1 Og den femte engel blæste i basunen, og jeg så en stjerne fra Himmelen falde til jorden, og nøglen til Afgrundens brønd blev givet den.
2 Og han åbnede Afgrundens brønd, og der opsteg en røg fra brønden, som røgen fra en stor ovn, og solen og luften formørkedes af brøndens røg.
3 Og fra røgen udgik græshopper over jorden, og der blev givet dem samme magt, som jordens skorpioner har.
4 Og det blev sagt dem, at de ikke måtte skade jordens græs eller noget grønt eller noget træ, men kun de mennesker, som ikke har Guds segl på deres pander.
5 Og de fik ikke lov til at dræbe dem, men de skulle pine dem i fem måneder. Og deres pine var, som når en skorpion stikker et menneske.
6 I de dage skal menneskene søge døden, men ikke finde den – de skal længes efter at dø, men døden skal flygte fra dem!
7 Og græshopperne lignede heste, rustede til strid; på deres hoveder havde de noget, ligesom kroner af guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter.
8 Og de havde hår som kvinders hår, og deres tænder var som løvers,
9 og de havde brynjer, der lignede brynjer af jern, og lyden af deres vinger var som lyden af vogne, når mange heste raser frem til strid.
10 Og de har haler og brod ligesom skorpioner. I deres haler lå magten til at skade menneskene i fem måneder.
11 Og over sig har de en konge, afgrundens engel, hvis navn på hebraisk er “Abaddon”, og på græsk har han navnet “Apollyon”.
12 Den første ve er ovre; dog se: der kommer endnu to veer efter denne!
13 Og den sjette engel blæste i sin basun, og jeg hørte en røst fra de fire horn på guldalteret for Guds åsyn;
14 den sagde til den sjette engel, som havde basunen: “Løs de fire engle, som er bundet ved den store flod Eufrat!”
15 Og de fire engle, som stod klar og afventede timen og dagen og måneden og året, da de skulle dræbe tredjedelen af menneskene, blev løst.
16 Og tallet på hæren af ryttere var to titusinders titusinder; og jeg hørte tallet på dem.
17 Og således så jeg i synet hestene og de, som red på dem: de havde ildrøde og mørkeblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var som løvehoveder, og af deres munde udgår ild og røg og svovl.
18 Af disse tre plager dræbtes tredjedelen af menneskene: af ilden og røgen og svovlen, som udgik af deres munde.
19 Thi hestenes magt ligger i deres munde og i deres haler; thi deres haler er som slanger og har hoveder, og det er med dem, de gør skade.
20 Og dog vendte de andre mennesker, som ikke dræbtes i disse plager, alligevel ikke om fra deres hænders gerninger: de ophørte ikke med at tilbede dæmonerne og afgudsbillederne af guld og sølv og bronze og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå.
21 Og de vendte ikke om fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyveri!
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023