og der var sikkert også en del egyptere. Nogle af disse tog måske med, fordi de havde set og hørt, hvordan Herren har været med israelitterne for at frelse dem – og måske var nogle af disse endda kommet til personlig tro på Israels Gud? Selve udvandringen fra Egypten beskrives med disse få ord:

“Så brød israelitterne op fra Ra’meses til Sukkot, hen ved 600.000 mand til fods foruden kvinder og børn. Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og dertil småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg..”, 2Mose 12:37-38.

Det er af gode grunde svært at vide, hvor mange, der udvandrede fra Egypten, men hvis vi med et forsigtig skøn antager, at hver mand havde en kone og to børn, så har der været 2,4 millioner. Dertil kommer de mange andre, som fulgte med – og hvis vi sætter deres antal til at være fx 100.000 – og det er vel ikke helt urealistisk, så var der i alt 2½ million mennesker, som forlod Egypten den dag.

På vej mod Det Røde Hav

Ud fra flere bibelcitater ser det ud til, at Moses havde brugt den tidligere omtalte militære erfaring i forbindelse med udvandringen, og organiseret de mange folk på den mest hensigtsmæssige måde. Historieskriveren Josefus, som havde adgang til gamle kilder, som nu er gået tabt, fortæller, at Moses havde forberedt udvandringen nøje – og på selve dagen havde delte han den store folkemængde op i de tolv stammer og samlede dem på ét [stort] område¹. Han fortæller videre, at “hver af de tolv stammer havde udvalgt en leder, som organiserede sin stamme efter slægt og familie. De havde også forberedt og fordelt div. udstyr som telte og det, der skulle bruges til fx deres gudsdyrkelse”.

Det område, Josefus henviser til, har sikkert været Gosen, da det primært var i dette område, de havde været slaver, og derfor har dette sted sikkert været udgangspunktet for deres udvandring.

Der står ikke meget i bibelen om, hvilken rute, israelitterne tog for at komme ud af Egypten. I 2Mose 13:17-18, 20-21 beskrives deres udvandring således: “Da Farao lod folket drage bort, førte Gud dem ikke ad vejen til filisterlandet [mod NØ], som havde været den nærmeste, thi Gud sagde; Folket kunne komme til at fortryde det, når de ser, der bliver krig, og vende tilbage til Ægypten. Men Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af Det Røde Hav. Israelitterne drog nu væbnede ud af Ægypten.. De brød op fra Sukkot [i Gosen]”.

Inden vi ser nærmere på, hvad disse vers siger om den rute, israelitterne tog, skal vi lige se på, hvad der menes med ordene om, at ‘de drog væbnede ud af Egypten’. For, når vi læser bibelen, er det tydeligt, at de hverken var krigere eller soldater, eller havde adgang til våben. Derimod fremgår det, at de var hyrder, landmænd og teglbrændere. Det hebraiske ord, som er oversat med ‘væbnede’, er ‘chamushim’, er da også forkert oversat, idet ordet direkte oversat betyder: ‘under kontrol og styre’. Flere gamle bibler, og ligeledes nyere bibler som fx den svenske bibel fra 1999 er ordet da også mere korrekt oversat til ‘ordnet som en hær’, og det samme er tilfældet i den danske bibel fra 1992, hvor ordet er oversat til ‘i række og geled’. Historieskriveren Josefus beskriver da også israelitternes udvandring således:

‘Israels folk var ubevæbnede [og] da den egyptiske hær begyndte at forfølge Israels folk, troede de, at det ville være forholdsvis let at udføre opgaven’².

Vi skal nu se nærmere på den rute, israelitterne tog for at komme ud af Egypten. Ifølge den vestlige tradition drog de sydpå i landet – for ‘det måtte de da’, siges det, ‘for at komme til Det Røde Hav’. Men, der er meget, der taler for, at de ikke gik denne vej sydpå.

For det første, så er det traditionelle sted for overgangen over Det Røde Hav ca. 200 km. længere mod syd alt for dybt og kløftet til, at israelitterne kunne gå over en jævn havbund med vogne og dyr. Desuden er der stort set heller ingen bjerge i området, som kan ‘slutte israelitterne inde’, da den  egyptiske hær kommer imod dem, som det ellers fremgår af bibelen. Overgangen må altså havde været et andet sted.

Et andet bevis: Hvis Gud havde ført israelitterne de ca. 200 km. direkte mod syd, for at føre dem over Det Røde Hav derfra, så ville de slet ikke være kommet ud af Egypten, som Gud ellers havde lovet dem – for Sinai var, og er, stadig egyptisk kontrolleret område. Også af den grund er det umuligt, at det traditionelle sted for overgangen over Det Røde Hav umulig kan havde været det rigtige sted.

Og, et tredje bevis: Dengang havde egypterne en omfattende minedrift, såvel som store militærforlægninger på Sinaihalvøen³; altså i det område, hvor israelitterne ifølge traditionen, skulle over til, og i 40 år vandre rundt i. Det ville betyde, at de i så fald ikke kunne undgå at støde ind i den egyptiske militær, og det siger sig selv, at de i så fald ville være kommet i konflikt med disse, og det ville selvfølgelig havde stået i bibelen. Men det gør der ikke. Tværtimod beretter den flere gange om, at de kom i konflikt med andre folkegrupper, som slet ikke fandtes på Sinaihalvøen. Det kommer vi tilbage til.

Der er da heller intet i bibelen, der så meget som antyder, at israelerne vandrede sydpå for at komme ud af Egypten, men derimod, at Gud førte dem mod øst, som det er antydet i det førnævnte vers fra 2Mose 13. For når der her siges, at Gud ikke tillod folket at dreje af vejen til filisterlandet, så kan det jo kun betyde, at de først er gået direkte mod øst, for det er nemlig på den vej ud af Egypten, at man kommer til den vej, som også er den eneste, som førte – og fører – nordpå til filisterlandet og Kana’ens land (markeret med gult på kortet). Men, det blev som nævnt forhindret ved, at ‘Gud lod folket gøre en omvej til ørkenen i retning af Det Røde Hav’. Den eneste alternative vej ud af Egypten var karavanevejen mod øst (markeret med lilla på kortet), som senere forgrener sig, så den ene ender i Eilat (i det nuværende Israel), og den anden (markeret med orange på kortet) går mod sydøst ned i Sinaihalvøen, og går herfra mod øst ud til Det Røde Hav. Disse veje findes den dag i dag, og kan ses på alle satellitbilleder.

Det er let at forestille sig, at Moses, og måske også folket, havde regnet med, at de selvfølgelig skulle mod nord, som var den nærmeste vej til det forjættede land. Men ‘nej’! Som vi læste, befalede Gud dem at tage en omvej i stedet, ind i Sinais ørkenen. Det var altså denne karavanevej mod øst, som israelitterne tog for at komme tværs over Sinai-halvøen. Det er helt sikkert, at de har taget denne store og brede karavanevej, for det ville være aldeles umuligt for dem at forsøge sig frem af de mindre veje tværs over Sinai, for de er ufremkommelige med en karavane, som bl.a. inkluderede kvinder og børn, dyr, vogne og oppakning. Desuden fremgår det i bibelen, at de for at komme hurtigt frem gik både nat og dag, og det kunne de kun gøre, hvis vejen var absolut jævn.

Det kan være vanskeligt for mange at forestille sig, at israelitterne tog den ovenfornævnte rute ned til Det Røde Hav, på den anden side af Sinai-halvøen, for det betyder jo, at de ikke, som traditionen foreskriver, vandrede rundt i dette område i de 40 år, ørkenvandringen varede. Der er dog så mange beviser på, at sidstnævnte beror på en tidlig kristen fejltolkning. Vi har allerede set på nogle af disse beviser, og vi skal se på mange flere i det følgende.

Som nævnt ovenfor fulgte israelitterne den rute, der er markeret med først lilla og dernæst de ca. 125 km. mod sydøst, som er markeret med orange. Og her begynder det at blive meget interessant. For den sidste del af ruten, som går direkte mod øst, er omgivet af et massivt bjergområde, og man skulle ikke tro, at man kunne finde en farbar vej gennem disse. Men det kan man. Lige her er der nemlig en meget jævn og 3-400-meter bred dal mellem bjergene – og dermed meget lettilgængelig vej til de 2½ millioner eller mere, som var på vej mod Det Røde Hav. I det følgende skal vi se, at dette sted stemmer med det, der står i bibelen, som fx forekomsten af de omtalte bjerge.

For, det er netop tilstedeværelsen af disse bjerge, som er et af de vigtigste indicier for, at dette sted er det rigtige sted for den lejrplads, israelitterne kom til, lige før Gud førte dem over Det Røde Hav.

Lad os læse, hvad der står om stedet i 2Mose 14:1-3: “Herren talede til Moses og sagde: Sig til israelitterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi-Hakirot mellem Migdol og havet; lige overfor Ba’al-Zefon skal I lejre jer ved havet. Farao vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i landet, og at ørkenen har sluttet dem inde”.

Vi skal se lidt nærmere på de navne, som er nævnt i teksten, for om muligt at lokalisere området ud fra disse. Det første, Pi-Hakirot er navnet på ét bjerg – eller muligvis flere bjerge – i områder. Gud præciserer derefter stedet nærmere ved at sige, at det er ‘ved Pi-Hakirot, mellem Migdol og havet’. Der er en vis usikkerhed om, hvor eller hvad Migdol henviser til, men de fleste forskere mener, at svaret ligger i navnets etymologiske betydning. På hebraisk og på flere andre semitiske sprog kan Migdol oversættes til at betyde:

1. ‘Et tårn af bjerge’, som dækker over nogle ‘tæt på hinanden beliggende bjergtoppe’ i et bestemt område,
2. eller ‘en højtliggende fæstning eller vagtårn’⁴.

I overensstemmelse hermed beretter den egyptiske historie, at det omtalte bjergområde i det østlige Sinai var et vigtigt overvågningsområde for landet, fordi deres vagter havde en fantastisk udsigt herfra, ud over Det Røde Hav og det bagvedliggende land, og kunne derfor hurtig også spotte evt. fjender. Man har da også fundet ruinerne af en gammel fæstning med et vagtårn på netop det bjerg, der ligger ud til vandet ved Pi-Hakirot.

Lejrpladsen ved Det Røde Hav

Det ser altså ud til, at Gud havde ført israelitterne gennem denne brede dal mellem bjergene, hvor de slog lejr. I overensstemmelse hertil nævner Josefus, at der, hvor israelitterne slog lejr, “var [de] på to sider omgivet af bjerge, som nåede helt ud til havet, og kunne [derfor] ikke passeres. Den tredje side var Sivhavet [som er det samme som Det Røde Hav*] og den fjerde [side er]: dalen gennem hvilket Israels folk var kommet til lejrpladsen”⁵.

* Til tider bliver Det Røde Hav fejlagtig oversat til Sivhavet, hvilket er forkert. De hebraiske ord er nemlig ‘Sûph Yam’, hvor det første ord Sûph betyder ‘det røde’ og Yam betyder ‘vand eller hav’.

Israelitterne var altså indespærret fra alle sider, og Farao fik hurtigt nys om det. Det er let at forestille sig, at det skete ved, at vagtmandskabet i befæstningen oppe på bjerget, som sandsynligvis havde fulgt med i det mærkelige og usædvanlige, der skete nede i dalen, gjorde det, der var sædvane for dem at gøre: De skyndte at sende besked om dette til farao ved hjælp af ildsignaler, som hurtigt gik videre fra bjerg til bjerg, til det nåede frem. Hvad Farao tænkte og gjorde, er beskrevet i 2Mose 14, hvor Gud siger: “Farao vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i landet, og at ørkenen har sluttet dem inde; og jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på farao og hele hans krigsmagt, og ægypterne skal kende, at jeg er Herren”, 2Mose 14:1-3-4.

Samtidig med, at dette skete, havde israelitterne slået lejr ‘mellem Migdol og havet’. Men, vil kritiske røster sige: ‘Var der virkelig plads til så mange israelitter der mellem bjergene? Hvis der virkelig var 2½ million, som var på flugt fra Egypten, så har det krævet en meget stor lejrplads ud over det sædvanlige’. Og ja, det siger sig selv, at det har krævet et ekstraordinært stort fladt område tæt ved vandet. Men det har Gud selvfølgelig også tænkt på, inden han førte dem til dette sted.

På et kort og satelitfotos over dette området er det tydeligt at se, at dér, ud til vandet, hvor bjergene og den brede dal mellem dem ender, er der en ca. 75-100 km2 stor og flad halvø, og på denne er der god plads til, at  de 2½ million israelere eller måske endnu flere, som der kan være tale om, let kunne opholde sig inden overgangen over det Røde Hav.

Denne halvø hedder Nuweibahalvøen; og er i dag en dejlig ferieparadis, som besøges hvert år af mange turister fra både ind- og udland. Interessant er det, at på arabisk betyder Nuweiba “Åbent vand, Moses”, fordi dette sted ifølge ældgammel østlig overlevering er stedet, hvorfra Moses førte israelerne over Det Røde Hav. At denne overlevering er mere korrekt end den vestlige, bliver bekræftet, når vi ser, at den stemmer fuldstændig med alle de andre vidnesbyrd fra bibelen, såvel som fra arkæologien, historien og geografien⁶.

Inden vi går videre, skal vi også lige se på det sidste navn, som er omtalt i 2Mose 14:2. For Gud befalede jo, at de skulle lejre sig ved havet, lige over for Ba’al-Zefon, som lå lige overfor det sted, hvor de skulle slå lejr. For mig at se må stedet ‘overfor’ betyde ‘på den anden side af Det Røde Hav’. For, Ba’al-Zefon var nemlig ifølge navnet en arabisk by, ikke en egyptisk. Når Ba’al indgår i bynavnet, henviser det altid til et sted, hvor Ba’al blev dyrket. I Egypten dyrkede man ikke Ba’al, de havde deres egne egyptiske [af]guder; og derfor fandtes der heller ingen byer i Egypten, hvori navnet Ba’al indgik. Men det var der til gengæld mange af, på den anden side af Aqababugten (Det Røde Hav), kun 14 km. borte. Det er interessant, at lige overfor det sted, hvor israelitterne slog lejr, eksisterer der en arabisk by, som hedder Bal-al-Saraf, og ifølge sprogforskere etymologisk set godt kunne være identisk med den 3500 gamle bynavn Ba’al-Zefon⁷.

Hvorvidt de to byer er identiske eller ej, har dog ingen betydning for at forstå, at bynavnet er et bevis på, at den ikke har ligget på Sinai-halvøen, der som nævnt var en del af Egypten. Det eneste sted, hvor denne arabiske by kan havde ligget, må være overfor det sted, de ifølge bibelen slog lejr, altså ovre på den anden side af Det Røde Hav, i det nuværende Saudi-Arabien. Vi kommer tilbage til, at det bevisligt var i dette arabiske område, israelitterne blev ført over til i forbindelse med overgangen over Det Røde Hav, og som de i de følgende 40 år skulle opholde sig og vandre rundt i.

Vi skal tilbage til den aktuelle situation dengang, den egyptiske hær fuldt udrustet til krig, i al hast kom imod israelitterne fra den samme vej gennem dalen, som de selv havde gået, og som bibelen siger, var de nu spærret fuldstændig inde. Der var simpelthen ikke nogen steder, de kunne flygte hen. Det er forståeligt, at folket blev rædselsslagen og mistede modet og troen på en mirakuløs udfrielse, og de råbte til Moses og sagde til ham:

“Er det, fordi der ingen grave er i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten. Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i fred, og lad os blive ved at trælle for ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for ægypterne end at dø i ørkenen”, 2Mose 14:11-12.

Lidt senere råbte de og sagde til ham: “Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten”? [2Mose 14:17]

De skældte ud på Moses, men i virkeligheden var det Gud, de skældte ud. De vidste nemlig godt, at det var ham, der havde ført dem hertil. Som om, at han ikke havde tænkt på alt. Men nu ville han vise dem, at intet er umuligt for ham. De skulle se, hvordan han er mægtig til at befri og frelse dem fra deres fjender. Og sådan er det også i dag. Moses kendte Gud og stolede på, at han både kunne og ville gøre det, han har sagt. På dette tidspunkt vidste han sikkert ikke, hvordan det ville ske, men alligevel formidlede han tro til folket, som var grebet af frygt, idet han sagde:

“Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe jer til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for jer, men I skal tie”, 2Mose 14:13-14.

Hvilken tillid til Gud, at han kunne sige:‘ Som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere’. Men inden, dette skete, gjorde Gud et andet mirakel for dem. Han sørgede nemlig for, at den egyptiske hær ikke kunne komme til at angribe dem, mens de ventede på selve udfrielsen:

“Guds engel, der drog foran Israels hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og skystøtten flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem og kom til at stå imellem ægypternes og Israels hære. Og da det blev mørkt, blev skystøtten til en ildstøtte og oplyste natten. Således kom de ikke hinanden nær hele natten”, 2Mose 14:19-20

Læg mærke til, at Guds engel [som vistnok er en beskrivelse på Jesus] og skystøtten/ildsøjlen [som vistnok er en beskrivelse af Helligånden] begge gik om bagved israelitterne for at beskytte folket fra egypterne, som kom imod dem fra den eneste og samme vej gennem dalen, som de selv var gået igennem. Israelerne troede, at bjergene var et problem: ‘de var jo spærret inde’, men netop bjergene gjorde, at den egyptiske hær ikke kunne omgå Guds engel eller ildstøtten, som spærrede vejen lige frem, og omringe israelitterne fra siden. På den måde ‘kom de ikke hinanden nær hele natten’.

Som vi har set, så passer de aktuelle forhold på det østlige Sinaihalvø i alle detaljer med det, der fortælles os i bibelen. Inden vi skal se nærmere på de mange beviser for, at selve overgangen over Det Røde Hav skete herfra, skal vi se på endnu et vidnesbyrd fra Nuweibahalvøen, der som sagt var det sted, hvor israelitterne slog lejr før selve overgangen.

Det er nemlig interessant, at der her, ved Nuweibas strandbred, er en ca. 4,7 meter høj granitsøjle med en diameter på ca. 90 cm. Den lå i vandkanten, da den blev fundet, men er nu genrejst. Søjlens vægt er anslået til at være 11,5 tons. Den rødlige granit findes ikke i området; og form og stil ser heller ikke egyptisk ud, men ligner meget de gamle søjler, man kan finde i Israel. Søjlen har ingen inskriptioner, men man mener, at de engang har været der, men er i tidens løb blevet eroderet bort af havets bevægelser⁸.

Det er interessant, at man har fundet en fuldstændig identisk søjle på den anden side af Det Røde Hav, dvs. i det nuværende Saudi-Arabien – på nøjagtig det sted, hvor israelitterne formodes at være gået i land og slået lejr, efter at de være gået tværs igennem havet. Der blev altså rejst en søjle i samme materiale, i samme højde og bredde, på hver sin side af havet. Der er ingen forskel, bortset fra, at søjlen på den saudiarabiske side er i bedre stand, eftersom den stadig stod oprejst, og har derfor ikke ligget i havvand og eroderet⁹. Arkæologer anslår søjlernes alder til at være ca. 3000 år gamle. De regner endvidere med, at de engang blev sat om som mindesmærker. Men, mindesmærker for hvad, og rejst af hvem?

Det sandsynlige er, at søjlerne blev rejst af kong Salomo, som netop begyndte sin regeringstid for ca. 3000 år siden. Ud fra skriften ved vi også, at han var godt kendt med Aqababugten [som vi husker, er en del af Det Røde Hav]. Vi skal se et eksempel på dette fra GT: “Kong Salomo byggede skibe i Esjongeber, der ligger ved Elat i Edom ved Det Røde Havs kyst. Hiram sendte sine folk, søkyndige folk, på skibene sammen med Salomos folk”, 1Kong 9:26-27.

Som tidligere nævnt er Elat identisk med det nuværende israelske by Eilat, der som bekendt ligger i det sydlige Israel og ud til Det Røde Hav – og det var herfra, Salomo søsatte sine skibe. Det er meget tænkeligt, at han ud fra gamle optegnelser udmærket kendte det nøjagtige sted for det under, Gud gjorde, da han ca. 350 år tidligere førte Israels folk over Det Røde Hav. Og, som den fromme konge han var, er det også tænkeligt, at han lod udhugge og opsætte de førnævnte  to granitsøjler; det ene dér, hvor overgangen over havet begyndte, og det andet dér, hvor den sluttede, til et evigt minde og vidnesbyrd om Guds storhed og magt.

Ifølge bibelen havde han muligheden for dette, idet han bliver beskrevet i bibelen som en stor bygmester, og han havde derfor også mange ansatte til at hugge sten og fragte dem hen til de steder, de skulle bruges. Hvor mange det var, er også beskrevet: “Salomo havde 70.000 lastdragere og 80.000 stenhuggere i bjergene”, 1Kong 12:13.

Vi har nu fulgt israelitterne hele vejen fra Egypten og ned til Det Røde Hav på Sinai-halvøens østside. I næste afsnit skal vi følge dem videre på deres vandring, og skal som det første over Det Røde Hav. Her skal vi bl.a. se på nogle de mange beviser, som viser, at dette sted er det rigtige sted for, hvor det skete.

Eskild Særkjær

Kildemateriale:

1. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 2, kap. 14-6.
2. Samme, bind 2, kap. 15-3.
3. Tel, nr. 3, 2003, s. 9.
4. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-migdol.htm
5. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 2, kap. 15-3.
6. http://www.da.amazinghope.net/exodus-nuweiba/
7. Dr. Lennart Möller: Exodus, udvandringen fra Egypten, side 203.
8. http://www.da.amazinghope.net/exodus-nuweiba
9. Dr. Lennart Möller: Exodus, udvandringen fra Egypten, side 238.

Kilde: Jesus-lever.dk

Del 1

Moses (og jøderne) i Egypten – del 1.

Del 2

Moses (og jøderne) i Egypten – del 2: De 10 plager

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023