Hvad er en hemmelighed? En ordbog beskriver dette ord således: “Ordet hemmelighed kommer af ordet ‘hjemlig’ – fra tysk ‘heimlich’ – altså det, der hører til hjemmet, det der er fortroligt og skjult for fremmede”. Det er da også i denne betydning, at Gud åbenbarer sine hemmeligheder til de kristne, mens det forbliver skjult for alle andre.
Lad os begynde at se på nogle få vers fra Matt. kap 13:
“Da kom disciplene hen og spurgte Jesus: Hvorfor taler du til dem i lignelser? Han svarede og sagde til dem: Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstår”, Matt 13:10-13.
Læg mærke til, at Jesus taler om flere hemmeligheder, som han lader de troende få indblik i. De andre kan ikke forstå det, fordi Gud har lagt et dække over alt, hvad der er herligt, Es 4:5. Ifølge bibelen skal dette dække forblive over det herlige – som fx korset, evangeliet, Jesu guddomsherlighed – indtil den enkelte vender sig til Gud og bliver frelst. Herom skriver Paulus: “hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort”, 2Kor 3:16.
Denne herlighed er altså en hemmelighed for alle dem, som ikke tror, fordi de alligevel ikke kan eller vil værdsætte det, som Gud i sin visdom har skænket i evangeliet om Jesus. Paulus beskriver denne visdoms hemmelighed på denne måde:
“Vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens herskere kendt; thi hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens herre..”. 1Kor 2:7-8.
Det, der her siges er, at Gud har forudbestemt, at han ved sin visdom – og det er Jesus Kristus korsfæstet – vil frelse os og føre os til sin herlighed. Vi skal nu se på flere af de mange hemmeligheder, som Gud har åbenbaret i NT for dem, som tror på Jesus, mens de forbliver en hemmelighed for de andre, der er beskrevet i de ovenfornævnte vers fra Matt. 13.
Hemmeligheden om den kristne menighed [Kristi brud]
Hemmeligheden om Kristi menighed, som er Kristi brud, blev først åbenbaret for Paulus. I Ef 5 taler han først om den enhed og fællesskab, der er [eller bør være] mellem en mand og hans hustru – og siger så “Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb. Jeg sigter hermed til Kristus og kirken”, v. 32.
De fleste jøder har altid troet, at de var de eneste, som med rette er og kan kaldes Guds folk, og som Gud derfor har særlig omsorg for og vil frelse. De tror dog også, at hedninger kan blive frelst, men betingelsen er, at de så først konverterer til jødedommen. Og det betyder selvfølgelig, at hedninger så også måtte omskæres og overholde moseloven.
Men, nej! I NT åbenbares det, at Guds frelsesplan er at skabe et helt nyt menneske, som ikke skal være under loven.
“Ved sit kød [lidelse og død] afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to [jøder og hedninger] til et nyt menneske og stifte fred – og bringe begge parter, forenede i ét legeme, forligelse med Gud ved korset..”, Ef 2:15-16.
Dette var en hemmelighed for de troende i den gamle pagt, men som altså blev åbenbaret i den nye. Paulus nævner dette flere steder, som fx i Ef 3:3-6:
“Ved en åbenbaring fik jeg kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedninger er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen – og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet..”.
Et andet sted skriver han om det samme på denne måde:
“Thi dens [kirkens] tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige..”, Kol 1:25-26.
Det tog lang tid [ca. 3½ år efter pinsedagen], før disciplene virkelig forstod, at hedninger kunne blive frelst på samme måde, som de selv var blevet det. Der måtte en ekstra åbenbaring til, før de begyndte på hedningemission. Den fik Peter, da en dug kom ned fra himlen med allehånde rene og urene dyr, og Gud sagde: Slagt og spis! Det gentog sig tre gange, og hver gang sagde Peter: “På ingen måde, Herre! Jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt og urent”, Apg 10:14.
Men senere, efter at han på Guds befaling forkyndte evangeliet for de hedninger, som var i Kornelius’ hus – med det resultat, at de modtog Jesus som frelser, så forstod Peter, hvad synet med de rene og urene dyr betød. Og han udbryder:
“Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse, men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham; det er det ord, han sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre..”, Apg 10:34-36.
Senere, efter at Peter overfor de andre jødekristne måtte forklare og forsvare, hvorfor han havde forkyndt evangeliet for hedningerne, og hvordan de var blevet frelst, så forstod de, at dette var Guds værk, og Lukas [som har skrevet Apg.] skriver, at “da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: ‘Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelse til liv”, Apg 11:18.
For de fleste jøder er dette stadig en hemmelighed. De kan ikke se, at i Kristus har hedninger fri adgang til Gud og hans rige, ligesom jøderne har det. Der er ingen forskel. Alle bliver frelst af nåde – uden lovgerninger. Den næste hemmelighed handler netop om dette.
Hemmeligheden om Kristi iboende lov [i det enkelte menneske].
Selvom de troende i den gamle pagt blev frelst af nåde ligesom det sker i den nye pagt, så var det alligevel også nødvendigt for dem at være lydig overfor Guds ‘gode anordninger og bud’. De havde ikke en indre lov, men derimod en ydre lov, som de skulle følge. Ifølge GT var loven primært givet til jøderne for
- at den skulle vise dem vejen,
- at den skulle vise dem Guds hellighed og
- at den skulle vise dem, at de var syndere, som har brug for frelse.
- at den skulle vise dem, at der er brug for en [anden] lov, som kunne levendegøre dem.
Loven blev altså bl.a. givet for, at hele folket kunne se og forstå, at deres synder gjorde det umuligt for dem at blive frelst ved loven. Der var som sådan ikke noget galt med moseloven, for den var retfærdig og god. Loven blev ikke givet som en tung byrde, men var [oprindelig] til en usigelig glæde. Det er på dette grundlag, at David priste Herren for, at han har givet dem loven, og siger: “Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den”, Salme 119:97.
Eller, vi kan bare tænke på salme 1, hvor den mand kaldes salig, ‘som har lyst til Herrens lov, og som grunder på Herrens lov både nat og dag”, Sl 1:1-2. Loven er altså en vidunderlig lov, men der var alligevel et stort problem med den: Den kunne ikke forvandle hjerterne – og derfor faldt folket igen og igen i de samme synder. Der var brug for en lov, som kunne virke i hjerterne og forvandle mennesker indefra. I romerbrevet beskriver Paulus, hvordan moseloven blev givet med det formål at pege på en anden og bedre lov, som kan dette. Denne lov, som vi kan kalde en ‘hjertelov’ bliver beskrevet således i 2Kor. 3:2
“Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter”
Denne lov, som er indskrevet i menneskehjerter, kaldes også for ‘Kristi lov’, fordi Kristus kom og opfyldte lovens krav for os – i os. Derfor har vi ikke en ydre lov, som jøderne havde i den gamle pagt, men vi har en indre lov, som virker i os, både til at virke og at ville gøre Guds vilje.
Paulus skriver, at denne indre troslov har været en hemmelighed tidligere [selvom den er beskrevet i GT], men er nu blevet åbenbaret os ved evangeliet om Jesus Kristus.
“Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbaringen om den hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, men som nu er bragt for dagen og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedninger for at virke troslydighed hos dem”, Rom 16:25-26.
Vi går nu over til at se på den næste hemmelighed, som hænger nøje sammen med de forrige:
Hemmeligheden om Guds åndelige rige [som går forud for oprettelsen af Riget for Israel].
Ud fra GT forstod jøderne, at når Messias kommer, vil han opretter Riget for Israel – det rige, som i NT kaldes 1000-årsriget. I dette rige vil Han regere som konge og herske med ret og retfærdighed, jfr. Jer 23:5f. De kunne dog ikke se, at deres Messias ville komme to gange – med 2000 års mellemrum. Det var skjult for deres øjne. Et eksempel finder vi i Zak. 9:9-10.
“Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl. Han udrydder vognene [stridsvognene] af Efraim, hestene af Jerusalem, stridsbuerne ryddes til side. Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden til jordens ende”.
Ud fra denne tekst er det umuligt at se, at der skal gå 2000 år mellem de to vers. Selvom dette er omtalt andre steder, så er det kun indirekte, og derfor troede jøderne, at det hele ville ske på samme tid – selvom de ifølge gamle rabbinske spekulationer ikke kunne begribe, at Messias vil komme ridende på et æsel, for sådan vil en konge ikke ridende ind i Jerusalem, når han kommer i majestæt og i triumf, og synlig for alles øjne. De kunne heller ikke forstå de mange profetier om hans lidelse og død. For ‘vi har hørt at loven, at Kristus bliver til evig tid’, Joh 12:34. Når dette er et faktum, hvordan kan det da være, at skriften taler om, at han skal dø? De kunne ikke forstå denne hemmelighed.
I NT åbenbares det så, at Jesus kommer to gange. Den første gang kom han som Gudsmennesket for at dø for verdens synder, og derved oprette sit åndelige rige i ethvert menneske, som kommer til ham i tro. Først derefter, når han har vundet sig et ejendomsfolk over hele jorden, kommer han igen som jødernes konge og opretter Riget for Israel.
Paulus skriver, at dette vil ske i ‘tidernes fylde’. I Ef. kap. 1 beskriver han først, hvor meget de troende allerede har fået af Gud ved Jesu Kristi kors. Sådan er Guds rige nåde! siger han og fortsætter:
“Den [altså Guds nåde] gav han os i overstrømmende fylde tillige med al visdom og forstand, da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus”, Ef 1:8-10.
Her taler Paulus altså ikke kun om det, Jesus har gjort for os på Golgata ‘i tidens fylde’, eller om de mange velsignelser, vi allerede nu har fået adgang til i Jesus Kristus. Her taler han også om det, der skal se ‘i tidernes fylde’, altså i den tid, hvor Jesus kommer igen og opretter Riget for Israel, som det er beskrevet i GT. Men han vil gøre endnu mere. Vi læste, at han vil sammenfatte alt det himmelske og det jordiske i Kristus. Det er den samme tid og den samme hemmelighed, som Peter taler om i Apg 3:19-21
“Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid..”.
Guds synlige rige er altså udskudt til den dag, hvor Jesus kommer igen. Årsagen til, at den ikke allerede er kommet, åbenbares i hemmeligheden om Israels forhærdelse.
Hemmeligheden om Israels forhærdelse.
Riget for Israel ville være blevet oprettet dengang, for 2000 år siden, hvis jøderne som folk havde modtaget Jesus som deres frelser og konge. De troede, at når Messias kom, så vil Riget for Israel automatisk blive oprettet, uden at de først behøvede at gøre noget særligt. De forstod ikke det, som Johannes Døber såvel som Jesus talte om, når de sagde: “Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær”, Matt 3:1-2; 4:17.
Himmeriget var kommet nær. Hermed menes det fysiske rige, som profeterne havde talt om. Men de forstod ikke, at dette rige ikke kunne blive oprettet, fordi forudsætningen ikke var til stede: De havde ikke omvendt sig fra deres synder, og de ville i øvrigt heller ikke have deres Messias, Jesus Kristus, som deres frelser og konge. Derfor blev Riget for Israel udskudt.
Det forstod disciplene dog ikke helt. Så da Jesus var opstået fra de døde, troede de, at nu måtte tiden da være inde til, at Jesus ville åbenbare sig som Israels konge og oprette sit rige. De spurgte derfor: “Herre, er tiden nu kommet [til], at du vil genoprette Riget for Israel” [Apg. 1:6]?
Jesus svarede: “Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem, og i hele Judæa og Samarie. Ja, indtil jordens ende”, Apg 1:7-8.
De har helt sikkert været skuffet over Jesu svar og tænkt: Hvis alle mennesker først skal høre evangeliet om Jesus, så varer det jo længe, før han kommer igen. Men det var jo også netop det, Jesus havde sagt og undervist dem om flere gange. Jesus begyndte eksempelvis sin lignelse om de utro vingårdsmænd’ med at sige: “Der var en mand [som er et billede på ham selv], som plantede en vingård og lejede den ud til vingårdsmændene og drog udenlands for lange tider”, Luk 20:9.
Det samme ser vi i lignelsen om en mand [igen et billede på ham selv], som betroet sin formue til sine tjenere og drog udenlands. Derefter siger han: “Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og før regnskabet op med dem”, Matt 25:19.
Paulus henviser til, at dette er forudsagt i GT. Ligesom det også er forudsagt, at de fleste jøder ikke vil tro på evangeliet, men forhærde deres hjerter – og i deres sted skal evangeliet forkyndes for alle folk. Det betyder ikke, at Gud har svigtet det jødiske folk. Ved at give evangeliet til hedningerne ønskede Gud nemlig, at de ville vende sig til ham i misundelse, når de så, at han begyndte at frelse hedninger i stedet.
Mange jøder har da også taget imod Jesus som deres Messias i de år der er gået. Men det rige, som der var lovet dem i den gamle pagt, har de endnu ikke fået. Det var nemlig en hemmelighed i GT, at Gud ved deres forkastelse af evangeliet [i stedet ] ville række det til hedningefolkene for en tid. Paulus skriver:
“Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om den hemmelighed, brødre, (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob, og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem”, Rom 11:25-27.
Det har altså været en hemmelighed, at Gud ville bruge jødernes forkastelse af Jesus til at bringe evangeliet ud til alle folkeslag. Men denne hemmelighed betyder ikke, at Gud ikke har sagt dette forud. Ved apostelmødet vidner Jakob om det, der står skrevet, og siger:
“Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som det står skrevet: Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte..”, Apg 15:14-16.
Vi skal nu se på endnu en hemmelighed, som er
Hemmeligheden om, at Jesus Kristus er Gud.
Selvom dette er beskrevet meget grundig i GT, så forstod de fleste jøder det ikke. De forstod, at Messias er evig, fordi han kommer fra Gud. Men de kunne ikke begribe, at han på samme tid kunne være Gud og menneske? De rabbinske tekster beskriver Es 9:6 som en Messiasprofeti, men de kunne ikke se det tydelige udsagn om, at den søn, som omtales, er Guds Søn, fordi han er Gud selv.
Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evighedsfader, Fredsfyrste”.
De jødiske ledere forstod derfor udmærket godt, at når Jesus omtalte sig som Guds Søn, så sagde han i virkeligheden, at han er Gud. Det samme var tilfældet, da Jesus sagde, at: ‘jeg og Faderen, vi er ét’. På dette grundlag ville de stene ham, og i den forbindelse spurgte han dem:
“Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for? Jøderne svarede dem: ‘Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud”, Joh 10:32-33.
De kunne ikke se [eller tro], at Jesus er Gud, fordi mennesker nu engang kun kan se det, der bliver åbenbaret dem af Guds Ånd. Og uden tro kan denne åbenbaring om, at Jesus er Guds Søn og Gud selv, ikke forstås. Den beskrives derfor også som en hemmelighed, fordi den kun bliver åbenbaret for dem, som er kommet til tro på Jesus.
Denne hemmelighed bliver bl.a. omtalt i 1Tim 3:16 som ‘gudsfrygtens hemmelighed’. Jeg gengiver dog verset efter grundteksten, da den danske [og de fleste reviderede udgaver] oversætter den direkte henvisning til, at Jesus er Gud, med et ‘han’.
“Og imodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Gud blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget i herlighed”.
Den sidste hemmelighed, jeg vil tage med i denne gennemgang, er
Hemmeligheden om bortrykkelsen
Jøderne har altid troet på opstandelsen fra de døde, som består af troende såvel som ikke-troende. Troen på opstandelsen fra de døde var en integreret del af troen på den almægtige og hellige Gud. Det ser vi et eksempel på i salme 73, hvor Asaf kommer med denne ‘trosbekendelse’: “Jeg bliver altid hos dig, du holder mig fast om min højre; du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed”, Salme 73:23-24.
Da Jesus spurgte Marta, om hun troede, at Lazarus, som var død, ville opstå, gav hun udtryk for sin tro på de dødes opstandelse og svarede: “Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag”, Joh 11:24.
Den yderste dag blev tolket af jøderne til at være den dag, hvor Messias kommer som konge og i triumf og opretter Riget for Israel, og hvor de retfærdige skal opstå, som bibelen også siger. Men denne opstandelse er ikke den samme som bortrykkelsen af de troende i den nye pagt. Årsagen til, at bortrykkelsen ikke bliver omtalt [tydeligt] i evangelierne eller i GT, skyldes, at den har været en hemmelighed – indtil en anden hemmelighed, nemlig den om menighedens tidsalder, blev åbenbaret.
Paulus beskriver menighedens bortrykkelse således i 1. Kor. 15:31-32: “Jeg siger jer en hemmelighed. Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles”.
Og, et andet sted skriver han:
“Jeg vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham… Først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren”, 1Thess. 4:13-14, 16b-17.
Når Paulus gentagne gange taler om, at de troende ikke skal være uvidende, så var det hans måde indirekte at sige til dem, at de var det. Bortrykkelsen er desværre stadig en hemmelighed for mange kristne, som ikke kan se forskel på, at tiden for, og beskrivelsen af bortrykkelsen ikke er den samme som den opstandelse, der vil ske i forbindelse med Jesu synlige komme til jorden.
Afslutning
Der er mange flere hemmeligheder, som nævnes i NT, hvoraf nogle allerede er blevet åbenbaret, mens andre først bliver det senere. I Åb. kap. 1 fortæller Jesus fx hemmeligheden om de syv stjerner og de syv guldlysestager. I 2Thess. 2 beskriver Paulus lovløshedens hemmelighed i forbindelse med Antikrist og de sidste tider, og i samme forbindelse fortæller Johannes hemmeligheden om Babylon, den store. Her fortælles også om hemmeligheden om de syv bjerge, som skal være den nye Babels residens. Det betyder, at denne Babel ikke kan være den fysiske Babel [græsk: Babylon], som var engang – for denne by var bygget på Sinears slette. Der er altså tale om en anden [åndelig] Babel. Mange mener [som jeg], at denne bys hemmelighed henviser til Rom [den katolske kirke], som i al hemmelighed har indført det meste af den babylonske lære ind i den katolske kirkes troslære. Og Rom, som den katolske kirke har hovedsæde, er da også bygget på syv bjerge
Fælles for alle nævnte hemmeligheder er, at Gud vil åbenbare dem for os, fordi vi som hans børn skal kende til hans planer for os og for verden. Som der står i 1Kor 4:1: “Således skal man se på os, at vi er Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder”.
Her henviser Paulus til de samme hemmeligheder, som Jesus talte om i Matt 13. Lad os som Kristi tjenere og husholdere værne om de mange hemmeligheder, som er blevet åbenbaret i NT, dem, som Gud har vist os og betroet os pga. sin store nåde og kærlighed.
Kilde: Jesus-lever.dk
Eskild Særkjær
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments