DA31: Ezekiels Bog 47

1 Derpå førte han mig tilbage til Tempelets Indgang, og se, Vand sprang ud under Tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside sønden for Alteret.

2 Så førte han mig ud gennem Nordporten og rundt udenom til den ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden.

3 Derpå gik Manden ud mod Øst med en Målesnor i Hånden, og da han havde målt 1000 Alen, lod han mig gå gennem Vandet, Vand til Anklerne.

4 Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, som der nåede til Hoften.

5 Da han atter havde målt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg ikke kunde vade over, thi Vandet gik så højt, at man måtte svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over,

6 Da sagde han til mig: »Har du set det, Menneskesøn?« Og han førte mig tilbage langs Strømmens Bred.

7 Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor Mængde Træer på begge Sider;

8 og han sagde til mig: »Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned i Araba, og når det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet der sundt;

9 alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk; thi når dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt skal leve, hvor Strømmen kommer hen.

10 Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til at udspænde Fiskegarn skal det være; dets Fisk skal være som det store Havs Fisk, såre mange.

11 Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal udvindes Salt.

12 På begge Flodens Bredder skal der vokse alle Hånde Frugttræer, hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig får Ende; hver Måned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til Lægedom.«

13 Så siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse, inden for hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv Stammer; Josef skal have to Lodder.

14 I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder som Arvelod.

15 Således skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Zedad,

16 Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskus’s og Hamats Områder, Hazar-Enon ved Haurans Grænse.

17 Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon, således at Damaskus’s Område ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er Nordgrænsen.

18 Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen til Tamar. Det er Østgrænsen.

19 Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken, ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen.

20 Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det Sted, hvor Vejen går til Hamat. Det er Vestgrænsen.

21 Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer;

22 I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod med eder om Arvelod blandt Israels Stammer.

23 I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans Arvelod, lyder det fra den Herre HERREN.

Lignende indlæg:

  • DA31: Ezekiels Bog 481 Følgende er Navnene på Stammerne: Yderst i Nord fra Havet i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Hamat, og videre til Hazar-Enon, med Damaskus's Område mod Nord ved Siden […]
  • DA31: Ezekiels Bog 451 Når I udskifter Landet ved Lodkastning, skal I yde HERREN en Offerydelse, en hellig Del af Landet, 25 000 Alen lang og 20 000 Alen bred; hellig skal den være i hele sin Udstrækning. 2 […]
  • DA31: Ezekiels Bog 401 I det fem og tyvende År efter at vi var ført i Landflygtighed, ved Nytårstide, på den tiende Dag i Måneden i det fjortende År efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom HERRENS Hånd […]
  • DA31: Ezekiels Bog 421 Derpå førte han mig ud i den indre Forgård i nordlig Retning, og han førte mig til Kamrene, som lå ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen, nogle på den ene Side, andre på den […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development