Jødernes 40 år i ørkenen

joedernes-40-aar-i-oerkenen

Efter, at vi i forrige artikel har set, hvordan det var gået i Egypten i forbindelse med og efter, at israelitterne havde forladt det, skal vi nu tilbage til israelitterne, som på dette tidspunkt havde krydset Det Røde Hav, og står nu foran den 40-årige ørkenvandring, der er beskrevet i bibelen. Som vi skal se, er der, ligesom i de forrige artikler, en lang række arkæologiske og historiske beviser på denne bibelske beretning. Begyndelsen på denne vandring er beskrevet således i bibelen: “Derpå lod Moses Israel bryde op fra Det Røde hav, og de drog ud i Sjurs ørken, og de vandrede tre dage i ørkenen uden at finde vand”, 2Mose 15:22.

Det, vi lige har læst, betyder, at der ganske tæt ved det sted, hvor israelitterne gik i land, var en ørken. I forrige artikel så vi beviser for, at de ikke var kommet til Sinaihalvøen, som traditionen herfor siger, men derimod til Aqababugtens østkyst, i det nuværende Saudi-Arabien. Den dag i dag er der her et stort ørkenområde, som dækker det meste af Saudi-Arabien, såvel som en stor del af Jordan. Den vestlige del af dette ørkenområde kaldes i dag ‘Sirhan’ på arabisk, og mange bibelforskere mener, at dette navn er beslægtet med det 3500 år gamle navn Sjur. På flere gamle landkort står der da også ‘Sjurs ørken’ over dette område1.

Efter Israels folks opbrud vandrede israelitterne i denne ørken i tre dage, men som bibelteksten skriver, kunne de ikke finde vand. Det var tilsyneladende først på denne tredje dag, de begyndte at mangle vand. Dette stemmer da også med, at Israels folk, ifølge historikeren Josefus, havde vand med fra Egypten til de første dage2. De havde selvfølgelig ikke vanddunke dengang, men havde sandsynligvis vandsække af fåre- eller gedeskind med på turen. Men nu var vandet ved at slippe op, og de begyndte naturlig nok at blive nervøse over, at der ikke kunne finde vand på den rute, de gik. Lad os læse det næste vers i bibelen: “Så nåede de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet, for dets bitre smag, thi det var bittert; derfor kaldte man stedet Mara [som betyder bitterhed]”, 2Mose 15:13.

Af sammenhængen er det tydeligt, at folket er nedslåede, udmattede og vrede, og de vendte så deres vrede mod Moses, som derfor “råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt slags træ, og da det blev kastet i vandet, blev vandet drikkeligt”, 2Mose 15:25.

Det, vi læser her, skete ikke, fordi Gud ikke havde tænkt på at give dem vand, men for at sætte dem på prøve, som der står i det samme kapitel. Den dag i dag er der mange søer med bittert vand i dette område, og som derfor stadig ikke kan drikkes. Analyser viser, at det er en sammenblanding af salte og mineraler, som gør vandet i området bittert, ligesom det er tilfældet med mange andre søer omkring i verden? Det er umuligt at regne ud, hvilken slags træ, Moses fik befaling om at kaste ud i vandet for at gøre det drikkeligt. Det er da også uvæsentligt, for det var jo ikke selve træet, som gjorde vandet rent og drikkeligt, men derimod alene Guds suveræne indgriben.

På lokale landkort er der en kilde i dette område, som hedder ‘Ain Marra’3, som direkte oversat betyder: ‘Den bitre kilde’. Man kan selvfølgelig ikke vide, om denne kilde er identisk med bibelens Mara, men sandsynligheden foreligger. Vi læser nu det sidste vers i 2Mose 15: “Derpå kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de lejrede sig ved vandet dér”, v. 27.

image007Man skal ikke gætte sig til, hvor Elim lå og ligger, for den er let genkendelig. Ifølge bibelen er der 12 vandkilder og 70 palmer. Hvis man tror, at israelitterne vandrede rundt på Sinaihalvøen, som traditionen siger, så må man lede forgæves efter disse vandkilder. Det er netop manglen på sådanne beviser, der til tider har fået bibelkritikere til at triumfere og sige: ‘Der kan I bare se! Kilder kan jo ikke bare forsvinde! Det, der står i bibelen, er derfor kun myter’.

Hertil er at svare: Jo, bibelen har ret, men det har traditionen for, hvor ørkenvandringen foregik, til gengæld ikke. Men hvis vi derimod ser på Saudi-Arabien som det mulige sted, så stemmer alt igen på en prik. For i det føromtalte ørkenområde er der nemlig, ligesom på bibelens tid en oase, som får sit vand fra netop 12 kilder, og disse kilder benyttes derfor stadig den dag i dag af mange i området. De 70 palmetræer, som bibelen omtaler, er dog siden dengang blevet til flere hundrede. På et luftfoto over området ses dette tydeligt4. Vi skal nu se på næste vers i bibelen, som gengiver den videre vandring: “Så brød de op fra Elim, og hele israelitternes menighed kom til Sins ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende dag i den anden måned efter deres udvandring af Ægypten”, 2Mose 16:1.

Her får vi fortalt, at de nu kom til det område i ørkenen, som kaldes “Sins ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj”. Hvad menes der? Hvordan kan Sinaj (som i dag staves Sinai) optræde her i Saudi-Arabien, på den anden side af Det røde Hav, hvis israelitterne, som tidligere nævnt, havde forladt Sinai?

Som allerede nævnt skyldes det alene en tidlig fejlfortolkning af det, bibelen fortæller. Man har bare som en selvfølge gået ud fra, at når israelitterne vandrede ud af Egypten, var de kommet til den i bibelen beskrevne ørken på Sinaihalvøen – men, som vi har set tidligere, så var det ikke tilfældet, for så var de jo stadig ikke kommet ud af Egypten. Men det er pga. denne tradition, at man har fundet et bjerg, som kunne være Mose bjerg, og så måtte halvøen jo i sagens natur selvfølgelig være Sinaihalvøen. Men takket være arkæologien er der dog nu fundet så mange beviser på, at israelitterne gik over denne halvø til dens østkyst for derfra at komme over Det Røde Hav, til det nuværende Saudi-Arabien5. Vi skal i det følgende se på endnu flere beviser på dette.

Selvfølgelig er det i og for sig uden betydning, hvilken rute israelitterne gik, og om det var på Sinaihalvøen, eller i den arabiske ørken – men mon ikke alle er enige i, at det er trosstyrkende at vide, at Gud har gives os en så overvældende mængde vidnesbyrd på hans ords pålidelighed, som tilfældet er. Og da bibelen siger, at vi skal være rede til at forsvare troen, så er det også godt at vide, at vi kan imødegå de mange bibelkritikere, som hævder, at israelitterne aldrig har været på nogen ørkenvandring. Sådan kan det gå, når man ikke tror det, der står skrevet, og desuden leder det forkerte sted.

Vi går nu videre i den bibelske beretning. Efter, at folket havde slukket deres tørst i Elim, skete det kort efter, at også maden slap op – og vi læser, at israelitterne igen knurrede mod Moses og sagde: “Var vi blot døde for Herrens hånd i Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød! Thi I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult”, 2Mose 16:3.

De har tilsyneladende helt glemt deres skrig og jamren over det hårde trællearbejde i Egypten, og fokuserer nu udelukkende på, at de i det mindste ikke sultede dengang. De havde tilsyneladende også glemt, at Gud var med dem, og bevist det for dem igen og igen, og de derfor ikke behøvede at frygte noget som helst – heller ikke for at få det daglige brød. Hver eneste dag har de kunnet se, at Gud ledte dem ved skystøtten og ildsøjlen, som fulgte med. Igen får vi at vide, at Herren ville prøve sit folk, om de stolede på ham, eller om de glemte, at “han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter”, som der står i en af vore danske salmer. Denne opmuntring vil Gud også havde givet israelitterne, men da de knurrede i stedet for at stole på Gud, gik de glip af den største velsignelse, som er ‘at tro’, at Gud ville sørge for dem i alle ting, også det at give dem føden i rette tid, som han da også gjorde. Lad os læse versene, som beskriver, hvad der skete:

“Moses og Aron sagde [derfor] til alle israelitterne: ‘I aften skal I kende, at det er Herren, som har ført jer ud af Ægypten, og i morgen skal I se Herrens herlighed.. Og det skal ske, når HERREN i aften giver jer kød at spise, og i morgen brød at mætte jer med; thi Herren har hørt, hvorledes i knurrer mod ham; ..Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren”, 2Mose 16:6-8.

Lad os i den samme forbindelse også læse vers 13-15, i det samme kapitel: “Da det nu blev aften, kom en sværm vagtler flyvende og faldt i et tykt lag over lejren; og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren, og da duggen forsvandt, var ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget meget fint, der lignede rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hverandre: Hvad (på hebraisk ‘man’, på aramæisk ‘manna’) er det? Thi de vidste ikke, hvad det var, men Moses sagde til dem: ‘Det er det brød, Herren har givet jer til føde’.

Ifølge bibelen gav Gud dem altså både kød og brød, som han ville velsigne dem med. Disse mirakler er ofte blevet latterliggjort som eksempler på påståede mirakler, som aldrig har fundet sted. Men, det er der nu ingen grund til. Lad os først se på det, der står om vagtlerne: ‘En sværm vagtler kom flyvende og faldt i et tykt lag over lejren’.

4Mose 11:31 kommer med en vigtig tilføjelse, som kan kaste lys over årsagen til, at vagtlerne pludselig faldt ned fra himlen. Her står der nemlig, at på Herrens bud rejste der sig “en vind, som førte vagtler med sig fra havet og drev dem hen over lejren så langt som en dagsrejse på begge sider af lejren i en højde af et par alen over jorden”.

Det samme sker faktisk indimellem den dag i dag i Mellemøsten, men også mange andre steder. Da vagtler er dårlige flyvere, falder de ofte de ned, når de, som ovenfornævnt har været ude i hårdt vejr. ‘The New Westminster Dictionary of the Bible’ oplyser, at vagtler „kan flyve hurtigt og med stor færdighed; de benytter sig af vinden, men hvis vinden skifter retning, eller fuglene bliver udmattede på grund af den lange rejse, kan hele den store flok falde til jorden, hvor fuglene så ligger ubevægelige“. Det berettes videre, at før de flyver videre på deres træk, hviler de sig på jorden i et døgn eller to – og dette føre til at det er let for jægere at fange dem. I begyndelsen af det 20. årh. var der så mange, at Egypten hvert år kunne eksportere 3 millioner vagtler til føde6.

Det samme er i øvrigt også tilfældet med mange andre fugle. For nylig fortalte en ornitolog i en naturudsendelse, at engang, da han var på en tur til Christiansø, så han 100.000’er udmattede småfugle (kan ikke huske arten) dratte ned på øen efter, at de var kommet ind i en voldsom storm på deres flyvetur sydpå. Den lille ø i Østersøen blev simpelthen deres redning. Som vi ser det i de ovenstående eksempler, er det tydeligt at se, at Gud brugte vejret til skabe det under, som førte vagtlerne til netop det sted, hvor de kunne blive til føde for Israels folk. Men, hvad så med brødet fra himmelen, som beskrives således i samme kapitel, vers 31: “Israelitterne kaldte det ‘manna’; det lignede hvide korianderfrø og smagte som honningkager”.

Dagen forinden havde Gud sagt dette til dem: “Se, jeg vil lade brød regne ned fra Himmelen til jer, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min lov eller ej. Og når de på den sjette ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre dage’, 2Mose 16:4-6

Der er mange forklaringer på, hvad brødet fra himlen, mannaen, er for noget. Gads bibelleksikon
har denne forklaring: “Man har ment, at der bag mannafortællingen kan ligge en erindring om den honningagtige saft (arab: mann), der drypper fra en tamarisk-art, alm. på Sinajhalvøen. Men også mytologiske forestillinger om ‘gudernes føde’ kan ligge bag”7.

Her er det igen bibelkritikken, der stikker hovedet frem. Hvor langt ligger dette ikke fra det, der beskrives i bibelen? Den siger jo direkte, at de kunne samle det op, og bage af det, og det kan man ikke af tamarisksaften. Den kommer heller ikke til at lugte dagen efter, hvis man har samlet for meget af den. Den kunne heller ikke brødføde så mange mennesker, som tilfældet var. Og endelig kunne den heller ikke, som der står i bibelen, pludselig ophøre, da der var gået 40 år.

Så er der andre, som forklarer det med, at mannaen må være identisk med den honningdug, der i et netleksikon beskrives således: “Honningdug er betegnelsen for den søde væske, bladlus, cikader, mider mm. udskiller, når de snylter på deres værtsplante. Snylterne indtager langt mere sukker end de vitaminer, de er interesserede i, og derfor udskiller de størstedelen af denne sukkerholdige væske igennem tarmen. Denne væske indgår i mange dyrearters kost, som fx insekter, små pattedyr, såvel som fugle”8.

Men nej, det var helt sikkert heller ikke honningdug, som brødfødte israelitterne gennem de 40 år, der er beskrevet i bibelen. Problemet med honningdug er bl.a., at den hurtig smelter, og kan derfor af indlysende grunde hverken bruges til bagning eller opbevaring. I modsætning hertil kunne den bibelske manna gemmes, og kunne endda bruges til bagning af brød til 2½ millioner gennem de år, de var i ørkenen. Desuden var der, som vi læse, så meget, at de hver eneste dag kunne samle netop det, de havde brug for. Det bibelske mål for, hvad de kunne opsamle hver dag, var ‘en omer’, og det svarer til den dej, som der kan være i en fad på ca. 4 liter, og det betød, at hver enkelt person daglig kunne bage mindst to store brød.

For den, der læser bibelen, er det tydeligt, at dette himmelbrød var et under, som for mig at se ikke kan forklares på nogen anden måde, end at Gud greb ind. Bibelen nævner, at bortset fra om sabbatten, hvor de dagen i forvejen kunne samle det dobbelte, så gjorde Gud dette under hver eneste dag i de 40 år, folket opholdt sig i ørkenen. I Josva 5:12 nævnes det, at mannaen først holdt op med at falde den dag, da de kom ind i det forjættede land og begyndte at spise landets afgrøder.

Vandet strømmer ud af klippen ved bjerget Horeb.

Vel forsynet med ‘det daglige brød’ drog israelitterne videre ‘fra lejrplads til lejrplads efter Herrens bud’, som der står i 2Mose 17:1. Her lejrede de sig i Refidim, og da de opdagede, at der ikke var vand i området, beklagede de sig igen til Moses og sagde (v. 3): “Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde dø af tørst?”

De havde tydeligvis stadig ikke lært, at når Gud går med, vil han sørge for dem. Men Gud havde jo lovet det, så der var ingen grund til at tvivle på hans ledelse og omsorg. I 2Mose 17:5-7 læser vi, at Herren sagde til Moses: ‘Træd frem for folket med nogle af Israels ældste og tag den stav, du slog Nilen med, og kom så! Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke’. Det gjorde Moses så i påsyn af Israels ældste. Og han kaldte vandet Massa og Merida [betyder henholdsvis fristelse og kiv], fordi israelitterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: Er Herren iblandt os eller ej?”

Inden vi ser nærmere på de beviser, der er fundet i forbindelse med dette vandunder, skal vi lige se på tekstens omtale af bjerget Horeb, som i bibelen blot er et andet navn på bjerget Sinai; altså det bjerg, hvor Moses fik de 10 bud. I bibelen omtales dette bjerg nemlig som ‘bjerget Sinai’ 17 gange, mens det omtales som ‘bjerget Horeb’ 18 gange. Da de fleste af gode grunde associerer bjerget Sinai med Sinaihalvøen (der som allerede nævnt, ikke er identisk med det bibelske bjerg med samme navn), vil jeg i det følgende konsekvent kalde det rigtige, bibelske bjerg i Saudi-Arabien for Horeb.

Et vigtigt vidnesbyrd på, at bjerget på Sinaihalvøen ikke er det rigtige bjerg, som traditionen ellers foreskriver, er omtalt i Galaterbrevet. I det fjerde kapitel beskriver Paulus det åndelige forhold, der er mellem Sara og Hagar, og på den forskel, der er mellem disse to kvinders børn. Og her er det så, at han sammenligner kvinden Hagar og hendes børn, med bjerget Sinai, som repræsenterer loven, og siger: “Hagar er [et billede på] bjerget Sinaj i Arabien, og svarer til det nuværende Jerusalem, thi det er i trældom med sine børn”, Gal 4:25.

Læg mærke til, at Paulus præciserer, at bjerget Sinaj ligger i Arabien. Hvis det havde ligget på Sinaihalvøen (som dog endnu ikke havde fået dette navn endnu), så ville han havde skrevet, at det ligger i Egypten, som denne halvø jo gjorde på hans tid. Vi har allerede set på mange beviser for, at bjerget på Sinaihalvøen ikke er det rigtige bjerg, og vi skal se på endnu flere, når vi kommer frem til 2Mose 19, som beskriver bjerget i det nuværende Saudi-Arabien mere indgående.

Når bibelen her i kap. 17 direkte taler om, at der skal strømme vand – Josefus beskriver det endda som en flod, som strømmede8 – ud fra ’stenen ved Horeb’, så kan man naturligt nok forvente, at der kan findes nogle beviser herfor. Fx vil en sten, som kan afgive så meget vand, være af en væsentlig størrelse, og den kan jo ikke bare forsvinde. Man må også forvente at finde en bemærkelsesværdig sten, for der står jo, at ‘der strømmede vand ud af den’. Et andet sted står der, at den blev kløvet i to. I Salme 78:15 står der da også ordret, at ‘han (Gud) kløvede klippen i ørkenen’. Og endeligt, så må man selvfølgelig også forvente at se spor af dette vand i ørkenen, som har fosset ud af klippen, som der står skrevet i det næste vers i salme 78: “han.. lod dem rigeligt drikke.., lod bække rinde af klippen, og vand strømme ned som floder”.

Som om dette ikke var nok, så må man også forvente, at landskabet omkring dette sted vil stemme med det, der er beskrevet i bibelen; og endeligt, at der også er spor af menneskelig aktivitet omkring bjerget og stedet. Lad os i det følgende se på nogle af beviserne herfor:

Hele området er karakteriseret af en slette med flere mindre klippehøje9, som er udløbere fra Horeb, som er det største bjerg i området på 2580 meter. Over hele området kan man se lavaspor, hvor det omgivende mineraler er borteroderet af vejr og vind, og høje og toppe står tilbage. Men et sted skiller sig klart ud.

image050På én af de nævnte høje af disse høje er der nemlig en enorm klippeblok, som er af anderledes beskaffenhed, og ligner heller ikke de øvrige naturlige klippeformationer. Som det kan ses på fotoet t.v., er der øverst på en stor stenhøj en gigantisk stenblok, hvis højde og bredde anslås til at være henholdsvis ca. 30 og 25 meter. Det er desuden også tydeligt at se, at stenblokken på det nærmeste er spaltet i to, fra top til bund. Som det ses på fotoet, er stenblokken højt og perfekt beliggende i landskabet til det under, som skete, da Moses på Guds befaling kløvede den i to for at give vand til folket i den lange tidsperiode, hvor israelitterne opholdt sig ved bjerget Horeb, hvor Moses bl.a. fik de 10 bud, som vi kan læse om fra 2. Mosebog kap. 20. Hvor højt, den spaltede klippeblok ligger, kan bedst ses ved at se på størrelsesforholdet til den person, der er på fotoet t.v.

Men, kan man så spørge: Var der nu også vand nok til for at slukke tørsten for de ca. 2½ millioner mennesker, som blev ført ud af Egypten, såvel som deres kvæg? Nej, ikke ifølge de fysiske love! Ifølge disse skulle det ikke være muligt, at der skulle vælde vand frem på dette sted. Men bibelen siger jo også klart, at Gud gjorde et under, da Moses på Guds befaling slog på klippen, hvorefter den kløvedes i to, hvorefter der strømmede vand ud af den som en flod. Samstemmende hermed fortæller Josefus, at vandet strømmede ud fra et sted, hvor Israels folk mindst forventede det10. Menneskelig set var dette under altså aldeles umuligt – men, vi ved jo, at ‘for Gud er alle ting mulige’, som der fx står i Matt 19:26.

image051Går man tættere på, kan man i den nederste del af den store stenblok da også se tydelige spor af de vældige vandmasser, som engang er strømmet ud fra denne. Man behøver ikke at være ekspert for at se, at den nederste del af klippespalten er delvis eroderet bort, som man også ser det ved kraftige vandfald. Der er da heller ikke kun her, man kan se sporene af den engang store vandmængde, for de går hele vejen fra denne klippespalte og ned i lavningen nedenfor. Et fotos fra stedet har følgende ledsagertekst:
“[Fotoet] viser, hvordan klippen er eroderet nederst ved spalten. Det ligner klippeformationer på udtørrede flodsenge, med udglattende og udhulede klippeblokke. Under klippen ser det ud, som om vand strømmede ud i så store mængder, at det selv nu, 3500 år senere, stadig ligner kilden til en flod”11.

image052På et andet foto kan man se store flodlejer, der engang har løbet ned fra denne klippe til en lavning i landskabet, og har der skabt en større og større sø, efterhånden som der kom mere og mere vand til stedet. Billedteksten forklarer: “Der er tydelige spor af strømmen og af dammen [søen], hvor vandet samledes nedenfor Horeb.. Ved bjergets fod kan vandstrømmen ses som et udtørret strømleje, der snor sig gennem det hellige område under bjerget.. Vandet løb ikke væk, men blev dæmmet op i en sø, som gjorde det lettere at hente vand til hele folket og at give kvæghjordene vand. Dammens dybde kan kun anslås groft. Højdeforskellen mellem ‘kanten’ og ‘bunden’ af dammen er omkring 4-9 meter, hvilket betyder, at dammen indeholdt en betydelig vandmængde”12.

Billedteksten fortsætter: “Bemærk, at de små grønne fnug i strømlejet er store træer og buske, flere meter høje. Den bedste ide om størrelsen får man ved at sammenligne med bilsporene i den del af det hellige område, der ses til venstre”.

Det, der er beskrevet ovenfor, og som er bevidnet på mange fotos, er et mægtigt vidnesbyrd til alle om, at bibelens beretning om Gud, der lod vand vælde frem fra klippen i ørkenen, stemmer ned til mindste detalje. Det må simpelthen havde været her, det skete, og på den måde, der er beskrevet i bibelen. Det stemmer da også 100% med alle de andre arkæologiske fund, som vi har set på under hele ruten fra Egypten og hertil. I det følgende skal vi se på endnu flere beviser herfor.

Krigen mod amalekitterne

Lige efter den ovenfornævnte under med vandet i Refidim, bliver Israels folk, ifølge 2Mose 17:8, angrebet af amalekitterne. Moses vidste, at de ikke kunne vinde denne kamp uden Guds hjælp, og i den forbindelse siger han noget om landskabet, som hænger sammen med det forrige: “Moses sagde til Josua: ‘Udvælg dig mænd og ryk i morgen ud til kamp mod amalekiterne; jeg vil stille mig på toppen af højen med Guds stav i hånden!’ Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til kamp mod amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Når nu Moses løftede hænderne i vejret [vel for at bede], fik israelitterne overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amalekiterne overtaget..”, v. 9-11.

Her beskrives, at Moses besteg en af de store høje ved Refidim sammen med Aron og Hur, hvor de kunne se ud over sletten og følge slagets gang. Her løftede Moses sine hænder i bøn for Israels folk, et tidligere slavefolk, som nu for første gang skal ud i kamp uden militær træning eller erfaring i våben. Det er en kamp mod et krigerfolk, som er vant til at kæmpe, og var kendt og berygtet for at ernære sig ved erobring og plyndring, og de regnede selvfølgelig med, at Israels folk var et let bytte for dem. Men, mod alle odds skete der det modsatte. Af bibelen fremgår det, at Gud kæmpede for Israel, og Moses vidste det og bekendte, at sejren skyldtes “en udrakt hånd på Herrens trone”, 2Mose 17:16.

Kampen mod amalekiterne er i øvrigt endnu et vidnesbyrd om, at Israels folk ikke vandrede rundt på Sinaihalvøen, for dér var der ingen amalekiter. I 1Mose 36 står, at Amalek, som var af Esaus slægt, samt, at hans efterkommere slog sig ned på østsiden af Aqababugten, altså i det nuværende Saudi-Arabien. Dette præciseres i vers 8: “Esau [og hans efterkommere] bosatte sig i Se’irs bjerge, Esau, det er Edom”, 1Mose 36:8.

Vi får altså at vide, at amalekitterne bosatte sig i Se’irs bjerge. Ifølge diverse leksika er “Se’irs bjerge et bjergrigt område på den østlige side af Det Døde Hav og Det Røde Hav”13, altså lige som bibelen fortæller det.

På trods af dette vidnesbyrd har nogle bibeloversættere fejlagtig indtegnet amalekiterne til at bo på Sinaihalvøen; men det skyldes alene et forsøg på fra dem at tilpasse beretningen i 2Mose 17 med forestillingen om, at det var i dette område, israelitterne opholdt sig under deres ørkenvandring. Men, som vi har set, var dette ikke tilfældet. På alle gamle og de fleste nye oversigtskort ser man da også, at amalekiterne beboede det område, som bibelen angiver, nemlig i området på østsiden af Det Røde Hav, som er beskrevet ovenfor14. I gammel arabisk tradition angives amalekitterne da også til at være den ældste stamme i Arabien og bo i det føromtalte område øst for Det Døde Hav og Det Røde Hav. Ifølge samme kilde var de også grundlæggerne af Medina15.

I GT bevidnes det igen og igen, at israelitterne i flere hundrede år var plaget af amalekitterne, som kom fra øst, i tiden efter, at de havde bosat sig i det det forjættede land. Det var først i 742 f.Kr., under kong Ezekias, at det lykkedes dem at udrydde amalekiterne, hvorefter de også bosatte sig i dette område, i Se’irs bjerge, østen for Jordanfloden, 1Krøn 4.41-43. Vi skal nu se på endnu et bevis på, at israelitterne befandt sig i dette område i det nuværende Saudi-Arabien.

Jetro og Moses’ familie kommer på besøg fra Midjan

Efter sejren over amalekiterne, som er beskrevet i 2Mose 17, kan vi se, at da Moses fik besøg af sin svigerfar Jetro, var Israels folk stadig var i det samme område. Lad os læse nogle få vers om dette besøg: “Da Jetro, præsten i Midjan, Moses svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans folk Israel, hvorledes Herren havde ført Israel ud af Ægypten.. kom han med hans sønner og hustru til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.. Moses fortalte sin svigerfader om alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels skyld, og om alle de besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde frelst dem. Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af ægypternes hånd”, 2Mose 18:1, 5, 8-9.

Af 2Mosebog berettes det, at før Moses begyndte sin rejse/flugt fra Egypten, havde han sendt sin hustru og sine børn til i forvejen til præsten Jetro i Midjan – og det viser os, at han må have vidst, hvor han skulle hen, allerede før han begyndte denne rejse. Der står endda, at han vogtede sin svigerfars småkvæg ved bjerget Horeb (og hvor han fik sin kaldelse), 2Mose 3:1-2. Når hans kone og børn nu kommer hertil på besøg sammen med Jetro, siger det sig selv, at Midjan må have ligget i nærheden af dette bjerg, hvor Israels folk stadig var.

På mange af de områdekort, der ligger i de forskellige bibler, er Midjan ofte placeret i det østlige del af Sinaihalvøen, men det er historisk og geografisk forkert16. Årsagen til denne fejl skyldes især den fejlagtige tolkning, som placerede Israels folk i Sinaihalvøen under de 40 år i ørkenen. For det var jo her, bjerget Sinai (Horeb) var! Men, som allerede påvist, stemmer det bevisligt ikke med virkeligheden. De fleste placerer da også nu bjerget Horeb (på arabisk Jabal Al Laws)17.

Et bevis for, at Midjan derfor selvfølgelig også lå og ligger i det nuværende Saudi-Arabien er, at således er det vist på samtlige gamle landkort og optegnelser over området18. Bladet Tell (nr. 3, 2003) uddyber, at ‘Midjans bjerge lå (og ligger) øst for Det Røde Hav, i det nuværende Saudi-Arabien’.

Hvor ligger Moses’ brønd!

På flere af de samme gamle landkort finder vi også et andet bevis for, at Moses havde ført folket til det samme område i Saudi-Arabien, som Moses flygtede til 40 år tidligere. Vi skal først kort tilbage til 2Mose 2:15-17, som beretter, at da Moses var kommet til Midjan, kom han først til en brønd, hvor han, træt af rejsen, satte sig. Og, mens han sidder der, ser han en af Jetros døtre komme hen til brønden for at vande faderens småkvæg. Det var dog ikke uden problemer, for kvinderne blev ofte tilsidesat, som det også fremgår i 2Mose 2:17, hvor vi læser: “Da kom hyrderne og ville jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres småkvæg”.

I gamle dage var en brønd livsnerven i ethvert samfund, og var simpelthen en betingelse for, at der kunne etableres en permanent bosættelse. En sådan brønd eksisterer faktisk den dag i dag, lidt nord for det føromtalte Horeb bjerg, hvor Moses senere fik lovens tavler. Spørgsmålet er, om denne brønd kan være identisk med den, der er omtalt i 2Mose 2. Mange bibelforskere giver et klart svar, og det er: ‘Ja, det er det!’, og giver en række grunde for at tro dette:

  1. Den er, som ovenfor beskrevet, optegnet på en række gamle lokalkort over området, samt på det landkort, som nogle engelske officerer lavede i 1878 under ledelse af en kaptajn R. F. Burton19.
  2. Denne brønd er den eneste brønd i regionen, hvor der er en bosættelse ved navn Al Bad20, som er den eneste permanente bosættelse i hele området den dag i dag21. Der lå – og ligger – altså ikke andre brønde i dette store område.
  3. Den arabiske tradition og historie nævner da også denne brønd som værende identisk med Moses’ brønd [på arabisk ‘Ain Musa’]22.
  4. I den førnævnte bosættelse Al Bad, der ligger ved brønden, er der i dag en markering, som viser, hvor Jetro, ypperstepræsten i Midjan, Moses svigerfar boede23.

Efter denne lille geografiske rundtur i Midjan, hvor vi igen er blevet bekræftet i, at det, Gud har sagt i sit ord om israelitternes rute i ørkenen, stemmer med de faktiske forhold, så skal vi nu se på selve ankomsten til Guds bjerg Horeb [Sinai].

Ved bjerget Horeb [arabisk: Jabal Al Lawz]

Kort fra det sted, hvor israelitterne slog amalekitterne, og hvor Moses’ familie og svigerfar kom på besøg, ses bjerget Horeb, eller, som det hedder på arabisk, ‘Jabal Al Lawz’, og som var målet for deres næste stop. I 2Mose 19:2 er deres vandring dertil beskrevet med disse få ord: “De brød op fra Refidim og kom til Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr lige overfor bjerget”.

image053På satelitfotos over Aqababugten og den østlige del af Saudi-Arabien, ses dette bjerg som en sort bjergmasse, og øst for bjerget, men stadig oppe i bjergplateuet, ses et lysere stort sletteområde, som kunne være den lejrplads, hvor israelerne skulle opholde sig i nogen tid24. Til højre herfor ses et lille stykke af denne slette. Men, kan man så spørge: Kunne denne slette virkelig rumme alle israelitterne, som der står i bibelen? Det er det, vi skal se på i det følgende.

Som nævnt tidligere, så bestod Israels folk på dette tidspunkt nok ca. 2½ million mennesker, og dertil kom al deres kvæghjorde. Det kræver altså et stort areal, hvis så mange skal være der. Den førnævnte slette på bjergets østside er da heller ikke så lille endda, for den strækker sig faktisk over et område på mindst 40 km2; og hvis man medregner alle de mange lavninger med, som går i flere retninger, er den endnu større25.

Det er klart, at hvis alle de mennesker virkelig har opholdt sig der, endda i længere tid, så må man forvente at finde flere synlige spor af menneskelig aktivitet, som svarer til det, bibelen beskriver. Findes sådanne spor? Igen er svaret ja! Endda i rigelige mængder. Lad os se på nogle af disse:

Fund fra selve lejrpladsen foran bjerget Horeb

image054På denne tidligere store lejrplads har man bl.a. fundet en 1/4 af en møllesten af den slags, der er blevet brugt til at male mel. I dette tilfælde blev den dog sikkert brugt til at male mannaen med, til en substans, der ifølge bibelen lignede mel, før den blev brugt til bagning af brød26. Årsagen til, at man ikke har fundet flere møllesten, skyldes sikkert, at de som så meget andet, der er lavet af mennesker, er blevet eroderet af ‘tidens tand’ og gået til.

image055På samme sted har man fundet et stort antal stencirkler, men med en stor sten i midten27. Det samme har man også set andre steder langs israelitternes rute. Der har været spekulationer med hensyn til, hvad disse stencirkler er blevet brugt til. De fleste hælder til den teori, at da bibelen nævner, at folket boede i telte under deres ørkenvandring, så har stencirklerne muligvis været brugt i den forbindelse. På illustrationen t.h. anskueliggøres, hvordan forskere forestiller sig anvendelsen af disse sten: Den store sten i midten har været brugt til at støtte teltpælen, der skulle holde teltet op på midten, hvorefter teltet er blevet spændt ud og holdt nede af de sten, der lå på den ude i siden28.image056

Andre gætter dog på, at stencirklerne også kunne være brugt til at holde kvæget ude af teltene, altså spærre vejen for dem. Alle er dog enige om, at stencirklernes tilstedeværelse er yderst bemærkelsesværdigt, for det vidner jo om, at der engang har været menneskelig aktivitet i dette område, som igen er et vidnesbyrd om, at det, der står i bibelen om jødernes langvarige omhold ved Horeb bjerg, sammen med alle de andre fund, der allerede er omtalt, også rent historisk stemmer ned til mindste detalje. Vi skal nu se på endnu flere fund på stedet, som bevidner bibelens udsagn:

Alteret og gudsdyrkelsen

image057Ved bjerget Jabal Al Lawz [Horeb] er der fx fundet rester af et alter, som sandsynligvis er identisk med det, der er omtalt i 2Mose 24:4, hvor der står: “Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, én for hver af Israels tolv stammer”, 2Mose 24:4.

Når man studerer dette alter ved foden af bjerget, så svarer det i alle detaljer til det direktiv, Gud gav i forbindelse med dets opførelse. Som det fx kommer til udtryk i nogle vers fra 2Mose 20: “Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig. Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem. Du må ikke gå op på mit alter af trin, for at ikke din køn skal blottes over det”, 2Mose 20:24-26.

I disse bibelvers får vi altså at vide, at israelitterne skal bygge alteret af utilhugne sten – altså af sten, fundne i naturen, og samtidig så lav, at det ikke er nødvendigt at bruge trin for at komme op til det. Det fundne alter ved foden af bjerget opfylder begge kriterier. Selvom der er nu er ca. 3350 år, siden alteret blev bygget, så er det den dag i dag tydeligt at se de store og utilhuggede stenblokke, som markerer alterets omrids, såvel som det højde, som har været ca. en meter. Der er ingen spredte sten omkring alteret, der antyder, at det engang har været højere, dengang det var i brug29. Alteret opfylder dermed alle forventninger til det, der beskrives om det i bibelen.

image058På fotos og på rekonstruktioner af alteret er det tydeligt at se de to korridorer, som fører hen til selve alteret30. Disse korridorer er, ligesom selve alteret, opført af utilhugne sten. Man kan spørge, hvad de mon er blevet brugt til? Den ene teorien er, at dyrene kan være blevet ført ind til alteret gennem disse to adskilte stier, sandsynligvis tyre på den ene og får/lam på den anden. En anden teori er, at dyrene blev ført ind af den ene sti, og de, der førte dyrene frem, gik tilbage ad den anden sti. Det er i dag ikke til at vide, hvad der er den rigtige forklaring – for begge muligheder repræsenterer en praktisk måde at håndtere det store antal dyr, der blev ofret på dette sted.

Dette alter ved bjergets fod er desuden placeret lige ved siden af en kilde, som stadig giver konstant vandforsyning; og det er dermed et andet vigtig indicium på, at dette alter må være identisk med det alter, der omtales i 2Mose For ifølge de GT-offerregler har Gud befalet en række forskrifter, hvor præsterne skulle bruge vandet liturgisk til at rense sig selv, såvel som dele af de dyr, som er blevet ofret. En vigtig detalje er, at de fik vandet fra en kilde, for en del af den liturgiske renselse skulle nemlig ofte foregå over rindende vand.

image060Et bevis på, at der her er en konstant vandforsyning, er den mangeartede vegetation omkring kilden, som ellers er sjældent i ørkenområder. Her vokser fx figentræer, forskellige sjældne blomster, bregner – og desuden også mandeltræer, som bestemt ikke er et ørkentræ31. Det arabiske navn for bjerget er, som allerede nævnt, Jabal Al Lawz, og som direkte oversat betyder mandelbjerget. I kildens mange vandhuller er der desuden flere slags insekter (vist i rød cirkel på foto t.h.), som behøver vand i deres livscyklus – fx nogle, som begynder livet som larver i vandet. Der ses også en guldsmed, som kun lever få dage som voksen, og som derfor ikke kan flyve til dette sted i ødemarken fra et andet område med vand. Forskellige foto fra stedet viser desuden, at det vandbaserede økosystem går hele vejen op af bjerget. Det var altså et godt, frodigt og vandrigt sted, Gud havde ført israelitterne til under deres ørkenvandring, og hvor de havde et langt ophold, inden de rejste videre.image061

Men, som tidligere nævnt, var det dog ikke denne kilde, som gav folket drikkevand. Det fik de jo fra den nærliggende store klippe, som er beskrevet ovenfor, og hvor Moses på Guds befaling blev kløvet i to, hvorefter vandet væltede frem og ned i en lavning i terrænet. Det har således været en let sag for folket at hente det vand, de havde brug for til sig selv, og til deres dyr32.

Alt det, vi har set på indtil nu ved foden af bjerget, stemmer altså fuldstændig med det, bibelen fortæller. Alteret er der, og det er opført, så det passer med de GT-offerregler, og som Gud har befalet. Ifølge 2Mose 24:4 rejste Moses, på Guds befaling, der på stedet 12 stenstøtter, én for hver af de tolv stammer. Hvis det er det rigtige sted, så må der stadig være spor af disse søjler. Ja, lad os se, om der også er beviser på dette ved foden af bjerget:

De 12 stensøjler ved foden af bjerget

image062Og jo, også denne del af bibelteksten stemmer med de faktiske fund ved det føromtalte alter. For lige foran dette alter ligger der i dag brækkede marmorsøjler, som har en diameter på omkring 45 cm33. I bibelen nævnes stentypen ikke, men der er intet i vejen for, at det kunne være marmor – og der er da også tydeligt at se, at det stemmer med det, der ellers er nævnt i det ovenstående vers. Fx er der ikke bare en mængde marmorstykker foran det gamle alter, men også 12 marmorfundamenter på stedet34. Men, kan man spørge: hvor har israelitterne fået denne marmor fra? Svaret er, at der faktisk er fundet et marmorleje i den samme bjergkæde, som Horeb [Jabal Al Laws] er en del af35. Efter arbejdet har israelitterne fragtet de enkelte marmordele ned til lejren, hvor de blev opstillet (nogle stykker ovenpå hinanden).

image064Der er flere spor af menneskeligt aktivitet i marmorlejet. I nogle af marmorstykkerne er der fx en del menneskeskabte runde huller, som er blevet lavet ved brug af stålværktøj. Man gætter på, at israelitterne, efter det møjsommelige slid med at lave hullerne, som man måtte lave for at kunne sprænge eller brække de enkelte marmorstykker ud af selve lejet, først havde fyldt disse huller med tørt træ, og dernæst tilsat vand for at få træet til at udvide sig – en proces, som bevirkede, at marmorstykkerne lidt efter lidt blev tvunget til at brække af. Overalt i området ligger der små defekte og brækkede marmorstykker, tydelig mærket af værktøj36. Alt dette beviser, at der engang er foregået en produktion herfra; for lille til, at der har været tale om en større rentabel produktion, men stor nok til at anskaffe sig sten til de 12 søjler, der er omtalt i bibelen. Siden er de enkelte stykker faldet ned på jorden, på nøjagtig det sted ved siden af alteret ved bjergets fod, hvor de engang har stået.

Advarsler mod at røre bjerget

Ifølge bibelen er bjerget ‘et helligt bjerg’, som folket derfor ikke måtte berøre. Derfor formanede Gud Moses til at lave en afgrænsning til bjerget. I 2Mose 19:12 siger Gud til ham: “Du skal spærre af for folket hele vejen rundt og sige til dem, at de skal vogte sig for at gå op på bjerget eller blot røre ved foden af den. Den, der rører ved bjerget, skal lide døden”.

Det ligger indforstået, at gjorde Moses det, Gud havde befalet, for lidt senere i kapitlet siger han til Gud: “Folket kan ikke komme op på Sinai bjerg, for du har jo selv advaret os og sagt, at vi skulle afspærre bjerget og hellige det”, 2Mose 19:23.

image065Bibelen fortæller ikke, hvordan bjerget blev afspærret, men man kan dog drage denne konklusion: Israelitterne havde helt sikkert ikke haft materiale med fra Egypten til at lave denne afspærring, og derfor må de havde fundet materialet lokalt, i nærheden af bjerget. Hegnet blev næppe lavet af træ, da der ikke er mange træer i ørkenen, og dem, der findes, er ikke brugbare til formålet. Til gengæld er der en ubegrænset forsyning af sten i alle størrelser. Der er altså logisk, at man har brugt sten som en slags mur omkring bjerget. Faktisk kan man den dag i dag se en række af mørkere sten ved foden af bjerget, som man mener, er brugt til formålet37.

image066Et endnu mere interessant fund er en mængde stenblokke ved foden af bjerget, hvor der er indridset tydelige symboler af en fod eller en sko38. Dette mærke er interessant, fordi netop dette symbol fra gammel tid er blevet brugt i hele Mellemøsten til at markere ‘hertil og ikke længere’, især for dem, der har sko på. Det er fx i denne betydning, vi har i beretningen om den brændende tornebusk, og hvor Moses vil gå nærmere, men hvor Gud så siger dette ham: “Kom ikke nærmere! Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord”, 2Mose 3:5.

Den dag i dag betragtes sko som sagt som noget urent i hele Mellemøsten. Det var da også det, der kom til udtryk, da en mand smed sko efter præsident Bush, da han besøgte Irak i 2008. Alle var da også med det samme klar over, at denne mand dermed gav udtryk for sin store foragt for præsidenten. Dengang, bibelen blev skrevet, brugte man sko i den samme betydning. Derfor er det sandsynligt, at Moses fik indridset sådanne aftryk på en del stenblokke som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, for at folket på denne billedlige måde skulle huske alvoren ved at overtræde det, Gud havde sagt.

Andre indridsninger på klipper og stenblokke tæt ved bjerget

image067Lad os her også kort se på mange andre indridsninger, der er fundet på klipper og stenblokke ved bjerget Jabal Al Lawz, som vi har set, er identisk med bibelens Horeb og Sinai. Fx er der, som vist på fotoet t.h., fundet en mængde afbilleder af især tyre, hvilket ikke er underligt, når man ved, at israelitterne var et kvægfolk, men der er dog også indimellem andre dyr39. Der er mange lignende tegninger på klipperne, og man kan da også sagtens forestille sig, at nogle har brugt en del af opholdet til at være lidt kreativ.

Endnu mere interessant er den store mængde tekster, som var typisk for datidens egyptiske kultur. Det var et billedsprog, der blev brugt dengang, før det langsomt blev udviklet til et egentlig skriftsprog, som vi kender det i dag. Et sådant billedsprog kalder vi i dag for piktogrammer. På den måde blev de enkelte ord og sætninger afbilledet af en til flere tegninger, som beskrev det, der var tale om40. Af denne oversigt fremgår det, at det 16. bogstav i det hebraiske alfabet ‘ayin’ [udtales Ah-yeen] dengang var gengivet som et øje. Dog ikke et hvilken som helst øje, for det henviser på hebraisk til Gud, som ser. Fx er det dette bogstav, som på hebraisk også er et ord, som bliver brugt i bibelen som en beskrivelse af, at “Alle vegne er Herrens øjne [ayin], de udspejder onde og gode”, Ord 15:3. I dag ligner det 16. bogstav ikke længere et øje, men mere bogstavet y.

image069Ved Mose bjerg er der fundet en anden meget interessant indridsning på en af klipperne. Blandt andre figurer er der nemlig også indridset en syvarmet lysestage, på hebraisk menorah41, og den blev jo netop, ifølge bibelen, første gang lavet her ved bjerget, ca. 1445 f.Kr. Menorah’en er den dag i dag et af Israels vigtigste symboler. Alle, der har været i Israel, har sikkert set den 3-4 meter høje 7-armede lysestage, der står foran Israels parlament, Knesset.

image068Menorahen, som blev lavet af rent guld, skulle sammen med dens syv forgreninger symbolisere et mandeltræ; og de syv tilhørende olielamper. Som man måske kan se på billedet t.h., blev de enkelte ‘grene’ defor lavet, så de lignede mandelblomster,. Det er sandsynligt, at de, der dengang havde udført arbejdet, har set på de rigtige mandeltræer og -blomster, der som nævnt var mange af i området, til at skabe nogle flotte, vellignende blomster på lysestagen.

Det spændende ved dette symbol og billede er, at det kun har betydning for det israelske folk – og derfor kan man ikke forestille sig, at der har været andre end Israels folk, som har været interesseret i at aftegne Israel nationalsymbol på denne måde. Dermed er denne gamle indridsning af denne lysestage på en klippe ude i ørkenen endnu et bevis for, at den må være lavet af en af de mange israelitter, som var tilstede dengang, Israels folk opholdt sig her for så mange år siden. På samme klippe er der desuden tre tekster, som man vistnok endnu ikke helt har formået at tyde, så dem springer vi derfor over i denne gennemgang.

Vi har nu set på nogle af de mange indicier, som tilsammen vidner om, at israelitterne har opholdt sig her ved foden af bjerget i længere tid, mens alt det, der bliver fortalt i de næste mange kapitler i 2Mose, foregik. Det begyndte som bekendt med, at Moses steg op på bjerget, hvor han modtog de 10 bud, og fik derefter, gennem en række åbenbaringer, forskellige forskrifter og anvisninger på bl.a. tabernaklets opførelse og den rette gudsdyrkelse. I det følgende skal vi derfor vende blikket væk fra selve lejrpladsen ved foden af bjerget, og i stedet rette blikket mod bjerget, hvor vi skal se endnu flere beviser på, at dette bjerg må være identisk med ‘Mose bjerg’, Horeb [Sinai].

Beviser på, at Jabal Al Lawz er identisk med Horeb [Sinai]

Josefus fortæller, at Horeb var det højeste bjerg i området42, og med sin højde på 2600 meter hæver det sig da også over alle andre bjerge i området. Vi har tidligere set, at Josefus omtaler dette bjerg til at ligge i Arabien, ligesom Paulus gør det i Gal 4:25. De lokale beduiner og andre kalder da også bjerget ‘Jabal Al Laws’ for ‘Jebel Musa’, hvilket betyder Mose bjerg. Sammen med alle de beviser, vi har set, og skal se i det følgende, gør Jabal Al Laws til en oplagt kandidat til at være det rigtige bjerg, hvor israelitterne gjorde holdt.

Hvis man sammenligner bjerget på Sinaihalvøen med Jabal Al Lawz i det nuværende Saudi-Arabien, afsløres det fx hurtigt, at de allerfleste bibelske beskrivelser af stedet slet ikke findes på, eller ved det traditionelle bjerg på Sinaihalvøen; men, som allerede nævnt, så passer det derimod så godt som 100% med de fund, der er gjort ved og på bjerget Jabal Al Lawz. Fx må der, ifølge bibelen, være en klippehule på bjerget, hvor profeten Elias kunne tage ophold i under sin flugt efter styrkeprøven med Ba’als-profeterne på Karmels bjerg. I 1Kong 19:8-9 står der følgende: “Da stod han [Elias] op og spiste og drak, og styrket af dette måltid vandrede han i 40 dage og 40 nætter, lige til Guds bjerg Horeb. Der gik han ind i en klippehule, og overnattede”, v. 8-9

image070image071Det rigtige bjerg har altså en klippehule, og der findes faktisk en sådan Jabal al Lawz43, hvilket er endnu et indicium på, at dette bjerg er identisk med det bibelske Horeb (Sinai). På fotoet t.v. er hulen markeret med en rød cirkel, og t.h. ses udsigten fra selve hulen. Det næste spor finder vi i 2Mose 24:9-18, som beskriver, at Moses, Nadab og Abihu gik op på bjerget sammen med 70 ældste, hvor de skuede Gud og spiste og drak. Og der blev de så, altså i længere tid, medens Moses gik højere op på bjerget for at modtage de 10 bud. Når vi læser kapitlet, er det indforstået, at alle disse mænd må havde stået på et højtliggende plateau, for de skulle jo både have plads til, dels at bøje sig ned og tilbede Gud – som man gjorde det dengang, og til at spise og drikke for hans åsyn. De behøvede måske ikke mere end i alt 100-150 m2 fladt område, og det findes bestemt ikke i alle bjerge. Men det gør der her. Selvom det syner at meget lidt på fotoet, så peger pilen på en ca. 400 m2 fladt plateau et stykke oppe på bjerget, som gør, at der var plads nok til de omtalte 73 mænd44. Også her adskiller dette bjerg sig altså markant fra det traditionelle bjerg på Sinaihalvøen, hvor der ikke er et sådant plateau – igen et indicium på, at det ikke kan være det rigtige sted.

Faktisk opfylder bjerget på Sinaihalvøen stort set ingen af de mange kriterier, som der kræves for, at det kan være det rigtige bjerg. Men det gør Jabal Al Laws i Saudi-Arabien til gengæld. Forskere har, ved at sammenligne de to bjerge med bibelens beskrivelser, der skete på og ved bjerget, fundet i alt 27 krav, som må være opfyldt, for at netop dette bjerg kan være ‘det rigtige bjerg’. Vi har allerede set på flere af disse krav, som fx. den kløvede klippe, den rummelige lejrplads med alteret og marmorsøjlerne, helleristningerne i klipperne, klippehulen på bjerget, etc. Hele 26 af disse 27 krav bliver opfyldt her ved bjerget Jabal Al Lawz. Det ene, der mangler, er en bestemt tornebusk, som ifølge traditionen bliver omtalt som ‘den brændende tornebusk’, og som findes vistnok kun på Sinaihalvøen. Men hvem siger, at netop denne tornebusk er den rigtige?

Hvis vi til sammenligning ser på det traditionelle bjerg ved St. Katharina-klosteret på Sinaihalvøen, så er der ikke meget, som passe med alt det, bibelen beskriver. Udover den nævnte tornebusk er det vist kun klippehulen, der kunne passe. Det betyder konkret, at på og ved dette bjerg er der kun to af de i alt 27 krav, som peger på, at dette sted kunne være det rigtige sted45. Det siger sig selv, at de nævnte 26 sikre tegn, som vidner om, at Jabal Al Lawz er det rigtige bjerg, må veje langt tungere end kun det ene tegn, der er fundet ved det traditionelle bjerg på Sinaihalvøen. Dertil kommer de næsten utallige beviser, som vi har set på gennem hele ruten helt fra Egypten, til dette bjerg i den arabiske ørken. Det bevidnes da også af de saudiarabiske arkæologer:

De Saudiarabiske arkæologer bevidner, at Jabal Al Lawz er Moses’ bjerg.

image072I dag er en stor del af området af den lejrplads, der er nævnt ovenfor, afspærret med pigtrådshegn, og på store skilte, som omtaler området som arkæologisk interessant, forbydes enhver adgang46. Området er desuden også bevogtet med vagter med maskingeværer. Ifølge Saudiaraberne foretog deres arkæologer en undersøgelse af området i 2002, og deres udgravninger fra dette område blev publiceret i landet47. Her er nogle få af de erklæringer, som blev offentliggjort i forbindelse med denne undersøgelsen, og som jeg har sat i situationstegn. Den øvrige tekst er mine kommentarer:

  1. “Vi ved, at profeten Moses’ ankomst til Midjans land var en vigtig begivenhed”. I Saudi-Arabien er det klart, at Midjan lå og ligger i dette område, på Aqababugtens østside, og dette område hedder i øvrigt også Midjan den dag i dag.
  2. “Kongeriget Midjan.. dukkede op i det 2. årtusind før Kristus”. Dette synes at blive bevidnet i de bibelske tekster, hvor navne som Midjan og midjanitterne først dukker op på dette tidspunkt.
  3. “Der er et antal arkæologiske interessante steder ved foden af Jabal al Laws på østsiden”. Her vil jeg henvise til de mange fund, som der er gjort rede for i denne gennemgang.
  4. “.. adskillelige kasserede marmorsøjler ligger spredt på overfladen”. Disse søjlestykker har vi set på. De er dog ikke som omtalt kasserede, men er derimod rester af de søjler, som var rejst foran alteret, men som siden dengang er faldet sammen, hvorved nogle er brækket itu.
  5. “[ved bjerget er der fundet] helleristninger, der forestiller mennesker og dyr [og] er formodentlig fra perioden, der strækker sig fra 3000-1500 f.Kr”. Bemærk, at dateringen beskrives som en formodning. Bibelen angiver tiden til at være omkring 1400-1450 f.Kr. Nogle af de omtalte helleristninger er allerede beskrevet nærmere i denne gennemgang.

Der er mange andre erklæringer i undersøgelsen af de mange fund, der er gjort på stedet. Selvom de ikke rammer plet i alle detaljer – de er jo ikke skrevet af mennesker, som tror på det, der står i bibelen – så er det alligevel slående, at de alligevel vidner om det, der står skrevet i den.

Gravpladserne udenfor lejren

Der er også meget andet fra området, som det kunne være spændende at tage med, men da det ikke direkte hører med til den bibelske beretning, vil jeg her kun nævne et eksempel. Udenfor lejren er der fundet en stor gravplads, som de saudiarabiske myndigheder regner for ‘arkæologisk interessant’, og er derfor også indhegnet48. Gravene er markeret enkeltvis med stående gravsten, og i området er der flere tusinde grave, som vel at mærke ikke er muslimske grave. Man kan så spørge, hvor alle disse grave kommer fra, midt i en ubeboet ørkenområde, hvis de altså ikke stammer fra israelitternes langvarige ophold her? Svaret er, at det gør de sandsynligt også!

Vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange israelitter, der døde i løbet af den forholdsvise lange tid (på ca. et år), som de ifølge bibelen var ved dette bjerg, men vi ved, at antallet løb op i flere tusinde. I 2Mose 32:28 står der fx i forbindelse med guldkalven, som folket dyrkede i lejren, neden for bjerget, at Gud blev vred, og det resulterede i, at alene på “den dag døde der omkring 3000 mand”. Det siger sig selv, at de blev begravet, selvom der ikke er omtalt i bibelen. Hertil kommer selvfølgelig alle de andre, som døde af naturlige årsager. Hvis vi anslår, at der var 2½ million mennesker, får jeg det til ca. 300.000 døde på dette ene år. Den store ikke-muslimske gravplads i dette store ørkenområde er dermed endnu et vidnesbyrd om, at det, der står i forbindelse med emnet i 2Mosebog, virkelig er ‘troværdig tale og al modtagelse værd’. Her skal det bemærkes, at på det traditionelle sted for Mose bjerg på Sinaihalvøen, har man ikke fundet tilsvarende gamle gravpladser.

Moses modtager de ti bud og Guds befalinger

Så kommer vi frem til de kapitler i 2Mosebog, som beskriver, at på Guds befaling steg Moses op på bjerget og modtog de ti bud, og oprettede den såkaldte Sinaipagt med Israels folk, som senere, da Moses kom ned fra bjerget, giver ham dette løfte: “Vi vil gøre alt, hvad Herren har talt, og lyde ham”, 2Mose 24:7.

Mens Moses var oppe på bjerget i 40 dage og nætter, nævnes det, at ‘Herrens herlighed viste sig for israelitternes øjne som en fortærende ild på bjergets top’, mens han overfor åbenbarede alle de forskrifter om tabernaklets opførelse og indretning, offertjeneste og præstedømme, etc., som vi kan læse om i resten af 2Mosebog, såvel som i 3Mosebog. Baggrunden for alle disse forskrifter var, at Gud derigennem ville give folket et indblik i, og et forbillede på den frelsesplan i Jesus Kristus, som han ifølge Ef 1:4 havde beredt, før verden blev skabt. At det er således, ses tydeligt i den befaling, han gav til Moses på bjerget: “Du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig”, 2Mose 25:8-9.

Læg mærke til, hvordan Gud understreger, at alt vedr. tabernaklet opførelse og gudsdyrkelse skulle ske på nøjagtig den måde, som han havde vist det for Moses. Det skulle som sagt ske, for at folket derigennem kunne forstå lidt af den frelse og frelsesplan, som Gud havde beredt til dem (og os) ved den kommende Messias, Jesus, som det er åbenbaret i NT. Det vil føre for vidt her at komme nærmere ind på disse detaljerede forbilleder, som Gud har givet folket i GT, men lad os alligevel se på nogle få hovedtræk:

  • De forskelligartede ofre, der beskrives i 3Mose, og som det blev pålagt folket at udføre, peger alle på forskellige måder forbilledligt frem på Jesu sonoffer.
  • Det samme er tilfældet med den ypperstepræstelige stilling, hvor ypperstepræsten (som et forbillede på Jesus) en gang om året gik ind i det allerhelligste med et stedfortrædende sonofferblod for at sone sine egne såvel som hele folkets synder.
  • Tabernaklets udformning og indretning bestod primært af akacietræ, som regel overklædt med guld. Det var fx tilfældet med pagtens ark, sonedækket, skuebrødsbordet, røgelsesalteret, de bærende støtter, osv. Akacietræet var den eneste kilde til træmateriale i ørkenen omkring Det Røde Hav. Akacie er et hårdt materiale, som ikke angribes af insekter, og bruges stadig til bl.a. redskaber i Mellemøsten. Direkte oversat betyder akacie ‘torntræet’, og nogle kilder nævner, at Jesu tornekrone blev lavet fra dette træ, men det er der dog ingen beviser for. Akacie er dog altid blevet tolket til at være et billede på Jesu menneskelighed og syndfrihed. I modsætning hertil peger guldet frem på det fuldkomne, det guddommelig, altså på Jesus som Gud.

I det sidste kapitel i 2Mosebog berettes, at alt det, som Gud havde givet befaling til Moses om på bjerget, nu var blevet udført. Ifølge de bibelske tekster ser det ud til, at alt dette havde taget et års tid, idet folket, ifølge 4Mose 9, nåede at fejre den første påske i ørkenen et år efter udvandringen, inden de igen var klar til opbrud.

Hvad der skete derefter, kan vi især læse om i 4. og 5Mosebog. Det spændende er, om vi stadig kan følge sporet af den rute, israelitterne gik herfra mod og til det forjættede land? Det skal vi se på i den næste artikel.

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Kildemateriale:

  1. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-wilderness-of-shur-ishmaelites-midianites-amalekites.htm, jfr. Exodus – udvandringen fra Egypen, af dr. Lennart Möller, 264.
  2. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 3, kap. 1-6 (s. 268).
  3. http://www.chinci.com/travel/pax/q/104331/%60Ayn+Marrah/SA/Saudi+Arabia/0/#
  4. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route-elim.htm
  5. Se fx http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-route.htm
  6. Jfr. http://www.theguardian.com/environment/nature-up/2013/jul/19/jonathan-franzen-egypt-migratory-bird
  7. Gads danske bibelleksikon, bind 2, 1966.
  8. http://da.wikipedia.org/wiki/Honningdug
  9. Se forskellige fotos fra området på http://www.squidoo.com/mountsinai
  10. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 276.
  11. Samme, side 278.
  12. Samme, side 316.
  13. http://en.wikipedia.org/wiki/Seir
  14. http://www.bible.ca/archeology/bible-archeology-exodus-amalekites.htm
  15. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 278
  16. http://www.teachmegod.com/homecc.htm
  17. http://www.plaintruth.com/the_plain_truth/2011/01/the-real-mount-sinai-.html.
  18. I bogen Exodus, side 132f. er der en del fotos af gamle kort over området, som påviser dette.
  19. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 288
  20. samme, side 288
  21. Samme, side 281, 285.
  22.  Samme, side 281-288.
  23. Samme, side 281
  24. Samme, side 295: Jabal Al Laws på satelitfoto, zoomet ind.
  25. Samme, tekst og flere fotos, side 294
  26.  http://www.cps.org.rs/Book/06 THE MOUNTAIN WITH A BLACK TOP.html
  27. http://www.cps.org.rs/Innerpeace/Creation/sinai.html
  28. Samme.
  29. http://kahalyahweh.net/Articles/Sinai/Jebel-El-Lawz.htm
  30. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 304-305
  31. Samme, side 302-303
  32. http://kahalyahweh.net/Articles/Sinai/Jebel-El-Lawz.htm
  33. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
  34. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 308
  35. Se foto og tekst i Exodus, side 313
  36. Samme, side 301
  37. http://www.cps.org.rs/Book/06 THE MOUNTAIN WITH A BLACK TOP.html
  38. Samme.
  39. Samme.
  40. jfr. http://hebrew4christians.com/Grammar/Unit_One/Pictograms/pictograms.htm
  41. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
  42. Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 3, kap. 5-1.
  43. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 292-293
  44. Samme, side 314
  45. amme, side 333
  46. http://www.covenantkeepers.co.uk/sinai.htm
  47. Abdul Rahman al-Tayib al-Ansafi (2002) Al-Bid, history and archaeology. Ministry of Education, Kingdom of Saudi Arabia.
  48. Dr. Lennart Möller: Exodus – udvandringen fra Egypten, side 315.

 

bvcbvc

Lignende indlæg:

  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
  • 11. februar: Løfterne kan ikke svige LØFTERNE KAN IKKE SVIGE ”Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!” (2Mose […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development