WIE97: Hebræerbrevet 6

1 Derfor, da vi nu har lagt den første begyndelse i Kristi Ord bag os, så lad os ledes frem mod fuldmodenheden og ikke endnu en gang lægge grundvold ved [[at tale om]] omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud,

2 lære om dåb, håndspålæggelse, opstandelse fra de døde og evig dom.

3 Dét vil vi gøre, så sandt Gud tillader os det.

4 Det er nemlig umuligt, at de, som een gang er blevet oplyste og har smagt den himmelske gave og er blevet delagtige i Helligånden

5 og har smagt Guds gode Ord og den kommende verdens kræfter

6 og så falder fra, atter kan fornyes til omvendelse, thi de korsfæster for sig selv atter Guds Søn og spotter Ham.

7 Thi sålænge en ager drikker den regn, som så ofte falder på den, og frembringer nyttig afgrøde for dem, for hvis skyld den dyrkes, er den under Guds velsignelse;

8 men bærer den torne og tidsler, er den unyttig og forbandelse nær, og til sidst bliver den brændt af!

9 Men vi er overbeviste om, at det står bedre til med jer, I elskede, og at I hører frelsen til, selvom vi taler, som vi gør.

10 Thi Gud er ikke uretfærdig; Han glemmer ikke jeres gerninger og det kærlighedens slid, som I har udvist mod Hans navn ved at hjælpe dem, som tjener de hellige.

11 Men vi ønsker, at I alle må udvise samme iver efter den fulde vished i håbet indtil enden,

12 for at I ikke skal blive sløve, men efterfølgere af dem, som ved tro og langmodighed arver løfterne.

13 Thi Gud lovede Abraham – og da Han ikke havde nogen større at sværge ved, svor Han ved Sig Selv –

14 og sagde: “Sandelig: Jeg vil velsigne dig med den rigeste velsignelse og mangfoldiggøre dig tusindfold!”

15 Og idet [[Abraham]] udviste stor tålmodighed, fik han løftet opfyldt.

16 Mennesker sværger jo ved een, der er større [[end de selv]], og eden tjener til stadfæstelse for dem og gør ende på al modsigelse.

17 Da Gud derfor desto tydeligere ville vise løfternes arvinger, hvor urokkelig Hans viljes beslutning var, borgede Han for den ved ed,

18 for at vi ved to ting, [[både løfte og ed]], som udelukker, at Gud kan lyve, skulle have en mægtig trøst, vi, som har søgt redning ved at gribe det håb, som ligger foran os,

19 det håb, som er os et både trygt og fast sjælens anker, og som rækker ind bag forhænget,

20 bag hvilket Jesus gik ind for os Som Forgænger, da Han var blevet Ypperstepræst “på Melkizedeks vis til evigheden!”

Lignende indlæg:

  • WIE97: Hebræerbrevet 11 Mange gange og på mange måder har Gud tidligere talt til fædrene ved profeterne; i disse sidste dage har Han nu talt til os ved Sønnen, 2 Hvem Han har indsat Som Arving til alle ting, […]
  • WIE97: Hebræerbrevet 21 Derfor bør vi så meget mere holde fast på dét, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det. 2 Thi hvis Det Ord, Som blev talt ved engle, var urokkeligt, og enhver overtrædelse […]
  • WIE97: Hebræerbrevet 31 Derfor, hellige brødre, delagtige i et himmelsk kald: se hen til vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Jesus, 2 Som er trofast mod Ham, Som har gjort Ham dertil, ligesom også […]
  • WIE97: Hebræerbrevet 41 Lad os derfor - da løftet om at komme ind til Hans hvile [[stadig gælder]] - drage nøje omsorg for, at ikke nogen af jer skal tro, at han er kommet for sent. 2 Vi har nemlig fået […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development