Fri til at elske

fri

facebook - Poul Hoffmann2I kristendommen drejer det sig ikke om et liv efter døden, det drejer sig om dødens afskaffel­se. Og dermed begyndelsen på livet, det ægte liv, som ikke er på dødens betingelser.

»Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i li­ve; men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under solen.« (Præ 4:2).

Sådan står der i Prædikerens Bog. Det var kong Salomo, der skrev det i sine ældre år, da Gud var blevet bort for ham, fordi han havde ladet sig forlede til at dyrke alle de afguder, som dyrkedes i hans harem, der efterhånden rummede tusind kvinder. Han havde ladet sig bilde ind, at alle religioner dybest set var det samme.

»Da priste jeg de døde, som al­lerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i live,« sukkede han, »men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til.«

Den højeste erkendelse uden Gud

Det er den højeste erkendelse, men­nesket kan nå til, hvor Gud er blevet borte. Som det udtrykkes i et gam­melt græsk sagn: Det bedst for men­nesket er aldrig at være født og hvis det er blevet født, da at dø hurtigst muligt.

Det er blevet udtrykt på så mange måder op igennem åndshistorien. Det er nemlig ikke bare Salomo, der har fundet ud af det. Det samme har vis­mænd i øst og vest gjort til alle tider, med Buddha som den mest berømte. Det samme gør hvert eneste menneske, som Gud er blevet borte for, og som vover at se til bunds i situatio­nen.

Det er selvfølgelig dét, det kniber med. Modet til at se til bunds i situa­tionen. Og der er så mange flugtveje Så mange måder at beskytte sig mod sandheden på. Så mange bedøvelses­midler, fysiske og åndelige.

Men det er altså sandheden om en gudløs verden. Den verden, hvor dø­den hersker. Hvor al lykke er på dødens betingelser – hvilket vil sige: jo større lykke, jo større sorg til sidst. Den verden, hvor døden konverterer selve kærligheden til lidelse – når du skal miste. Mere satanisk kan det ikke være.

Det bedste for mennesket er aldrig at være født. Det nytter ikke at forsøge sig med en eller anden opskrift på livskunst på dødens betingelser. Det bliver aldrig til andet end tragedie, hvis det ikke bare bliver til komedie. Der findes ingen ægte livskunst på dødens betingelser; for der findes ikke noget ægte liv på dødens betingelser.

Desværre bliver kristendommen jo også tit gjort til den slags livskunst, i konkurrence med andre kunster, og så garneret med nogle mere eller mindre vage forestillinger om »et liv efter døden«, som det hedder, i konkurrence med andre religioners forestillinger om et liv efter døden.

Begyndelsen på det ægte liv

I kristendommen drejer det sig ikke om et liv efter døden, det drejer sig om dødens afskaffelse. Og dermed begyndelsen på livet, det ægte liv, som ikke er på dødens betingelser.

»Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.« (Joh 5:24) sagde Jesus. »Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.» (Joh 11:25) sagde han. »Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.« (Joh 11:26).

I Kristus er den lykke, som ikke er på dødens betingelser. Den glæde, som ikke skal ende i ulægelig sorg. Hvor han hersker, skal ingen kærlighed, som fortjener navnet, konverteres til lidelse; for i ham har kærligheden be­sejret døden. I ham er du fri til at el­ske, til at leve uden angst. For det evige liv er begyndt.

Jamen er det realistisk, er det an­det end talemåder? Det med at dø­den er besejret – er det ikke bare at lukke øjnene for virkeligheden? Det med at leve evigt – hvor er de hånd­gribelige kendsgerninger?

Dem er der faktisk nok af. Men det skriftsted fra Prædikerens Bog skal ik­ke stå alene her. Der er et andet, i Paulus’ brev til Efeserne, som skal stå, ikke ved siden af, men over det:

»Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig.« (Ef 5:14).

Dette er en serie på 5 små betragtninger:

  1. Tillykke med fiaskoen
  2. Fri til at elske
  3. Paradisets forsmag
  4. Ventetid
  5. At kende  det evige liv

Kilde: IMT 2/2000

Poul Hoffmann

 

Lignende indlæg:

  • Ventetid I Kristus er det ikke henrettelsen, vi venter på. Ikke vor egen og ikke vore nærme­stes. Vi venter på den evige salighed. Denne verden er et stort vente­værelse. Vente, vente, altid […]
  • Vejen, Sandheden og Livet Jesus er Vejen, Sandheden og Livet. Derfor er den kristne på vejen, derfor er han af sandheden og derfor har han fået det evige liv. Vi skal i denne forkyndelse være sammen med, i, og om […]
  • At kende det evige liv Vi nærmer os alle enden på livet, men i troen på Kristus ved vi også at vi nærmer os snarere begyndelsen. Det er lidt dristigt at forsøge at sætte ord på noget i forbindelse med det […]
  • Endnu er der tid, broder! (eller er der ikke) Den store edderkop. Verdensfreden, ikke sandt — tænk, om vi kunne nå til at besejre krigen. Jamen, er det da krigen, der er vor store, sidste fjende? Er det ikke døden? Det er, som om […]
Tagged with:     , , , ,

1 kommentar

  1. Ole Michaelsen

    jeg har lige læst artiklerne “frihed til at elske” og “vwntetid”af Poul Hoffmann her på siden. Det får mig til at pointere, at alle mennesker (kristne eller ikkekristne) skal dø biologisk, men når Bibelen omtaler en kristens død(altså en der er kristen af gavn – ike bare af navn) så tales der altid om at vedkommende er sovet hen. Der tales kun om død, når det tales om én der ikke er født på ny. Med hensyn til at livet her er et venteværelse: I næste uge (uge 11) kommer der danske undertekster på følgende undervisning over salme 23: http://moriel.dk/salme-23.html

Skriv et svar til Ole Michaelsen Annuller svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development